Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Man skal smede, mens jernet er varmt. Et ordsprog, Hollywood altid har været god til at følge.
Derfor kommer det hellere ikke som den store overraskelse, at en miniserie på otte episoder omhandlende zoo-ejeren Joe Exotic – med det borgerlige navn Joseph Allen Maldonado-Passage – fra Netflix-succesen »Tiger King: Murder, Mayhem og Madness«, er bekræftet.
Men den skuespiller, der skal spille Joe Exotic, er den egentlige overraskelse. Rollen som tigernes konge er nemlig gået til veteranen Nicolas Cage.
Den Oscar-vindende skuespiller har fået rollen foran en lang række kendte skuespillere, der havde lagt billet ind på rollen i en »åben casting« på Twitter.
Blandt andre kørte skuespilleren Rob Lowe sig i stilling til at spille Joe Exotic. Han lagde blandt andet et billede op af sig selv på Instagram, udklædt som Joe Exotic.
Rob Lowe har efterfølgende – måske i erkendelse af nederlaget til Nicolas Cage – opdateret, at han og instruktør Ryan Murphy arbejder på deres egen fortælling om Joe Exotic.
Skuespiller Dax Shepard drømte også om at blive castet til rollen:
Selv skuespilleren Orlando Bloom kendt fra »Ringenes Herre«-filmene rygtes nu, at være involveret i et Joe Exotic-filmprojekt.
Joe Exotic selv foreslog, at skuespilleren David Spade, kendt fra serien »Just shoot me!« skulle have hovedrollen, men bragte også Brad Pitt i spil som en mulighed.
Det er endnu ikke offentliggjort, hvilke andre skuespillere der skal spille med i serien med Nicolas Cage. Hellere ikke hvilken kanal eller platform, den vil blive vist på.
Joe Exotics tur bag tremmer
Den ny miniserie baserer sig ikke (udelukkende) på Netflix-hittet, men på en artikel om zoo-ejeren bragt i Texas Monthly.
Netflix-dokumentaren blev med det samme et globalt fænomen og en stor succes, da den fik premiere i marts. Alene den første måned så flere end 64 millioner mennesker dokumentaren.
Joe Exotic sidder på nuværende tidspunkt i fængsel, hvor han afsoner 22 år for at have forsøgt at bestille et lejemord på sin ærkerival, dyrerettighedsforkæmperen Carole Baskin.
Carole Baskin spin-off
Serien med Nicolas Cage er dog ikke det eneste bekræftede »Tiger King«-spin-off.
Skuespilleren Kate Mckinnon, der slog igennem som komiker i »Saturday Night Live«, er castet til at spille Joe Exotics ærkerival, Carole Baskin i en anden miniserie.
Carole Baskin beskyldes i »Tiger King« for at have dræbt sin mand, hvilket hun på det kraftigeste afviser. Det forhindrer dog ikke, at hadet til dyrerettighedsforkæmperen er vokset enormt siden seriens premiere på Netflix. Hun har blandt andet modtaget en lang række dødstrusler og ønsker ikke længere at tale med medierne, da hun føler sig dårligt behandlet i serien.