Jordbærhjelme

Næppe nogen anden detalje ved menneskekroppen er så fuld af myter som det røde hår. Rødhårede bærer bogstavelig talt på gode historier, selvbevidsthed og en sjælden mutation.

BM200610105140201AR.jpg
Foto: Ditte VValente Fold sammen
Læs mere

Kim hed han og gik i min klasse i folkeskolen omkring 1970. Ikke nok med at han havde overbid, var dårlig til fodbold, bleg og ifølge rygter i skolegården havde dårlig ånde, så vi var nødt til at kalde ham Ostekiks. Han havde også rødt hår. (Undskyld, Kim).

Selv om Ostekiks var et catchy øgenavn, der hang ved, glemte vi aldrig nogensinde, at han var rødhåret. Han var stemplet som anderledes, som alle rødhårede blev i 1960erne og 1970erne. Dengang briller, bøjle og rødt hår var nok til at blive hængt ud. Havde man vist os en muslim, havde vi troet, det var teater.

Martin Krasnik, journalist på Weekendavisen, var som 12-årig både læspende rødhåret med fregner og havde tandbøjle med nakkespænd. Han har meget præcist kaldt sit og Ostekiks' tilfælde for »mætningspunktet for uheld«. Og det røde hår var topscorer.

Ostekiks havde haft kronede dage i det antikke Egypten. Dér havde man guden Seth til at tage sig af departementet for kaos, uvejr, ørken, fremmede lande - og de rødhårede. Rødhårede børn blev anset for særligt begunstigede af guderne og smukke ud over det sædvanlige. Myten siger, at de til gengæld blev begravet levende sammen med de afdøde faraoer. Og nu vi er på de kanter: Cleopatra havde hennafarvet hår. Det sorte var bare en paryk, siges det. I det gamle Rom var rødhårede slaver de dyreste og mest eftertragtede, og skuespillere, der agerede slaver i teatret, bar røde parykker.

En legende fortæller, at den første konge af sagngriget Atlantis var rødhåret, og da alle rødhårede nedstammer fra ham, er de derfor prinser og prinsesser af Atlantis.

Ifølge »The Redhead Encyclopedia«, en grundbog om rødhårede, har der aldrig været en rødhåret helgen. I græsk mytologi blev rødhårede forvandlet til vampyrer efter døden. Da Kain slog Abel ihjel, fik han ifølge visse populære tolkninger af Bibelen tildelt rødt hår af Gud. Så kunne han lære det! Judas blev tidligt portrætteret som rødhåret, og hekse skulle for 400 år siden bruge fedt fra rødhårede mænd som ingrediens i deres dødbringende gift. På samme tid sagde man, at rødhårede på mystisk vis var blevet undfanget under middagssøvnen i pausen fra arbejdet i marken, og i slutningen af 1800-tallet var det en udbredt antagelse, at rødhårede kvinder duftede/lugtede kraftigere end andre. Det siger man stadig i Frankrig.

Rødhårede mennesker blev stemplet som »bad standing«, indtil den engelske dronning Elizabeth I gjorde rødt hår moderne. Det har dog ikke forhindret folkeviddet gennem århundreder i at forbinde rødt hår med helvede og Djævelen og Hitler i at forbyde ægteskab mellem rødhårede for at undgå mutationer.

Siden er rødhårede mennesker blevet frygtet, tilbedt, drillet, misundt, begæret og forfulgt. Både i folkemunde og i jobannoncer. Omkring 1912 mente man, at rødhårede kvinder var de bedste servitricer.I DAG ER DE FLESTE FORDOMME og historier om rødhårede fejet hen i kuriøsiteternes hjørne, hvorfra man kan hente fortællinger om, at rødhårede mænd er mindre attraktive og efterspurgt end deres mørkhårede, lyshårede, gråhårede og skallede kønsfæller. De interviewede mænd til denne artikel modbeviser den påstanden, og ledende overlæge, Peter K.A. Jensen, Klinisk Genetisk Afdeling på Århus Sygehus, ryster på hovedet af historierne om, at rødhårede kvinder er mere temperamentsfulde, opfarende, erotiske og ustabile skabninger end deres medsøstre. Han kan dog ikke modbevise det. Mandebladet Playboy bekræfter fordommen og fejrer de nøgne rødhårede pin ups fra 1950erne, 1960erne og 1970erne i en lille frækkert af en bog fra 2005 med titlen »Redheads«. Begrundelsen for udgivelsen skæres ud i pap: Redheads are like other women - only more so.

Mens myter og stereotyper om rødhårede og deres lidelseshistorier som uskyldige mobbeofre, der bliver stemplet som Jordbærhjelm, Tagbrand og Røde, har bidt sig fast gennem århundrederne, skete der noget afgørende i midten af 1990erne. Man opdagede rødhårsgenet, også kaldet MC1R, og fandt ud af, at det er en mutation, der stammer fra dengang, menneskets forfædre for 50.000-60.000 år siden brød op fra Øst- og Centralafrika og vandrede nordpå. Langsomt gennem årtusinderne vænnede vores hud sig til at leve i egne med mindre sol. For genetikerne betyder det, at menneskets hud fra at skulle beskytte os mod solens ultraviolette stråler omkring ækvator nu skulle til at »lukke mere lys ind« for at kunne optage lysets livsvigtige D-vitamin. Rødhårede er med deres sarte hud og fregner så blevet mutationer af en naturlig tilvænning til koldere og mørkere egne.

Blandt de sidste nyheder, der er indløbet fra laboratorierne, hvor forskere pusler med menneskets pigment og gener, kan nævnes, at man på University of Louisville i USA også i 1990erne fandt frem til, at rødhårede kvinder er mere sensitive over for smerte end deres kønsfæller og behøver mere bedøvelse ved operationer. 20 pct. mere narkose skulle de have, før de ignorerede smerten ved elektriske stød i forsøgene. Som med mange fakta om rødhårede, er der også undersøgelser, der viser noget andet. Nemlig at rødhårede kvinder har en højere smertetærskel end andre.

Dr. Tony Fallone fra Luton University er gået den mere kulørte vej omkring de rødhårede kvinder. Mænd med rødt hår har i parentes bemærket ikke nydt godt af forskeres store interesse. Selv de hvidkitlede kan åbenbart blive ofre for deres egen fascination. Forskerne i Luton mente at have fundet ud af, at kvinders naturlige hårfarve påvirker deres personlighed. Forskerne stillede 93 kvinder med naturlig hårfarve en række spørgsmål. Derefter fik 30 andre kvinder de samme spørgsmål før og efter, at de havde farvet deres hår. Deres personlighed ændrede sig, påstår hårforskerne. De naturligt rødhårede var 14 pct. mere psykotiske og otte pct. mere neurotiske end blondiner. Blondiner er til gengæld ti procent mere livlige, aktive og sociale end brunetter, der igen er en kende mere socialt forudsigelige.AT VÆRE RØDHÅRET er en af evolutionens nyeste påhit, der kan springe generationer over for derefter at sætte ind med alle forhåndenværende ulemper. Er man rødhåret, og har man, hvad der på genetisk kaldes to kopier af MC1R-genet, så har man fire gange så høj risiko for hudkræft som andre mennesker. Rødhårede har kun gennemsnitlig 85.000 hår på hovedet, hedder det, men lyshårede ejer 140.000 og brunetter 155.000. Når vi taber mellem 50 og 100 hår om dagen, er det ikke svært at se hvem, der først bliver tynd i toppen.

Lige meget hvilke fordomme og røverhistorier, der er i omløb, og hvilke komplekser de rødhårede har haft, så fortæller de fleste rødhårede historien om, at de som børn følte sig anderledes, måske mobbet, for senere i livet at blive stolte af at skille sig ud og nyde opmærksomheden. Så meget endda, at en amerikansk undersøgelse fra 2005, vier, at 3/4 af kvinder ikke er tilfredse med deres egen hårfarve. 30 pct. af dem farver håret i røde nuancer, fordi det instinktivt får dem til at føle sig impulsive og dynamiske som rigtige redheads, lyder en analyse, der måske ikke er helt hen i vejret.

En kvinde, der har farvet sit hår henna-rødt, siden hun var 13 år, er terapeut Joan Ørting.

»Mit røde hår er blevet en del af mit image. Et signal om, at jeg tør tage opmærksomhed. At her er en pige, der har noget på hjerte og som gerne vil give noget. Der er noget med rødtoppe. De er selvstændige og frække og modige. De tør være anderledes og aktive i sengen. Det kunne jeg også godt være uden mit røde hår, men det hjælper på mit image.«

Hendes mand er også rødhåret med rødt skæg, hvilket hun kategoriserer under stor, stærk med store hænder og initiativ.

Skuespiller Chili Turèll, der oprindelig er blond, har farvet sit hår rødt de sidste 15 år. Det startede med en teaterforestilling, hvor rollen krævede en kraftfuld kvinde.

»Der er mere udstråling i det her røde hår end i kommunefarvet hår. Det røde hår giver mig noget energi. Det gør mig i godt humør, at der er knald på mit hår. Det er blevet en del af min identitet. Det er nok også en forhaling af, at jeg er ved at blive gråhåret. I min barndom i 1950erne var man billig, hvis man farvede sit hår rødt. I dag er det mere en leg.«

Der er åbenbart noget med rødt hår og det spontane. Visse drømmetydere mener, at hvis man drømmer, at man er rødhåret, så har man brug for at være mere spontan og udadfarende.

DE SIDSTE 30-40 ÅR er mobning blevet bandlyst i skolen, og det er blevet almindeligt siden 1980erne at farve håret. Det har nok fredet de rødhårede. Tumperne, der driller, har desuden fået mere end rigeligt at se til, når de skal finde uskyldige ofre, der ser anderledes ud i en skolegård. Samtidig er de rødhåredes selvbevidsthed steget, som de fortæller til denne artikel. Og i cyberspace.

Klik på internettet og en underskov af hjemmesider for rødhårede popper op. Fuld af selvbevidsthed og stolthed over at bære på den lille mutation i MC1R-genet, som højst fire procent af verdens befolkning nyder godt af. Ti procent af skotterne er rødhårede og 40 procent er bærere af genet. Enkelte har links til selvhjælpsgrupper, der støtter traumatiserede rødhårede. Andre diskuterer om denne eller hin rødtop nu også er det fra naturens hånd. Nogle sætter rødhårede i forbindelse med hinanden, så de kan dele lidelseshistorier. Man kan få den seneste udvikling i videnskaben om MC1R-genet. Kostråd, litteratur og selvfølgelig de gode gamle myter.

Et site har mottoet: It's not just a haircolor, it's a state of mind, mens andre sælger T-shirts med påskriften (måske hedder webmasteren Ostekiks):

It's a redhead thing - You wouldn't understand. Røde bøger

Marion Roach: »Root of Desire«, Bloomsbury 2005

Stephen Douglas: »The Readhead Encyclopedia«, Redheads International 1996

Playboy: »Readheads«, Chronicle Books 2005