»Jeg har i mindst to tredjedele af mit liv ikke eller kun meget sporadisk haft kontakt med mine forældre og søskende«

Når man vokser op i en dysfunktionel familie, vil man ofte føle skam, også selv om man er blevet voksen, skriver Berlingskes klummeskribent Soulaima Gourani.

Soulaima Gourani, konsulent og foredragsholder. Fold sammen
Læs mere
Foto: Talia Herman Talia Herman

Når jeg hører ordet familie, løfter jeg det ene øjenbryn. Det sker næsten helt ubevidst, for jeg har det svært med begrebet familie på grund af min opvækst og det, jeg oplever, familier kan gøre ved én.

Jeg har i mindst to tredjedele af mit liv haft ikke eller kun meget sporadisk kontakt med mine forældre og søskende. Der går år imellem, at vi kontakter hinanden. Vi er derfor gået glip af hinandens bryllupper og barnedåbe og andre store begivenheder.

Jeg ved, hvor vigtig familie er, men også, hvad den kan ødelægge. Jeg ved, at jeg har været overladt meget til mig selv, og min familie har altid været i en eller anden form for konflikt. Der var altid familiemedlemmer, der ikke talte sammen, eller nogle, der var frosset ude, mens jeg voksede op. Det var normalen.

I dag påvirker det mig sådan, at jeg foretrækker en meget lille sluttet kreds omkring mig, når jeg er helt privat, men jeg ved, at mange andre har nogle helt andre erfaringer med familien og kan have mange glæder ved det. Jeg ønsker dog et opgør med skammen over dysfunktionelle familier.

Den væmmelige skam

Det er en vanvittig følelse at føle sig helt emotionelt familieløs, men mange af os er det. Næsten hver fjerde dansker har brudt med et nært familiemedlem. At have en dysfunktionel familie er ofte tabubelagt og kan virke kontroversielt. Egentlig er det ret mærkeligt, da mange danske familier netop er dysfunktionelle. Familiers dysfunktionalitet viser sig i form af vold, misbrug, overgreb og anden omsorgssvigt, men kan også være mere subtil. Fællesnævneren for familiemæssig dysfunktionalitet er den usunde emotionelle kommunikation og kontakt familiemedlemmer imellem.

Når man vokser op i en dysfunktionel familie, vil man ofte føle skam, også selv om man er blevet voksen. Det er ærgerligt, for det er langt mere normalt, end man lige skulle tro – altså at vokse op i et uharmonisk hjem.

Jeg har nok en lidt kynisk holdning til familiebegrebet i forhold til mange andre mennesker. I mit liv har jeg oplevet mange udfordringer med familien: kuldsejlede løfter, svigt, uvenskab, smålighed, jalousi og uærlighed.

Der er et ordsprog, der siger, at »venner og kærester forgår, men familien består«. Det betyder, at din familie er din platform, som du har hele livet. Det er jeg ikke enig i. Jeg synes, venner har fortjent en særlig plads. Venner vælger du selv, og netop det, at I har valgt hinanden, gør, at du kan synes, at det er mere givende at tilbringe tid sammen med venner i stedet for familie.

Hvad er en familie, hvordan bør vi have det sammen, og hvilke forpligtelser bør vi have over for hinanden? Familiebegrebet er til diskussion. Folk har stærke opfattelser af, hvad prototypen på et godt familieforhold er, men det betyder ikke, at man er forkert, hvis ikke man har en »normal« familie.