»Jeg gider ikke være dansens Dildo Jill«

Skuespilleren Vicki Berlin oplevede i efteråret sit første møde med mediernes kulørte centrifuge. For tiden er der kø ved den unge komiker, der nu koncentrerer sig om at være sjov og undgå at blive et forsuttet ugebladsbolche.

Foto: Brian Berg

Smask sagde det, da Vicki Berlin viste sig at være god til at danse.

Med TV2’s »Vild med dans« som prime time markedsføringsmaskine var hun pludselig over det hele som Danmarks danse-darling, og en dans uden trusser gjorde kun eksponeringen større. Endnu mere yndlingsoffer i formiddagspressen blev hun, da hun og hendes makker, Steen Lund, tabte finalen, og hun tillod sig at sige, at hun var skuffet over at have tabt, at hele programmet kun var en kamp om popularitet og ikke dansetalent, og at hun og dansepartneren i virkeligheden dansede bedre, end de, der vandt. Så brød formiddagshelvedet løs. Læserne skrev harmfulde indlæg, og hendes mailboks på vickiberlin.dk eksploderede i sympatitilkendegivelser og mere hån over, at hun ikke bare stak piben ind og tog sit dansenederlag i stiv arm.

Men hun var kommet på det kulørte landkort i andedammen, og alle var på fornavn med den charmerende skuespiller fra Espergærde. De færreste vidste, at Vicki Berlin i et par år har været en af hovedkræfterne bag det prisbelønnede satireprogram, »Tjenesten«, der i fredags startede sin anden sæson på DR2. Og kun humornørder og de unge vidste, at hun var stemmen bag samme programs Bettina, der altid ringer forkert til Vejdirektoratet og alligevel tror, hun kan ønske et nummer med Britney Spears. At hun var Hannah Bue-parodien på Anna Pihl i første sæson af »Tjenestens« tv-udgave gik også upåagtet hen, ligesom hendes tjans som tekstforfatter for Jan Gintberg og skuespiller i hans tv-shows eller for den sags skyld, at hun var med i julekalenderen »Jul i verdensrummet« og har skrevet tekster til store shows’ værter og meget mere lige under den brede popularitets overflade. Men alle vidste, hvem Vicki Berlin var, da hun havde tabt en TV-danse finale og ikke reagerede, som man bør.

Det ubeskrevne blad og tv’s nye sjove talent troede hun vidste, hvad hun gik ind til, da hun sagde ja til at deltage i danseprogrammet. Hun skulle lige have go fra kæresten, og da han ikke havde noget imod at undvære hende i tre måneder og være biperson til hendes medieeksponering, var der intet, der stoppede Vicki Berlin i at lære at danse helt gratis med personlig instruktør og udleve prinsessedrømmen med flotte kjoler, professionelle frisører og halvanden times sminkør inden optagelserne. Hvis det kunne give satireprogrammet »Tjenesten« noget PR, ville det være et ekstra plus, tænkte hun. Sådan blev det bare ikke. Ikke en kat spurgte til programmet eller hendes gryende skuespillerkarriere.

Selv er hun godt træt af danse-virakken og bladenes fokus på hendes privatliv. »Vicki: Nej tak til børn« kunne hun læse sig selv sige i et blad, fordi hun var kommet til at sige til en journalist, at hun ikke overvejede børn lige for tiden.

»Så jeg har i hvert fald lært at passe på, hvad jeg siger,« konstaterer hun. Alligevel har hun lige afsluttet et interview med Se og Hør her på Café Asta på Valby Langgade ikke langt fra, hvor hun bor. Ikke fordi hun egentlig havde voldsomt meget lyst til at tale med dem, men fordi hun følte, hun burde. Mere vil hun ikke sige i den forbindelse.

De næste i rækken er M/S. Der er blevet kø ved pigen, som ret beset er en 30-årig kvinde, der skal giftes til sommer, og som bare har et smil og en attitude som en glad 25-årig pige med livet og karrieren foran sig. For ikke at tale om et glimt i øjet, der er både insisterende og følsomt. Som en ægte stamkunde siger hun hej til bartenderne, bestiller en burger og ser lige så travl ud, som hun er. Holdet bag »Tjenesten« har set nyhedsindslag igennem hele dagen og skrevet sketches, der skal optages i morgen.

»Jeg er helt luksusagtig træt af at svare på de samme spørgsmål. Helt vildt,« siger hun som det første.

»Jeg havde det på et tidspunkt sådan, at hvis der er en til, der spørger, hvordan jeg startede med stand-up, og hvor længe, det er siden, jeg blev skuespiller, så kastede jeg op. Jeg så pludselig mig selv som en robot, der smilede og sagde de samme ting. Jeg kedede mig selv. Hvorfor er der ikke én, der stiller mig et spørgsmål, hvor jeg kan tænke: Gud, det har jeg aldrig tænkt over. Det var da et interessant spørgsmål. Men sådan er det, når ingen ved, hvem man er. Alle vil have det samme interview. De vil gerne vide, hvem man er, men ingen går i dybden.«

Se og Hør fik sin luns om hendes kommende bryllup, hendes tanker om at flytte sammen med kæresten og musikproduceren Christian Munk, og hvordan det var at være med i »Vild med dans«. M/S sidder overfor hende, fordi DR2 i fredags startede en ny sæson med satireprogrammet »Tjenesten« med Vicki Berlin, Michael »MC« Chrisiansen og Tobias Dybvad som ankermænd. Ikke mindst deres parodi på »Forbrydelsen«, der er blevet til »Forsinkelsen«, vil få smilene frem hos seerne, ligesom de sidste sæson lavede politiserien »Anna Pihl« om til parkeringsvagt-serien »Hannah Bue«.

Vicki Berlin hoppede for to år siden ind og blev en del af holdet bag satireprogrammet på P3. Da det blev planlagt til tv, var hun en af idémagerne. »Tjenesten« vandt med sin blanding af satire og fjolleri tv-prisen i sommer under Tv-festival.dk arrangeret af Producentforeningen med støtte fra alle Danmarks fire landsdækkende tv-kanaler. Programmet vandt ikke på grund af sine nytænkende idéer, men fordi tv-satiren som genre var savnet og i dette tilfælde godt lavet.

»Jeg syntes, der manglede et dagsaktuelt sketch-show som tog politik og aktuelle emner op og behandlede dem satirisk, i stedet for, at det var nogen, som tog sjove hatte på og sagde: »Jeg har ikke skidt i tyve døgn«. Hvad skal jeg bruge det til? Når nogen gør grin med noget, som jeg selv synes er latterligt, er det en befrielse for mig. Satire tager brodden af alvoren og det latterlige. F.eks. det med lærerinden og bamsen.«

Netop historien om den engelske lærerinde, der kom til at kalde en bamse for Muhammed, faldt Vicki Berlin og redaktionen over som oplagt satire-stof.

»Det er for latterligt,« udbryder hun oprigtigt indigneret. Også historien med GPSer, der får bilister til at køre ned ad motorvejsramper i den forkerte retning og gøre dem til spøgelsesbilister, har de i dag lagt i satireblenderen, ligesom politibetjentes bijobberi som trappevaskere. Kronprins Frederiks kampe med at formulere sig forståeligt, lå også lige til det satiriske højreben, men røg ud til fordel for et andet indslag. Mens store dele af landets komikere under Muhammed-krisen var bemærkelsesværdigt tavse, indspillede »Tjenesten på P3« en sang på melodien til »Selv en dråbe«, et vers lyder:

Tegninger I ikk’ har set

De har bragt kog i jer’s tis

Det jo ikke første gang at det er sket

Så snup jer en tudelakrids

»Bagefter fik vi mails om, at hvis der blev brændt ambassader af i andre lande, så var det vores skyld, fordi vi havde lavet den sang. Vi skrev den, fordi vi syntes, at de, der boykottede danske varer og brændte vores flag af, var latterlige, ligesom de danskere, der boykottede indvandrer-købmanden nede på hjørnet. Hvad har han gjort?«

Satire skal kradse, mener Vicki Berlin, og nævner historien med bamsen og lærerinden igen.

»Det havde måske været ret klogt at lade den ligge, fordi det er så ømt et emne. Samtidig er det sådan en ting, der stirrer en op i ansigtet, så de eneste, der kan kommentere på det, er os, der laver sjov med det, og så kan man lidt nemmere sluse en holdning ind.«

Vicki Berlin bilder sig ikke ind at »Tjenesten« er sublim nyskabende humor. Som hun siger:

»Det er ikke sikkert, vi kan noget, som andre ikke kan. Men vi gør noget, som andre ikke gør. Hvis ikke vi havde et budskab med det sjove, så stod vi vel og lavede Linje 3-humor eller noget a la Drengene fra Angora. Det er sjov og ballade, men det er ikke satire. Vi vil tage stilling og gå til kanten med det sjove, hvor folk skal kunne spørge sig selv: Kan man sige det?«

Er du stødt på den grænse for nylig?

»Det er jeg faktisk. Da vi skulle lave sketchen med den skide bamse, tænkte vi, om vi skulle lave den om til en gris, der hed Allah, som vi så kaldte Allan. Men det ville være unødvendigt stødende og ikke særlig sjovt.«

Vicki Berlin er uddannet skuespiller på film- og teaterskolen Holberg på Frederiksberg i 2000. Efter at have optrådt i Espergærde ungdomsskoles musicals og brugt ungdomsskolen som sit andet hjem og lakmusprøve på sit talent samt opbygget venskaber, hun har i dag, kom hun ind på den private teaterskole for at forfølge sin skuespillerdrøm. Da drømmen ikke havde vist sig realiserbar to år efter uddannelsen, kastede hun sig selv for løverne på den københavnske stand-up scene. Her var det ikke nok at have haft succes på den kendte ungdomsskole, hvor folk som Kim Bodnia, Maria Montell, brødrene Launbjerg, Peter Kær, Morten Remar og mange andre har startet karrieren. En ven foreslog hende at tage ind på Kul Kaféen og prøve sig selv af med tekster, hun selv havde skrevet. Den første aften skulle hun optræde umiddelbart efter Anders Matthesen. Hun var rædselsslagen, men klarede det så godt, at den garvede stand-up’er kom hen til hende og spurgte, om det virkelig var første gang, hun lavede stand-up. Hun voksede ti meter, og samme år blev hun nummer tre ved DM i den svære mig-og-en-mikrofon disciplin.

»Stand-up var meget hårdt og svært, men det fik mig tæt på det, jeg gerne ville lave. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle skrive, og det var virkelig hårdt at stå alene på scenen og bygge jokes op. Hvordan man skal komme videre, når flok griner. Den slags. I den tid gik jeg og tænkte over, hvad jeg kunne gøre, for at komme ind på den sti, jeg gerne ville ind på.«

Vicki Berlin understreger, at hun er skuespiller og ikke kun komiker. Hun har en uddannelse, som hun drømmer om også at bruge til andet end det sjove. Til næste år forsøger Martin Miehe-Renard at få de unge til at gå til Bornholmerrevyen ved blandt andet at hyre Vicki Berlin som en del af truppen, og senere på året turnerer hun med Landsteatrets stykke »Educating Rita«, hvor hun spiller hovedrollen.

»Jeg glæder mig fuldstændig vanvittigt til det. Så er der nogen, der tager mig seriøst,« siger hun.

Men for tiden er hun bidt af den anerkendelse, hun får, når hun er sjov. Hun har svært ved at sætte ord på.

»Når nogen synes, jeg er sjov, er det et rush, en rus. Når man har kæmpet i tolv år med alt muligt lort, og det så ender med, at nogen synes, det er godt... Jeg har altid fået meget ud af at lave noget, folk griner af. Det er en anerkendelse af, at man er god nok. Dig kan vi godt lide. En accept… fuck, hvor er det svært at forklare. Jeg er vant til at gøre mig selv til grin. Jeg har altid skilt mig ud som den sjove og fjollede i de grupper, jeg har været i. Hvis jeg kan få dig til at grine, så er det lykkedes. Så er jeg god til det, jeg gerne vil være god til. Humor er instant accept eller en prompte lussing, hvis det ikke virker.«

Hvad vil det sige, at det ikke virker? Hvad sker der så?

»Stilhed. Stilhed er frygtelig. Og det at blive ignoreret. Det gør også nallefar, må jeg sige.«

Som barn måtte hun finde genveje til omverdenens opmærksomhed i barndomshjemmet i Nordsjælland.

»Jeg har skullet kæmpe om opmærksomheden. Jeg er den mindste i en søskendeflok. Det er altid dem, der er gøglerne. De, der ved, at man ikke får opmærksomhed ved at slå sig. Man får kun opmærksomhed ved at få folk til at grine. Med min storesøster og storebror var mine forældre straks over dem, når de slog sig: Er du okay? Er der sket noget? Når det var mig, så lyttede de lige, om det var alvorligt, og så tænkte de: Nej, hun rejser sig nok. Ved at gøgle rundt og klæde mig ud, fik jeg opmærksomhed med det samme.«

Offentlighedens massive opmærksomhed har Vicki Berlin accepteret som en del af den karriere, hun har valgt, men hendes oplevelser i forbindelse med »Vild med dans« har ikke fået hende til at løbe skrigende bort.

»Al den omtale er en bagside af medaljen, som jeg må acceptere. Man kan ikke få de store fede roller og så samtidig ikke ville være kendt. Det vil være det samme som at være bager, men ikke gide stå tidligt op. At være skuespiller er jo at elske at blive eksponeret. Men det skal være inden for ens fag. Jeg har lyst til at stå i rampelyset med »Tjenesten« eller et stykke, jeg skal spille med i. Ikke at gå ned i 7-Eleven og se mig selv på forsiden af et blad. Den spiller ikke for mig.«

På MySpace har Vicki Berlin 642 venner, på hendes hjemmeside er der heftig danse-debat, og hun bruger en time hver dag på at svare på mails fra brokhoveder og fans.

»Jeg er målrettet med det, jeg laver. Jeg vil ikke sidde og fedte med det. Har jeg sagt ja til noget, så kæmper jeg for det. Når skuespillet er en drøm jeg har, skulle jeg så fedte med det sådan bum bum slaske sammen-noget. Man skylder sig selv at kæmpe for det. Man har kun én chance. Man har kun det her liv.«

Du så også ud som om, livet var slut for dig, da I tabte finalen i »Vild med dans« – altså vi taler et underholdningsdanseshow på tv?

»Det er fordi, du ikke er i det. Jeg har siddet og råbt det samme til fjernsynet til »Big Brother« og »Robinson«. Det bliver din lille verden. Det er det, der eksisterer for dig. Det er virkelighed, når du er i det.«

Men det er en pseudo-virkelighed?

»Ja, det er en parallelverden, man kommer ind i. Det ved ens bevidsthed godt. Man kæmper for noget, og taber man, så bliver man skuffet.«

Også når det foregår i en pseudo-verden?

Vicki Berlin rammer et engagement og glemmer alt om sine råstegte kartofler og bøffen.

»Hvorfor må ting ikke betyde noget? Hvorfor må det ikke betyde noget, at man gerne vil vinde? Hvorfor skal alting være sådan noget slask? Hvorfor må man ikke have ambitioner, lige meget, hvad man laver? Det har jeg aldrig forstået. Der har været rigtig meget debat på nettet, fordi jeg sagde, jeg var skuffet, og at vi dansede bedre end de, der vandt. Hvorfor må alle andre sige det, men jeg må ikke? Men ih nej. Man skal sige: Jeg er så glad for, at de andre vandt, og jeg har bare været glad for at være med. Sikke noget uambitiøst vrøvl. Så lad dog være med at deltage, hvis du er så ligeglad. Jeg skal bare være en happyface dansetrold. Det gider jeg simpelthen ikke. Når jeg laver noget, kæmper jeg for det, og når jeg taber, bliver jeg skuffet. Så må folk kalde mig en dårlig taber.«

Vicki Berlin, der som barn gerne ville hedde Pia, så det matchede familiens almindelige navn, Jensen, men i stedet tog sin mormors navn, Berlin, har ellers forsøgt at lægge låg på sig selv.

»Når jeg har været til en casting, og en ringede og sagde: »Det blev ikke dig«, har jeg, i stedet for at sige noget lort som: »Det er jeg fandeme træt af, men okay og farvel«, forsøgt mig med: »Nå, det er også fint...« Men gu er det da ej fint. Man skal være så pæn og sige søde ting.«

Efter »Tjenesten« på tv og det populære danseprogram, har der været bud efter Vicki Berlin, som der altid er, når et nyt talent og skærmvenligt ansigt dukker op. Hun har fået tilbudt værtsroller til det danske Melodi Grand Prix, DRs juleshow og diverse awardshows.

»Jeg har sagt nej, fordi jeg lige er kommet ud af sådan en mediekakkelbordsgigant som »Vild med dans«. Hvis jeg så siger ja til endnu en af dem, er alt, hvad der hedder skuespilleren Vicki Berlin, slået fuldstændig ihjel. Det tør jeg ikke. Det er meget vigtigt for mig nu at fokusere på min karriere. Hvis jeg siger ja til sådan noget nu, er jeg blevet Natasja Crone.«

Vicki Berlin gjorde sig mange overvejelser om at blive sat i bås, efter at hun havde sagt ja til danseprogrammet. Hun var jo skuespiller og sat på denne jord for noget helt andet, mente hun.

»Jeg tænkte meget over, om jeg blev for kakkelbordsagtig og på dem, der tidligere har været med i »Vild med dans«. Jeg synes ikke at David Owe kom så godt fra det. Han blev bare til Danse David og blev til sidst mere kendt som en stuntman, der danser, end som skuespiller. Det synes jeg, var synd. Jeg har ikke lyst til at være den dansende komiker, som ingen ved, er skuespiller.«

Hun gyser over andre tv-programmers deltagere, der på grund af en fængende overskrift i en avis for eftertiden har fået diverse stempler på sig: Dildo Jill, Hade Hanne, og hvorfor ikke Tango-Vicki, hvis hun ikke selv passer på?

»Jeg var bange for at blive en Dildo Jill i dans. Det ville ikke have været så nice. Det ville have været hårdt at kæmpe imod. Men man skal tage nogle chancer i livet, ellers er man fucked. Man bliver nødt til at sige, at det godt kan være, det her skader mig, men det kan måske også komme til at gavne mig og blive en god oplevelse. Nogle gange træffer man forkerte valg. Den slags beslutninger skal man tage, inden man får børn.«

Hun studser over spørgsmålet, om der er en rød tråd i hendes liv. Udover lysten og evnen til at få andre til at grine.

»Nej, det tror jeg ikke,« siger hun og griner, »og hvis der er, så er det ikke særlig gennemtænkt.«

Der er dog noget, der har huseret i hendes tanker, siden hun begyndte at tjene penge og leve et liv med sjov for alvor: Angsten for at blive afsløret.

»Det er en frygt for, om det bare var en tilfældig indskydelse, jeg en gang fik, at jeg var sjov. Tænk, hvis jeg pludselig ikke kan mere. At folk i virkeligheden ikke synes, jeg er sjov. Ligesom i »Kejserens nye klæder«. Da jeg var barn, troede jeg, at min stemme bestod af en masse små kasser. Og når jeg skulle sige R, så løb en lille mand hen og tog et R op af kassen og smed det op i luften. Så hvis jeg blev ved med at sige f.eks. gråspurv 47 gange, så ville kassen med R’er pludselig være tom. Nogle gange frygter jeg, at min humor-kasse bliver tom. At jeg ikke har mere, og det er jo noget vås. For man skal udvikle sig for at undgå det, og det gør jeg. Men nogle gange kan jeg godt vågne op med angsten, specielt når jeg sidder med nogle pressede opgaver og skal skrive noget sjovt. Det er en frygt for, at jeg lige pludselig ikke kan det, jeg allerhelst vil, og frygt for, at folk skal sige: »Gud, hun er ikke sjov.« Så vil det være skide ærgerligt. »Hun er jo ikke sjov. Ja, du har ret. Hun er jo slet ikke sjov. Som en løbeild: HUN ER SLET IKKE SJOV!«