Jul for to

Sarah Skarum. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

»Åh,« siger folk og ser lidt bekymrede ud. Som om de bare venter på, at jeg fortæller dem, at jeg har slået hånden af mine forældre, at vi er voldsomt uvenner, at der er noget galt.

Det er der nu ikke. Jeg holder bare ikke jul med mine forældre, men hjemme hos mig selv. Det har vi gjort, siden vi lidt ved et tilfælde sneede inde på Nørrebro, hvor jeg boede dengang, og holdt jul sammen og hjemme. Hvert andet år kommer min bror og hans kone og deres nuttede sønner – samme år som vi også har min steddatter til jul – og hvert andet år holder min mand og jeg jul alene, bare os to.

Sådan et år er det i år, og jeg glæder mig. Vi skal holde jul på den helt traditionelle måde, vi skal have and og rødkål og brune kartofler, der er chokolademousse til dessert, for det får vi, og mandelgave, og jeg har tænkt mig at snyde, som jeg plejer, men jeg kan desværre ikke afsløre, hvem der får den. Vi har juletræ, og det går helt op til loftet, og vi giver hinanden gaver og siger »ih« og »næh« og »mange tak«, og jeg har købt noget, der er så sjovt, at jeg næsten ikke kan lade være med at fortælle om det. Men vi gør også nogle ting, vi ikke kan nå med huset fyldt af gæster. Vi cykler over på Frederiksberg, hvor verdens pæneste juletræ står ved en ejendom og kigger beundrende på det og på lyset, der strømmer ud fra alle lejlighederne i byen og fornemmelsen af forventning og ro, der lægger sig over København i timerne op til juleaften. Og hvis vi orker og har tid, og det ikke regner, tager vi i Vor Frue og hører Midnatsmesse, og jeg græder af rørelse over Glade Jul, selv om jeg virkelig ikke er spor religiøs. Og næste morgen, og det er næsten det vigtigste, vågner jeg i min egen seng og glæder mig over, at jeg ingenting skal hjemme hos mig selv på den bedste dag på året.

Og jeg ved, at min mor vågner i sin seng, formentlig en del timer tidligere end mig, og tænker det samme. For det er hende, der hele min barndom har lært mig, at 1. juledag tilbringes i blødt tøj, mens man spiser rester, læser bøger og måske ser en film. Og når man opdrager sine børn sådan, ender de jo med at gøre, som man siger.

Det er ikke spor dramatisk; jeg vil gerne holde jul med mine forældre, men kun hvis de kommer hos os, og de har det på samme måde, og det er jo faktisk skægt. Vi er til gengæld på ferie sammen hver sommer, 12 dage på verdens bedste lille græske ø, hvor der er tid til at tale om både små og store ting og opdage, at de, der var små, er blevet større, og nogle faktisk voksne. Hvor vi igen og igen glædes over, at vi stadig godt kan lide at være sammen, også selv om vi er det så lang tid, at man ikke kan lade som om. Man kan bare være den, man er – og blive elsket for det.

For kærlighed er også at give hinanden rum til at gøre det, der gør én glad i stedet for at insistere på »skulle da«, »plejer jo« og »sådan har det altid været«. Det er en kæmpe gave at få. Også til jul.