Kære heteroseksuelle: Hvad er det, I er bange for?

Til alle jer, der bliver bange eller sukker højlydt, når en bøsse, en lesbisk eller en transperson viser sig på skærmen eller på en lastbil på vej ned ad Frederiksberg Allé: Tag lige og slap af.

Foto: Søren Bidstrup

Der er en sætning i det interview med Jakob Fauerby, man kan læse i Berlingske, som jeg særligt godt kan lide. Skuespilleren skal til efteråret danse med en anden mand, Silas Holst, som det første samkønnede dansepar i det populære TV-programs historie på dansk grund.

»Der har været 160 mand-kvinde-par i »Vild med Dans«, og nu er der to mænd, der danser med hinanden. Det burde jo ikke ryste nogen i 2019,«  siger han. Og det kan han jo have ret i, selv om vi godt ved, at det ikke er tilfældet. Fauerbys og Holsts tilstedeværelse i et solidt favntag på dansegulvet kan ryste nogen, og derfor er Fauerby en modig mand, når han gør det, han gør.

Hvorfor må der dog ikke være to mænd, der danser, når der er så mange andre, der danser mand-dame? Måske er »Vild med dans« ikke verdens største begivenhed, men den påmindelse om proportionerne, som Jakob Fauerby stille og roligt anfører, kan man sagtens bruge til noget også i et større persepktiv.

Danskerne er generelt både kloge, oplyste og velmenende over for deres seksuelle minoriteter, men der er stadig – her kan vi bare spørge statistikken til råds – masser af borgere her i landet, der mener, at mennesker med anden identitet end traditionelt heteroseksuel ikke er lige så meget værd som dem selv.

Når Jyllands-Posten på lederplads sidste år ved denne tid kunne fremføre, at Copenhagen Pride fører sig identitetspolitisk frem »med deres insisteren på lige netop deres identitet før alt andet,« så er det noget – undskyld – forbandet vrøvl. Tænk over det: Resten af året, ja, resten af verden er heteroseksuelt i udgangspunktet. Er man i tvivl, skal man bare sætte sig og se en reklameblok på TV 2. Det er glimrende anskuelsesundervisning i, hvordan verden er indrettet. Den tilhører de heteroseksuelle.

Ingen afholder Pride for at gøre verden homoseksuel. Ingen holder Pride for at fratage nogen deres udfoldelsesmuligheder. Når Copenhagen Pride sætter sig på mediedagsordenen i denne uge og præger gadebilledet med den store parade gennem hovedstaden på lørdag, handler det bare om noget så basalt som at slå på tromme for rettigheder og ligeværd for alle – uanset seksualitet – i et moderne demokrati, hvis fornemste opgave burde være at sørge for ligestilling på alle fronter.

I dametøj i Netto

Hvad er det, man kan føle sig truet af? Hvorfor er man så bange for dem, der ikke er helt lige sådan, som man selv er? Er der nogen, der kræver, at man ikke må leve i en benhård kernefamilie, hvis det er det, man vil? Må en mand lade sig skille fra en kone, fordi et lesbisk par også bliver viet i kirken? Er der nogen, der vil tvinge en heteroseksuel klejnsmed fra Greve Strand til at gå i dametøj i Netto?

Hvis Pride-paradens deltagere førte sig frem med krav om, at andre skal indordne sig deres leveregler eller religiøst formørket ønskede at ændre fundamentalt på hævdvundne borgerlige rettigheder og værdier, vi gerne vil holde fast i i vores samfund, ville det være noget andet. Det er jo ikke tilfældet. Til alle jer, der bliver bange eller sukker højlydt, når en bøsse, en lesbisk eller en transperson viser sig på skærmen eller på en lastbil på vej ned ad Frederiksberg Allé: Tag lige og slap af. Glæd jer over verdens mangfoldighed, som bliver ekstra synlig lige denne dag om året. Kip med flaget for, at vi har et frit samfund, hvor det kan lade sig gøre at være anderledes, end du selv er.  Lev dit eget liv. Og vær glad for det.