»Jeg synes ikke, at sådan en rynket hud med tatoveringer er pæn«

Jane Troense fik sin første tatovering, da hun var 60 år. Hun havde aldrig forestillet sig, at hun skulle tatoveres, men en pilgrimsfærd på Camino de Santiago endte med at blive foreviget på højre skulderblad.

Jane Troense fik denne tatovering som minde efter en vandrertur i Spanien. Foto: Claus Fisker Fold sammen
Læs mere

Tatoveringer er ikke noget fremmed for Jane Troense. Tre af hendes fire børn har tatoveringer.

»Mine tre døtre har alle tatoveringer, og jeg har ikke været glad, hver gang de kom og viste mig en. Jeg har ikke været forarget over det, men jeg var bare bange for, at de ville fortryde det eller blive træt af dem, og så har jeg også været lidt bekymret for, om farvestofferne var farlige, og at de ville udvikle allergier,« fortæller Jane Troense, 67, der bor i Horsens med sin mand Jens.

Han har også et par stykker. En fra sin tidlige ungdom og en, som han fik lavet kort tid efter, at han og Jane kom hjem fra den berømte pilgrimsrute »Camino de Santiago« i Spanien.

»Da jeg blev 60 år, gik min mand og jeg Caminoen. Det var en tur, jeg i mange år havde haft en drøm om at gå. Efter at vi kom hjem, fik Jens lavet en tatovering af en muslingeskal, som er symbolet for Caminoen, på sit ben. På en måde syntes jeg egentlig, at det var rigtig fint, at han fik det gjort, men på den anden side var jeg jo ikke så meget for tatoveringer.«

Skulle hun alligevel få en?

Men Jens’ tatovering fik alligevel plantet et frø hos Jane, og der var skabt grobund for tanken om, hvorvidt hun selv skulle få en.

»Jeg syntes jo også, at jeg selv var lidt sej, fordi jeg fik fuldført den tur. Jeg gik næsten 1.000 km på fire uger, og jeg har dårligt knæ og havde også smerter undervejs,« fortæller hun.

Den næste tid overvejede Jane meget, om hun skulle kaste sig ud i at få en tatovering. Mest fordi hun var bange for, om det ville gøre ondt.

»Jeg var ikke helt sikker på, om jeg turde. Jeg kan ikke lide at blive stukket, og jeg har tandlægeskræk og alt muligt andet. Men alle de forbehold, jeg har haft i forhold til mine døtre, har jeg sjovt nok ikke haft i forhold til mig selv. Måske fordi motivet er så småt, og så har jeg aldrig forestillet mig, at jeg ville blive syg af noget som helst,« siger hun.

Jane og Jens skulle kort tid efter til København for at besøge den ene af deres døtre, og Jane vidste, at der lå en god tatovør i Nyhavn, hvor både hendes mand og datter er blevet tatoveret. Hvis hun skulle tatoveres, skulle det også være her.

»Vi gik ned til tatovøren, hvor vi blev enige om motivet, men jeg var stadig ikke sikker på, at jeg turde, så hun prøvede at stikke mig lidt i skulderen, så jeg kunne mærke, hvordan det føltes. Det viste sig at være piece of cake at blive tatoveret, jeg kunne overhovedet ikke mærke det,« ler hun.

Også placeringen af tatoveringen havde hun overvejet nøje.

»Jeg synes ikke, at sådan en rynket hud med tatoveringer er pæn. Derfor valgte jeg mit skulderblad, for det er ikke et sted, man tydeligt bliver ældet og rynket, og der er min hud stadig pæn og glat. Den skulle også sidde et sted, hvor den ikke altid er synlig, for det var jeg ikke sikker på, at jeg ville blive glad for. Men sådan har jeg slet ikke haft det efterfølgende, så jeg går ofte i overdele med bare skuldre.«

Et fint samtaleemne

Og tatoveringen har også vist sig at være et samtaleemne, som Jane holder meget af at tale om.

»Der er ofte nogen, der spørger til den, og det giver mig også mulighed for at fortælle om Caminoen og den fantastiske oplevelse, det var at gå den. For selv om der er kommet mere opmærksomhed omkring den de senere år, er der stadig mange, der ikke kender den. Min mand og jeg har været ude at holde mere end 25 foredrag om det, og det er syv år siden, vi gik turen. Her viser jeg også min Camino-skal, og folk synes, det er rigtig fedt, at jeg har fået den lavet.«

For Jane er tatoveringen noget personligt og symbolsk, som kun handler om hende selv og den fantastiske oplevelse, som hun bærer med sig.

»Hvis jeg skulle have en tatovering, skulle det være for mig. Der skulle ikke være andre involveret i det. Det skulle ikke være noget med mine børn, børnebørn eller lignende. Når jeg ser på den og bliver spurgt om den, minder den mig jo også om turen, og dens betydning for mig. Når man har gået den pilgrimstur, så tror jeg faktisk, at det er med en resten af livet som andre store oplevelser. Den betyder meget for mig. Den er et symbol på, at jeg gennemførte Camino de Santiago. Og det var en sejr, at jeg både fysisk og psykisk kunne klare det.«