Johan Olsen: »Mit projekt er at være til nu og her«

Rockbandet Magtens Korridorer har netop udgivet deres sjette studiealbum, »Før alting bliver nat«. For forsanger Johan Olsen gælder det om at finde sin egen sandhed i livet – og leve efter den, før tiden rinder ud.

Johan Olsen tror ikke på et liv efter døden, kun livet nu og her. Men han tror også, der er ting, vi ikke formår at forstå. Foto: Søren Bidstrup Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En dag opdagede Johan Olsen sandheden. Det var i årene inden Murens fald, og den tykke og lidt underlige dreng, der kunne navnene på alle fugle og dyr, var blevet teenager. På TV-skærmen flimrede naturkatastrofer, krige og en grusomhed, som var fuldstændig ufattelig for ham.

»Det var grotesk. Jeg kunne simpelthen ikke forstå, at man kunne opbygge et magtsystem, der var så åbenlyst åndssvagt. Magt handler vel om at få et samfund til at fungere og folk til at føle sig trygge. Men det eskalerede bare i idioti. Båttede fodboldfans, soldater og terrorister, grådige magthavere. Jeg fandt pludselig ud af, hvor åndssvage voksne var,« siger Johan Olsen.

»Sandheden gik op for mig. Det var forfærdeligt for mig at erkende, at det ikke kan laves om. At det bare er sådan.«

Han har lænet sig forover og kigger op under sin militærkasket.

»Jeg har ingen optimisme, hvad angår menneskets udvikling. Men det betyder ikke, at der ikke er grund til at slås for noget bedre. For jeg ved, at man i sin dagligdag kan påvirke folk med det overskud og den kærlighed, man måtte have. Midt i vanviddet går jeg rundt mellem en masse virkelig dejlige mennesker, som har utroligt meget godt at give. Som skaber mening for hinanden og sig selv.«

Han retter sig tilbage igen. Indtager værtshusstolen på Café Halvvejen i Københavns Indre By og tænder en cigaret. Når Johan Olsen tænker, gør han det grundigt. Som overvejer han et afgørende skaktræk. Sekunderne får lov at passere. Ved hvert hvæs på cigaretten er det som om, energien i lokalet suges tættere omkring ham. Og så – cigaretten hamres i askebægeret, og sammen med den falder pointen. Skoddet står som en fysisk manifestation.

»Jeg fik denne her følelse af, at man på et tidspunkt opgiver alle sine drømme, sine længsler, for at passe ind i en maskine. I en form for mainstream. Passer man ikke perfekt ind, slår man sig hver eneste dag. Jeg tror derfor, det er vigtigt – for ikke at blive forkrøblet eller dø indeni – at man prøver på ikke at bukke under for autoriteternes ideer. At man bevarer sin egen sjæl, drømme og fantasier. Det lyder meget teenageagtigt, men det er det jo også,« siger Johan Olsen.

Jagten på morskab

Den unge Johan Olsen svor, at han aldrig ville glemme den tanke. Han ville følge sin egen vej og sine egne drømme. Og han føler, at heldet har tilsmilet ham siden.

På universitetet fik han mulighed for at bruge sit intellekt og efterleve sin livslange lidenskab for biologi og biokemi, mens musikken i Magtens Korridorer gav ham mulighed for at udtrykke sig selv mere kunstnerisk.

En selvrealisering, der blandt andet også har ført til andre musikprojekter, Retox Panic og Pligten Kalder, en skuespillerrolle på Det Kongelige Teater i stykket »Frankenstein Genskabt«, samt en fritidssyssel med at skrive historier, som ifølge Johan Olsen – og hans kone – endnu er for syrede og usammenhængende til at blive mere end bare hobby.

»Jeg har et stort behov for at udtrykke mig. Mit projekt er at være til nu og her, og min ambition er at have det sjovt. Jager man penge og berømmelse, tror jeg, man en dag opdager, at målet ikke findes. Du kan altid få mere end i går, og derfor vil du aldrig hvile i dig selv og blive ydmyg over for verden. Det lyder helligt, men jeg mener det rent praktisk. At have det sjovt er lettere at opnå,« siger Johan Olsen.

Tankebilleder

Johan Olsen bevæger sig hurtigt fra alvor til humor, men når alligevel at give tegn. Ansigtet glattes, og skægstubbene deles af et stort grin. I et hæst og hurtigt tilløb fyldes gabet med luft, som kort efter sendes retur i et latterbrøl. Dybfølt og ærligt. Man får lyst til at stemme i, vel vidende at man aldrig vil kunne matche Johan Olsens volumen, der for de fleste er blevet synonym med lyden af Magtens Korridorer.

Her kan du høre nummeret »Giv mig en dag« fra Magtens Korridorers seneste album. Artiklen fortsætter under klippet.

Bandet er nu udkommet med deres sjette studiealbum, det femte siden deres reelle gennembrud med P3s Karrierekanonen i 2005. Siden den punkede start i 1995, hvor Johan Olsen skulle råbe højt for at overdøve trommer og forstærkere, er vokalen vokset til en signatur. Og selv om humor stadig har en fremtrædende plads, er sangskrivningen blevet mere seriøs.

»Når bandet spiller, lukker jeg øjnene, hører musikken og beskriver de billeder, der kommer ind. Jeg prøver at tænke så lidt som overhovedet muligt.«

På den måde ser Johan Olsen sin rolle som forsker og som rockmusiker som to fuldstændigt adskilte størrelser. I laboratoriet sætter han ting i system og forklarer verden ud fra modeller. I øvelokalet er det de følelser, oplevelser og historier, han bærer med sig, der får lov at blive udtrykt.

»Når man skriver en god sang, er det som at gøre en god opdagelse i laboratoriet. Det er lidt den samme eufori. Men det er også den eneste kobling, synes jeg. Jeg tror, at intellektet er enhver kunstnerisk udfoldelses allerstørste fjende. Det skal man bare holde adskilt. Ellers kommer der et filter på, som er helt unødvendigt,« siger Johan Olsen.

»Der er nogle ting, vi kan kommunikere direkte til hinanden – alt fra »vil du række mig sukkeret« til »jeg elsker dig« – men der er også ting, vi ikke kan sige. Med nedslag i stemninger kan man male et billede af verden, som sproget ikke er i stand til at formidle. Det kan billeder og musik. De åbner noget i dit sind. En forståelse, du ikke ville kunne få på andre måder. Når jeg til koncerter spotter en i publikum, der fælder en tåre, bliver jeg glad. Enten synger jeg så blødende højt, at folk er begyndt at tude. Eller også har jeg ramt noget, der bliver forstået.«

Visioner og værtshuse

Mange af de stemninger, der finder vej til teksterne, samler Johan Olsen op fra møder med skæve eksistenser. Ofte folk, han træffer på værtshuse eller andre halvoffentlige steder.

»Det er jo ikke sådan, at jeg sidder og tyller bajere på værtshus hver eneste dag, men man støder på mennesker, man normalt ikke ville have hilst v, og voksede op i et ret homogent samfund. Når jeg som ung kom på værtshus i København, var der en helt anden diversitet. Det var et sammenrend af mennesker med en masse erfaringer – gode og dårlige – som bare var en kæmpe inspiration for mig. Jeg sugede til mig, lærte folk at kende. Deres skæbner og deres valg i livet.«

Disse skæbner bærer Johan Olsen videre. Måske en dag rammer en melodi, der frigiver deres billeder på papiret.

Andre gange overrumpler visioner ham, når han mindst venter det. På vej til arbejde har han som i en film set byen brænde op af iskolde flammer, en anden gang at menneskene omkring ham var en kulisse af papfigurer i et virvar af levende huse og biler. Og en følelse af at få et kort glimt af en uendelighed bag det hele, en åbenbaring af, at han og alt i universet hænger sammen, har efterladt ham chokeret og euforisk.

Selv forklarer Johan Olsen det som, at hans hjerne spiller ham nogle puds. Han er videnskabsmand og tror ikke på noget magisk eller religiøst. Hverken på en gud eller et liv efter døden. Men han tror, at der er dele af virkeligheden, vi som mennesker simpelthen ikke formår at opfatte.

»Vi bruger maskiner, modeller og matematik til at forklare det, vores sanser ikke kan forstå. Men vi ser meget lidt af, hvad der er derude. Virkeligheden, som vi ser den, er en meget lille flig af virkeligheden, som den er. Det viste Niels Bohr os. Selv om man ikke skal miste sine erkendelser, når man bliver ældre, skal man være åben for, at tingene er anderledes, end de ser ud. Det er derfor, man ikke kun skal sidde i sit ekkorum,« siger Johan Olsen.

»Han var fandeme sej, Niels Bohr. En af mine helt store helte, fordi han netop ændrede vores virkelighedsopfattelse. Tankerne bag hans teorier kom nærmest som et lyn fra en klar himmel. Som en åbenbaring.«

Et spil terninger

I mange år fulgte Johan Olsen hver dag sine to sønner i skole gennem Assistens Kirkegård. Her hilste de altid på Niels Bohr ved hans gravsted med den store ugle.

På gravstenen ligger der ofte terninger som et symbol på en diskussion, Niels Bohr havde med Einstein omkring opfattelsen af virkeligheden. At der var ting ved tilværelsen og vores tidsforståelse, mente Niels Bohr, som vi aldrig ville kunne forklare.

»Gud spiller ikke med terninger,« havde Einsteins afvisende svar lydt. Men her, snart 100 år senere, er Bohrs teorier aldrig blevet modbevist. Johan Olsen har også selv lagt terninger på graven.

»Jeg cykler stadig gennem kirkegården hver dag og hilser på ham: »Hej Niels«. Hvis der kommer mennesker imod mig, vinker jeg bare lidt diskret, så de ikke tror, at jeg er underlig. Men det er jo også lidt sjovt. Med min tilgang til døden aner Niels Bohr jo ikke, at jeg hilser på ham. Det er bare meget rart at gøre,« griner Johan Olsen.

På trods af heltestatussen var det lidt tilfældigt, at det netop var Niels Bohr, familien hilste på. Det kunne lige så godt have været Dan Turèll, hvis hans gravsted lå på ruten. For Johan Olsen har det nemlig været vigtigt ikke at påvirke sine børns retning i livet. Det er umiddelbart det eneste eftermæle, Johan Olsen ønsker sig: At de, ligesom han, skal gøre det, de selv synes er sjovt.

»Man skal bare være bevidst om ikke at gå fatalt på kompromis med sine drømme. For så tror jeg, at man bliver knuget. Og jeg vil da gerne have, at folk tænker positivt om mig. Det vil være et privilegium, hvis mine børn ikke danser på min grav. At de hellere tænker: »Han var sgu god nok«.«

En dag er vi væk

Selv oplevede Johan Olsen også, at hans forældre gav ham lov til at følge sin drøm. Med en far, der var læge og senere blev bratschist ved Radiosymfoniorkestret, og en mor, som var folkeskolelærer i matematik og fysik, var kimen til både det naturvidenskabelige og musiske lagt i barndommen. Men Johan Olsen følte sig aldrig presset til noget. Han oplevede en masse kærlighed i det, han selv kalder en dejlig opvækst. Moren lever stadig, men for et par år siden døde Johan Olsens far.

»Det har selvfølgelig påvirket mine tanker. Det ville være underligt andet. Min far nåede en vis alder, men jeg synes, man står tilbage med en følelse af ensomhed. Og jeg ved, at nu er jeg den næste. Næste gang, der skal begraves en far, er det mig. Og så mine børn. Man bliver mindet om, at tingene slutter.«

Johan Olsen rynker brynene. Kæberne spændes en smule.

»Kender du følelsen af at være på museum eller bladre i en bog med gamle billeder af folk? »Billeder fra det gamle Vesterbro« kunne den hedde. Det har altid kunne få det til at gyse i mig. At blive mindet om, at de folk var lige så uendelige som du og jeg. Men de er væk. Lige som du og jeg er om ikke særlig lang tid. Og så en dag er der måske nogle, der kigger på et billede af os, der sidder her,« siger Johan Olsen og kigger ud af vinduet, mens endnu en cigaretsøjle sættes i askebægeret.

»Vi er ingenting. Og den følelse af tid, som er lånt, kan godt åbne nogle følelsesmæssige døre i mig. Det skal ikke lyde, som om jeg går rundt og grubler over livets store spørgsmål konstant. Det ville være ødelæggende. Men jeg tænker meget over tilværelsen.

Det introducerer en vis angst og ydmyghed, men også en underlig skønhed. Et krav om, at man bliver nødt til at bruge sit liv »fornuftigt« – efter ens eget univers.«