»Jeg står normalt op klokken 5, så hvis du vil følge mig fra morgenstunden, skal du tidligt op.«

Mailen fra Jens Moberg er knap tikket ind i min inbox, før der kommer en ny: »Du kan også komme til morgengrød lørdag klokken 8, hvis det passer bedre. Så laver jeg grød til dig. Det er en af opskrifterne fra min »CEO Cookbook«, som jeg skriver på for tiden. Du får lige opskriften:

Morgengrød

Et æble skæres i små stykker. To kopper vand hældes i en gryde med æblestykkerne. 2 tsk. kanel og en spsk. honning tilsættes. Der sættes fuldt blus på gryden. Skeen med honning sættes i gryden, så slipper honningen, når grøden bliver varm. Kanel tilsættes på slump, så er der en teske mindre at gøre ren.

Bliv ved gryden, indtil vandet koger, check overskrifterne i avisen imens. Når det koger, tilsæt så en kop grødmix. Skru ned på lavt blus. Nu kan det passe sig selv et stykke tid. Når du kender komfuret og ved, hvor blusset skal stå, kan det passe sig selv. Imens kan du hygge med familien eller tjekke dine mails…«

Mailen er sendt 02.58 mandag nat. Fem dage senere parkerer jeg foran et gigantisk hus på en velhavervej i Lyngby. Klokken har endnu ikke passeret 8 lørdag morgen. Her er stille, som der kun kan være, når haven er på størrelse med en fodboldbane, og naboen kun lige akkurat kan skimtes bag høje, velplejede hække.

Læs flere portrætter og interviews:

• Elisabeth G. Nielsens tredobbelte saltomortale
• Dorte W. Høgh: »Rend mig, din dumme skid«
• Maiken Wexøs kommercielle hjerte
• Dommerens dag - en dag med Remee
• Mikael Simpsons 300 dårlige dage om året
• »Jeg er den samme Sanne ...

Det er ikke udsigten til grød med æblestykker og kanel, der har fået mig til at stå tidligt op. Det er derimod jagten på et spørgsmål, som kun er vokset, siden jeg begyndte at læse om Jens Moberg: Kan noget menneske leve to liv i ét? Findes der mennesker, som når det dobbelte af os andre – uden at det rigtig koster noget nogen steder?

Jens Winther Moberg har i en alder af 46 år nået, hvad kun de færreste kan drømme om. Indtil for nylig var han med i den absolutte inderkreds i Microsoft som Corporate Vice President med ansvar for mange tusinde ansatte, et salgsbudget på otte milliarder dollars og med plads i Steve Ballmer og Bill Gates’ inderste ledergruppe. Højere op er ingen dansker nået på den internationale erhvervsscene.

CVet er alenlangt, fyldt med direktørtitler, forfremmelser, årstal og endnu flere direktørtitler. Der er billeder af Jens Moberg sammen med Bill Gates, billeder af Jens Moberg sammen med den nye mand hos Microsoft, Steve Ballmer. Der er sågar et billede af statsminister Anders Fogh Rasmussen, som han giver gode råd om alt fra IT til fremtidens vækst i Danmark.

Men det, der fylder hele den første side i det 12 sider lange CV, er familien. Det er billedet af hustruen Inge og de to drenge Jesper og Jacob, man ser før noget andet. Det er deres billede, der er størst. Alle smiler og ser glade ud.

For tre måneder siden flyttede familien tilbage til Danmark, og endnu et punkt kunne føjes til Jens Mobergs CV. Han har foretaget sit livs karriereskift og kan nu kalde sig CEO for firmaet Better Place, der i løbet af få år skal overbevise danskerne om, at det rent faktisk kan lade sig gøre at købe og køre elbil i Danmark og resten af verden. En enorm opgave. Det er derfor, han er valgt.

Jens Moberg tager imod på trappen med udstrakt hånd og opmærksomme øjne. Det er kun ham, der er oppe. Resten af familien sover. Sådan er det hver morgen.

»Jeg har spurgt min kone, om det er ok, at jeg inviterer en journalist med hjem. Det var det. Drengene har jeg ikke spurgt. For dem er der ikke noget mærkeligt i, at far sidder og holder møde om morgenen…«

Jens Moberg viser vej ud i køkkenet tæt fulgt af de to bomuldshunde, Silke og Chili.

»De er de eneste rigtige amerikanere i dette hus,« siger Jens Moberg og giver hundene en kærlig rusketur. Jesper og Jacob fik hundene som et slags plaster på såret, da familien for tre år siden flyttede til Seattle i USA på grund af fars forfremmelse i Microsoft.

»Nå, det var grøden, du kom efter, var det ik’?« Jens Mobergs karakteristiske latter fylder køkkenet og morgenstilheden helt ud. Kort efter er han i gang med at snitte æbler og måle vand af, mens han fortæller om tankerne bag den »CEO Cookbook«, han håber snart at få udgivet.

»Fordi man er topleder, kan man godt hjælpe til med madlavningen. Det er derfor, jeg arbejder på at lave en effektiv kogebog. Det er ikke nødvendigvis procestiden, altså den tid, man bruger fra start til slut, der skal forkortes, det er snarere den tid, man bruger på alt det praktiske, der skal optimeres. Tag nu en gang frikadeller… Hvis man laver dem i ovn i stedet for på pande, så hænger man ikke fast ved komfuret. Så har man pludselig fået frigivet tiden til at lave noget andet.«

»Tid til det der, eksempelvis.« Jens peger på et indrammet citat af Mary Anne Radmacher, der hænger på væggen ved siden af køkkenbordet. Der står:

Live with intention

Walk to the edge

Listen hard

Practice wellness

Play with abandon

Laugh

Choose with no regret

Continue to learn

Appreciate your friends

Do what you love

Live as if this is all there is…

Opskriften på det meningsfulde liv. Kort og godt. På 20x20 centimeter træplade. Jens nikker for sig selv. Ordene ramte ham på en sær, »det er sådan, det er«-måde, da han for et par år siden var ude at købe Warhammer-figurer til sig selv og sin søn i Seattle.

I mere end 25 år har mulighederne, tilbuddene, forfremmelserne stået i kø for Jens Moberg. Han har sagt ja til det meste, troet på sig selv, eller troet på dem, der troede på ham, når det kneb med selvtilliden. Men i de samme 25 år har han mødt sit livs kærlighed, fået to børn og et hjem, der også skal vælges og prioriteres. Starten på den gordiske knude, der hedder »tid nok«, begyndte at vokse i brystet på ham.

»Arbejdet har altid fyldt meget for mig. Det er en illusion at tro, at jeg har kunnet nå dertil, hvor jeg er i dag, og så nøjes med at arbejde 40 timer om ugen. Derfor har jeg lært at udnytte min tid fuldt ud. Jeg har fundet ud af, at mine ekstra arbejdstimer ligger godt om morgenen. Jeg står op klokken 5 og arbejder til klokken 18. Nogle har behov for otte timers søvn, jeg kan nøjes med seks. Alene der, er der 14 timer ekstra at gøre godt med. Til gengæld forsøger jeg at holde de fleste aftener fri – men der kan engang imellem være mails, telefonsamtaler eller møder der også. Ikke desto mindre er Inge og drengene det absolut vigtigste for mig – og jeg tror, de synes, jeg har været en god og tilstedeværende ægtemand og far gennem alle årene.«

Men er der ikke en indbygget ubalance i at ville arbejde 13-14 timer om dagen, og samtidig være der for familien?

»Jo, det er en svær balance, og jeg vil på ingen måde hævde, at jeg altid rammer den. Jeg er langt fraen helgen, der ikke laver fejl eller prioriterer forkert. I sidste uge var jeg i USA, og da jeg ringede hjem, var det Jesper, der er 13 år gammel, som tog telefonen. Han savnede mig, kunne jeg mærke og spurgte, hvornår jeg kom hjem. Der nåede jeg at tænke: »Hvad laver du her!?« Men jeg har sat nogle grænser for mit arbejdsliv… Jeg arbejder så vidt muligt ikke om aftenen, og jeg sætter telefonen på lydløs, når jeg kommer hjem.«

Mange vil mene, at det manglede da også bare?

»Der er så sandelig også mange, der vil sige: »Hvorfor gør du det? Vi skal kunne få fat i dig.« Det er den anden side af at påtage sig et lederjob. Der er mange, der er afhængige af én og har brug for at kunne få fat i én. Det er en del af gamet, så man kan diskutere begge veje…«

Det lyder som om, du konstant lever i bekneb for tid?

»Jamen, der er ikke tid nok. Det er et grundvilkår – ikke kun for mig, men for mange mennesker. Der er så mange ting, jeg gerne vil. I sidste uge sagde jeg nej til en bestyrelsespost i en stor dansk organisation, som jeg gerne ville have støttet, men jeg havde ikke tiden. Jeg vil gerne dyrke mere motion, jeg vil gerne være mere ven for mine venner, jeg vil gerne lave flere ting sammen med drengene, jeg vil gerne være der endnu mere for Inge. Men der er ikke mere tid at give af. Min tid er meget effektivt udnyttet. Måske også for effektivt. De sidste 14 dage har der været tryk på. Jeg har rejst meget, i min arbejdsmail er der over 100 ubesvarede mails og 50 i min hotmail. På min telefon er der mindst tre til fire mennesker, jeg skal ringe tilbage til.«

Men det er jo selvvalgt – du kan jo bare lade være?

»Ja, fuldstændig. Men jeg har generelt svært ved at sige nej til gode ting og nye udfordringer. Så det skal ikke opfattes som beklagelser. Jeg lever det liv, jeg gerne vil leve. Kan du huske den episode i »Ringenes Herre«, hvor Frodo spørger Gandalf: »Hvad kan vi egentlig kontrollere her i verden?« Og Gandalf svarer tilbage: »Det eneste vi ved, er, at vi har fået noget tid på Jorden, ikke hvor meget, ikke hvor lidt, men vi kan kontrollere, hvordan vi bruger vores tid.« Det giver meget mening for mig. Det er for sent at spørge sig selv, når toget er kørt, og du sidder som 70-årig i sommerhuset, om du brugte din tid rigtigt. Det kræver, at du gør det løbende, og hele tiden justerer ind. Mit mål er at kunne sidde foran vores sommerhus som 65-70-årig og sige, at jeg har været en god ægtemand og en god far. Det er mine to vigtigste mål.«

Men hvad gør du i dag for, at det kommer til at ske?

»Der går ikke en dag, hvor jeg ikke spørger mig selv om lige netop dét. Men én ting er tiden, noget andet er energien i dine relationer. Jeg er ikke tilhænger af begrebet kvalitetstid. Jeg tror ikke på kvalitet uden kvantitet. Jeg kan ikke komme hjem efter to ugers rejse og sige til den yngste: »Nu er jeg her, skal vi tale sammen…« Omvendt er jeg nødt til at erkende og anerkende mig selv som det ambitiøse menneske, jeg er. Hvis jeg havde et job, som jeg ikke syntes var udfordrende, kan det godt være, jeg havde mere tid, men jeg havde måske ikke den fornødne energi og tilstedeværelse der, hvor jeg var. Det har jeg i dag.«

Jens Moberg har netop læst en bog af en svensk psykolog, der handler om, hvad der sker med os, når vi er stressede. Om hvordan stresshormonet cortison suser rundt i kroppen på os og gør os afhængige af at være på, være uundværlige, have travlt. Følelser, han kender alt for godt.

»Jeg kender de følelser, jeg har dem i mig. Alt andet ville være usandt. Man kan vælge at fornægte følelsen af rastløshed og uro, når den kommer snigende, eller man kan give efter og få sit fix. Jeg giver jævnligt efter og tager det skud cortison, det er at tjekke sine mails eller telefonbeskeder og finde ud af, at man stadig har travlt, at der stadig er mange, der gerne vil have fat i mig. Jeg er ikke bedre end andre. Det vigtige er imidlertid, at jeg ved, jeg giver efter… Det gør det ikke rigtigt at give efter, men det gør, at jeg træffer et valg og forhåbentlig næste gang træffer et andet valg. Hvis ikke du er uhyre bevidst om, hvad du gør og ikke gør, så giver du bare efter pr. instinkt, og det er det sidste, jeg ønsker.«

De seneste måneder har Jens Moberg skrevet på en bog, som Gyldendal udgiver til sommer. Den kommer til at hedde »Rettidig Omsorg«. Det er en ledelsesbog, som ridser de store linjer op for, hvordan man som leder bør begå sig over for medarbejdere, kolleger, kunder og mennesker i det hele taget. Det bliver en bog fyldt med budskaber om tilstedeværelse, respekt, oprigtig interesse, tryghed og hjælp – eller »humanistic top-performance«, som Jens Moberg kalder det på business-dansk. Han er selv vidt berømmet og anerkendt for at være god til netop det. Men hvor god er han til at anerkende og respektere sig selv?

»Jeg er ikke så god til at drage rettidig omsorg for mig selv. Det har jeg aldrig været!«

Men har du været god til at drage »rettidig omsorg« for Inge og drengene?

»Ja. Men det betyder ikke, at der er tidspunkter, hvor jeg ikke var der, når jeg skulle have været det.«

Hvornår?

»Da vi boede i USA, var der et tidspunkt, hvor Jacob (den ældste søn, red.) skulle optræde i et skolestykke. Der var jeg til et møde med Bill Gates og Steve Ballmer på et kursussted godt 300 kilometer fra Seattle, hvor vi boede. I princippet kunne jeg godt have kørt frem og tilbage, men samtidig med stykket var der en session med Bill, og den valgte jeg frem for Jacobs stykke. Det blev han ked af… Men var det rigtigt eller forkert af mig? Det er svært at sige, men man må tænke på sin konto – hvad man trækker ud og sætter ind.«

Ser du det som noget, man sætter ind på en konto eller trækker ud?

»Nja… Det trækker det ned på et plan, hvor det ikke hører hjemme, men der skal jo helst ikke være for mange skuffelser, for så bliver det et mønster. Men jeg har jo også prioriteret anderledes og sat ind på kontoen. Jeg har eksempelvis skaffet Jacob en praktikplads på min gamle arbejdsplads, Microsoft. Den dag, han skal starte, havde jeg et meget vigtigt møde, men det har jeg flyttet, fordi det betyder meget for ham – og mig – at jeg er der og kan køre ham til erhvervspraktik. Man skal sørge for, at der er balance.«

»Balance« – er det ikke sådan et management-ord?

»Jo, det er ikke nuller og ettaller, bits and bytes. Det er mine drenge. Det, at jeg kan huske den her skuespils-episode flere år efter, skyldes selvfølgelig, at det betyder noget. Jeg er ked af, at jeg ikke var der.«

»Hvad laver du i mit hus klokken 8 en lørdag morgen?« En smuk kvinde i 40erne kommer ind i køkkenet og giver hånd. Det er Inge, Jens’ kone. Hun er alt andet end A-menneske, forkynder hun og tager en af hundene op.

»Hvis jeg performer bedst efter 8.30, er det jo fuldstændig idiotisk, at nogen arbejdsgiver skal tvinge mig til at møde tidligere. Men med Jens er det en anden sag. Han er morgenmenneske og et ekstremt effektivt menneske. Ellers kunne han slet ikke gøre alt det, han gør. At være effektiv er hans måde at overbevise sig selv om, at han slår til, at han kan nå mere end de fleste – og slippe af sted med det.«

Jens og Inge sidder ved siden af hinanden med hver sin bomuldshund i skødet. CEO-grøden er for længst størknet på tallerkenen. De taler om at være et team, om gensidige aftaler og spilleregler. Om accept og om at give plads. Pludselig siger Jens Moberg:

»Det er min dagsorden, der har været gældende. Det er jeg taknemmelig for. Det er et offer, Inge har bragt, at min karriere har været styrende, og hun har opgivet sin egen i perioder, selv om hun er langt bedre uddannet end jeg.«

Har du dårlig samvittighed over det?

»Nej, for det er også hendes valg. Vi har truffet beslutningen sammen, men derfor er jeg stadig glad for, at hun gjorde det.«

Inge bryder ind.

»Det her er et team, hvor vi løfter i fællesskab. Hvis den ene skal nå så langt og have så stor succes, som Jens har, kræver det, at vi deles om opgaverne og løfter sammen. Ellers går det ikke. Jeg tror ikke på glansbilled-historierne, hvor begge forældre kører det vilde karriereræs, uden at børnene kommer til at betale den store pris. Mine børn er ikke samfundets børn, det er mine børn. Jeg var selv »young high potential« i en mellemstor virksomhed, men jeg valgte at give afkald på min karriere. Gør det mig til et offer? Nej, overhovedet ikke. Det var et bevidst valg fra min side, og jeg har fået meget igen. Jeg har valgt den sværeste og vigtigste lederrolle af alle, nemlig at være der for vores børn. Ved at indgå i det her team har jeg fået den største indtægt og økonomiske frihed nogensinde. Jeg har rejst verden rundt, kunne uddanne mig og suge til mig af viden om det samfund, vi lever i. Det sidste, jeg føler mig, er undertrykt. Jeg er en del af Jens’ team, men han er også en del af mit.«

Men Jens, kan du forestille dig, at du havde gjort det samme for Inge? At du havde opgivet din karriere?

Lang pause. Så svarer han: »Hvis det var sådan i dag, at Inge fik et tilbud om udstationering, så tror jeg, jeg ville være i stand til at følge hende.«

Men det er også i dag, hvor du er 46 år og har realiseret mange af dine drømme og karriereplaner?

»Ja, men jeg er ikke sikker på, at jeg havde været det før. Det er svært at sige, hvor den nedre grænse går, men der er helt sikkert tidspunkter, hvor jeg ikke ville have givet køb på min karriere, og det tidspunkt ligger helt sikkert efter det tidspunkt, hvor Inge sagde ja til at følge med mig ud for første gang.«

Måske kommer Jens Mobergs sult efter at nå mest muligt og prioritere rigtigt af, at han har været død i to minutter.

Da han var 14 år gammel, var han hovedperson i et alvorligt trafikuheld, hvor kun skæbnen og de højere magter ville, at han overlevede. På vej hjem fra et bordtennisstævne syd for Vordingborg, kom en modkørende varevogn i skred. Den tonstunge bil landede ovenpå den bil, Jens Moberg var passagerer i. Sekunder senere blev alt sort.

»Det sidste jeg ser, er en stor Ford Transit, der kommer flyvende imod mig. Instinktivt bukker jeg mig sammen, hvilket viser sig at blive mit held. Det næste, jeg husker, er, at jeg vågner op på sygehuset med elektroder overalt. Lægen fortæller mig, at de har genoplivet mig, at jeg har været død, og at jeg er en meget heldig dreng. Han sagde også, at det var som om, det mere var mig selv, der var kommet tilbage, end ham, der fik mig tilbage. Det har jeg tænkt meget over siden.«

Jens Moberg kan ikke huske, at den voldsomme ulykke ændrede hans liv fundamentalt. 14 dage efter ulykken blev han udskrevet og sendt hjem. Mirakuløst uden fysiske mén. Men når han i dag ser tilbage på ulykken, kan han godt se, at den lagde kimen til en stor del af det, han er i dag.

»Jeg fik tidligt et konkret forhold til det at leve og dø. Jeg lærte tidligt, at den tid, vi har, både kan være meget begrænset og meget skrøbelig, og det derfor gælder om at få mest muligt ud af den tid, vi får. Jeg blev tidligt meget bevidst om mine valg. Det gav mig et stærkt drive.«

Et drive, som lærerne og eleverne på Herlufsholm Gymnasium kort efter kom til at mærke. Den begavede dreng havde sat sig for, at han ville være dyrlæge og tog den lille latinprøve som ekstra undervisning for at forbedre chancerne for at komme ind.

Da dyrlæge-drømmen fadede ud, ville han være general i Det Danske Forsvar. Han meldte sig til terrænskydning og fysisk træning, blev juniormester i skydning som 17-årig og blev sergent som 19-årig ved Dronningens Livregiment – Jens Mobergs første lederjob.

To år senere var drømmen om militær-karrieren lagt på is. I stedet fik den ambitiøse unge mand job hos A.P. Møller som økonomielev. Det var samme år, han så Inge for første gang og vidste, at hende måtte han bare have – selv om hun dansede tæt med en anden.

»Jeg var ude med kolleger fra arbejdet og nogle af mine bodybuilder-venner. Dengang var jeg ivrig bodybuilder og kunne tage 150 kilo i bænkpres og 190 kilo stående, så jeg var en flot fyr.« Jens Moberg griner højt og kigger ned af sig selv.

»Og så var det, jeg så den her smukke pige, som dansede med en anden fyr. De blev ved og ved og ved, så jeg tænkte, nu må jeg hellere gøre noget i stedet for at stå og spilde tiden. Så jeg gik over og sagde til fyren: »Jeg tror, hun hellere vil danse med mig!« Han kiggede vredt op, men han så lige op på 97 kilo veltrænede muskler, så han luskede af. Heldigvis ville hun gerne danse med mig og sagde endda ja til min middagsinvitation.«

Jens Moberg ser forelsket på sin kone, der sidder og kigger frem for sig med et underfundigt smil på læben. Pludselig siger hun: »Ja, ja, Jens, jeg var jo kanonfuld den aften og ville vist danse med hvem som helst. Men alligevel var der noget over gåpåmodet og drivet, der gjorde mig nysgerrig. Og så tænkte jeg: Han er jo en A.P. Møller-dreng, så helt skidt kan det ikke være.«

Der er stille rundt om morgenbordet. Det er som om, luften er tom for ord. Jacob, den ældste dreng, har lige været forbi, og er gået igen. Selv de to hunde, Silke og Chili, har trukket sig tilbage til deres kurv og vendt ryggen til.

Inge læner sig ind over bordet og kigger mig direkte ind i øjnene: »Nogle mennesker har større kapacitet end andre. Jens er sådan et menneske.«

På vej ud når Jens Moberg at fortælle mig, at han og familien så »X Factor« i går. Ikke for hans skyld, men for familiens skyld, lader han forstå.

Læs flere interviews:

• Elisabeth G. Nielsens tredobbelte saltomortale
• Dorte W. Høgh: »Rend mig, din dumme skid«
• Maiken Wexøs kommercielle hjerte
• Dommerens dag - en dag med Remee
• Mikael Simpsons 300 dårlige dage om året
• »Jeg er den samme Sanne ...