I var et af de danske grungebands. Hvad betyder grunge for dig i dag?

»Når jeg hører Nirvana, minder det mig om en bestemt tid i starten af 1990erne og om, at Kurt Cobain skrev nogle gode sange. Som generationen før os oplevede det med punk, viste grunge os, at man kunne gøre tingene selv. Folk var ikke generte over at fortælle, hvor forfærdeligt de havde det, og musikken blev mere personlig. For mig selv som teenager, der kom fra lille by og bare drømte om at komme væk, var det inspirerende at have et levende forbillede i Cobain i stedet for døde forbilleder fra fortiden som Jim Morrison eller Ian Curtis fra Joy Division.«

Hvordan påvirkede Kurt Cobains død dig?

»Jeg husker det som sørgeligt, men det var ikke noget, jeg gik psykisk ned af. Men da vi et halvt år senere var i Seattle, hvor Nirvana kom fra, kunne man mærke en by, der var grebet af sorg og mennesker, der nærmest havde opgivet deres liv. Folk tog heroin og var dybt miserable. Der var en virkelig tung stemning, som jeg ikke har oplevet før nogen steder.«

Hvilket karaktertræk hos dig selv er du glad for?

»Jeg har efterhånden en ret god arbejdsmoral. Når jeg har lagt 12 timer ind i en arbejdsdag, og der er kommet noget godt ud af det, får jeg lyst til at lægge 12 timer i næste dag. Jeg er ikke musiknørd med en million plader derhjemme, jeg prøver at blive inspireret andre steder. På det kommende Raveonettes-album er jeg meget optaget af kontraster. Jeg er fascineret af de her billeder fra Pearl Harbor med en idyllisk forgrund med palmer, strand og sol, og så ser man helvede bryde løs i baggrunden. I stedet for at høre en obskur plade fra 60erne, læser jeg bøger om Pearl Harbor og Vietnamkrigen. Der er lidt den samme kontrast i Francis Ford Coppolas film »Apocalypse Now«, hvor de pludselig tager ud at surfe midt i Vietnamkrigen.«

Hvilket karaktertræk hos dig selv er du ikke så vild med?

»Jeg kunne godt tænke mig at være mindre enten eller. Når jeg en sjælden gang har en kæreste, dedikerer jeg al min tid til hende og glemmer alt om venner og arbejde. Jeg har svært ved at nyde ting, hvis jeg ikke gør dem 100 procent. Jeg kan ikke bare spille en tenniskamp en gang om måneden, men skal have alt det seneste udstyr og spille mindst fem gange om ugen. Da min mor ikke ville lade mig gå på tennisskole i Sverige, lagde jeg nærmest ketcheren på hylden fra den ene dag til den anden.«

Hvad har været dit livs længste minutter?

»For nogle år siden var jeg ved at drukne på Hawaii. Jeg var ude at surfe, og så faldt jeg af brættet, fik en ordentlig bølge i hovedet og derefter brættet. Jeg var så groggy, at jeg ville svømme ind og lægge mig på stranden, men jeg var ret langt ude og kunne nærmest ikke se stranden. Jeg blev udmattet til det punkt, hvor ens krop begynder at sove, og tænkte »That’s it«. Det sekund eller to, fra jeg sagde til mig selv, at nu skal jeg dø, til min fod ramte et koralrev i vandet, som jeg kunne stå og træde vande på, var det længste minut i mit liv. Og samtidig det bedste, for da jeg accepterede, at jeg skulle dø, føltes vandet varmt som et silketæppe. Det blev så afbrudt, da jeg kom tilbage til livet og tænkte, hvordan kommer jeg ind, for jeg vil helst ikke dø igen! Jeg stod på koralrevet en halv times tid og samlede energi. Så svømmede jeg ind til stranden, hvor de fandt mig besvimet fire timer senere.«

Har du en helt fra fiktionens verden?

»Neal Cassady eller Dean Moriarty, som han hedder i »On the road«. Han er en rimelig average Midwest guy, der bliver beskrevet som en engel af Jack Kerouac. Han redder ikke verden, men er en helt for personerne omkring sig. Han kan se det smukke i alting, i en solsikke, der står ved siden af et rustent jernbanespor.«

Har du helte fra virkelighedens verden?

»Det er nærmere folk, som jeg måske har set en film eller læst en artikel om. Jeg så en dokumentar om to strippere i Japan i 90erne – en pige fra Israel og en fra USA. De havde et dybt forhold til hinanden, nærmest erotisk, uden at de var sammen. De inspirerede hinanden til at få et bedre liv. Til sidst i filmen bliver de genforenet, hvor den israelske pige opsøger den amerikanske, som er blevet en halvkvabset husmor i Midtvesten, men stadig har skønheden bag sine øjne. Sådan noget elsker jeg. Når skønheden dør, når en smuk pige bliver en ældre dame, eller en smuk mand bliver stofmisbruger. Shakespeare skrev meget om det i sine sonetter. Den døende skønhed.«

Hvad betragter du som din største succes?

»For nylig lykkedes det mig at komme ud af en hård depression, som jeg havde haft i mange år. Jeg fik hjælp af piller, men valgte ikke at gå til psykolog eller psykiater. I stedet aftalte jeg med mig selv, at jeg ville snakke med mig selv. Og det gjorde jeg i seks måneder. Ædruelighed var en stor del af det, men ellers var det lange gåture og at ligge på stranden og reflektere over livet. Hvor man gerne vil hen, hvad der mangler i tilværelsen. Alle de spørgsmål, som en psykiater ville stille, stillede jeg selv. Jeg havde en teori om, at hvis nogen kan klare det, må det da være en selv. Der er jo alligevel ikke andre, der kender mig bedre. Og det lykkedes.«