»Jeg vil vædde med, at en del kvinder i disse dage tager et hukommelsestjek over grænseoverskridende oplevelser fra deres liv«

KLUMME: Vi voksne, der er i gang med at opdrage de nye generationer af børn og unge til et liv som ordentlige, hæderlige mennesker, har brug for konkrete historier som Sofie Lindes om TV-kanonen, der forsøgte at true sig til et blowjob, skriver Berlingskes Nathalie Ostrynski.

Nathalie Ostrynski, souschef på Berlingskes kultur- og livsstilsredaktion AOK. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Hvad skal vi egentlig bruge den til, Sofie Lindes historie om TV-kanonen, der til en DR-julefrokost forsøgte at afkræve sig et blowjob fra den dengang 18-årige og truede med at ødelægge hendes karriere? Det spørgsmål er mavesurt blevet stillet i mange kommentarspor på Facebook, mens debatten om TV-værtens optræden til Zulu Comedy Galla har raset. Sjovt nok primært af mænd, der mener, at Sofie Linde kun er ude i et narcissistisk sprint mod mere opmærksomhed.

Well, jeg tager den gerne én gang til for den forstokkede prins Knud derude. Sofie Lindes ord er vigtige, fordi de viser, at kvinder, særligt i deres unge, tøvende år, har et ekstra arbejde med at sige fra. Over for åndssvage mænd, der ikke kan holde fingrene væk. Over for liderbasser på arbejdspladsen, hvor magtforhold aldrig rimer med sex. Over for klamme typer, der går for tæt på ved busstoppestedet og andre offentlige steder.

Er det rimeligt? Nej. Skal vi forsøge at ændre det? Ja.

Vi voksne, der er i gang med at opdrage de nye generationer af børn og unge til et liv som ordentlige, hæderlige mennesker, har brug for konkrete historier som Sofie Lindes. Vi har brug for detaljerne. Vi har brug for at vide, hvordan ordene helt præcist faldt. Ellers har vi ikke mulighed for at blive klogere på samtlige variationer af sexisme. Uanset om vi er mand eller kvinde.

Sofie Linde på scenen ved ZULU Comedy Galla 2020 der afholdes i Operaen i København, onsdag den 26. august 2020. (Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2020) Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Sylvest.

Sofie Linde har nemlig ret. Kvinder skal sige fra, men mændene har også et ansvar. Hendes historie har dog også en anden kvalitet. Den får os til at se bagud. Jeg vil vædde med, at en del kvinder i disse dage tager et hukommelsestjek over grænseoverskridende oplevelser fra deres liv: Var der en chef, der gik for langt? Var der en kollega, der delte upassende beskeder? Var der en ven, der pillede for meget? Og hvordan reagerede jeg?

Jeg har taget mig selv i at gøre det, og pludselig kom jeg i tanker om en episode fra min ungdom, jeg ellers har gemt godt væk. Da jeg var 17 år gammel, var jeg med mine venner til privatfest i et stort hus, hvor en del af os gæster blev tordnende fulde. Jeg selv inklusive.

Sent ud på natten kom jeg til bevidsthed på en sofa. Hvordan jeg var endt der, kunne jeg ikke huske. Forvirret konstaterede jeg, at en fremmed ung mand lå oven på mig og var i færd med at kysse og gramse løs med hænderne under min bluse. Jeg havde ingen idé om, hvem han var. Jeg havde aldrig mødt ham før eller talt med ham. En anelse granatchokket fik jeg verfet ham væk med en grødet kommentar om, at »nu skulle jeg altså hjem«, og løb på vaklende ben tårefyldt derfra.

Mit unge, naive jeg havde en idé om, at hele miseren var min egen skyld. Den tanke plagede jeg mig selv med lang tid efter. Jeg skulle selvfølgelig have givet den unge fyr, der havde forgrebet sig på mig den nat, en gedigen, mental fuckfinger. I dag står det tindrende klart i en sætning, der er essentiel for alle de kvinder, der har oplevet sexisme. Han var idioten. Ikke jeg.