Johan Olsen - manden fra magtens og forskningens korridorer

Han er forsanger i Magtens Korridorer og forsker på Københavns Universitet. »Begge dele er et rush. Et drug. En høj fornemmelse,« siger manden, der sammen med sit band er indstillet til to Zulu Awards.

At skrive en sang kan være en åbenbaring. Det samme gælder naturvidenskabelige opdagelser. Johan Olsen kan tale med om begge dele. Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Børn har evnen til overflod, men den blegner med alderen, og de fleste voksne har fuldstændig mistet den. De har lært at sidde pænt og stille på en stol, når de taler.

Se billeder af Johan Olsen i sneen i galleriet til højre

Sådan er det ikke just med Johan Olsen på 40, som er den vilde, punkede forsanger i rockbandet Magtens Korridorer, biolog og ansat på Københavns Universitet, hvor han forsker i proteinkrystallografi.

Når Johan Olsen taler om noget, der begejstrer ham – og det gør han ofte – så kan han ikke sidde stille. Han bruger kroppen, når han taler. Rejser sig op og må gå rundt og bevæge arme og ben, hente kaffe i køkkenet eller en bog i reolen, mens han entusiastisk fortæller om vidt forskellige emner som fysikeren Niels Bohrs kvantemekanik, sine musikalske oplevelser eller den norske forfatter Knut Hamsun.

Læs også:
Kasper Eistrup og kunsten at blive voksen
Lars Ulrich - fra »total ass« til familiefar
Sanne Salomonsen: "Jeg er den samme..."
Mikael Simpsons 300 dårlige dage om året
Lene Nystrøm: Jeg er en genert ekshibitionist
Se rockstjernernes sejeste tøj

»Noget af det vigtigste for mig er at bevare min nysgerrighed og begejstring. Jeg vil hele tiden se, hvad der gemmer sig rundt om det næste hjørne. Jeg vil ikke være en sur, gammel mand. Jeg var på et tidspunkt smagsdommer på DR2, og det duede jeg ikke til. Jeg kan godt lide at snakke om god kunst, men jeg kan ikke hidse mig op over dårlig kunst. Det dur jo ikke, når man skal være anmelder. Mine meddommere brokkede sig tit over, at der aldrig var noget nyt under solen. Det kunne jeg ikke være med på. Det dur ikke at gro fast. Jeg har et stort behov for at gøre ting. Om tre år kan det være, at det kunne være super fedt at lave et dødsmetal band kun med banjo og koklokker og se, hvordan det går. Bare for at udforske det lidt.«

Mange vil kalde Johan Olsen et omvandrende paradoks, fordi han står med det ene ben i musikken og det andet i naturvidenskaben. Det hænger simpelt hen ikke sammen, vil de sige. Musikken er følelser og anarki. Naturvidenskaben er intellekt og regelmæssighed. To uforenelige størrelser.

Sådan ser Johan Olsen ikke på det. For ham er det to sider af livet, og de to sider har endda en fælles berøringsflade.

»Når man har skrevet en sang og er glad for den, så er det en åbenbaring. At skrive en melodi, som aldrig er skrevet før, og sætte ord på og skabe det univers, som en sang er, giver et rush, et drug, en høj fornemmelse. Sådan er det også, når man i naturvidenskaben opdager noget, som ingen andre har set før. Pludselig går man i nyfalden sne. Man opdager en sammenhæng og ser noget nyt.«

Magtens Korridorer udgav i 2009 sit fjerde album »Milan Allé«, som fik fornemme anmeldelser. Berlingske Tidendes rockanmelder Thomas Søie Hansen skrev, at bandet med Johan Olsen i front har en mand »hvis lige ikke kan købes for mønt«. Det er store ord i anmelderens mund, og han kaldte »Milan Allé« for bandets hidtil bedste skive. Ved årets Zulu Awards, som finder sted på onsdag, er pladen kandidat til prisen for »Årets danske album«, og Johan Olsen er indstillet i en anden kategori: »Årets danske sanger«.

»I alle de år, vi har spillet sammen i Magtens Korridorer, har det været min ambition at lave et album som »Milan Allé«. Vi er gået fra at lave punk af nød, fordi vi hverken kunne spille eller synge, til at lave noget, som er lidt mere avanceret. Det er ret sent i processen, at jeg er begyndt at skrive tekster. Jeg havde ikke noget at gøre med numre som »Hestevise«, »Lørdag formiddag« og »Lorte parforhold« (tre af bandets hits, red.) Jeg var måske med til at lave sangmelodien, men ellers var jeg bare den, som kunne råbe højest. Jeg er sindssygt glad for »Milan Allé«. Det har været en fantastisk oplevelse at lave det album.«

Teksterne i sangene fra Magtens Korridorer rummer ofte en stemning af skibskatastrofer, hærværk og undergang. Det handler tit om folk, som går i hundene. »Jeg har fucket op/ og gør det nok igen«, synger Johan Olsen i »Milan Allé«.

»Vi har så mange valg og vil så gerne leve det perfekte liv. Det indebærer, at man har en fornuftig karriere, henter børnene tidligt, laver sin mad langsomt og mange andre ting. Mange oplever angst, fordi de ikke kan leve op til disse krav. Hvis man ikke kan følge med, bliver deprimeret og det hele ramler for en, så begynder man at tænke på befrielsen i bare at stemple ud. Man sætter sig ned på et værtshus. Man vil ikke dø, men man gider ikke have noget ansvar længere, og så går man i hundene. Nogle mennesker balancerer på den knivsæg. Der er en enorm smerte samtidig med, at der er en enorm overlevelsesvilje,« siger Johan Olsen.

Se billeder af Johan Olsen i sneeen i galleriet til højre

Johan Olsen bor i en to-værelses på 54 kvm på Nørrebro sammen med sine to sønner på otte og 13 år. Der er ryddeligt i lejligheden, men det er tydeligt, at der ikke er nogen ambitioner om at komme i Bo Bedre. Stuen, som også er Johan Olsens soveværelse, er asketisk møbleret med en seng, et spisebord og nogle reoler. Designermøbler og cool boligstil hører ikke til blandt Johan Olsens lidenskabelige interesser. Det gør derimod musik, litteratur og naturvidenskab.

Læs også:
Kasper Eistrup og kunsten at blive voksen
Lars Ulrich - fra »total ass« til familiefar
Sanne Salomonsen: "Jeg er den samme..."
Mikael Simpsons 300 dårlige dage om året
Lene Nystrøm: Jeg er en genert ekshibitionist
Se rockstjernernes sejeste tøj

Lige nu læser han en bog om fysikeren Niels Bohrs filosofi, og han fortæller medrivende om den danske nobelprismodtager. Han rejser sig op og gestikulerer, mens han fortæller om kvantemekanik og erkendelsesteori og strør om sig med begreber som fase, bølgeformler, amplitude og henfaldstid.

»Niels Bohr var i særklasse. Primus motor for et dogmeskift i naturvidenskaben, som man endnu ikke forstår omfanget af. Vi forstår Newton, de gamle grækere, Tycho Brahe og Galilei. Når det gælder dogmeskiftet og forståelsen af kvantemekanikken, så er Niels Bohr Albert Einstein overlegen. Niels Bohr forstod, hvad meget få mennesker har forstået – hvis nogen. Jeg er også fascineret af ham, fordi han også var et fantastisk behageligt menneske. Han delte ud af sin viden på en meget uprætentiøs og helt-nede-på-jorden-agtig måde. Han fik opstillet bordtennis på sit institut, han gik med medarbejderne ud og så westernfilm nede på Trianglen, og de havde et stort socialt liv.«

Johan Olsen er »indigneret« over, at Danmark ikke i højere grad udbreder kendskabet til Niels Bohr og filosoffen Søren Kierkegaard, som han kalder nogle af verdens største tænkere. Derimod hylder vi H.C. Andersen på hvert et gadehjørne, siger han. Indvender man, at H.C. Andersen er mere alment forståelig, så falder svaret fra Johan Olsen som et hammerslag.

»Andersen når dem ikke til sokkeholderne. Hans geni – og det havde han – kulminerede med »Snedronningen«. Han skrev også »Pigen med de røde sko«, som er en frygtelig, moralsk, lutheransk, asketisk hæslighed – og så fra sådan en forfængelig mand! Det er typisk dansk, at denne lille fedtede nation simpelthen ikke kan tage de kæmpestore tænkere, som er født og opvokset her, ind under huden. Hvis de havde været tyskere, så havde vi dyrket dem. Men det er de ikke. De boede lige herhenne om hjørnet.«

Johan Olsen har et gab cirka på størrelse med Kim Larsens, og der er da også folk, som har troet, at han er søn af nationaltrubaduren. Det er han ikke. Han er vokset op i et rækkehus i Brede sammen med sin bror og mor, der var lærer. Hans far er læge og bratschist Henrik Gotthardt Olsen. Forældrene blev skilt, da han var fem år, og derefter boede han sammen med sin mor og bror. Familien har tradition for musik. Johan Olsens far er gift med pianisten Anne Øland, og hans halvbror er den talentfulde violinist Frederik Øland fra Den Unge Danske Strygekvartet.

Barndomshjemmet var til klassisk musik. Man havde en plade med Beatles, soundtracket til »Hair«, og hvert år fik Johan og hans bror den nye plade med Shubidua. Resten var klassisk.

»Mit forhold til klassisk musik er nok lidt som manges forhold til Leif Panduro: man blev tvunget til at læse det i gymnasiet, og det kan fjerne meget glæde,« siger Johan Olsen og griner og fortæller, at han da stadig lytter til klassisk, f.eks. Beethovens violin kadencer.

»Jeg skulle spille violin som lille, og det gjorde jeg i mange år. Problemet var, at jeg ikke rigtigt gad øve mig, og det skal man gøre sindssygt meget, før det lyder godt. Jeg tror ikke, at jeg var helt talentløs, men jeg gad ikke  øve. Den dag, jeg stoppede, var det faktisk en lettelse.«

Barndomshjemmet var præget af humanistiske værdier. Det var ekstremt vigtigt i alle sammenhænge, at man skulle behandle folk ordentligt.

Næste side: Johan Olsen om 3 mennesker, han ser op til

»Jeg vil ikke kalde det for dyb socialisme, men hvis der var noget, som kunne ophidse min mor, så var det, hvis man behandlede folk dårligt. Det blev hun indigneret over. Hun var meget interesseret i naturvidenskab, og vi lærte tidligt om Niels Bohr og Darwin og sådan nogle ting. Så jeg fik det med hjemmefra.«

Se billeder af Johan Olsen i sneeen i galleriet til højre

Spørger man Johan Olsen, hvilke opdragelsesværdier, han selv lægger vægt på, svarer han, at det nok er de samme, som han selv er vokset op med.

»Jeg har ikke nogen ambitioner om, at mine børn skal have en eller anden form for karriere. Det er lige meget. Det vigtigste er, at de bliver glade for deres liv, og det kan man ikke, hvis man går på kompromis med sit hjerte. Så jeg skal ikke presse noget ned over dem. Men jeg kan da se, at de er naturvidenskabeligt interesserede. Den ældste er begyndt at gå til computerprogrammering, så de er selvfølgelig præget af mig. Jeg tror, at det var Troels Kløvedal, der på tv sagde: »Børneopdragelse? Det er nemt. De skal bare have en masse kys og kram«. Jeg er helt enig. Udover det, så har jeg en ide om, at man skal lære reglerne at kende, før man kan bryde dem.«

Læs også:
Kasper Eistrup og kunsten at blive voksen
Lars Ulrich - fra »total ass« til familiefar
Sanne Salomonsen: "Jeg er den samme..."
Mikael Simpsons 300 dårlige dage om året
Lene Nystrøm: Jeg er en genert ekshibitionist
Se rockstjernernes sejeste tøj

Sammen med sine unger går han på vej til skole ofte forbi Assistens Kirkegård.

»Så går vi forbi Niels Bohrs grav og siger: Hej, dit gamle æggehoved.«

Johan Olsen griner sit karakteristiske brede grin med den grå fortand i den hvide tandrække og lægger hovedet tilbage. Af alle hans lidenskaber er naturvidenskaben måske den, som han brænder mest for. Han har både som radiovært, forsker og foredragsholder arbejdet for at spore så mange som muligt i den retning. Hvis man siger, at den manglende interesse måske skyldes, at folk synes, at naturvidenskab er svær at forstå, så får Johan Olsen det samme resolutte udtryk i ansigtet som Egon Olsen har, når Benny og Keld afviser hans nyeste geniale plan.

»Det er ikke svært, men vi tror, at vi skal have stavepladen frem, hver gang vi skal forklare den mindste ting. Jeg var med til at lave programmet »Sommerskolen« på  P3. Folk kunne skrive ind med naturvidenskabelige spørgsmål. Vores lyttertal overhalede »De sorte spejdere«. Folk var vilde med det. Folk skrev fra skurvognene på byggepladser, fra Serum Instituttet og alle mulige steder fra. Alligevel er der få unge, der søger ind på de naturvidenskabelige fag, for de har fået at vide, at naturvidenskab er svært og kedeligt. Og det er simpelthen løgn. Når jeg fortæller mine egne børn om Bohr og andre ting, så er det det naturligste i verden. Det er først, når børn og unge gennem 20 år får at vide, at det er svært, at det bliver svært.«

Johan Olsen om 3 mennesker, han ser op til

Harald Edelstam (1913-1989)

Svensk ambassadør i Chile. Han reddede med ekstremt mod og ud fra personlige moralske principper, der af og til stred mod de statslige interesser, forfulgte mennesker under Anden Verdenskrig, under Pinochets regime i Chile (hvor han var ambassadør) og under militærkuppet mod præsident Allende.

Mahatma Gandhi (1869-1948)

Indisk politiker. Præsentation forhåbentlig unødvendig. Han bør altid nævnes, når vold postuleres som løsning.

Robin Cook (1946-2005)

Britisk politiker og udenrigsminister 1997-2001. Magt korrumperer og gør folk griske. Robin Cook er et strålende eksempel på et menneske, der bevarede sine idealer og sin integritet. Han trådte af som udenrigsminister, fordi han ikke kunne stå inde for det millitære angreb mod Irak. Hans tilbagetrædelsestale kan findes på nettet og når forhåbentlig historiebøgerne en dag.

Læs også:
Kasper Eistrup og kunsten at blive voksen
Lars Ulrich - fra »total ass« til familiefar
Sanne Salomonsen: "Jeg er den samme..."
Mikael Simpsons 300 dårlige dage om året
Lene Nystrøm: Jeg er en genert ekshibitionist
Se rockstjernernes sejeste tøj