Jeg tror aldrig nogensinde, nogen radikale har gjort noget så De Radikale-agtigt i De Radikales historie

Ugen på kanten: Folketingets mest moralsk overlegne krænker og et vanvid på venstrefløjen, der ingen ende vil tage. Aminata Amanda Corr dissekerer ugen, der gik.

Kristian Hegaard (R) annoncerede 12. august, at han ville forlade sin plads i Golketinget oven på en række sager om krænkelser. Fold sammen
Læs mere
Foto: Emil Helms
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Inden vi for alvor tager fat på den forgangne uges strabadser, må jeg henlede opmærksomheden på den foregående uge.

Der var nemlig et #metoo-exit fra Folketinget, som jeg glemte at runde.

Og det var ingen ringere end Kristian Hegaard fra De Radikale, som på et Facebook-opslag 12. august annoncerede, at han ville forlade Folketinget.

Og nu er det ikke, fordi jeg vil træde på én, der sidder ned, men der er noget underholdende ved dén radikale selvretfærdighed, han trods omstændighederne formår at udvise.

I sit lange Facebook-opslag, hvor han blandt andet får fremhævet sit handicap som en art formidlende omstændighed for sine krænkelsessager, afslutter han således:

»Jeg er hverken syg eller stresset. Derfor har jeg ikke planer om at søge orlov. Men udtræder af Folketinget.«

Er det ikke sjovt? Selvom manden sidder i en situation, hvor han tilsyneladende gentagne gange har udsat kvinder for ting – hvilke ting ved vi ikke – men ting, der er grove nok til, at han helt forlader sin post i Folketinget, selv da vil han gerne lige fremhæve, at han altså er alle de andre krænkere moralsk overlegen. Han er nemlig så god og ordentlig til at krænke, at han er den mest moralske krænker, der er til stede. Han er ikke en ussel kujon af en krænker, der gemmer sig bag folketingsmedlemmers gunstige muligheder for sygeorlov eller påstande om stress. Han er en ordentlig krænker. Den bedste faktisk.

Jeg tror aldrig nogensinde, nogen radikale har gjort noget så De Radikale-agtigt i De Radikales historie.

Dobbeltmoral er dobbelt så godt

De revolutionære er blevet reaktionære. Uden selv, at have opdaget det.

Særligt på den selvhellige venstrefløj lader der til at være gået sport i at slukke for hjernen for at stille sig bag budskaber, der er himmelråbende hul i hovedet, i kampen om at fremstå så woke som muligt.

Eksempelvis har et hav af ellers fornuftige og sympatiske mennesker stået i kø for at forsvare Nørrebro Prides raceopdelte  – eller »separatistiske« – arrangementer, med pattebørnsargumenter, der i deres essens er baseret på »så kan du selv se, hvordan det er«.

Det er tilsyneladende blevet meget moderne at abonnere på den forståelse, at det er blevet minoritetspersoners tur til at diskriminere mod nogle andre.

Som om det er ønskværdigt, at diskrimination går på omgang, og at det nu er de hvides og heteroseksuelles tur til at mærke det. Der er imidlertid to kortslutninger i den verdensopfattelse.

For det første kan minoriteter ikke holde majoriteter udenfor. At forsøge at afholde arrangementer, hvor hvide danskere skal føle sig ekskluderede fra fællesskabet, er jo komisk.

Det minder mig om den joke med musen og elefanten, hvor musen sidder bag elefanten i biografen og til sidst demonstrativt rejser sig og sætter sig på sædet foran: »Så kan du selv se, hvordan det er.«

For det andet så er det – helt ufatteligt irriterende åbenlyst – ikke i minoriteters interesse, at separatistiske arrangementer legitimeres.

Hvor er det dog frustrerende at se alle de selvsmagende antiracister – hvide som sorte – gå i optog på Nørrebro og skabe præcedens for, at raceopdeling skal hyldes og fejres for minoriteters skyld.

Det er altså ikke engang revolutionen, der æder sine egne børn, men venstrefløjen med hovedet under armen, der fodrer revolutionen dens egne børn.

»Jeg kan faktisk godt forstå, hvorfor det kan være befriende, at have en fest, hvor man ligner alle de andre« sagde forperson for Copenhagen Pride Lars Oskan-Henriksen om et »separatistisk« arrangement. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Guldbæk Arentsen.

Det bedste eksempel er Lars Oskan-Henriksen, der er forperson for Copenhagen Pride – ej at forveksle med Nørrebro Pride.

Jeg er af den helt klare opfattelse, at Lars Oskan-Henriksen har forsøgt at være så rummelig som muligt og dermed har gjort en dyd ud af ikke at fordømme de LGBT+-personer, der ikke føler sig repræsenteret til hans egen fest. Og det kan jeg godt forstå.

Men i det forsøg har han malet sig op i et hjørne. Og har blåstemplet ideen om at afholde arrangementer i såkaldte »separatistiske rum«.

Han er blandt andet i løbet af ugen kommet til at sige: »Jeg kan faktisk godt forstå, hvorfor det kan være befriende at have en fest, hvor man ligner alle de andre« og »Det er glimrende, at der skabes nogle separatistiske rum rundt omkring.«

Og hvor vil det være svært for ham fremover at skulle forklare, hvad der er problematisk ved, at LGBT+-personer eller sorte og brune mennesker bliver nægtet adgang i nattelivet. Nu når han offentligt – sammen med en masse andre velmenende mennesker, der glemte at tænke sig om – har udmeldt, at det kan være befriende at have en fest, hvor alle »ligner hinanden«. Og at separatistiske rum er »glimrende«.

LÆS MERE