Johan Bülow droppede lakridseventyr - men så kom lillebror

Som barn var han både kioskforpagter, barchef og frugtforhandler. Senere forelskede han sig i lakridsen, kastede sig ud i 120 timers arbejdsuger og købte en villa på Frederiksberg. Men trods sin status som en af Danmarks mest succesfulde, unge iværksættere, er 30-årige Johan Bülow stadig »mors dreng« og bornholmer af hjertet.

Johan Bülow er som 30-årig blandt Danmarks mest succesfulde iværksættere. Fold sammen
Læs mere

14 år gammel var Johan Bülow, da han fik sit første CVR-nummer. Og 10.000 kroner beløbet, han lånte af sin mor til at forpagte den strandkiosk, der blev omdrejningspunktet for den senere erhvervsmands første forretningseventyr.

Hjembyen Svaneke får som det første sted i Danmark glæde af morgensolens stråler, og allerede fra barnsben vidste Johan Bülow, at han skulle stå tidligt op for at få succes. I en alder, hvor de fleste stifter deres første bekendtskaber med sene nattefester og søde procenter, stillede Johan sig i stedet bag kioskdisken 12-14 sommerferietimer dagligt.

Men netop det år gik solens stråler selv solskinsøen forbi, og det var stort set umuligt at lokke turisterne til is, sodavand og toasts på stranden i Hullehavn. »Det var den værst tænkelige sommer at starte en strandkiosk i. Det regnede hele tiden, og det gik simpelthen ganske forfærdeligt,« husker Johan Bülow. Underskuddet voksede hurtigere, end en Krølle Bølle-is smelter på en varm julidag, »men hold kæft, hvor jeg lærte meget, som jeg kunne tage med mig videre, selvom jeg bagefter sad tilbage med 300 kilo slik i min mors kælder.«

Om Johan Bülow har en særlig sød tand, er ikke til at sige. At han har næse for forretning, kan der til gengæld ikke herske nogen tvivl om, og dengang som nu er de søde sager centrum for hans levevej – siden 2007 med den ekspanderende virksomhedssucces »Lakrids by Johan Bülow«, som har fået medierne til at døbe ham »lakridskongen«.

I sidste uge blev han desuden kåret til »Årets leder 2014«, en pris, der tidligere er blevet givet til blandt andre Legos koncernchef, Jørgen Vig Knudstorp, og A. P. Møller – Mærsks Nils Smedegaard-Andersen.

This template (BMExternalArticleBundle:Content\ExternalArticle:Embedded/small.html.twig) should be overridden!

Her, syv år efter firmaets start, omsætter hans virksomhed årligt i underkanten af 100 millioner kroner, og omkring halvdelen af det beløb hentes ind i december, hvor de guldfarvede og chokoladeovertrukne lakridskugler, hvis man spørger Johan Bülow selv, er blevet »en rigtig dansk juleklassiker.«»Det eneste ord, jeg har at sige for, hvad der er sket i de sidste syv år, er »Wow!«« konstaterer han hurtigt, da han tager imod MS på fabrikken i Avedøre.

»Lakrids er jo et genialt produkt. Det er meget mere end piratos. En helt naturlig rod, man kan trække op af jorden. Du kan købe lakridsrod over hele verden og vil opleve, at det smager helt forskelligt. Der er aldrig nogen, der har taget stilling til, at en lakridsrod fra Syditalien smager anderledes end en fra Ungarn, men du kan sammenligne det med en vindrue fra Chile og en fra Bourgogne.«

Bag sit selvsikre ydre fornemmer man en vis usikkerhed hos den nu 30-årige Johan Bülow, der fra starten slår fast, at han altså ikke har prøvet at tale så længe med en journalist om sig selv før. Den højre hånd sniger sig ofte op for at hvile på læberne. Som et ubevidst forsøg på at skjule sine ord. Sikre sig, at de kan viftes væk, hvis de ikke bliver formuleret ordentligt. Udseendet befinder sig i krydsfeltet mellem det drengede og det mandige. På den ene side virker han endnu for ung til at være en »mand«, omvendt er »erhvervs-dreng« en lidt for upassende betegnelse. Erhvervsmand er, hvad Johan Bülow er.

Succesen har rod i det bornholmske grundfjeld. I hjembyen Svaneke hersker den entreprenante ånd i den grad indenfor de mange bindingsværkshuses mure. Få byer af købstadens størrelse kan prale af både et mikrobryggeri, en chokoladefabrik, et ismejeri, en bolsjefabrik og et glaspusteri. De to sidstnævnte er ejet af henholdsvis Johan Bülows onkel og mor, entreprenør og glaspuster Pernille Bülow. Siden kom hans egen lakridsbutik til.

»Fordelen ved et lille samfund som Bornholm er, at hvis man laver et produkt, der ikke er ordentligt, kommer man ingen vegne, fordi det hurtigt rygtes, at tingene ikke fungerer. Man slipper simpelthen ikke af sted med det. Der er jo efterhånden kommet lidt af en entreprenørkultur til øen, og man kan bare tage et kig på min generation. Jeg var skolekammerat med Gorm Wisweh, der nu laver pizzaer i Go’ Morgen Danmark, og Rasmus Kofoed og Nicolai Nørregaard fra Kadeau tilhører det samme kuld af unge mennesker fra Svaneke, som jeg, der har fået succes med det, vi laver. Det er svært for mig at se, hvordan succesen er opstået, bortset fra, at vi alle har haft nogle forældre, der har forsøgt at præge os i den retning.«

Ikke mindst Johans. Fra han var få år gammel, vidste han, at iværksætteriet var hans fremtid. For det havde han fået at vide hjemmefra.

»Jeg er jo lidt født til at gøre det, jeg gør. Jeg er altid blevet opdraget til, at iværksættervejen var den eneste rigtige vej at gå. At det fineste i livet da var at kunne stå op hver morgen og forsørge sin familie af det, man var allermest passioneret omkring. Og det har jeg gjort. Det har aldrig været en mulighed for mig at lave andet end noget, jeg selv fandt på. Hvad det så skulle være, jeg fandt på, måtte komme med tiden. Havde min lærer i 1. klasse spurgt, hvad jeg ville være som stor, er jeg overbevist om, at jeg ville have svaret, at jeg ville have mit eget firma. Brandmand og politimand, eller hvad man plejer at sige, var aldrig et tema. Det kan måske lyde lidt negativt, men jeg har også altid fået at vide hjemmefra, at det der skole var fint nok, altså jeg skulle selvfølgelig møde til timerne og sådan, men det var dybest set ikke alt i verden.«

Moderen Pernille »har altid haft 600 bolde i luften samtidig,« og som lille blev Johan installeret i en autostol nede i glaspusteriet, hvis mor blev nødt til at arbejde længe i weekenden.

»Det har jeg sgu ikke taget skade af, og jeg fik miljøet tæt ind på kroppen. Jeg var aldrig »bare med på arbejde« nej, jeg var ude og opleve. Fik lov at løbe rundt og iagttage – sikkert til medarbejdernes store fornøjelse, ha! Jeg kedede mig aldrig, og jeg tror, at det er noget, jeg også vil praktisere med min egen datter.«

Forældrene blev skilt, da Johan gik ind i puberteten, og han boede herefter hos sin mor i hverdagene og sin far i weekenderne.

Førstnævnte, der står i spidsen for en række forskellige selskaber, alle med base på Bornholm, beskriver han som en rigtig »superwoman«, der lykkedes med at drive tre forretninger, være alenemor og servere varm mad hver aften. En kvinde, han også professionelt ser langt mere op til end de gængse stjerner som Steve Jobs for eksempel. Og Pernille Bülows kælder endte med at få næsten samme rolle for Johan Bülows første iværksætterier, som forældrenes garage havde for Apple-stifteren. For strandkiosken var langtfra hans eneste ungdommelige flirt med forretninger.

»Som helt lille satte jeg mig ud på vejen og solgte kirsebær og æbler til de forbipasserende, og som 15-årige byggede nogle kammerater og jeg en bar op helt fra bunden og bankede et par discokugler i kælderens loft, fordi vi fandt det spændende at kunne invitere en masse folk til drinks. Det var ikke en registreret bar, men vi inviterede en masse mennesker fra de nærmeste tre-fire byer derhjem, og dem solgte vi så herrebillige øl og sjusser til. Det endte med, at der kom folk på over 30 år forbi, og det blev altså lidt for vildt for os, så vi lukkede baren ned. Vi var jo ikke engang gamle nok til selv at komme ind på diskotekerne.«

Gammel nok blev han et par år senere. Og pludselig var Bornholm lidt for lille. Som 17-årig købte han en enkeltbillet over Østersøen for at færdiggøre sin handelsskole på Niels Brock.

»Unge mennesker flytter jo fra Bornholm i dag, fordi de savner udfordringer og nye indtryk. De vil gerne til storbyen og mærke dens puls, og det er ofte dem, der har bestemte karrieremæssige ambitioner, der flytter tidligt, mens andre venter et par år, dufter til byen og så vender tilbage. Og så er der de, der bare bliver hængende. Det er helt vildt for mig at opleve at køre rundt på øen i dag og pludselig se nogle mennesker, jeg har gået i skole med for 15 år siden, der stadig går rundt i de samme gader, som de har gjort i 30 år. Jeg kan næsten blive helt skræmt af at se, at de laver præcis det samme, som de altid har gjort. Men omvendt kan jeg også kun elske, at der findes mennesker, som bare er tilfredse der, hvor de er.«

Et par år senere, da han var 23 år gammel, vendte han da også selv tilbage til fødeøen for en stund. Johan Bülow havde fået lakrids på hjernen. Og han ville leve af det. Han tog turen ned til Danske Bank i Nexø og bad om et lån på 1,5 millioner kroner. Til en lakridsfabrik.

»Jeg tænker stadig på ham bankmanden, Jørgen hed han. Det sidste, han spurgte mig om, inden jeg gik ud af døren, var, at »hvis du nu går på røven med det her, hvad skal jeg så bruge din lakridsmaskine til?« »Ja, det ved jeg ikke,« var mit svar. Jeg var fuldstændig frygtløs og pantsatte jo nærmest min ene testikel, men jeg var ikke det mindste i tvivl om, at det ville lykkes. Tog det som en selvfølge, at han ville låne mig de penge. Og gjorde han det ikke, fandt jeg da bare en anden.«

Johan Bülow havde også tidsånden i ryggen. Året var 2007, og lavkonjunktur endnu et hengemt fremmedord på linje med »gourmetlakrids.« Men hengemt i perioden op til banklånet var også en opskrift på den søde spise. Og Johan og kæresten Sarah Askari, som var med under hele opstarten, anede intet om lakridsproduktion, da de tidligere på året var rykket over i moderens kælder – naturligvis – for at give sig i kast med den trevlede lakridsrod.

Målet var at åbne en butik, når sommervarmen ramte Svaneke, og tusindvis af besøgende valfartede fra Køge, Sassnitz og Ystad til »Østersøens Perle«. Adskillige Google-søgninger hjalp ikke på deres eksperimenter, og i flere måneder var det eneste resultat af 12 timers dagligt arbejde sorte, klistrede gulve.

»Efter et halvt års tid stod jeg ude i køkkenet og kogte for femte uge i træk en eller anden sort masse, der ikke kunne andet end at hænge fast i gryden. Og jeg blev enig med mig selv om, at nu gad jeg sgu ikke det her mere. Smed gryden i vasken. Besluttede mig for, at nu ville jeg lave karameller i stedet for. Der ramte jeg virkelig bunden, for allerede på det tidspunkt havde jeg lånt 300.000 kroner i banken, købt en masse råvarer, og logoerne og alt det sjove var næsten klar. Og så skete der det, at min dengang syvårige lillebror, Max, kom vadende ud i køkkenet i hængerøv og med bagvendt kasket. Kiggede på mig med den her flabede grimasse og sagde »hvasså, Johan, din tøs, gi’r du op?«

Jeg skylder Max en stor tak, for han gjorde, at jeg hev gryden op af vasken igen. Min egen lillebror, som jeg ellers gik og mulede, skulle godt nok ikke komme her…«

En række op- og nedture fulgte. En australsk lakridsproducent blev fløjet til Bornholm, og en karamelgryde blev ombygget til at lave lakrids, da ingen grydemagere hidtil havde bygget en så lille lakridsgryde til professionelt brug, som Johan Bülow havde brug for. Desværre kunne australieren ikke finde ud af at lave lakrids i det lille apparat, og først da en mand helt uopfordret ringede og præsenterede sig som Tage, der kunne lave lakrids, kom gennembruddet.

»Det hele virkede enormt useriøst, ikke mindst fordi han åbenbart ejede en påfugl, der skreg i baggrunden under hele telefonsamtalen.«

48 timer senere landede Tage, der skulle gå hen og blive virksomhedens produktionsdirektør, ikke desto mindre i Rønne Lufthavn i selskab med en tidligere kollega. Tilsammen havde de 45 års lakridserfaring, og herfra gik det stærkt. Den 7/7-2007 klokken 10.00 blev den første æske lakrids langet over disken i butikken i Svaneke. Lige ved siden af moderens glaspusteri.

»Klokken 12.30 var alt udsolgt. Og herfra begyndte det hele jo for alvor. Nu vidste jeg, at alt jeg havde forudsagt var korrekt. Stod lykkelig og tænkte »hold kæft, det lykkedes!««Og Sarah? Hun græd. Ikke glædestårer. »Vi har jo ikke noget lakrids i morgen. Hvad fa’en skal vi gøre?« sagde hun.

»Og så arbejdede vi ellers i op til 16 timer i døgnet resten af sommeren. Alt handlede om at koge lakrids, rulle det, skære det ud og sætte det op på hylderne. Det var så hypet, at vi måtte sætte et lille skilt op, hvor vi bad folk om at komme tidligt, hvis de ville være sikre på at få noget med hjem. Ikke nok med det, kom der en dag en chokolademand fra Kolding valsende ind i butikken og sagde, at »jeg vil så gerne købe 200.000 lakridsstænger.« Og så stod jeg bare der med det pizzahjul, som jeg brugte til at skære min lakrids ud med, og kiggede forundret op.«

Da den bornholmske sommer gik på hæld, kunne Sarah og Johan se tilbage på en enorm succes, og »selvom jeg havde tabt otte kilo og lovet os en ferie, måtte jeg efter 48 timer i København bare i gang med kapitel 2. Jeg vidste, at jeg måtte have en rigtig lakridsgryde og -fabrik.«

Banklånet på 1,5 millioner blev givet og senere forhøjet til 3,5 millioner kroner – lakridsgryden var lidt dyrere, end Johan Bülow forestillede sig – og herefter gik det kun én vej for »Lakrids by Johan Bülow«. Fremad.

I dag er Johan Bülow arbejdsgiver for 100 ansatte på lakridsfabrikken og i syv butikker, ægtemand til Sarah, fader til datteren Eleanor – og snart en lille ny – og villaejer på postadressen 1878 Frederiksberg C. Og mens andre unge i tyverne har nydt den københavnske cafékultur, blaffet ned gennem Europa eller levet i en rygsæk i Nepal, tilbragte Johan Bülow størstedelen af sit tredje årti på lakridsfabrikken i først Taastrup og senere Avedøre.

»Sabbatår har jeg aldrig rigtig gjort mig i. Det værste, jeg kunne blive budt, ville være ikke at have et fast arbejde at stå op til. Alverdens backpackerture må jeg tage, når jeg bliver ældre. Jeg er på ingen måde typen, der stopper op og ærgrer mig over, hvad jeg ikke har oplevet. Heller ikke i mine tyvere. I dag kan jeg sidde og tænke at hold op, hvor var det godt, at jeg tog mine klø i de der tre til fem år, fordi jeg nu kan høste de frø, jeg fik sået. Min far sagde dengang til mig, at det var helt fint, at jeg arbejdede så meget, så længe jeg husker at indhente det tabte senere hen i livet. Der er rigtig mange topchefer og bestyrelsesbosser, der har begået den fejl, at de har givet den gas hele livet, men når de så kommer hjem som 60-årige, står huset tomt, og der er ingen hos dem. Og det er en fælde, jeg bare aldrig skal falde i.«

Han vil dog godt erkende, at han blevet meget etableret i en ung alder, og at han ikke altid har været »oppe på lakridserne.« Arbejdsugen var i en periode på 120 timer, og i takt med, at forretningen voksede, skrumpede vennekredsen, og »desværre er det ofte de bedste venner, der ryger, fordi de ikke gider være dem, der ringer hver gang.« Sarah måtte også lide sine afsavn i firmaets første, spæde år, og for tre år siden sagde selv kroppen fra over for Johan Bülows hektiske hverdag. Arbejdet gik så stærkt, at han ikke længere kunne adskille den ene ugedag fra den anden.

»Da jeg en dag sad til et møde, føltes det lige pludselig, som om der slog et lyn ned i nakken på mig. Jeg sad med en kuglepen i hånden, og lige dér anede jeg simpelthen ikke, hvad jeg skulle bruge den til. Tænkte, »hvad fanden er det?« og måtte derefter køre ned til min læge. Set i bakspejlet var det rigtig sundt for mig at blive ramt på den måde, fordi jeg allerede i en tidlig alder har lært, hvor hårdt jeg ikke skal køre mig selv.«

Episoden med kuglepennen fik Johan Bülow til at sadle om. Arbejdsdagen blev skåret ned til 50 timer, og det er med en måske ubevidst, men ikke desto mindre tydelig stolthed, at han slår fast, at weekenderne for ham i dag er, ja, weekender. Med datteren Eleanors fødsel er lakridsfabrikken jo ikke længere hans eneste baby.

»Da jeg så min datter første gang, havde jeg en oplevelse af at kunne se meningen med, hvorfor jeg selv blev født.«

Også selvom familieforøgelsen satte ekstra fut i hans indre lakridsgryde.

»Inden vi fik vores datter, besluttede vi os for at flytte i et hus på Frederiksberg, som vi totalrenoverede, mens vi ventede babyen, og efter at hun var født. I hendes første måneder boede vi på hotel, mens jeg totalrenoverede huset, byggede 3.500 kvadratmeter lakridsfabrik i Avedøre og oprettede en webshop. Så fik pigen selvfølgelig kolik i tre måneder. Og jeg bad til de højere magter. Så der skal ekstra meget til at kunne ryste mig i dag.«

Efterårssolen er på vej ned, da Johan Bülow siger farvel i Avedøre. På den anden side af Østersøen, i Svaneke, er det allerede endnu mere mørkt. For Johan er arbejdslivet trods al succesen stadig i sit forår. Han ved ikke, om den alene står på lakrids i resten af karrieren, men han tror det ikke. Det er stadig lysten til at skabe, der driver ham. Men det kræver, at han står tidligt op. Så han kan få succes.