Jødefejden er et blodigt og overset kapitel i danmarkshistorien: Den passer dårligt med vort eget billede af et hyggeligt og tolerant dansk samfund

Der var for 200 år siden debat om, hvorvidt man skulle tolerere jøder i det danske samfund. Debatten udartede sig til et voldsomt overfald på jøder fra september 1819 til et godt stykke ind i 1820. Det var den voldsomste etniske konfrontation, Danmark har oplevet. Hvad lå der bag denne uro? Berlingskes Bent Blüdnikow udgiver i 200-året for uroen bogen »Jødefejden 1819«.

fejde
Peter Klæstrup (1820-1882) tegnede i 1977 denne tegning af Jødefejden i 1819. Det vil sige, at Klæstrup ikke selv havde set fejden, men hans gengivelse af en ældre jøde, der beskyttes af militæret, og et opløb, der spredes af hestgarden, svarer til virkeligheden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Det Kongelige Bibliotek

3. september 1819 blev der opslået plakater på Børsbygningen i København, der opfordrede folk til at at gå imod jøderne. På en plakat hed det: »Jøderne er skyld i Danmarks ulykker, i alle forbrydelser, og at såvel de store som de små forbrydere eksisterer. Jødernes uddrivelse vil lyksaliggøre gamle Danmark.« Og en anden plakat havde denne formulering: »Men Frederik er du så svag, at jøder skal regere dig, da skal for disse ræves sag vist hævnen ramme dig.«

Frederik var kong Frederik 6. Disse plakater og løbesedler fandtes i stort antal i byen, og en del blev hevet ned af folk og politi og gemt, så de i dag findes i Statens Arkiver.

Der var mængder af plakater på vægge og løbesedler, der blev omdelt, mod jøderne. Nogle af disse blev indsamlet og er i dag i Statens Arkiver. Denne plakat proklamerer: »Frisk mod mine kjere christne Medborgere og vi er snart befriet fra det Jødepag som frarøver os vore rettigheder.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Statens Arkiver.

Opfordringen blev fulgt, og 4. september angreb folkemængder på Amagertorv i København jødiske forretninger og smadrede vinduer i jødiske boliger rundt omkring i byen, så glassplinter lå i gaderne som en lille Krystalnat.

Politiet og politidirektør O.H. Hvidberg forsøgte 4. september at standse urolighederne, men måtte opgive og flygte. De næste dage blev uroen værre, og et indtryk af sammenstødenes omfang og styrke får man gennem de militære dagsrapporter, der findes i Statens Arkiver. Militæret blev sat ind, fordi kong Frederik 6. og hans regering indså, at politiet ikke magtede opgaven.

Der er ingen samtidige illustrationer af Jødefejden i 1819, men tegneren Knud Gamborg tegnede til Jacob Davidsens bog »Fra det gamle Kongens Kjøbenhavn« i 1881 et par tegninger af fejden, som var baseret på Jakob Davidsens oplysninger. På dette træsnit ser man en ældre jøde beskyttet af soldater. Og ganske rigtigt var der en ældre jøde ved navn Ari Erfeldt, der i 1819 blev overfaldet af uromagerne. Fold sammen
Læs mere

Der blev tale om en militær undtagelsestilstand, hvor militære styrker blev trukket til hovedstaden, og man gav militæret ordrer til om nødvendigt at skyde mod uromagere. Der var god grund til, at kongen og hans regering tog sagen meget alvorligt, for den omfattende uro tog ikke kun sigte på at ramme jøderne, men også kongen, som på løbesedler og plakater blev kaldt »jødernes konge«. Kongen og regeringen frygtede, at revolutionære ville udnytte uroen til stormløb mod det enevældige system.

Ifølge politirapporterne bestod de mange uromagere af læredrenge og matroser, men også af velklædte folk. Myndighederne søgte med lys og lygte efter bagmænd, som man altid gjorde ved den slags uroligheder og havde også mistanke til nogle skumle typer, men de blev aldrig arresteret. Derimod blev mange andre anholdt, og en kommissionsdomstol blev nedsat med ret til at idømme dødsstraf.

Voldsomme sammenstød

De udsendte militære kommandoer slog 6. september ubarmhjertigt ned på »hobene«, står der i de militære rapporter. Særligt hestgarden havde uromagerne respekt for, og i strakt galop jog disse ned ad Østergade med trukne sabler, folkemængden blev jaget på flugt, og flere blev såret af de tunge klinger.

7. september om aftenen var der kampe igen og denne gang af særligt voldsom karakter. På Østergade blev vinduer knust og facader raseret. Urostifterne anvendte fra det engelske kanonangreb i 1807 tunge sten og murbrokker, der endnu lå i Nørregade, Skindergade og Krystalgade. Hæren satte alt ind, og man nærmede sig ifølge militærhistorikeren E.O.A. Hedegaard egentlige krigsmæssige tilstande, hvor militæret angreb som »regulære rytterchok mod skarerne«, mens stenene fløj om ørerne på rytterne.

Urolighederne fra september 1819 er nok nogle af de alvorligste, som landet har oplevet. Hundredevis af forsamlede aktionerede mod jøderne og kom i kamp med politi og militær. Der er ingen samtidige illustrationer fra Jødefejden, men maleren C.W. Eckersberg malede senere denne scene fra tiden omkring fejden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Statens Museum for Kunst.

Uroen fortsatte gennem det meste af 1819 og langt ind i 1820, hvor voldsomme sammenstød prægede København, men uroen satte også sine spor i Odense og bl.a. Helsingør, hvor jødiske huse blev angrebet. I København var målet ikke mindst finanshuset Meyer & Trier ved Slotsholms Kanal. Her kom det flere gange til blodige sammenstød og mest alvorligt på Frederik 6.s fødselsdag, 28. januar 1820.

29. februar 1820 angav en privat anmeldelse til politiet fra en jødisk medborger, at der var »Sammenstimlen« ved henved ti jødiske bopæle. Fra 31. august 1820 og et stykke inde i september måned foreligger der 24 politirapporter, der beskriver folkemængdens angreb på jøderne. Under Jødefejdens forløb blev flere jøder slået ned, men heldigvis var der ikke dødsfald.

Jødisk reaktion

For jøderne var uroen i det hyggelige Danmark et chok. De var vant til at blive diskrimineret, men dog at blive behandlet væsentligt bedre i Danmark end i andre europæiske lande. Dengang var jøderne den eneste store fremmedartede minoritet. Kun cirka 0,4 procent af befolkningen stod uden for den lutherske kirke, og det var for to tredjedeles vedkommende jøder, så der var tale om et monokulturelt samfund. I alt var der ca. 2.500 jøder i Danmark – flest i København, men også menigheder i ti provinsbyer.

Mange jøder valgte at konvertere for at få en adgangsbillet til det kristne samfund, og denne udvikling accelererede kraftigt efter Jødefejden i 1819. Den jødiske menighed blev i mange år ledet af Mendel Levin Nathanson, der var kommet fra Hamborg og blev en rig handelsmand i København. Han lod kort efter fejden sine otte børn konvertere til kristendommen – to sønner blev præster. Han var i øvrigt i 60 år chefredaktør for Berlingske Tidende og omskabte den støvede avis til en supermoderne salgssucces, og hans portræt hænger endnu på chefredaktørens kontor.

En anden reaktion kan man finde i retsarkivalierne, for midt under uroen blev den jødiske handelsmand Abraham Meyer arresteret. Han var 40 år og boede i Vognmagergade, og hans anholdelse skyldtes, at han havde stået i sit vindue, hvorfra han blandt andet havde råbt: »Kom væk, din kristne hund, eller jeg skal knække din hals.«

Meyer blev slæbt med til politiet og fik den hårde dom på vand og brød i ti dage på egen bekostning. Det var en hård straf, men den må ses som politiets forsøg på at kvæle enhver uro – også den jødiske.

Årsager til Jødefejden

Hvordan kunne det komme så vidt, at vi i dette hyggelige land oplevede denne alvorlige etniske uro, som skræmte livet af jøderne? Jøder havde boet afsondret fra den kristne befolkning op gennem 1600- og 1700-tallet, men fra slutningen af 1700-tallet fik de et socialt gennembrud.

Mange handelsjøder klarede sig godt – som f.eks. M.L. Nathanson – og blev en del af den opblomstrende økonomiske udvikling. Den usynlige ghettomur var ved at blive nedbrudt, men de fleste jøder var stadig præget af kulturel afsondrethed, fattigdom og streng ortodoksi. Ganske ligesom debatten i vore dage tegner et billede af formørkede imaner, så var den jødiske befolkningsgruppe omkring 1800-tallet præget af ortodokse religiøse ledere, en ungdom uden sekulær viden og unge mænds kriminalitet.

Mendel Levin Nathanson kom fra Hamborg til København og blev ansat hos sin morbror David Amsel Meyer. Nathanson blev en af 1800-tallets vigtigste personer og stod kong Frederik 6. nær. Fold sammen
Læs mere

Men der var også en stærk reformudvikling anført af bl.a. M.L. Nathanson og hans morbror David Amsel Meyer, der var en religiøs mand uden uddannelse, men som var genial med tal og penge og blev kong Frederik 6.s nære økonomiske rådgiver. Det var David Amsel Meyer, der styrede de danske finanser efter Napoleonskrigene, hvor Danmark kom i økonomisk uføre, og hvor staten i 1813 nærmest gik fallit.

Sagen var, at staten havde sat sig i gæld til bl.a. jødiske finanshuse i indland og udland, og Meyer havde ikke evnet at styre landet uden om den manglende tiltro til den danske økonomi. Da det så gik galt, fik jøderne og ikke mindst David Amsel Meyer skylden, og det var hans finanshus, Meyer & Trier, som uromagerne var ude efter, da de marcherede mod Holmens Kanal.

Den litterære jødefejde

Men finanskatastrofen i 1813 var kun en del af årsagen til uroen, for fejden i 1819 var en del af en bredere samfundsdebat, der handlede om, hvorvidt det danske samfund skulle være et tolerant samfund, hvor jødedom blev tolereret, eller om det skulle være et lukket samfund, hvor kristne og danske værdier skulle være de eneste gældende.

Allerede fra 1813 startede en bred debat, som blev kaldt »den litterære jødefejde«. Her debatterede man, om jøder kunne tolereres eller ej, og om de overhovedet kunne blive nyttige borgere i et kristent land. Der kom en syndflod af skrifter og skuespil om jøderne i perioden 1813. De afspejlede tidens vigtigste debat om, hvor det danske samfund skulle bevæge sig hen.

Forfattere og unge skribenter kastede sig ud i debatten for og imod jøderne, og blandt jødernes forsvarere finder man blandt andre forfatterne Jens Baggesen, Steen Steensen Blicher og den unge Grundtvig, der dog også havde skarpe ord om jødernes »kræmmerånd« og deres »lumpneste egennytte«.

Dengang opererede man ikke med racer, men man talte om folk, der skilte sig ud fra det danske folk. Man tillagde jøderne specielle karaktertræk, som de havde haft siden Biblens tid, og det var ikke gode egenskaber, men ofte noget med grådighed, tyvagtighed og plumphed. Ja, man beskyldte dem gerne for at stræbe efter verdensherredømmet.

Den litterære jødefejde omfattede skrappe indlæg fra præster, der angreb jøder ud fra en religiøs synsvinkel, og fra samfundsborgere, der mente, at jøderne aldrig ville blive til nytte for samfundet.

I eftertiden så man på jødernes beskyttere som Jens Baggesen og Steen Steensen Blicher som det oplyste samfunds fine repræsentanter og helte – og jødernes angribere som de reaktionære skurke. Det kan der argumenteres for, men det må tilføjes, at så let er det ikke at opdele i helte og skurke.

Tiden var til dyb kristendom, og det var forståeligt, at præster og andre argumenterede for at opretholde den kristne samfund og derfor mente, at jøderne var umulige at indpasse. Desuden var det jødiske samfund stadig tilbagestående, så det var forståeligt, at man var skeptiske over for, om en integration ville lykkes. Disse kritikere kunne jo ikke vide, at denne integration viste sig at blive forrygende vellykket, og at eftertidens danske succes ligefrem blev præget af jødiske efterkommere som Georg Brandes, Niels Bohr og mange andre.

Efter 1819 underspillede man Jødefejdens omfang, styrke og betydning for jøderne. I historiebøger blev den omtalt som en mindre ballade, nok fordi det passede så dårligt med vort eget billede af et hyggeligt og tolerant dansk samfund. Under jødeaktionen i 1943, hvor jøderne flygtede til Sverige, blev de hjulpet af mange danskere, og det er jo det billede, som vi helst vil se for os.

Bent Blüdnikows bog »Jødefejden 1819« udkommer 4. september på 200-årsdagen for urolighederne i 1819. Den er en bog i serien »100 danmarkshistorier« udsendt af Aarhus Universitetsforlag.