Jonatan Spang og »Tæt på sandheden« er tilbage i topform: »Endelig skal vi grine af de hysteriske barselskvinder«

Mediekommentar: Der er langt mellem snapsene, når det kommer til god, samfundskritisk satire på DR. På nær »Tæt på sandheden« og Jonatan Spang, som rammer rigtigt gang på gang.

»En horde af vrede mødre har sat sig hårdt på debatten, med ‘mig, mig, mig’-synspunkter forklædt som hensyn til barnets tarv,« skriver Aminata Amanda Corr i denne mediekommentar. Fold sammen
Læs mere
Foto: Frederik Sundbye/DR
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Uanset, hvad Jonatan Spang tjener på sit værtskab på programmet »Tæt på sandheden«, skal han være i sin gode ret til at marchere ind til nærmeste mellemleder og kræve mere.

Han har nemlig manifesteret sig som det satiriske guldæg, DR hungrer sådan efter, når nye formater sættes i søen. Ingen over, ingen ved siden af.

Og den nye sæson af »Tæt på sandheden« er ingen undtagelse. Allerede i første afsnit står det som det lysende eksempel på relevant satire, som ellers er en mangelvare i det store mediekonglomerat.

Jonatan Spang siger det sågar selv. Selvfølgelig uden at sige det helt, da en DR-chef, spillet af Charlotte Fich, forsøger at overtale ham til at komme tilbage til programmet.

Han afviser med et »Kan I ikke få nogen andre til det? Hvad med at efteruddanne Reimar Bo?«, mens han hugger brænde i en skov med et barn i en bæresele på maven. En far på barsel. Han fortsætter:

»Hvad med at bruge et af jeres andre bidende satireformater. »Aftenshowet« eller »Våde veninder« – kan de ikke lave noget?«.

Og nej, det kan de selvfølgelig ikke. Det er nemlig ikke hver dag, at det lykkes DR at fremstille relevant, samfundskritisk, bidende og spiddende satire. Og herfra går det, som det skal for det vellykkede program.

Vi kommer forbi himmelråbende virkelighedsfjern ledelse – og mellemledelse – der med sadistisk, løsningsorienteret djøf-lingvistik kvæler al arbejdsglæde for alle mennesker i alle lag af samfundet.

Og et smut forbi Dansk Folkepartis landsmøde, hvor Inger Støjberg modtager stående applaus for at befinde sig midt i en rigsretssag.

Ingen er for fine eller ufine til at få med den brede klinge, og det gør programmet uundværligt. Muligheden for at lukke det eksisterer ganske enkelt ikke.

Det uforudsigelige er det charmerende

I programmet bliver tæsk fordelt ligeligt mellem højre og venstre, og det tvinger seeren til at tænke selv. Det ses gang på gang, når publikum først halvt tøvende griner med på en vittighed, indtil punchlinen serveres. Det skal nemlig lige ind og vende.

Tag for eksempel barselsdebatten, som til nogles overraskelse har lokket en helt ny slags moderlig omsorg frem i lyset. Nemlig den moderlige omsorg for moderen, der skal udvise omsorg.

En horde af vrede mødre har sat sig hårdt på debatten, med »mig, mig, mig«-synspunkter forklædt som hensyn til barnets tarv.

Endelig skal vi grine af de hysteriske barselskvinder, der ikke kan komme til babysalmesang på statens regning, og som af uransagelige årsager tror, at det er en menneskeret.

Samtidig har man en fornemmelse af, at pendulet lige så vel kunne have svinget den anden vej. Med skældud til nogle magthavere, der ikke havde øje for deres kernevælgeres behov, eller hvad ved jeg. Jeg ved det jo nemlig ikke, fordi det er uforudsigeligt. Dét er kunsten.

En milepæl for politikere

Nogle af dem, der hungrer efter folkelig genkendelse og kærlighed, har selvfølgelig også opdaget humlen i at befinde sig tæt på sandheden.

Vi husker vel alle indslaget, hvor Jonatan Spang, Abdel Aziz Mahmoud, Søren Rasted, Cecilie Beck, Thomas Skov Gaardsvig og Niels Krause-Kjær spillede en omgang »Den, som roséflasken peger på« på Folkemødet i 2018.

Efter lidt diskussion bliver de enige om, at den, som roséflasken peger på, skal drikke en kop kaffe i Nye Borgerliges telt. Roséflasken peger på Jonatan Spang.

Og efter lidt tingeltangel ender Jonatan Spang først i et hedt kys med partiformand Pernille Vermund og senere i samme seng. Men det sjove var først lige begyndt.

I tiden efter fulgte den ene fjollede analyse efter den anden, hvor Jonatan Spang blev beskyldt for at bane vejen for Pernille Vermund og Nye Borgerlige i Folketinget.

En kritik, man faktisk imødekom allerede i klippet, hvor Abdel Aziz Mahmoud siger, »du har lige bollet Pernille Vermund direkte ind i Folketinget« som en afsluttende bemærkning.

Og det er da muligt, at en optræden i »Tæt på sandheden« kan hjælpe en politisk karriere på vej, fordi man får vist seerne, at man er sjov, med på den værste og ikke spor politikerkedelig.

Noget tyder i hvert fald på, at Socialdemokratiets Sophie Hæstorp Andersen, der stiller op til posten som overborgmester i København, har set samme lys som Nye Borgerliges formand.

I sæsonpremieren stiller hun nemlig op til interview med Jonatan Spang om legaliseringen af hash. På Christiania. Imens Jonatan Spang ryger en joint. Og hun erklærer, at hun selv har røget engang for mange år siden.

Sådan en frisk pige.

Jeg tvivler på, at programmet vil blive genstand for samme kritik om at have røget Sophie Hæstorp Andersen direkte ind på overborgmesterposten, men mon ikke en seer eller to har fået øje på, hvor frisk en pige hun er.