»Jeg er sådan én, der arbejder, til jeg dør«

Blomsterkunstner Tage Andersen fejrer i år sit 40 års jubilæum i branchen, og samtidig sit tresindstyvende leveår. Hans job er hans liv, og han elsker det så meget, at han aldrig holder ferie eller har en fridag.

Tage Andersen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix

Når man træder ind i blomsterkunstner Tage Andersens kombinerede galleri, museum og boutique i Ny Adelgade, træder man ind i en anden verden. Ud af højttalerne strømmer svensk julekormusik, i et stort bur sidder farvestrålende fugle, overalt er der blomster og opstillinger med hans signatur. Lyden af rislende vand er samtidig med til at sætte scenen.

Tage Andersen har i år været 40 år i branchen, men det var ikke her han startede: »Jeg kom i lære som konditor som 14-årig og var udlært som 18-årig. Derefter arbejdede jeg to år i et hæderkronet konditori i Århus, men under min læretid havde jeg hjulpet til i nabobutikken, som var en blomsterforretning. Jeg havde svært ved at holde mig væk, for det interesserede mig. Da jeg fik muligheden for at overtage biksen, kunne slet ikke tåle eller forestille mig, at der var andre end mig, der skulle have den.«

Så Tage Andersen overtog butikken og startede som blomsterhandler, kun 20 år gammel. Efter et par år i den lille biks i barndomsbyen Kjellerup havde Tage Andersen brug for flere udfordringer, så han rykkede til Viborg, hvor han åbnede forretning, samtidig med at han arbejdede freelance rundt omkring i landet. Det satte ham blandt andet i kontakt med Sven Schaumann i København: »Sven Schaumann kontaktede mig, fordi han gennem nogle andre havde hørt, at der fandtes et unikum i det mørke Jylland, som ikke var helt dum og som var arbejdsnarkoman, og det var lige sådan én, han havde brug for.«

Da Sven Schaumann to år efter, i 1976 ville stoppe, overtog Tage Andersen hans butik på Kongens Nytorv: »Hvis det havde været i dag, så havde jeg nok ikke overtaget forretningen, så var jeg nok startet forfra. Dengang troede jeg, at det betød meget at overtage noget, der i forvejen var kendt.«

Tage Andersen gik i gang med at bygge op efter hans stil, og i løbet af forholdsvis få år fik han etableret sit navn: »Hvis man er tilstrækkelig ærekær og egocentrisk, betyder det meget for én, at man markedsfører sig i sit eget navn. I den forstand er det ikke sjovt at være nogens efterfølger, og det betød først rigtig noget for mig, da forretningen fik mit eget navn, for så stod jeg ligesom ved det, jeg gjorde.«

Tage Andersen har dog aldrig fortrudt, at han gjorde, som han gjorde.

Vi bliver vist rundt i huset af Mogens Andersen, Tage Andersens bedre halvdel. Sammen har de deres private hjem på adressen, og det er en af de ting, som kendetegner Tage Andersen: »Det jeg beskæftiger mig med er mit liv helt og fuldt. Jeg har aldrig en fridag, holder ikke ferie og hvis jeg endelig har mulighed for at have fri, er jeg alligevel i gang. Jeg er meget i familie med det, jeg laver. Sådan er det, hvis man lever for det man gør.«

Efter 11 år på Kongens Nytorv, flyttede Tage Andersen forretningen til Ny Adelgade, fordi det ikke var muligt at få kontrakten forlænget. Her fik han mere luft og plads, og på det tidspunkt var det meget chikt og rigtigt at ligge i kvarteret, hvilket ifølge Tage Andersen har ændret sig i dag: »En lille ny butik skal nok ikke slå sig ned i Ny Adelgade, for så dør man af sult. I dag er der næsten ingen butikker, men mange banker og tomme facader, og det trækker ikke folk til.«

Når Tage Andersen tænker tilbage på sine 40 år i branchen, har han især synes det var spændende at lave udstillinger og arrangementer: »Jeg har selv skabt den verden, jeg sidder i, og det betyder ikke, at jeg ikke vil udvikle den og tænke større. De seneste par år har jeg haft større opgaver, tænkt anderledes og udendørs, tænkt i haver og større arrangementer, og det er interessant. Det hele får et andet perspektiv.«

Selv om 2007 har været året for jubilæet, har det hele ikke været en fest. De sidste fire år har Tage Andersen forpagtet Norrvikens Trädgårdar i Sverige, men det er nu et overstået kapitel: »Jeg forpagtede på anden hånd, og var derfor i en usikker position. Der er nye planer med stedet, og derfor kunne jeg ikke være med i det længere. Men det kan være, at jeg finder et andet sted, for jeg kan godt lide at være ude, hvor der er plads, luft og flere muligheder.«

Tage Andersen blev involveret i parken for fire fem år siden, da han blev headhuntet til at lave en udstilling deroppe, og valgte senere at forpagte stedet, da de manglede et navn, der kunne samle stedet og trække folk til.

Mens vi sidder og snakker i Tage Andersens køkken, kurrer en hvid due i et bur, udenfor vinduet i en voliere sidder flere andre fugle, mens glansfasanen Tensing spankulerer rundt i gårdhaven: »Jeg har altid haft dyr i min tilværelse, og til de seneste udstillinger har jeg også haft installationer med dyr. For eksempel har jeg en flok hængebugsvin med til udstillingen på Rosenborg. Jeg vil gerne lære folk, at det at have dyr ikke betyder, at de skal være i et kedeligt bur, men at man sagtens kan få buret til at passe til dyrene, stedet og måden det skal integreres i helheden, og så er der chancer for, at det at have dyr bliver en succes og samtidig smukt at se på.«

Tage Andersen har altid været kreativ, men tilskriver alligevel noget af æren til en tidligere lærer: »Vi havde en fantastisk historielærer i skolen. Vi arbejdede meget visuelt med tingene, og det tror jeg har været med til at give mig lyst til det, jeg laver i dag. Han gav lov og plads til en masse ting. Det har jeg egentlig altid været meget heldig med. Jeg har fået meget lov og plads.«

Det gælder også for Tage Andersens kundekreds, som tæller alt fra kongehuset til den menige københavner. De viser ham stor tillid og behøver ikke diktere, hvad de gerne vil have: »Det er mig, der helt og holdent bestemmer, hvad der skal ske, og hvad de skal have, ligesom man, hvis man går på en god restaurant, som man har tillid til, lader dem bestemme, hvad man skal spise og ikke blander sig i detaljerne. Det er skønt, hvis man er nået til det punkt, hvor folk har tillid til én.«

Sådan har det dog ikke altid været, og da han var ny på Kongens Nytorv, fik han da også et par over næsen: »Man kunne ikke bare komme fra det mørke Jylland, og tro man var noget. På det tidspunkt havde vi mange kunder, der var meget krævende. Samtidig vidste de også noget om tingene og skulle selvfølgelig have lov til at være krævende, men det var ikke altid lige nemt. De var vant til, at man tog sig af dem og lod dem bestemme, og jeg har altid haft min egen vilje, og vil være medbestemmende om, hvad kunderne skal have. Jeg gider ikke udlevere et eller andet. Det behøver jeg ikke, for det er der mange andre der kan. Heldigvis udvikler tingene sig hele tiden, ellers ville det ikke være til at holde ud i 40 år.«

Tage Andersens udviklede sin personlige stil på et tidligt tidspunkt: »Det eksploderede i forbindelse med, at jeg flyttede til København, hvor der også var mere at bruge stilen til. Når man har sin egen butik, er det selvfølgelig vigtigt, at man ikke går rundt og synes, man er en gudbenådet kunstner, for man er også nødt til at være købmand. Man skal formå at formidle det, man laver ud til nogle mennesker, for det går ikke at stå og vente på, at folk skal komme og synes, at man er fantastisk. Man bliver også selv nødt til at opsøge noget af det, man gerne vil.«

Selv om Tage Andersen har været i branchen i mange år, har han formået at appellere til et bredt publikum: »Jeg er jo nok nået til det punkt, hvor jeg bliver regnet som en institution i København. Jeg er ikke trendy og nytænkende og producerer ikke nødvendigvis så meget nyt hele tiden. Jeg har mere min personlige stil, som jeg altid har haft, og på nogle punkter er det nok også blevet en slags trend alligevel, men jeg gør det ikke for at være smart og ny. Mine ting er unikating. De er hverken trendy eller gammeldags, de er en verden for sig.«

På trods af at Tage Andersen i år fejrer både sin 60-års fødselsdag og sit 40 års jubilæum, har han ikke planer om at stoppe: »Jeg er ikke sådan én, der går på pension. Jeg er sådan én, der arbejder til jeg dør.«