Joseph Sumbel var profet for en ny tolerancereligion. Han havde ikke en chance

Der var i 1600- og 1700-tallet jøder, der udgav sig for at være Messias eller hans profet. Den marokkanske jøde Joseph Sumbel proklamerede en ny tolerancereligion i 1780erne for både jøder, muslimer og kristne. Var han en ægte profet eller blot en spradebasse med hang til eksotisk tøj? Berlingske dykker ned i historien.

Den franske maler Eugène Delacroix rejste til Marokko i begyndelsen af 1830erne og malede dette maleri af et jødisk bryllup. Selvom billedet er fra en del år efter, Joseph Sumbel blev gift med Mary Wells, så er sceneriet nok ganske beskrivende for den eksotiske stemning, han bragte med sig til både København og London.   Fold sammen
Læs mere
Foto: Web Gallery of Art
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I oplysningstiden i 1700-tallet var der i oplyste kredse en afstandstagen fra religion. Den franske filosof Voltaire følte endda kun afsky for kristendommen. Men de fleste mennesker var stadig dybt religiøse og troede på, at en dag ville en Messias eller hans profet dukke op og proklamere frelsen og paradis på jord. Da en profet endelig dukkede op i København i slutningen af 1700-tallet, var han ikke dog Messias eller hans profet, men profet for en helt ny religion.

Joseph Sumbel var marokkansk jøde og blev i København kaldt den tyrkiske prins – med et anstrøg af ironi. Han opholdt sig i København for at inddrive penge, som hans far havde ude at svømme i danske banker. I 1788 besluttede han sig for at proklamere en ny dyds- og tolerancereligion.

Han udgav et skrift på både dansk og fransk, hvor han beskrev den nye religion og nedfældede ti nye bud, der skulle være religionens grundlag. Den slags var provokerende kætteri i en tid, hvor samfundet var dybt religiøst, så Joseph Sumbel var ude i farligt ærinde.

En ny religion i Frederiksberg Have

Joseph Sumbel besøgte den københavnske synagoge, men var kommet i konfrontation med menigheden, hvilket ikke var mærkeligt, for den jødiske menighed var endnu i 1700-tallet ortodoks. Da Joseph Sumbel besluttede sig for at føre kampagne for sin nye religion, iklædte han sig et prægtigt udstyr i form af en tyrkisk dragt, en turban og en juvelbesat guldsabel, som han promenerede med i byens gader. Han vakte selvfølgelig voldsom opsigt.

Den 11. juni 1788 annoncerede han, at han på Frederiksberg ville besvare alle spørgsmål om den nye religion.

En samtidig kronikør, Johan Philip Rosenstand-Goiske, beskrev forløbet:

»Først kom han klædt meget vel, med en tyrkisk overkjole og en bog under armen, efter ham en tjener klædt i grønt liberi med røde underklæder og guldtresser med en silkekappe på armen, en liden dreng med en turban på hovedet og til sidst 4 soldater, hver med en særdeles stor bog, som skal være forskellige udgaver af Biblen. Folket samlede sig efterhånden, og han holdt til sidst et større følge, især af jøder. Da han kom til Frederiksberg gik han ind i Kongens Have (Frederiksberg Have, red.).

Men da tilhørerne stormede ind på ham, sneg han sig bort og løb op imod slottet, hvor han ud til marken fandt en stakitport åben. Dér gik han ind og lukkede porten efter sig og bag denne skærm sagde han, at hans ærinde var at indprente dyd, at han hverken var jøde eller kristen eller tyrk eller hedning, men at han i lang tid meget strengt havde afholdt sig fra at synde mod det sjette bud.

To jøder var meget grove mod ham og plagede ham med spørgsmål om, hvem han var, siden han ikke bekendte sig til nogen religion. Et spørgsmål, de selv var så høflige at besvare med at sige: »Han er en nar.« Omsider sneg han sig bort fra forsamlingen og »har ej oftere talt offentligt.««

Jøde handler med piskebånd i Læderstræde-kvarteret. Maleriet er af en ukendt maler. Det illustrerer fint, hvordan jøder så ud i 1700-tallet. Mændene havde ofte skæg og lange kaftaner. De var lette at genkende i det københavnske miljø. Fold sammen
Læs mere
Foto: Statens Museum for Kunst.

Skillingsviser og pamfletter om Sumbel

Joseph Sumbels optræden medførte en række skrifter og en skillingsvise, der i dag findes på Det kgl. Bibliotek og bærer titlen: »En nye Viise om den forrykte ukyndske Ismaelit Joseph af Jødekongens Slægt vandrende i Kongens Hauge med Bibelen under Armen og givende sig ud for Messias.«

En skribent tog Sumbel i forsvar og skrev, at han var en redelig mand, der havde rejst gennem mange lande og var blevet beæret af mægtige monarker med store æresbevisninger. Det var en skam, at man tilføjede ham forurettelser og beskyldte ham for at være kætter og bedrager, skrev skribenten. Forfatteren fik svar af en anden pamfletskriver:

»Jeg anser ham som en kætter, fordi han forlader sin fædrene tro og foragter den kristelige tros hovedlærdomme.«

Københavnske jøder fra en såkaldt torahvimpel. En moderne påklædt jøde læser i torahen – Det gamle Testamente. Ved hans side står to lærde, der er tradionelt påklædte. Illustration fra begyndelsen af 1800-tallet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto: Dansk Jødisk Museum.

Men hvordan kan det være, at Joseph Sumbel overhovedet vandrede rundt i Københavns stræder med turban og guldsabel i 1780erne? Vi skal tilbage til hans far, Samuel Sumbel, for at finde forklaringen.

Marokkanske sultaner havde i 1700-tallet tradition for at anvende jøder som finansrådgivere og diplomater.

Samuel Sumbel blev hyret af sultan Mohamed ben Abdallah til at bilægge en strid mellem Danmark og Marokko, og Samuel Sumbel sendtes derfor til København i 1752. Det lykkedes Samuel Sumbel at finde en fredsordning, som gav Danmark store handelsmæssige fordele i Middelhavsområdet.

Sumbel opnåede en usædvanligt stærk magtposition i Marokko, men han levede også livet farligt. Han blev fængslet flere gange og flygtede til Tanger, hvor han døde i 1782, ifølge danske kilder, fordi hans kvaksalver af en læge havde givet ham livsfarlige medikamenter. Den danske agent for det Dansk Afrikanske Kompagni Georg Høst, der kendte sultanen personligt, skrev:

»Samuel Sumbels død skabte ofte sultanens forvirring. Han savnede ham meget og kunne ikke finde nogen, der kunne tage sig af hans sager med samme dygtighed og begavelse som denne jøde.«

De danske myndigheders rejsepas til Marokko til Joseph Sumbel 30. juni 1788. Mon ikke, at man på den måde ville skaffe sig af med den besværlige Joseph Sumbel? Men Sumbel rejste aldrig til Marokko, og næste gang vi møder ham er i den danske forfatter Jens Baggesens roman »Labyrinthen«, i den sydlige danske by Altona, hvor Sumbel er ved at blive stenet til døde. Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto fra Rigsarkivet: Bent Blüdnikow.

Ved sin død efterlod Samuel Sumbel en betydelig formue fordelt på veksler og obligationer hos vekselerer og banker over hele Europa. Desuden havde Danmark givet ham en årlig pension som tak for hans indsats for at fremme danske interesser i Middelhavsområdet. Samuel havde været så forudseende at sende sin ældste søn, Joseph, til Paris, så han kunne få en ordentlig uddannelse.

Danske myndigheder tog kort efter Samuels død kontakt med Joseph for at finde ud af, om den unge mand var moden til at overtage den kæmpeformue, der stod i danske banker, og til at overtage faderens årlige pension. Man sendte en betroet diplomat, den nævnte Georg Høst, til Paris. Han skrev i sin rapport, at Joseph gav indtryk af at være noget forvirret og havde sagt til ham, at han hverken var jøde eller kristen.

Joseph dukkede op i Danmark i 1787 og det lykkedes ham faktisk at få udbetalt ca. 60.000 rigsdaler – det var en svimlende sum, så han havde virkelig råd til guldsabel og tjenere.

Joseph dukker op i København

Efter sin fiasko i Frederiksberg Have gav myndighederne ham rejsepas til Marokko, måske fordi de ville af med ham. Næste scene med Joseph er imidlertid ikke fra Marokko. Vi træffer nemlig Joseph i Jens Baggesens klassiske selvbiografiske roman »Labyrinthen« (1792-93). Jens Baggesen fortæller, at han i 1789 var på køretur gennem den sydlige danske by Altona, hvor der var en stor jødisk menighed. Baggesens vogn blev standset af en usædvanligt stor mængde jøder, hvis skrigen, tuden og urolige gebærder fik rejseselskabet til at spærre øjnene op:

»De syntes alle yderlig opbragte, og vi begyndte næsten at befrygte et Oprør, da vi pludselig opdagede en væltet vogn, der syntes at spille hovedrollen i denne scene. Hvor forundret blev jeg, da jeg med eet blev opmærksom på den marokkanske jøde-tyrk, Herr Sumble (Baggesen havde ikke helt fået fat i efternavnet, red.), der opførte sig som en Profet, som man var ifærd med at stene – og virkelig erfarede vi på vor forespørgsel, at det var hans vogn israelitterne havde væltet og at det var deres ramme alvor, at stene ham selv, dog ikke som profet, men som fritænker og spotter, der midt i synagogen skældte Moses for en bedrager.«

Baggesen forlod derefter hastigt sceneriet for ikke selv at blive stenet af de ophidsede jøder. Baggesen gjorde ikke noget for at redde den stakkels Sumbel, hvilket ikke vidner specielt godt om Baggesens mod. Men det skal tilføjes, at da jøderne i Danmark fra 1813 og flere år frem blev udsat for hadkampagner under den såkaldte litterære jødefejde, så tog Jens Baggesen til orde for jøderne.

Joseph Sumbel i London

Man kunne så tro, at vore kilder til Joseph Sumbel kulørte livsbane dermed var slut, men sådan er det ikke. Han optræder nemlig i skuespillerinden Mary Wells´ erindringer. Mary Wells var en af Londons mest hotte skuespillerinder i slutningen af 1700-tallet. Hun kom fra ydmyge kår, men i løbet af 1780erne fik hun stor succes på scenen.

Ikke desto mindre havnede hun i gældsfængslet i Fleet Prison, fordi hun hæftede for sin svigerbrors gæld. I Fleet Prison mødte hun Joseph Sumbel, der sad i samme fængsel. Han var blevet arresteret, fordi hans søskende havde mistillid til, at han forvaltede den store arv på ordentlig måde.

Mary Wells fortæller i sin selvbiografi:

»Jeg var i fængsel på den tid, og han kom med alt en østlig monarks pragt og selvsikkerhed  og fulgt af et antal sorte tjenere.«

Mary Wells havde ry for at være excentrisk og impulsiv, og da Sumbel friede til hende, sagde hun øjeblikkeligt ja. Og ikke alene det, men ganske usædvanligt konverterede hun til jødedommen og skiftede sit navn til Leah Sumbel.

Mary Wells var en af sin tids mest populære skuespillere, hun spillede både Shakespeare og lettere stykker. Her ses hun i Shakespeares »De lystige koner i Windsor«.    Fold sammen
Læs mere

Jøder var et foragtet folk, så konvertering var sjældne og provokerende. London-avisen The Morning Post and Gazetteer rapporterede:

»Torsdag aften blev ægteskabet i jødisk stil indgået i Fleet Fængslet som Mrs. Wells fra Covent-Garden Teatret indgik med den marokkanske jøde Mr. Sumbel, indsat for gæld i samme fængsel. Ceremonien var ophøjet med jødisk glans. Brudgommen var fornemt klædt i hvid satin med en flot turban med hvide fjer. Bruden var også i hvid satin og hendes hårpragt var sat i en elegant stil med store hvide fjer. Sumbels bror assisterede ved ceremonien klædt i lyserød satin med en elegant turban med fjer. Lejligheden var strålende oplyst med farvede lamper, som jøder har det som tradition.«

Kort efter kom de begge ud af fængslet, efter Sumbel var nået til enighed med sin bror. Mary (Leah) Wells skriver i sin selvbiografi:

»Hans elegante fremtoning var ikke i europæisk stil. Dette forhold forstærkede indtrykket af sørgmodighed og han genvandt ikke noget af sin ro, før han sad med korslagte ben med al sit marokkanske udstyr. Til denne vigtige metamorfose var hans kufferter ved hver eneste trin udpakket og jeg havde den overmåde glæde af at se min glorværdige partner en enkelt gang hver 12. time pyntet op som en anden Othello.«

Nu var Mary (Leah) Wells selvbiografi skrevet efter deres  skilsmisse i 1798, og efter Mary var gået tilbage til kristendommen. Den ironiske tone i hendes tekst er ikke til at tage fejl af, og efter skilsmissen lagde hun ikke skjul på sin foragt både for sin tidligere ægtemand og for jøder generelt. Forløbet i London vidner om, at Joseph Sumbel fastholdt jødedommen, og at han åbenbart havde lagt planen om en ny religion på hylden. I hvert fald nævner ingen kilder, at han fastholdt sin tolerancereligion.

Ifølge Mary Wells, som efter skilsmissen blev med at kalde sig Sumbel, var det Joseph Sumbels plan at rejse tilbage til Marokko. Men det lykkedes ikke, og alt tyder på, at han søgte tilbage til Altona. Men sagen om familiepengene var ikke slut, for tvisten mellem Joseph og hans familie rumlede stadig. Endnu i 1820 verserede sagen om Samuel Sumbels gamle obligationer ved danske retter.

Men alt dette vidste Joseph Sumbel intet om, for han døde i 1804 og ligger begravet på Altonas jødiske begravelsesplads. Josephs bror Salomon var kommet til København for at udrede familiens pengesager og han forblev i København. Han døde i 1831 og ligger begravet på Møllegades jødiske begravelsesplads på Nørrebro. Hans egen formue blev givet til jødiske velgørenhed.

Var Joseph Sumbel blot en spradebasse og fantast eller var en seriøs religions fornyer? Det kan vi ikke afgøre i dag, men hans opdukken i orientalske gevandter og guldsabel og et forsøg på at bringe jøder, muslimer og kristne sammen i en ny fælles religion var ikke noget tilfælde.

I oplysningstiden var mange jødiske menigheder udsat for rystelser. Den tidligere ghettoagtige tilværelse var ved at blive nedbrudt, og mange reformer fandt vej til det tidligere meget lukkede jødiske samfund. Men denne reformperiode mødte intens modstand i jødiske samfund, og vi ser det i form af den modstand, Joseph Sumbel mødte fra jøder både i København og Altona.

Måske var den marokkanske prins blot en smule forud for sin tid.

Litteratur:

Daniel J. Schroeter: »The Sultans Jew. Morocco and the Sephardic World«, 2002

Louis Bobé: »Familien Sumbel fra Marokko og dens Forbindelser med Danmark«,  i Tidsskrift for Jødisk Historie og Litteratur, 1917

Mary (Leah) Wells Sumbel: »Memoirs of the Life of Mrs. Sumbel, late Wells, of the Theatres Royal Drury Lane, Covent Garden, and Haymarket, written by herself,« 1811

Allan Falk: Dansk jødisk Genealogisk Database.

På Det kgl. Bibliotek findes både Joseph Sumbels skrift på dansk og fransk om den nye religion, samt pamfletter og skillingsvise om ham.