Smørumnedre, 1976. Køkkenet forvandlede sig endnu engang til en boksering. Med teenagesønnen Jesper Lohmann i det ene ringhjørne, og hans far i det andet. Det der startede som en diskussion om politik mellem faderen og hans søn, var nu en personlig tvekamp på ord. Efterhånden som kampen skred frem, røg flere og flere af dem under bæltestedet. Og – som det altid skete – blev faderen tvunget tilbage, ord for ord, argument for argument, til han stod og kiggede på sin søn med et fortvivlet blik.

»Han blev desperat hver gang, og jeg kunne køre ham helt derud i hjørnet med min retorik. Jeg ved i dag, at jeg gjorde det, fordi jeg krævede integritet af ham. Nægtede at acceptere, at min far kiggede på mig med barneøjne. Jeg ville have, at han skulle mande sig op og være min far,« siger Jesper Lohmann.

»Elsker du mig ikke?«

Selv om dette skænderi mellem faderen og hans 15-årige søn var startet som alle de andre, så endte det et andet sted. Et sted, Jesper Lohmann aldrig glemmer, og besøger igen og igen. Faderen forsøgte nemlig med et sidste kontraangreb at redde sig selv.

»Jamen,« sagde han og kiggede sin 15-årige søn i øjnene: »Jamen, elsker du mig da slet ikke?«

Her stod alt... ligesom. Stille.

»Jeg stirrede på ham, mens jeg blev forvandlet til sten indvendigt. Og jeg kunne ikke sige: »Jo, jeg elsker dig far«. Altså, det var ikke fordi, jeg hadede ham – eller, det gjorde jeg jo på nogen punkter. Men det hele var bare så enormt sørgeligt. Og det mest sørgelige var, at vores forhold til hinanden medførte, at jeg ikke bare kunne sige »jeg elsker dig« til ham,« siger Jesper Lohmann om kampen i køkkenet for snart fire årtier siden.

Jesper Lohmanns hjerne forsøgte at overtale ham: »Sig det nu, sig det nu, bare sig det, for fanden.« Men han kunne ikke. Kunne ikke finde det i hjertet.

I stedet stod han bare dér – i den hårde og hovne positur, som hans publikum siden har lært at kende fra hans roller i adskillige tv-serier og på teaterscenen. Og da en akavet evighed var gået, kom svaret:

»Det ved jeg ikke. Jeg ved det ikke.«

Faderen fik tæsk

Situationen opløstes. Tilbage i køkkenet stod moderen og lavede mad. Hun havde som sædvanligt forsøgt at standse dem begge, inden det nåede for vidt. Som sædvanligt lykkedes det ikke.

»Hvis jeg skulle lege psykolog, ville jeg påstå, at situationen var nem at gennemskue. Min far var som et lille barn. Og i den situation brugte han mig, som var jeg hans far. Han var nået helt derud i sin desperation. Det er derud, du kan komme, når du er vokset op med at få tæsk af din far,« siger Jesper Lohmann.

Hans far fik med ridepisken af sin far, Jesper Lohmanns farfar. Det stoppede den dag, han som 16-årig hev pisken ud af hånden på sin far, knækkede den og kastede den tilbage i hovedet på ham. De to forsonedes først adskillige år senere. 

Episoderne om revselse fik Jesper Lohmann fortalt i en ung alder, som var det sørøverhistorier. Han smågrinede, når faderen forklarede, hvordan han skjulte bøger under sine bukser for at tage toppen af slagene. I dag fortryder Lohmann, at han aldrig virkelig fik snakket ud med sin far.

»Vi snakkede aldrig om »elsker du mig«-situationen. Han kunne nok godt have rummet at snakke om det, men jeg kunne ikke få mig selv til at tage det op. Det var min egen utilstrækkelighed,« siger han.

»Ligesom det med tæskene. Jeg kunne godt tænke mig at have snakket med ham om den slags senere i livet. Jeg tror helt ærligt, at det kunne have hjulpet min far. Jeg formåede det ikke. Og jeg turde ikke.«

Faderen døde af leukæmi i 2000.

Lohmanns to typer

Det var som teenager, Jesper Lohmann fandt ud af, at han bestod af to typer. Han havde den bløde, følsomme og poetiske side, som han ikke anede, hvad han skulle stille op med. Derfor holdt han den del for sig selv. Og så var der den hårde side. Den, hvor han stod med en gangsters kølighed og hylede sin far ud af den. Den, hvor han tænkte på sig selv, og virkede ligeglad med resten af verden. Den, som dækkede over alt det følsomme.

»Min mor sagde, at jeg tænkte for meget og for tungt over alting. Men det var ikke fordi, jeg nødvendigvis var samvittighedsfuld. Det ville de fleste nok sige, at jeg netop ikke var. Jeg forsøgte at lære, hvem jeg var. Og jeg var nok egoistisk i min søgen,« fortæller Jesper Lohmann

I skolen var han mere fri. En af de livlige drenge, der altid havde en smart bemærkning parat. Han var en leder i klassen. En mønsterelev var han dog ikke. Måske ville han have fået en diagnose, hvis han havde gået i nutidens folkeskole, siger han. ADHD, formentlig.

»Den der diagnose, man giver til alle dem, der ikke kan finde ud af at sidde stille. Alle får jo diagnoser i dag,« siger Jesper Lohmann.

Teatret transformerede ham

Han spillede fodbold i hjembyen Smørumnedre. Hvad skulle man ellers tage sig til i en satellitby til København, der ligger langt ude af Frederikssundvej?

Men det var under de årlige skolekomedier, han virkelig blomstrede op. De var noget specielt for ham. Hans forældre forstod hans forkærlighed for teatret og tog ham af og til med ind til hovedstaden for at se et stykke. Et af dem var »Mens Vi Venter på Godot« på Bristol-teatret i 1976. Skuespillerne fra Olsen Banden-filmene havde de tre hovedroller, og Samuel Becketts klassiske dialoger transformerede den unge dreng. Stykket handler om to sjæle, der venter i et slags tidløst limbo. Her venter de på himmel eller helvede. På forløsning eller fortabelse. Den ene sjæl er knarvorn, den anden optimistisk på grænsen til det naive.

»Jeg tog ind for at se det to gange, så betaget var jeg. Det var i den teatersal, det gik op for mig, at andre kæmpede med de samme følelser og dilemmaer som jeg.«

Det betød ikke, at Jesper Lohmanns komplekser forsvandt, eller at han lagde sin hårde side til hvile. Men det betød, at han nu havde en fornemmelse for retningen af sit liv.

Drøm gået i opfyldelse

Da dette interview finder sted på et kontor på toppen af Folketeatret ved Nørrevoldgade, er »Mens Vi Venter På Godot« rent faktisk anledningen. For i år har han selv været på danmarksturné og spillet en af hovedrollerne (den optimistiske sjæl, Vladimir) i stykket sammen med Stig Rossen og Jesper Asholt. Under instruktion af Morten Grunwald, som Lohmann nød på scenen dengang i 1976. På torsdag og fredag er der to ekstraforestillinger i Hippodromen på grund af teaterfestivalen CPH Stage. Men selv om rollen har været en drøm, der gik i opfyldelse, har forløbet været bittersødt for Lohmann.

»Der skete mange ting i mit liv i starten af året. Jeg mistede min mor, mens vi spillede i Jylland.«

Sygdom havde plaget hende længe, adskillige gange i sit liv havde hun kæmpet og vundet slag mod kræften. Men denne gang gik det hurtigt ned ad bakke, da cellerne spredte sig i knogler og lever. Han fik meldingen om sygdommen før sin første prøveaften på stykket i november sidste år.

»De to dele af mit liv fik et mærkeligt følgeskab. At knokle til prøverne om dagen og så tage ud til min mors sygeseng i Smørum om aftenen. Og det var helt surrealistisk at spille et stykke, der på den måde omhandlede gråzonen mellem liv og død. Man forstår stykket, der hvor man befinder sig i sit liv.«

Da moderen døde

Hans mor var for syg til at være med til premieren i januar – en skam, da hun årtier forinden havde introduceret ham for netop det stykke og tændt hans skuespillerdrøm.

En aften før en forestilling i Sønderborg i februar snakkede han med hende. Samme nat blev han ringet op – det var hans søster. Deres mor var død. Han kørte hjem den nat. Næste dag var han i hjemmet i Smørumnedre, hvor hun døde. 24 timer senere stod han atter på scenen i Kolding og ventede på Godot.

»Det var mærkeligt. Jeg var nervøs. Kunne jeg bevare fokus? Jeg havde en følelse af at være under vandet, for det var både uvirkeligt og alt for virkeligt at stå på scenen. Jeg så replikkerne for mig og sagde dem – sendte bare lortet af sted. Men faktisk tror jeg, at jeg var rigtig god den aften.«

Nu – adskillige måneder senere – har han tid til at sørge.

»Så snart barndomshjemmet var solgt, og jeg blev færdig med stykket omkring påske, så kom sorgen og savnet. Jeg blev helt vildt træt, og det er jeg stadigvæk. Jeg er rystet. Bare sådan.«

Knapt har han sagt ordene, før han langsomt lader sig synke sammen på stolen og støtter hovedet i sine hænder.

»Trætheden sætter sig i kroppen,« indrømmer han.

Forskellen på forældrene

Savnet efter moderen var større end efter faderen. Af to årsager. For det første havde han stadig sin mor, da faderen døde i 2000. For det andet var forholdet til hende anderledes.

»Min mor, hun forstod mig. Og så er der jo det der ødipale. Altså det bånd, der bare er der og aldrig brydes, mellem mor og søn. Gudskelov for det,« siger Lohmann, men understreger at han ikke vælger side.

»Mine forældre fylder lige meget – det er bare nogle forskellige tanker, der dukker op om dem. Og min far gav mig også meget positivt. Han elskede at være sammen med mennesker og gik ind i folk med træsko på. Jeg elsker, når jeg mærker, at det også fungerer for mig. Og ved siden af sit store temperament og sine firkantede, pissehårde faconer, kunne han være blød som smør. Han var samtidig alt for skråsikker. Som kun håndværkere kan være. Det er jo dem, der ved, hvor lang en meter er,« fortæller Lohmann om sin far, der var snedker og havde det bedst, når han gik rundt i sit værksted med en pibe i munden og værktøj i hånden.

Tiden omkring faderens død blev på mange måder endnu et vendepunkt i Jesper Lohmanns liv. Fra teenageårene til han rundede 40, brugte han udelukkende tiden på sig selv og sin store passion: Skuespillet. Det var derfor ingen tilfældighed, at han først blev far som 45-årig. I dag har han to sønner.

»Jeg kunne ganske givet have fået børn tidligere i mit liv, men så havde de nok måttet gennemgå en skilsmisse. Det tvivler jeg ikke på. Mit liv var kaotisk og slet ikke familieegnet. Men måske havde det rettet mig af – jeg skulle nok have passet på dem, selv hvis jeg havde fået dem tidligere.«

Den mørkeste tid

Op til tiden, hvor hans far døde, var tankerne i særdeleshed dystre.

»Hold kæft mand, jeg er så træt af mig selv. At gå igennem hele livet kun med mig selv, det gider jeg kraftedeme ikke,« lød det blandt andet i hovedet på ham.

»Det var omkring min 40 års fødselsdag, jeg indså, jeg dybest set altid havde været træt af mig selv. Det var så udsigtsløst, selve livet. Jeg havde kun mit skide arbejde, min karriere. Det var dét, jeg lavede: Gå på arbejde og så ellers spænde ben for mig selv.«

»Jeg tænkte kun på mig selv. Og hvis jeg skal sige noget pænt om mig, så er det, at jeg var træt af at gøre det. Jeg gik i sort. Som jeg havde gjort før.«

I Jesper Lohmanns mørke faser lukker alt sig sammen om ham. Det er trætheden, udmattelsen over livet og alle tankerne og grubleriet.

»Jeg ved, at mine mørke sider aldrig forsvinder. Og selv efter lysere perioder vender skyggerne skræmmende hurtigt tilbage og bliver mit udgangspunkt. Da jeg var yngre, lyttede jeg ikke til det, til min krops signaler. Der gik jeg ofte rundt i verden som en hård motherfucker. Men vær ikke i tvivl om, at jeg foretrækker den følsomme side af mig selv. Jeg skal satme ikke være ham den hårde igen. Det er jo dødeligt. Det er en indrømmelse at sige det, og jeg er glad for, at det er nået dertil.«

Som far, som søn

De to sønner, han har med sin 14 år yngre kone, Charlotte, er fem og syv år. Han er selv 52 år i dag.

»Børnenes opvækst bliver forhåbenlig ikke lige så kompliceret som min egen – jeg forsøger at gøre mit. Og jeg vil sige, at tiden går alt for hurtigt. I perioder har jeg været væk og arbejdet meget. Jeg kan klart mærke forskellen på, om jeg har været der eller ej. Mit fravær eller nærvær sætter sit præg på min familie,« siger han.

»Men man skal heller ikke kaste alt til side for dem – det er at gøre dem en bjørnetjeneste, tror jeg.«

Af og til, når Jesper Lohmann leger med sine børn, rollespiller de. Somme tider indtager en af dem farfiguren.

»Min store dreng kan »lave mig« fuldstændig. Han kopierer den måde, jeg snakker og ser ud på. Og når jeg overværer det, er det som at se min far.«