Jeg kender ikke verden mere

Rasmus Karkov: »Verden er blevet så voldsom, at alt for mange klamrer sig til det, der kan bekræfte deres verdensopfattelse, og skubber alle andre fakta og forklaringer til side, for at redningsplanken ikke skal synke.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Jeg kender ikke verden mere. Måske er jeg bare blevet gammel, eller måske er det, fordi jeg er snottet og sløj, og det regner, at alt er gråt i dag. Selv ikke Jorden føles længere som sikker grund under fødderne. Det er bare en planet i et kolossalt univers, som vi aner så lidt om, at nogle af verdens førende videnskabsmænd er på så bar bund, at de mener, at vi meget vel kan være digitale algoritmer der lever i en simulation på en eller anden computer, der forhåbentlig blev ordentligt opgraderet efter pesten, så det ikke er nødvendigt at frigive RAM med endnu en masseudslettelse lige foreløbig.

Når jeg ser tilbage, er det sidste, jeg kan genkende, 90erne, der var så deprimerende, at det føltes tidstypisk, da Kurt Cobain skød hjernen ud på sig selv, men som vi alligevel havde et greb om. I 90erne føltes årtierne stadig som reaktion på det foregående årti, der blot bragte os lidt tættere på årtusindeskiftet, der lå som et fast punkt for fremtiden lidt ude i horisonten. Nu er vi forbi fremtiden, og det lyder, som om det eneste, der er at se frem til, er en automatiseret, jobløs verden med uoverkommelig ulighed, rædselsvækkende religionskrige, konstant onlinefornedrelse i stadigt mere digitale tilværelser og uafrystelige klimaforandringer, hvis altså ikke lige rumvæsener udrydder os først, som Stephen Hawking frygter.

90erne var det sidste årti, der hang sammen med historien. De økonomiske håndtag kunne stadig dreje virkeligheden, og derfor havde politikerne et greb om verden. Lykketoft og Nyrup kunne via politiske redskaber få bugt med ungdomsarbejdsløsheden uden at blive obstrueret af millioner af arbejdsivrige østeuropæere, markedets insta-ødelæggende luner, uheldige CO2 stigninger og virksomheder, der udskifter medarbejderne med robotter eller asiater. Man behøver ikke at skele længere end til de senere års reformer for at forstå, i hvilket omfang politikerne har mistet grebet. De store velfærdsforværrende reformer levede ikke op til prognoserne. Tallene i de økonomiske modeller, der har tegnet de politiske beslutninger i årtier, stemte ikke overens med virkeligheden. Det er det klareste tegn på verdens uigenkendelighed.

Men det mest uigenkendelige er tabet af den fælles objektive offentlighed. Verden er blevet så voldsom, at alt for mange klamrer sig til det, der kan bekræfte deres verdensopfattelse, og skubber alle andre fakta og forklaringer til side, for at redningsplanken ikke skal synke. Alt, der ikke passer til éns synspunkter, bliver skubbet tilbage til folkedybet, som man så kan hade lidt ekstra. I stedet for den samlende fælles offentlighed har vi delt os efter anskuelser ophøjet til objektiv sandhed, mens vi beskylder alle andre for at være postfaktuelle, elitære eller sexistiske racister. For mange er selve uenigheden blevet en trussel der kan få verdensbilledet til at krakelere, så derfor er der ikke længere diskussion eller samtale, men bare tilsvininger og hån, der kan holde andre på afstand, og det er så langt fra det, jeg kendte, at jeg ikke kender verden mere.