Johannes Sivertsen voksede op med idealerne om frihed, lighed og broderskab: »Virkeligheden var en ganske anden«

Johannes Sivertsen ikke alene vedkender sig arven fra fransk historiemaleri – ikke mindst Eugène Delacroix – han bruger bevidst de store mestres temaer og teknikker til at forholde sig til blandt andet fransk kolonitidshistories dystre sider.

Johannes Sivertsen er uddannet i både Frankrig og Danmark og har haft udstillinger i begge lande. Foto: Søren Bidstrup. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Et af de mest kendte historiske malerier er den franske maler Eugène Delacroix' maleri fra 1830 »Friheden leder folket«  (La Liberté guidant le peuple).

På maleriet ser man den franske frihedskæmper Marianne forcere en barrikade med den franske flag, trikoloren, i den ene hånd og opfordre de bevæbnede mænd bagved til at følge sig. Revolutionsånden fra Den franske Revolution 1789 var ikke død, og i 1830 blussede den og den republikanske ånd op igen, og Delacroix malede sit mesterværk som en samtidskommentar, der skabte voldsomme reaktioner.

Johannes Sivertsen er stærkt inspireret af maleren Delacroix og maler bl.a. om oprøret i Algeriet. Foto: Søren Bidstrup. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Inspireret af Delacroix

Johannes Sivertsen er født og opvokset i Paris-området og har fået sin kunstneriske uddannelse på Ateliers Beaux-Arts Glacière i Paris og Det Fynske Kunstakademi, men har siden 2014 boet i København. Han udstiller både i Paris og København og er stærkt inspireret af blandt andre Delacroix. Inspirationen er ikke blot udtryk for en begejstring over Delacroix' mesterlige malermåde og hans valg af temaer, men øser af Delacroix' tekniske kunnen:

»Da jeg studerede, var en del af den gamle, klassiske teknik glemt, og jeg måtte købe gamle malerbøger med gengivelse af teknikker i antikvarboghandlere for at erhverve mig de gamle mestres måde at spænde lærredet op på og blande farverne. Jeg bruger helt konkret en baggrundsfarve, som Delacroix også benyttede,« fortæller Johannes Sivertsen.

Et af de temaer, som Johannes Sivertsen ofte er vendt tilbage til, er den franske kolonitid i Algeriet og den brutale nedkæmpelse af oprøret i det nordafrikanske land, som blandt andet er skildret i Albert Camus' roman »Pesten« fra 1947. I et af sine malerier har Johannes Sivertsen parafraseret over Delacroix' maleri »Friheden leder folket« og genmaler Marianne med trikoloren. Denne gengivelse er samstillet med en anden gengivelse af Marianne, der deler korn ud til de indfødte i de franske kolonier, og er en parafrase over en plakat, der blev udsendt af de franske myndigheder og var tænkt at være en lovprisning af den franske indsats for indfødte i kolonierne.

Johannes Sivertsens parafrase over Delacroix' mesterværk »Friheden leder folket« fra 1830. Og hans gengivelse af en fransk plakat, der viser Marianne, der deler korn ud til indfødte i kolonierne. Foto: Johannes Sivertsen. Fold sammen
Læs mere

»De to billeder angiver, at der er to fortællinger om fransk historie. På det ene maleri ser vi den klassiske Marianne i min gengivelse, som handler om friheden og fransk storhed. På den anden har jeg malet Marianne, som deler korn ud til indfødte. Jeg er vokset op med den franske revolutions erklæring om Frihed, Lighed og Broderskab, men det er jo blot en frase, mens virkeligheden var en ganske anden. Marianne har én funktion hos Delacroix og en anden i den franske stats plakat, som strider mod hinanden. På den ene er hun friheden, der fører an, og på det andet er hun den personificerede franske kolonimagt,« siger Johannes Sivertsen.

Din intention er altså at skabe refleksion over fransk historie og begreber som Frihed, Lighed og Broderskab, som alle franskmænd er vokset op med?

»Ja det er meningen, og i min udstilling med dette maleri var det supplerende materiale om fransk kolonimagt og modstanden i Algeriet. Udstillingen hed »De Unavngivne« og tog udgangspunkt i de algeriske kvinders forhold.«

For mange var historiemaleriet måske en lidt støvet måde at skildre religiøse figurer eller konger, men historiemaleriet kunne altså også være provokerende samtidskunst?

Den franske maler David var revolutionær og stemte for at halshugge den franske konge. Men senere malede han heroiserende malerier af Napoleon. Foto: Ritzau/Scanpix. Fold sammen
Læs mere
Foto: DENIS CHARLET.

»Historiemaleriet er i mine øjne ikke virkelighedsfjernt, men en måde at fortolke virkeligheden på. De franske historiemalere var ofte politiske – som for eksempel J.-L. David (Jacques-Louis David, 1748-1825, red.), der var revolutionær og stemte for at halshugge kongen, men senere malede heltedyrkende malerier af Napoleon. Og Delacroix var dybt politisk engageret og republikaner, så hans historiske malerier er hverken neutrale eller objektive, men er en tolkning af både fortid og nutid og er dybt subjektive, hvilket jeg mangler en erkendelse af i nutidens billeder.«

J.L. David malede i 1784 mesterværket »Horats Ed«, der refererer til den græske digter Horats og en ideal stræben. Senere blev David revolutionær og stemte for kongens halshugning. Men senere igen malede han heroiserende malerier af Napoleon. Foto: Scanpix. Fold sammen
Læs mere

Det historiske maleri er selvfølgelig drevet af en ideologi, så hvad er det, du mangler i nutidens malerier?

»Nutidens visuelle kultur kan være præget af en illusion om sandhed og objektivitet. Men der findes ikke noget som et sandt billede eller et objektivt billede. Billeder er altid en fortolkning. Det er noget, maleriet kan minde os om, og som maler skal man kunne forholde sig kritisk til, hvordan et billede bliver til.«

Hvorfor lige Algeriet?

»Hvorfor er det lige den algeriske historie og oprøret mod det franske koloniherredømme, der dominerer din billedverden?

»Jeg er vokset op i Frankrig med historien om den franske storhed, og hvor kolonitiden ikke er noget, som jeg lærte om i franske skoler, men det er nu en del af debatten i Frankrig, som jeg synes er afgørende vigtig. Jeg har malet et maleri af algeriske fanger, der bevogtes af franske soldater, som er en parafrase over Delacroix' maleri »Massakren i Chios« (Scènes des massacres de Scio, red.) fra 1824, hvor han maler drabet på titusinder af grækere på øen Chios begået af osmanniske tropper under den græske uafhængighedskrig i 1822.«

Delacroix' maleri »Massakren i Chios« (Scènes des massacres de Scio) er fra 1824, hvor han gengiver drabet på titusinder af grækere på øen Chios begået af osmanniske tropper under den græske uafhængighedskrig i 1822. Foto: Ritzau/Scanpix Fold sammen
Læs mere

Du maler den mørke koloniale franske fortid, men Frankrig har bidraget med mange fine ting til vor civilisation. Du kunne have malet malerier, hvor du priste den franske indsats, så hvorfor kun denne mørke fortid?

»Billederne om den franske kulturs bidrag til civilisationen findes jo allerede, så grunden til, at jeg maler malerier om fransk kolonitid er, at de ikke fandtes. Jeg er kunstner, og det interesserer mig at gøre verden større, så hvis jeg blot malede fransk storhed, ville det blot blive en gentagelse.«

David og Delacroix var fabelagtige, men mange historiemalerier er måske lidt døde lovprisninger af konger eller religiøse figurer?

»Ja, faren ved historiemaleri kan være, at man opdeler i gode og onde, og det er ikke min intention. Davids tidlige klassiske malerier som for eksempel »Horats Ed« har en ideal fordring i sig uden en sort-hvid verden, men hans senere værker, som hans berømte maleri af Napoleon på hesten (»Napoléon traverse les Alpes«, 1805, red.) er en heltedyrkelse, som jeg ikke bryder mig meget om. Så er Delacroix nærmere på min ambition om at stræbe efter et ideal, uden at der er delt op i ondt og godt.«

Johannes Sivertsens parafrase over Delacroixs maleri »Massakren i Chios« (Scènes des massacres de Scio) fra 1824, hvor Delacroix malede drabet på titusinder af grækere på øen Chios begået af osmanniske tropper under den græske uafhængighedskrig i 1822. Foto: Johannes Sivertsen. Fold sammen
Læs mere

Stræben efter idealisme er jo påskønnelsesværdigt, men både kommunisterne og nazisterne ville kalde deres politik stræben efter idealisme?

»Det er korrekt, og det er ikke politisk propaganda, som jeg maler. Jeg har mine egne holdninger, men min kunst er ikke agitprop, og jeg appellerer til folks nysgerrighed. Jeg er dybt optaget af tragik, og ligesom hos den tidlige David og Delacroix er der tale om en stræben efter en idealisme. Det er en stræben, som går tilbage til den antikke klassiske verdens tænkning, og i klassisk tænkning stiller man sig kritisk til alt – også idealisme. Stræben efter idealisme er en smuk ambition, som jeg finder i meget samtidskunst – også det nye historiske maleri.«

Gælden til de klassiske mestre

Ser du dig selv stå i gæld til traditionel malerkunst, der har tråde tilbage til både Delacroix og endnu længere tilbage?

»Ja, sådan ser jeg mig selv. Jeg har stor beundring for de klassiske kunstnere, og renæssancens kunstnere malede også klassiske temaer som blandt andet stræben mod idealisme og tragik. Modernisterne i tiden omkring Anden Verdenskrig gik meget op i at bryde med traditionen og gøre op med det politiske system, men i mine øjne er meget moderne kunst traditionsrig og har intet imod det klassiske historiemaleri.«

I mange folks øjne er meget moderne kunst »grimt« i forhold til den klassiske kunst, som hos Delacroix eller Eckersberg?

»Den skelnen vedkender jeg mig ikke. For hvad er skønhed? Og mange moderne kunstnere laver kunst, som kan karakteriseres som skønne.«

Hvor ser du den klassiske kunsts væsentligste inspiration for dig?

»Mange samtidskunstnere, også historiemalere, er sig bevidste om, at maleriet er en fortælling, og at det er denne fortælling, der kan gøre os klogere på os selv og give en tragisk dimension, der gør kunsten spændende. Det er en tradition, der går tilbage til renæssancekunstnere som Da Vinci og Caravaggio og frem til Delacroix. Det er kernen i den kunstneriske ambition, som er en inspiration for mig.«