Jeg vil bryde tabuer

For nylig skrev forfatter og freelancejournalist Andrea Bak et indlæg om at tage antidepressiver på sin blog. Her fortæller hun, hvorfor hun deler sine erfaringer.

Da Andrea Bak stoppede med antidepressiver, lagde hun et billede af den sidste recept ud på Instagram. De positive reaktioner på det fik hende til også at skrive om det. Fold sammen
Læs mere

"Det er sjovt, at når man brækker et ben, så kan man godt række ud efter hjælp, men når det er ens psyke, der er noget galt med, så er det meget sværere. Der ligger et eller andet i tidsånden om, at man bare kan tage sig sammen. Det var der mange, som sagde direkte til mig, at jeg skulle. »Du skal bare ud og løbe en tur.« Som om man kan få en depression væk ved at løbe en tur. Det svarer til at sige: »du skal bare tabe dig« til en med voldsom diabetes.

Depressionen kom, fordi jeg fik stress, og jeg fik stress, fordi jeg pludselig blev forfremmet, og det var jeg ikke klar til. Jeg havde svært ved at overskue min tid. Svært ved at sige ja til en aftale om en uge. Jeg trak mig tilbage socialt. Der var en lang periode, hvor jeg ikke lavede andet end at arbejde og sove, men jeg var længe om at begynde at tage antidepressiv medicin. Min fornuft sagde, at det kunne jeg godt, men min mavefornemmelse sagde, at jeg bare skulle tage mig sammen.

Min blog opstod i 2005, dengang det stadig var meget nyt med blogs. I begyndelsen lavede jeg den bare for at have et sted at tømme hjernen. De seneste mange indlæg har været meget lange og har blandt andet handlet om tanker, jeg har gjort mig om at tage antidepressiv medicin. Det er meget terapeutisk for mig at skrive, og jeg bliver selv mere okay med de sider, jeg ikke er så stolt af. Jeg skammer mig mindre over det. Jeg føler mig mere hel. Det er noget med at indse, at man ikke kun er alt det lyse og lette. som man gerne vil vise verden, at man er. Man er også det ensomme og det depressive.

Jeg blev inspireret til at skrive mit seneste indlæg om at stoppe med at tage antidepressiver, da jeg tog et billede af min sidste recept og lagde den ud på Instagram. Jeg var meget i tvivl, om jeg skulle dele det billede. Men folk reagerede positivt og skrev ting som »du er en af vore egne«. Da tænkte jeg »det her kan jeg godt dele med folk.« Det er ikke for meget, og det er ikke pinligt.

Folk skriver til mig, at det er modigt, at jeg er så åben, og det viser jo, at antidepressiv medicin er tabubelagt. Selv om så mange som aldrig før tager pillerne, er det ikke noget, man snakker om i kantinen. Jeg vil være med til at bryde det tabu, og så må jeg jo gå lidt ud ad planken. Hvis nogen synes, det er grænseoverskridende, så må de jo mene det. Men det sjove er, at i og med jeg er så åben, bliver andre det også. Mange kommer over til mig og snakker om det, og så finder vi ud af, at vi sgu alle sammen går igennem svære ting. Det er en del af at være menneske. Når man har haft det så dårligt, er det fedt, hvis ens erfaringer kan hjælpe andre videre.

Men jeg tænker meget over, hvad jeg lægger ud. Det er vigtigt for mig, at jeg ikke føler mig udstillet. Derfor venter jeg som regel med at skrive mine indlæg, til der er bundet sløjfe på problemet. Jeg skriver ikke blogindlæg, mens jeg sidder derhjemme og hader alting, for jeg ville have det skidt med, at en potentiel kunde skulle læse om mig. Men jeg kan godt bagefter skrive, at jeg har haft de tanker.Da jeg skulle til at trappe ud af medicinen for nylig, fik jeg det fysisk dårligt, havde influenzasymptomer og blev vildt svimmel. Da havde jeg stor gavn af at læse andres blogindlæg om at trappe ud. Jeg kan se, at det er helt normalt at have det sådan her, og at det ikke er, fordi jeg er ved at krepere. Så når jeg får det bedre, vil jeg også skrive et blogindlæg om det.«

Læs Andrea Baks blog her