Jim Lyngvild: Jeg har en enorm magt

Jim Lyngvild er svær sådan lige at sætte i en boks. Tabloidpressen kalder ham »modebøssen«, selv kalder han sig »Danmarks vagthund«. Mere end 80.000 læser med på Facebook, når han begejstres, undrer sig og deler øretæver ud.

Foto: Søren Bidstrup Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jim Lyngvild kan ikke huske nogle konkrete eksempler. Dem har han lykkeligt fortrængt. Men følelsen sidder der endnu. Følelsen af som barn at blive mobbet og frosset ude af de jævnaldrende børn, fordi han var anderledes. Følelsen af at vågne hver dag og tænke, at hans liv ville gå i stykker, hvis han gik hen på skolen igen. Af samme grund kom han derfor altid ti minutter for sent. Så kunne han med nød og næppe undgå at få tæsk på gangen.

»Hvis jeg var vokset op i dag, hvor man kan sætte en diagnose på alt, havde jeg ikke fået lov til at kæmpe, og så sad jeg ikke her,« siger Jim Lyngvild, som for mange er kendt som højtråbende modeekspert og iværk­sætter.

For når 34-årige Jim Lyngvild i dag tænker tilbage på sin opvækst i Albertslund, omtaler han konsekvent skolen som et sted, der ikke kunne rumme hans personlighed. Mens de andre børn stadig bøvlede med deres opgaver, var han for længst færdig med sine og kedede sig.

Efter at være blevet smidt ud af 11 forskellige skoler, kulminerede det hele med et ophold på det psykiatriske center, Nordvang.

»Der fandt de heldigvis ud af, at jeg har en høj IQ på 152, og det har nok været derfor, jeg kedede mig helt vildt. Men jeg er ikke kommet gratis til noget. Jeg har fået lov til at kæmpe hele vejen. Det er problemet med curlingbørnene i dag. Dem, som alt bliver ordnet for. De bliver ikke til individer, de ligner bare alle sammen hinanden.«

Jim Lyngvild siger tingene lige ud af posen. Det er han blevet kendt på.

Først som Ekstra Bladets modediktator, der med sine højtråbende holdninger vurderede de kendtes stil eller mangel på samme. Siden har han i Go’ Aften Danmark spist sig til en verdensrekord ved at fortære otte Ferrero Rocher chokoladekugler på et minut, ligesom han har vundet den danske udgave af Masterchef. Han har omtalt Pia Kjærs- gaard som »en politiker med nosser«, de to ses i øvrigt privat, og han har smidt tøjet og ladet en vis kropsdel fotografere i protest mod det, han kalder »nøgen dobbeltmoral.«

Elsker at skabe debat
I den tabloide presse har stemplet længe været entydigt.

Modediktatoren. Modebøssen. Modeguruen. Modeeksperten.

Selv kalder Jim Lyngvild sig Danmarks vagthund. En velklædt en af slagsen, vel at mærke.

»Jeg føler virkelig, jeg skal opdrage på folk, når de opfører sig dårligt. Det er ikke noget med, at jeg har nogle specielle forudsætninger for det, men jeg råber bare højest,« forklarer han.

Janni Spies og Linse Kessler er nogle af dem, som har fået et par af hans ord med på vejen, og senest har Jim Lyngvild været i offentlig karambolage med Medina, som han på sin Facebook kaldte for en »skabagtig skav’ krukke«, efter at sangerinden havde revet en Se&Hør-journalist i håret.

»Når andre bliver for høje i hatten, siger jeg det ligeud til dem, ligesom der så sandelig nok er nogle, der siger til mig, at jeg skal komme ned på jorden, hvis jeg går og tror, at jeg er bedre end andre,« forklarer han.

For Jim Lyngvild ved også godt, hvad nogle mener om ham. Det kan han læse på Facebook, når folk dagligt skriver kommentarer eller mails til ham.

Over 80.000 mennesker følger med i skriverierne på hans Facebook-side, og når Jim Lyngvilds opdateringer af og til får mere end 3.000 likes og mere end 800 kommentarer, er nogle af tilbagemeldingerne også mindre pæne end andre.

»Men når folk sviner mig til på Facebook og skriver de mest perfide ting, handler det jo ikke om mig, men derimod om deres egne fejl og mangler. Når jeg sviner Medina til, handler det måske også i bund og grund om, at jeg er pissemisundelig på hendes succes,« siger han og indrømmer samtidig, at han efterfølgende slettede sin Facebook-kommentar om sangerinden. Den var måske lige grov nok.

»Men jeg elsker at skrive noget, der skaber debat. Jeg elsker at skabe debat, og at folk tager stilling til tingene. Så kan du lide mig eller lade være, bare du har en holdning. Jeg skal heller ikke elskes af alle. Det ville da være forfærdeligt. Hvis man bliver elsket af alle, betyder det jo, at man aldrig nogensinde har sat et aftryk, som har en betydning.«

Kan mere end at råbe højt
Og han kan da også meget mere end at tale om mode og råbe højt, siger han, og slår armene ud for at understrege alt det han, bogstaveligt talt, har bygget med sine egne hænder.

Der er højt til loftet i hjemmet Ravnsborg. I 2011 satte Jim Lyngvild sig for at bygge, hvad der i nogle medier blev kaldt »Danmarks vildeste hus.« Efter i mange år at have bekendt sig til asatroen – troen på de oldnordiske guder – gik han i gang med at bygge sin egen vikingeborg. I dag står den 400 kvadratmeter store bolig på Sydvestfyn og troner over den frodige og vilde natur. Præcist som Jim Lyngvild bedst kan lide det. Og indenfor, i husets kæmpemæssige sale, hvor der stadig dufter af frisk savsmuld, snor viking-inspirerede træsøjler sig otte meter mod loftet. Det hele har Jim Lyngvild selv været med til at designe og bygge.

Netop barndommens svaghed, kalder han i dag sin voksne styrke. Derfor er hans hjem også et godt eksempel på kontrasten mellem hans image i offentligheden, og hvordan han ser sig selv.

Spørger man Jim Lyngvild, rækker hans personlige aftryk nemlig meget længere end hans mode-image.

»Alle mennesker skal bruge et springbræt til at få deres ideer frem. Jeg brugte moden. Alt her i livet er et springbræt til noget nyt. Det kan være enormt angstprovokerende, for hvis der er noget, vi mennesker elsker, så er det at sætte folk i en kasse, for så er de ikke farlige,« siger han. CV’et bugner da også af titler som solbrille-designer, foredragsholder, uddannet designer, forfatter og kommende kogebogsskribent.

I 2011 startede han sin creme-serie »Raunsborg Nordic«, som i år har modtaget en »Danish Beauty Award« for »Årets kropsplejeprodukt«. Og i et af vikingehjemmets store sale, ligger en række store billed-canvas klar til en fotoudstilling i TV-byen til september. Han har også gået på fotografskole.Under dagens interview er der langt fra det spraglede image, som Jim Lyngvild, iført skotskternet kilt, leopardprikker eller udfordrende plateausko, ofte poserer med i medierne.

Jim er blevet voksen
Han sidder i stedet stille og afdæmpet i det lyse køkken på Ravnsborg, iført et tætsiddende, gråt jakkesæt med dertil matchende slips, og overvejer nøje de mange ord og tanker, der alligevel hurtigt ryger af sted.

Men da snakken falder på de billeder, der skal tages til artiklen, forsvinder han straks op på husets øverste etage. Han har længe villet tage et billede, hvor han hænger tapet fast til en væg, som Jesus.

»Tro betyder meget for mig. Jeg synes, det er vigtigt at have en tro. Jeg kan også se, at folk, som har en tro, ofte er rigere mennesker i hjertet. De har noget højere at tro på, og jeg er fløjtende ligeglad med, om de tror på Allah, Buddha eller Jesus. Det skal jeg ikke være dommer over, så længe jeg også får lov at have min egen tro,« forklarer han. I ti år har han selv været en del af det asatroende miljø i Danmark.

Desuden skal billedet af ham som Jesus nok få Familien Danmark op af divaneseren, griner han.

Da Berlingskes fotograf er med på ideen, er det Jim Lyngvild selv, der med skruer og boremaskine gør væggen klar.

»Jeg går i dybden med mine projekter, og hvis jeg sætter mig ind i noget, gør jeg det 100 procent. På den måde tror jeg også, der er sket en kæmpestor forandring i, hvordan folk ser mig. Der er Jim for to år siden, som nok bare var en tom bulderbasse, som rendte rundt og råbte og skreg i pels og lånte fjer, og så er der Jim i dag,« siger han.

»Jeg tror, Jim er blevet voksen. Jeg har i mange år haft en Peter Pan drøm om ikke at blive voksen, fordi den barnlige skaberglæde er fantastisk. Men nu har jeg fundet ud af, at man faktisk godt kan blive voksen og stadigvæk have skaberglæde. Så barnet Jim er død, men den voksne Jim er trådt i hans sted, men det er okay. Man kan godt have det sjovt, selv om man er blevet voksen,« siger han og trækker paralleller til sin barndom. For akkurat som dengang forsvinder interessen, når først hans projekter er færdiggjort.

»Nu har jeg lavet de her billeder til udstillingen i TV-Byen, og jeg har knoklet, svedt, slidt og købt alt det udstyr, jeg kunne. Problemet er, at jeg er skidebange for, at jeg om en måned mister interessen for at fotografere fuldstændig. For så er det gjort, og så er der et nyt projekt, jeg gerne vil i gang med. Sådan er det altid.«

Han tøver.
»Jeg er i bund og grund bare bange for at blive gammel og kedelig, tror jeg.«

Overvejer at blive politiker
Politik er det seneste projekt, Jim Lyngvild er begyndt at interessere sig for. Han er blevet bejlet til af flere partier, men ikke af et, der passer ham. Nu overvejer han, om han skal stifte sit eget.

Hans ultimative mål ville være at blive kulturminister, men mindre kan også gøre det. Vi trænger til at få lidt rygrad tilbage i de danske håndværkere, forklarer han. For Danmark har ifølge ham glemt den stolthed, der findes i håndværkerfaget, og for Jim Lyngvild er det vigtigt at værne om fædrelandet og de danske værdier.

»Der er tit nogle, som misforstår mig og tror, jeg stemmer på Dansk Folkeparti, fordi jeg er venner med Pia Kjærsgaard. Men jeg er også venner med politikere fra mange andre partier, fordi de er mennesker, som ikke er bange for at sige deres mening højt,« siger han.

Og alligevel kan det også være farligt for ham, når han siger, at han overvejer at gå ind i politik, forklarer han. Han vil nemlig helst ikke sættes i bås.

»Lige nu har jeg en enorm magt, fordi jeg har over 80.000 venner på Facebook. Jeg kan se, at mine opdateringer nogle gange bliver læst af over 600.000 mennesker. Det er en kæmpe magt at have,« siger han.

»Det er også derfor, jeg har droslet ned med at svine andre kendte til på Facebook, for lige pludselig kan det få en magt, hvor folk rent faktisk synes det samme. Så er det ikke længere bare mine tanker. Så bliver det også andres holdning. Går jeg ind i politik, er jeg bange for, at jeg går fra at være den lille dreng i »Kejserens nye klæder« til at være politisk korrekt,« siger han.

»Desuden skal man have 100 procent opbakning hjemmefra, hvis man vil være politiker, og jeg tror ikke, min mand synes, det er fedt, hvis jeg sidder på Christiansborg fem dage om ugen og kommer hjem i weekenden og er supertræt.«

Jim er ikke en modebøsse
I 11 år har Jim Lyngvilds mand, Morten, fulgt med. Han arbejder til daglig som sælger, er ansat i Jim Lyngvilds creme-firma, og parret blev gift i 2007.

Men selv om tabloidpressen konsekvent drejer de fleste artikler hen på Jim Lyngvilds seksualitet, hæver han også for første gang stemmen, da snakken falder på, hvorvidt det er et af hans images. Hans seksualitet er bestemt ikke en del af hans identitet, slår han fast.

»Jeg synes, det er besynderligt, at modebladene altid skal kalde mig »modebøssen.« Det er to ting, som bare ikke siger noget om mig. Men det er igen, fordi det altid er godt at have et stempel. Så har de sat mig i en kasse, og så ved de, hvor de har mig,« siger han.

Alligevel forstår han på en måde godt modebladenes forvirring.

På Facebook er han Jim, det er her, han slipper de private tanker løs. I medierne er han orkestrerede Jim, hvor han sætter noget til skue, forklarer han.

Men han er også meget mere end det.

»Et klichefyldt billede er, at vi alle er uslebne diamanter. Der er mennesker som Sidney Lee og Amalie fra Paradise Hotel, som er verdensmestre i at polere én facet, og hvis solen skinner rigtigt, skal jeg love for, at den facet blænder mennesker. Men vender du diamanten bare en smule, mister den fuldstændig sin styrke. Jeg prøver at skabe så mange facetter som muligt på min egen lille diamant, så den fanger lyset, uanset hvilken vej, du vender den,« siger han.

»Måske ender den med rent faktisk at stråle, når jeg bliver en gammel mand. Det gør den ikke endnu. Jeg har ikke nået halv­delen af mine facetter endnu.«