Jens Christian Grøndahl: Det evige dilemma

Forfatteren Jens Christian Grøndahl har altid befundet sig godt i sin egen verden. Et evigt dilemma og en indre modstand, når man også gerne vil være familiefar. Det gik op for ham, da han blev far til sine tvillinger, men senere skilt med en følelse af at stå som en flået kanin. På lørdag udkommer hans nye roman »Jernporten«.

Forfatter Jens Christian Grøndahl. Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Skipper

Det var en helt speciel vinteraften, at forfatteren Jens Christian Grøndahl fandt ud af, hvordan det er at blive slynget ud af sig selv med fuld kraft.

Ud i livet til de andre, ud på vejen og deltage i legen. Væk fra det sneglehus, han ellers havde tilbragt sin tidlige ungdom i.

Og oven i købet befundet sig godt i, når han skrev, lyttede til musik og lod sig inspirere af filminstruktøren Jørgen Leths digte, hvis udtryk talte direkte til ham med deres opfordring til at bruge øjnene og betragte verden, som den er.

Men en decemberaften i 1985 stod han som 26-årig foran Rigshospitalet med to moseskurve og en sovende dreng i hver af kurvene.

Hans første roman var lige udkommet, og nu var han også blevet far.

»Det var et sus. Nu begyndte det liv, der ikke bare handlede om mig selv, men om noget meget større. Om et liv med kærlighed, lykke, opgaver og et ansvar, der føltes som en lettelse og slet ikke som noget tungt.«

Han har, siger han, endda fået lov at opleve det igen, efter at han mange år senere blev far til »to skønne piger, der i dag er syv og ni år.«

»Men midt i suset er det hver gang også gået op for mig, at jeg for altid tumler med en modstand i mig selv. Med den opgave, det er at komme ud af mit indre jeg, ud til de andre.«

Temaet indgår i »Jernporten«, Grøndahls seneste bog, der udkommer på lørdag. Han er en af Danmarks bedst sælgende forfattere, og romanen handler denne gang om en folkeskolelærer der – efter en turbulent og passioneret ungdom – lever med fornemmelsen af at være havnet uden for sin tid. Uden forståelse for dens regler og normer. Og nej, det er ikke Jens Christian Grøndahl selv. Men som altid er der meget af ham i bogens hovedperson.

»Jeg gad jo ikke spille fodbold som dreng, jeg orkede ikke alt det sociale og fælles, men ville hellere læse og dagdrømme og har stadig ikke det store behov for at have et intenst socialt liv.«

Han holder meget af at være i kontakt med andre mennesker, siger han, elsker samværets flydende lethed, men er lige så glad for at være alene.

»Eller rettere, med det indre liv, der kan få én til at glemme, hvem og hvor man er.«

Seks-syv år efter, at han stod med moseskurvene foran Rigshospitalet, lød det fra en af tvillingerne:

»Far, indeni er vi alene, og udenpå er vi sammen med andre.«

»Han sagde det uden melankoli eller tristesse. Det var en nøgtern konstatering, og ja, det er sådan, jeg stadig har det. Mere præcist kan det ikke siges.«

Forfatter Jens Christian Grøndahl. Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Skipper.

Vi er oppe imod noget udefinerbart

Når Jens Christian Grøndahl beskriver sin modstand mod at forlade sneglehuset, er det ikke kun ment som noget blokerende eller negativt.

I Grøndahls nye bog har hovedpersonen en teori om, at vi alle fødes med en modstand i os.

»Det er ikke sikkert, at vi helt ved, hvad det er. Men vi mærker, at vi er oppe imod noget udefinerbart. En kraft, som driver os frem, og som gør, at vi må ud og møde verdens udfordringer på godt og ondt. Også når vi ikke selv kan vælge, hvad udfordringen skal være.«

I bogen stikker hovedpersonen af fra sin egen 60 års fødselsdag og møder i Rom en ung kvinde, der kunne være hans datter.

Hun slæber rundt på et kæmpestort gammelt bokskamera af den slags, hvor man skal have et klæde over hovedet, når billedet tages. Hvorfor bruger hun ikke et digitalt kamera eller sin iPhone?

Hun svarer, at kameraets modstand på en paradoksal måde virker befriende. Det er tungt, besværligt, langsomt og har en eksponeringstid på ti sekunder eller mere. Derfor må hun nøje overveje, hvor kameraet skal stå, hvordan lyset skal være, hvad hun vil tage billeder af og så videre.

»Der er virkelig meget modstand i den proces. Men den tvinger hende til at tænke over, hvad hun ser,« lyder forklaringen.

Ifølge Grøndahl er der i dagens moderne samfund en forventning om det modsatte. En forventning om, at livet skal være gnidningsfrit og modstandsløst.

»Idealet lader til at være et liv, hvor ungerne stortrives, køkkenet er lækkert, og intet brænder på, heller ikke i kærlighedslivet,« siger han.

»Det gnidningsløse liv er tilsyneladende blevet et mål i sig selv for mange mennesker. Men samtidig stilles der store krav: både kroppen og karrieren skal være toptrimmet, og det gælder om at få flest mulige likes på Facebook.«

Det sidste kalder han for tyranni. Et Facebook-tyranni, en form for institutionaliseret selvhad, forklædt som det modsatte, som behagesyg forfængelighed.

»Tænk, at være så afhængig af, hvad andre synes om én,« lyder det forundret. »Der er tale om et konkurrence- og succesparameter, som man nu også vender indad i selvforståelsen og sjælelivet. Bliver jeg liket nok? Findes jeg overhovedet, hvis jeg ikke bliver set?«

Det værste, mener han, er at opleve, hvordan middelklassens unge kvinder i dag frivilligt forsøger at tilpasse sig en undertrykkende og umenneskelig forestilling om, hvor perfekte og lækre, de skal være.

»Og det er jo ikke i mændenes, men i de andre kvinders øjne – for at føle sig accepteret.«

I »Jernporten« har hovedpersonen ikke behov for en accept fra andre, alligevel er han fuld af tvivl og selvkritik.

»Hovedpersonens ekskone er psykolog. Hun taler hele tiden om det gode liv, men han føler sig dybt fremmed over for den tankegang. Alt det med at acceptere sig selv. For ham er der mere mening i de øjeblikke, hvor man IKKE accepterer sig selv. Hvor man i stedet stiller alle de ubehagelige spørgsmål, men uden nødvendigvis at få et svar,« forklarer Jens Christian Grøndahl.

Flere gange midt i sit liv stopper hovedpersonen op for at se sig tilbage, forundret over sig selv. Han har aldrig ønsket sig et liv uden modstand og mener, at så længe vi er i stand til at rejse os fra vores nederlag, er der en mening. Det er der, meningen skal findes.

Forfatter Jens Christian Grøndahl. Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Skipper.

Modstand

Jens Christian Grøndahl læner sig lidt tilbage i stolen. Stilfuld, rolig, veltalende. Stedet er Klareboderne, hvor hans forlag har adresse.

Hvordan har han selv mærket modstand i mere konkret betydning? Er klichéen om, at modstand gør stærk, sand? Og er han kommet mere afklaret ud på den anden side?

»Når det stilles op på den måde, er manuskriptet jo allerede skrevet med »happy end« og pil opad. Men ingen kommer gennem livet uden brudflader og smertepunkter.«

Han blev i sin tid skilt fra tvillingernes mor for at gifte sig igen med moren til sine to piger.

»Der kan være noget forløsende ved at gøre det med sit liv, der føles rigtigt, men det har sin pris, og den kan man ikke lyve sig fra.«

Han ved, at der vil altid været et før og efter. At hans liv for altid vil falde i adskilte, indbyrdes uforenelige dele.

»Undervejs har man gjort andre ulykkelige og slået dyrebare ting i stykker, og livets adskilte dele kan ikke hægtes sammen til en nydelig historie uden skyld eller smerte. De kan ikke bringes til at udgøre en befriende højere enhed. Man bærer det hele med sig, også brudfladerne.«

Han skal ikke lave en stor, blød behagelig fortælling for sig selv, siger han, om hvor godt det hele så alligevel gik. Det ville være selvbedrag.

»Når man bliver skilt, er det, som om hele ens identitet bliver krænget af. Man står som en flået kanin uden sikkerhedsnet, man er ingenting og har ingenting at have det i, fordi så meget af os afhænger af de bånd, vi knytter til andre, det liv, vi skaber sammen.«

For Jens Christian Grøndahl er det at leve i en familie også at have en plads i verden. Og når den går i opløsning, er man virkelig ude på den bare mark, siger han.

»Men i mit tilfælde har det altid været så dobbelt. Jeg kan ikke forestille mig mit liv uden mine børn, heller ikke mine voksne børn. Men jeg har heller aldrig kunnet finde ud af at gå op i rollen som familiefar. En del af mig er altid stukket uden for rammen.

»Der kan være noget forløsende ved at gøre det med sit liv, der føles rigtigt, men det har sin pris, og den kan man ikke lyve sig fra. «


Men selv om jeg ikke kan leve uden at skrive, så kan jeg heller ikke leve med, at nogen bliver ofre for det dér mærkelige, egocentriske noget, som jeg er nødt til at være helt alene med. Og der er ikke nogen endegyldig løsning på det dilemma.«

For Jens Christian Grøndahl er løsningen blevet at holde sig i bevægelse mellem »den nødvendige ensomhed«, som han kalder det, og så befrielsen ved, at der står et barn og spørger:

»Far, kommer du ikke lidt ned fra den der sky?«

Når han er heldig, opstår balancen over tid. Hvis han vel at mærke kan finde ud af at være smidig nok til, at dagene, ugerne og månederne får en rytme, så ingen føler sig svigtet.

Men det er kun halvdelen af sandheden, indrømmer han.

For han har det præcis ligesom så mange andre:

»Hvornår får jeg tid og ro til at tænke to tanker i sammenhæng?«

»Da tvillingerne var små, kunne jeg finde på at tage en måned til Paris for at skrive på en bog. Så kunne drengenes mor ellers få lov at trisse rundt med dem hjemme i København.«

Han griner og ryster let på hovedet som for at vise, at han i dag slet ikke forstår, hvordan han kunne gøre det. »Måske er jeg blevet mere sentimental med alderen, måske har jeg bare ikke så travlt længere med at bygge mig selv op som forfatter. Det bliver heldigvis lettere med tiden at sætte sig selv på standby. Når man er en ung forfatter, har man jo travlt med at vise, hvad man duer til, i den litterære verden.

I dag har jeg fået blik for miljøets mere latterlige sider, og der findes i mine øjne ikke noget mere ynkeligt end en kunstner, der stirrer sig blind på sin succes eller fiasko, mens livet fortsætter om ørerne på ham, uden at han bemærker det, eller kan finde ud af at træde ud af sit ego og bare leve med.«

Forfatter Jens Christian Grøndahl. Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Skipper.

Modstand, men også meget lykke

Jens Christian Grøndahl synes, at han med årene heldigvis er blevet en lille smule bedre til vekselvirkningen mellem kunst og familieliv, mellem ensomhed og fællesskab.

Det er der meget modstand i, mener han, men også meget lykke.

»Men det slår mig, at den samtale, vi fører her, ville have været utænkelig i en tidligere generation. På den måde vedkender jeg mig gerne, at jeg er barn af 70erne, et årti, man ellers har haft travlt med at bagtale,« konstaterer han.

»Nok var det set i bakspejlet en komisk tid og en tyrannisk tid med sin fodformede politisering af alt mellem himmel og jord. Men det var altså også de år, hvor det blev noget uomgængeligt, noget, som ingen længere satte spørgsmålstegn ved, at kvinder og mænd er lige.

At man som mand deler ansvaret for familie og børn. At respekt og værdighed er en uadskillelig del af kærligheden mellem mand og kvinde.«

Det præger også hovedpersonen i romanen, der begynder med en skildring af hans ungdom i det, forfatteren betegner som »de forkætrede 70ere.«

Et årti, hvor forestillingen om frihed havde en anden valør end i dag, mener Grøndahl, der udover sit forfatterskab er kendt for et stærkt samfundsengagement.

»Mest af alt synes det at handle om friheden til at forbruge på et stadigt højere, stadigt mere sofistikeret niveau af velstand. Det er friheden til ikke at skulle tænke alt for meget på de andre. Friheden for at skulle føle sig anfægtet af gammeldags, lidt kiksede begreber som solidaritet, når det gælder fællesskabet, eller ærlighed og personlig integritet, når det gælder de nære relationer.«

Ifølge Jens Christian Grøndahl kan det godt være, at 70erne var »den udsyrede politiske ekstremismes tidsalder.«

»Men det var også en mere åben, en mere anfægtet, undersøgende og nysgerrig tid, sammenlignet med den selvtilfredse, men mærkeligt ængstelige og hjerteløse småborgerlighed, der præger dagens Danmark.«

Han holder en pause, tænker lidt, inden han siger:

»Vi er et af verdens rigeste, mest humane og vellykkede samfund, hvor det mest presserende politiske spørgsmål ikke desto mindre er blevet, hvordan vi holder døren lukket, når flygtninge fra krig og ødelæggelse trænger sig på.«

Igen en vekselvirkning

Han er lige kommet hjem fra sit hus i Skagen. Igen en vekselvirkning, siger han, mellem hjemmet i det indre København, og så et liv helt ude på den yderste spids af Danmark.

»Når vi kommer kørende derop, og klitheden viser sig med indsøer, marehalm, lyng og klitter i det fjerne, er det, som om jeg lader alt, hvad der er uvæsentligt, bag mig. Al den sociale støj. Pludselig er der en masse ydre, flygtige ting, der kan være fuldkommen lige meget.

Og det minder mig om en anden vekselvirkning, nemlig den mellem at være ham forfatteren, der stiller op til interviews, og så at være alene med sig selv og sine ubesvarede spørgsmål.

Finde ind igen til det mere umiddelbare væsen, man var, dengang man som ung opdagede, hvordan det ensomme arbejde med sproget kan bringe én i forbindelse med det fælles menneskelige på en måde, som det virkelige liv sjældent gør.«

Forfatter Jens Christian Grøndahl. Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Skipper.