1966

FAMILIENS KLOVN
Det kom lidt af sig selv, det med at blive skuespiller. Min mor plejer at sige, at jeg sad og optrådte for enden af bordet til min storebrors store irritation. Jeg er vokset op i Bjerringbro, min far var praktiserende læge i byen og alle kendte os.

Da jeg var seks, var vi til en familiefest på afholdshotellet i byen, noget jysk familietamtam, hvor alle var samlet og spiste suppe, steg og is. Jeg løb rundt og havde gang i alt muligt. Da jeg skulle i seng, sagde jeg til min mor: »Jeg mored’ dem da. Os’ de gamle.« Det har åbenbart ligget i mig altid at ville underholde.

1974

TÅRER I EN SPAND
Jeg var lige begyndt i realskolen, da rektor tog fat i mig på gangen og bad mig følge med. »Åh nej, hvad har jeg nu lavet,« tænkte jeg. Men så spurgte han, om jeg havde lyst til at spille med i Busbjerg-Spillene, et friluftsteater ved Ulstrup i Midtjylland. Rektor var selv med, ligesom en del af lærerne. Jeg skulle spille barnetjeneren Micki i »Sommer i Tyrol«.

Det ville jeg super gerne. At opleve de der mennesker, der til daglig var mine lærere, være helt andre mennesker, når vi var derude – de var legende og sjove – det var et brud på min opfattelse af verden. Jeg var den yngste, og jeg kunne godt mærke, jeg var god til det. Jeg fik hele tiden ideer til, hvordan man kunne optimere det.

I stykket forlader Leopold alpehotellet Den hvide hest, og Micki bliver enormt ked af det. Jeg stillede en spand vand ved døren ind til scenen, som jeg dyppede det viskestykke, jeg gik rundt med over armen, i. Når jeg så lavede en stor grædetur, vred jeg viskestykket, så folk helt oppe i bakkerne omkring scenen kunne se, hvor ked af det jeg var.

På det tidspunkt var det ikke gået op for mig, at man kunne leve af det. Vi kendte ingen, der havde noget med den verden at gøre. Mine forældre tog tit mine to ældre søskende og mig med i Århus Teater, men at jeg skulle kunne bevæge mig ind i det felt var ikke en mulighed. Det handlede mest om sjov og ballade for mig. Om knallerter og at tage i skoven og lege. Jeg har været et legebarn hele mit liv.

1979

STORE FORVENTNINGER
Min far så gerne, at jeg blev læge, så jeg kunne overtage hans praksis. Men jeg får det lige så dårligt som de mennesker, der er dårlige, og bløder næsten lige så meget som dem, der ligger på briksen. Det kunne han godt mærke på mig, så han begyndte at undersøge jobmulighederne i andre brancher. Han lagde artikler på mit bord med mellemrum om, hvor godt det var at være ingeniør.

Grundfos ligger i Bjerringbro, så det var oplagt at gå den vej, mente han. Efter jeg var blevet nysproglig student, gik jeg på værkstedsskole i Odense. Herefter et halvt år i praktik på Grundfos som maskinmesterlærling. Jeg kunne godt lide det, men alligevel var der noget andet, der trak. Hvad vidste jeg bare ikke helt.

1981

TELEFONDRAMA
Jeg tog en time out på idrætshøjskolen i Vejle. Det var der, jeg begyndte at tænke tanken. Måske kunne det faktisk lade sig gøre at blive skuespiller. Jeg fik en dramalærer, der hed Jørn Richter. Han overbeviste mig om, at hvis man vil noget, så er man nødt til at gøre det.

Vi havde et lille familiemøde derhjemme, hvor jeg var indkaldt af min mor og far. »Nu søger jeg ind på teaterskolen,« sagde jeg og fik en formaning om, at det måske var godt at få en uddannelse, og så kunne jeg lave det andet ved siden af. Men jeg havde besluttet mig. Så gik min far. »Det har jeg altid vidst, du ville gøre,« sagde min mor.

Eftersom jeg ikke rigtig vidste, hvad teater handlede om, gik jeg ned og lånte to stykker på biblioteket. Et der hed »De store drenge« og »Gittes monolog om Dagbladet Information« af Per Højholt, og så gik jeg til optagelsesprøve på Skuespillerskolen ved Århus Teater. Monologen af Højholt lavede jeg i en sofa med en telefon.

Det er stort set det mest udramatiske, man kan foretage sig til en optagelsesprøve, og jeg kunne også godt høre, at de begyndte at sidde og fnise dernede. Til sidst skreg de af grin. »Den er hjemme, du,« tænkte jeg, men det var selvfølgelig fordi, de syntes, det var så langt ude at se en sidde og snakke i en telefon på jysk. Jeg kom ikke ind.

1987

IKKE FOR BØRN
Da jeg begyndte på Skuespillerskolen ved Århus Teater, troede jeg, at jeg skulle ud og spille musicals og andet med musik, men så stiftede jeg bekendtskab med Lars Norén. Lige inden, jeg blev optaget – anden gang, jeg søgte ind – havde jeg spillet børneteater to sæsoner på Vestvoldens Egnsteater, og alt, hvad jeg havde lavet, var i det hele taget i den lettere, humoristiske ende.

På skuespillerskolen lærte jeg mig selv at kende på en anden måde, fordi man bliver udsat for nogle situationer, hvor man åbner for alle kasser og finder ud af, hvad der er derinde.

Noréns skildring af det dysfunktionelle og meget problematiserede liv med krise og perfiditeter var noget, jeg ikke havde oplevet i mit eget liv, men jeg var vildt fascineret af det. Virkelig. Den mørke side blev meget mere dragende for mig.

1994

SPORT SPORT SPORT
Sport har fyldt rigtig meget i mit liv. Efter at have surfet i mange år blev jeg i 1994 tilmeldt DM i Windsurfing i Klitmøller. Men kort tid inden kiksede jeg et table top-spring og knuste en knogle i den ene fod og måtte opgive at deltage. Det var nogle fede år, mens jeg surfede. Jeg boede i Klitmøller om sommeren og havde en surfskole på Samsø.

Jeg stiftede bekendtskab med windsurfing i 1978, hvor en af af mine venner i Bjerringbro købte et Dufour Wing board. Det vejede 28 kilo, og man skulle være to til at bære det. Jeg prøvede det på en sommerferie og var fuldstændig solgt.

Jeg spillede håndbold fra jeg var ni til 23 år. Men så var de andre blevet så store, at jeg altid blev mast. Da de så oven i købet forbød harpiks, måtte jeg simpelthen stoppe.

Jeg gik også til atletik, bordtennis og bueskydning, og jeg spillede tennis på banerne i Bjerringbro, når der ikke var andre. Det var hele tiden sport.

1998

FAR HALVANDET DØGN
Det var først, da vi fik vores første barn, Peter, jeg blev voksen. Jeg var ikke længere bare mig selv og kunne ikke stikke af fra det hele, nu havde jeg bundet mig til et lille menneske og til min kone. Jeg meldte mig ud af golfklubben, og mit fokus skiftede fra alle de ting, jeg ellers havde lavet, til at få en familie til at fungere.

Men i opløbsfaserne i mit arbejde er jeg stort set ikke til nogen nytte derhjemme. Fokus snører sig ind, jeg får tunnelsyn hen mod forløsningen. Peter var syv år og min datter Marie to, da vi lavede »Kunsten at græde i kor« og filmede i Sønderjylland. Jeg var kun sammen med familien i weekenderne. Jeg kunne simpelthen ikke kombinere det at være far og at skulle forløse rollen.

På den måde var det ret perfekt, at jeg var et andet sted. Og så var jeg far i halvandet døgn i weekenden. Fordelen ved mit arbejde i forhold til børn er, at prøverne på teatret ofte først begynder klokken 12, så man har hele formiddagen. Jeg havde også en lang periode, hvor jeg ikke tog på turné. Det var vigtigere, at jeg var derhjemme. Min kone og jeg prøver at have travlt på forskellige tidspunkter. Hun er litterær redaktør og oversætter.

1999

RUMTEGNET I BERLIN
Jeg fik rollen som den retarderede Rud i »Mifunes sidste sang« af Søren Kragh-Jacobsen. Det var et underligt tilfælde. En måned inden, jeg mødte ham, havde jeg siddet sammen med en forfatter, jeg tidligere havde arbejdet sammen med, som gerne ville skrive en rolle til mig i en film. Vi snakkede om, hvilken slags rolle, det skulle være.

Jeg havde læst Tarjei Vesaas »Fuglane«, hvor der er en retarderet fyr, som taler med fuglene. Den type rolle kunne jeg rigtig godt tænke mig at portrættere. Jeg havde spillet en ung retarderet i min første rolle efter Teaterskolen i stykket »Sig noget, Charly« på Nørrebros Teater, og jeg ville gerne længere ind i det univers. Vi var til møder om projektet, men det blev ikke til noget. Der gik en måned, og så kom Søren Kragh-Jacobsen og fortalte mig om rollen som Rud.

»Mifunes sidste sang« blev udtaget til filmfestivalen i Berlin. Da vi skulle derned, havde jeg været i Jack & Jones for at købe et jakkesæt og en skjorte. Jeg kunne ikke finde en kuffert, så jeg havde to plasticposer med, hvor jeg havde ekstra underbukser og den slags i. Vi ankom til et kæmpe hotel. Hallen var megastor, og der kom en mand med en høj hat og tog imod.

Han kørte rundt med en vogn med et jernstativ og en kongekrone ovenpå. Han tog min plasticpose og lagde den på det der stativ. »Nej nej, det her er helt anderledes, end jeg troede,« tænkte jeg. Vi blev behandlet som grever og baroner på det der hotel.

Det var Sofie Gråbøl, Iben Hjejle, Anders W. Berthelsen, Søren Kragh-Jacobsen og mig. Det var en fantastisk tur. Det var første gang, jeg oplevede det der boost af, at noget boomer. Om aftenen var der en visning af filmen, hvor vi så den sammen med publikum. De elskede den bare. Vi blev hentet, lige inden den sluttede, og kom ind i et sidelokale til scenen.

Efter filmen blev vi præsenteret én ad gangen. »Nej, nej, nej, shit mand,« tænkte jeg. Jeg kom ind til sidst, og så gik det bare helt amok fra det øjeblik, jeg kom forbi tæppet. Jeg havde først ikke set det, jeg var lidt i chok, men så prikkede Sofie Gråbøl til mig og pegede ned mod publikum; halvdelen af dem stod og lavede rumtegnet, som Rud laver i filmen. Det vil jeg aldrig glemme.

Jeg ved ikke, hvad det er med mig og rollerne som retarderet. Jeg føler, jeg har sådan et bånd med børn og voksne, der er udfordret på den måde. Der er nogle muligheder, de ikke har.

Nogle ting i livet er helt anderledes for dem. Mange ser dem ikke som rigtige mennesker, men som nogen, der skal gå en anden vej eller være et andet sted eller pakkes væk. Det synes jeg bare ikke. De har noget andet. En umiddelbarhed. Og så mangler de det beregnende filter, som man ellers møder rigtig mange steder.

Som skuespiller er det en spændende udfordring at prøve at opleve verden uden det filter. Da jeg lavede forarbejdet til Rud, tog jeg noget kikset tøj på og prøvede at være inde i ham, så jeg kunne opleve »verden ifølge Rud«. Jeg tog med bussen og gik rundt inde i byen.

Det var sindssygt interessant, men også grænseoverskridende. Nogle gange måtte jeg stille mig ind i en gård og trække vejret dybt; man får jo lyst til at sige: »Jeg er slet ikke sådan her, jeg er helt normal.« Folk opfører sig meget forskelligt over for en.

2007

KUNSTEN AT TAGE EN PAUSE
»Det her kan blive rigtig godt,« tænkte jeg. Hvem ved, hvornår der kommer sådan en rolle igen? Men jeg vidste også, at min rolle i »Kunsten at græde i kor« var virkelig krævende.

Jeg skulle lære sønderjysk og skulle leve mig ind i rollen som den her incestuøse far, hvilket betød ni uger i ekstrem selvmedlidenhed. Og som titlen siger, så var der et hav af tudeture i alle mulige nuancer, som sammen med sproget krævede 110 procent koncentration. Det filmselskab, som lavede filmen, havde til gengæld ikke nogen fornemmelse for, hvor meget det krævede.

De installerede mig fem forskellige steder undervejs, mens vi optog i Sønderjylland. For eksempel i verdens mindste hotelværelse, som var så slidt og grimt, at man dårligt kan forestille sig det. Det var med grædende børn på væggen, cigarethuller i sofaen, og så skulle jeg sidde der og lade op og øve på mine replikker på sønderjysk. Det var ved at slå mig helt ud, at de slet ikke fornemmede, hvad det krævede.

Nogle gange på settet måtte jeg gå om bag et træ og lade op med mine hovedtelefoner på. Der var ikke nogen steder, hvor jeg kunne sidde, for statisterne sad på stolene, og der var ikke sørget for noget. Jeg havde ikke overskud til at tage kampen. Jeg vidste, at det bare gjaldt om at blive i rillen, jeg var nødt til at køre fremad og fremad. Da vi var færdige, var jeg slidt godt og grundigt op.

Det knækkede mig. Det var ikke arbejdet i sig selv, det var omstændighederne og den der manglende accept af, at der var nogle omkostninger ved at have sådan en rolle.

Det kunne jeg ikke kapere. Jeg måtte trække stikket ud et halvt år, jeg gik ned med galopperende stress og var i psykologbehandling. Jeg overvejede aldrig at holde helt op, men jeg var skuffet og ked af det, og fandt for første gang ud af, at jeg havde en grænse for, hvad jeg kunne kapere. Indtil da havde jeg været lavet af jern. Jeg kunne sagtens spille flere ting ad gangen og oveni hinanden og følte, at jeg havde uendelig kapacitet.

Det havde jeg ikke, fandt jeg ud af, og det har jeg efterfølgende måttet leve med. Jeg mærker stadig eftervirkningerne af det, faresignalerne. Når jeg kan mærke mit hoved begynder at bule ud og min hukommelse blive dårlig. Så ved jeg, jeg skal tage en pause.

2008

FAR DØDE I CHICAGO
Jeg spillede »Chicago« på Det Ny Teater, da min far døde. Egentlig er jeg overrasket over, hvor smertefrit det gik, når man tænker på, hvor meget jeg holdt af ham. Selve forløbet, fra han blev syg af prostatakræft, til han døde, var stort set, som jeg kunne have ønsket det, de sørgelige omstændigheder taget i betragtning.

Jeg pendlede frem og tilbage mellem Bjerringbro og København. Når forestillingen var færdig, kørte jeg hjem til mine forældre. De sidste dage, han levede, ringede jeg til teaterdirektøren Niels-Bo Valbro og sagde, at nu blev jeg hjemme. Jeg var dog nødt til at tage over og spille en fredag aften, men da var min far ikke længere ved bevidsthed.

Jeg sagde farvel til ham og kørte over og spillede. Han døde om aftenen. Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg holdt meget af ham, så det vidste han godt. Min far var meget stolt af mig. Han så mig få to Bodilpriser, han var med i salen begge gange. Han glædede sig virkelig over, at jeg fik det liv, jeg har.

2014

TALENTSPREDER
Jeg vil helst ikke lave for meget af samme slags oveni hinanden, så jeg prøver at få meget forskellige roller. Lige nu spiller jeg med i »Hærværk« på Det Kongelige Teater og er aktuel som faren i den nye Far til fire-film. Til marts begynder vi optagelser til en satire på Christiansborg, som bliver vist på DR2 fra april. Jeg elsker livet som freelancer, men det gælder også om at undgå at blive sat i bås.

De, der udvikler teater, film og TV, har ikke den store fantasi, så hvis du først får placeret dig i én bås, ender du i sådan en folder som den gode ven, den glade far, eller måske den onde far. Man skal hele tiden forvirre dem, så de ikke når at få sat en i bås. Jeg laver også dubbing, tegnefilm og radioteater, så jeg hele tiden kan vælge det bedste inden for meget forskellige genrer.

Man er som freelancer en lille virksomhed og et brand, man skal prøve at pleje uden at gå på kompromis. Nu er jeg jo på det Kongelige Teater med »Hærværk«. Det er lidt skræmmende. Det lyder måske lidt hovent, men når man er vant til at have fingrene i bolledejen, er det svært at gå ind og være på scenen i sammenlagt et kvarter.

Det er vanskeligt for mig at få det til at hænge sammen i mit hoved. Jeg har været mere stresset over den lille rolle, end jeg har været over at spille »Mens vi venter på Godot« og mange andre stykker.