»Jeg vil kunne vise mit ansigt«

I graffitimiljøet er han kendt under navnet Theis One og har været det længe. Faktisk i så mange år, at når Theis Poulsen, som han i virkeligheden hedder, står med sine venner og maler graffiti, sker det, at en af dem for sjov kalder ham »morfar« eller spørger, om han nu har husket gangstativet.

Theis Poulsen i galleriet på Nørrebro. Spraydåserne er resterne fra Roskilde Festivalen, hvor Theis Poulsen var med til at udsmykke pladsen. Foto: Claus Bjørn Larsen Fold sammen
Læs mere

Med sine 32 år er Theis Poulsen da også en grand old man inden for den danske graffitiverden.

»Men jeg er nu stadig 14 år indeni, når det kommer til graffitimaling,« griner Theis Poulsen, da AOK møder ham i det atelier på Nørrebro, han deler med otte andre graffitimalere. Flere hundrede Spraydåser – eller kander, som Theis Poulsen kalder dem – ligger i system i en reol lavet af mælkekasser. Der er graffiti på store og små lærreder over alt i de støvede kælderlokaler. I dag maler Theis Poulsen alt fra lærreder, T-shirts og kasketter til store vægprojekter. Han har blandt andet sammen med en ven malet en 40 meter lang mur på Frederiksborgvej som en del af Kvarterløft Nordvest, og han sælger sine billeder igennem Graffitigalleriet.

Han har været med fra begyndelsen, da graffitien kom til landet i midten af firserne. Men Theis Poulsen voksede op uden for Holbæk og måtte derfor tage toget ind til København, hvor det skete, hver gang han overhovedet havde mulighed for det. I toget kunne han se, når der var blevet malet langs banen, og han stod ofte af og gik tilbage langs skinnerne for at tage billeder af det graffiti, han fandt. Hjemme i forældrenes have smækkede den 12-årige knægt nogle plader op, så han kunne male graffiti på dem. Det var i slutningen af 1987. Han blev hurtigt god og fik lov til at male flere og flere steder.

»Den lokale ungdomsklub kom og spurgte, om jeg ikke gad lave diskoteket deroppe, og der var en kammerats mor, der sagde: »Jamen, du kan male vores gavl, det må du gerne.« Jeg malede på alt, hvad jeg kunne komme i nærheden af,« husker Theis Poulsen.

Han har altid tegnet, men var ikke i tvivl om, at det var graffitien, han ville bruge kræfterne på.

»Jeg tror, det var de frie tøjler, der gjorde, at jeg syntes, det var det, jeg skulle,« siger Theis Poulsen og forklarer, at der i den etablerede kunstverden og andre kreative miljøer er en masse regler og rammer, man skal følge, mens der inden for graffiti ikke er nogen grænser.

»Du kunne lave lige, hvad du ville. Hvis du ville lave Anders And, så gjorde du det, eller hvis du havde lyst til at lave en trekantet figur, så kunne du gøre det. Det var dig, der bestemte. Det, syntes jeg, var fedt,« siger Theis Poulsen.

I begyndelsen malede han sammen med nogle venner, men efter et par år faldt de fra. Men Theis Poulsen var blevet fuldstændig bidt af graffitien og kunne ikke stoppe.

»Der var da nogle, der slet ikke kunne forstå, at jeg brugte tusind kroner på maling og ikke tog med i byen, De syntes, jeg havde hul i hovedet,« griner han.

Det har altid været vigtigt for Theis Poulsen, at det, han lavede, var lovligt. Han gider ikke at male på ulovlige vægge, hvor man er nødt til at skynde sig af frygt for at blive opdaget.

»Jeg vil gerne kunne stå frem med det, jeg laver og kunne vise mit ansigt. For mig har det også været det, at jeg gerne ville bruge noget mere tid på mine ting. Jeg fik sgu ikke noget adrenalin-kick ud af at gå ud og male på en eller anden væg, der kunne ses fra banen. Jeg var mere interesseret i at blive god teknisk og have tiden til at prøve nogle forskellige ting af. Og så har jeg sgu også respekt for andre folks ejendom – det har jeg altid respekteret,« siger Theis Poulsen.

Der var dog én gang, hvor han veg fra sit princip om de lovlige vægge, hvilket han kom til at fortryde bitterligt. Han havde udset sig et lokalt vandværk, hvor han ikke troede, der var nogen, der ville lægge mærke til lidt graffiti. Men han havde glemt, at hans stedfar var med i grundejerforeningen.

»Da de var oppe at aflæse vandmåleren, så han jo den der tegning, som jeg havde tegnet en del gange derhjemme. Så der blev jeg udstyret med rengøringsmidler og svampe og fik at vide, at jeg ikke skulle komme hjem, før den var fjernet. Så det gad jeg ikke rigtigt mere,« husker Theis Poulsen.

Det er dog ikke alle i graffitimiljøet, der har samme indstilling til lovlydigheden.

»Jeg har da fået en kommentar engang, fra en der sagde: »Det er fandeme nogle fede ting, du laver, de skulle bare sidde på et tog«. Men det er jo et holdningsspørgsmål.«

Hvad ligger det i det, når der er en, der siger det?

»Det er det med, at det er mere undergrund, og det var sådan, det startede tilbage i tiden,« siger Theis Poulsen, der ikke vil blande sig i, om andre maler på toge eller andre ulovlige steder.

»Hvis folk vælger at lave toggraffiti, og det er den vej, de vil gå, så er jeg egentlig ligeglad. Der er nogle konsekvenser ved det, og så må de jo tage dem,« siger han.

Theis Poulsen har solgt sine graffitimalerier de sidste fem år, men for ham er det langt fra motivationen at tjene penge på kunsten.

»Jeg har ikke spekuleret i det, og det gør jeg stadig ikke. Selvfølgelig vil jeg da gerne sælge mine ting, og det er da også rart, hvis der er en måned, hvor man ikke har så mange penge, men det skal ikke være det afgørende, for så bliver det en pligt i stedet for en hobby. Det kan det godt være, at det er en meget seriøs hobby grænsende til nørderi, men det har jeg det federe med end at male kun for at sælge. Bestillingsopgaver synes jeg er fede nok – det er slet ikke det – men hvis man sidder og laver fem ting, der ligner hinanden og så sælger det... det gider jeg ikke. Så der er også opgaver, jeg siger nej til,« siger Theis Poulsen, der i dag lever af sit arbejde som mediegrafiker for Musikbranchens Reklamebureau, hvor han tegner filmplakater og andre tryksager.

Når Theis Poulsen alligevel er glad for at have sin kunst på f.eks. Graffitigalleriet, så handler det mere om at komme ud til et bredere publikum.

»Folk har jo ikke vidst, hvor de skulle gå hen, hvis de ville se noget graffiti. Hr. og Fru Jensen tager sgu ikke ud i Sydhavnen, hvis de har hørt, at der er en eller anden kæmpe graffiti hall of fame derude. Det kunne jo være, at de mødte nogle graffitibøller. Dem har de jo læst om i avisen med overskrifter som: DSB-mand slået ned. Det er jo kun de negative historier, de fortæller«.

Hvad betyder det, at graffitien bliver spredt?

»Jeg synes, det er fedt at komme ud til en bredere skare end bare den lukkede kreds af malere, hiphoppere og undergrunds-dudes, fordi for den normale befolkning har det været tabu. Når man sagde graffiti, blev du forbundet med knive, og at du var en psykopat, der åd fluesvamp og alt muligt. Så jeg synes, det er fedt at få graffitien ud, fordi det også giver folk en chance for at se, at der er mere i det end bare det, de hører om. De får en mulighed for at komme tæt på nogle af dem, der laver graffiti og måske forstå deres tanker bag det,« siger Theis Poulsen, der dog understreger at han maler for sin egen skyld og ikke for at få andres anerkendelse.

Han er selv træt af at blive slået i hardkorn med kriminelle.

»Vi bliver alle sammen taget over en kam. Det er irriterende, fordi folk er forskellige og vælger forskellige indgangsvinkler til graffiti. Der er nogle, der er hardcore og laver toggraffiti og undergrund og alt det her, men der er altså også andre, der vælger andre måder. Jeg sidder ikke og tuder over det, men det irriterer mig lidt, at snakken omkring graffiti er blevet så ensporet. Der er selvfølgelig også stadig meget negativt med hærværk og tags, men jeg synes nu også, at man glemmer de gode ting. De er blevet begravet i alt det andet,« siger Theis Poulsen.

Men han mener trods alt, at folk er ved at fået mere nuanceret syn på graffiti og kan skelne mellem kunsten og hærværket.

Hans egen familie har også tidligere været nervøse for, at han skulle lave noget ulovligt.

»Mine forældre var meget bange for, at jeg gik ud og lavede toge og kunne få erstatningskrav. Men de har accepteret det. De ved jo også, at jeg altid har tegnet, og de har syntes, det var fedt. Men de har måske ikke helt kunnet forstå, at jeg gik så meget op i det,« erkender Theis Poulsen.

Men det gjorde han og gør det stadig. Og den i graffitikredse nu ikke længere så unge mand har aldrig fortrudt sine valg.

»Det var det, jeg ville. Det, jeg brændte for. Så jeg var slet ikke i tvivl. Jeg skulle bare være supergod til det, og sådan har jeg det stadigvæk. Hver gang jeg går ud, så skal jeg prøve at lave noget, der er bedre end sidste gang,« siger Theis Poulsen.