»Jeg er ikke besværlig«

Han blev hængt ud som psykisk ustabil og blev boykottet af den danske filmbranche. Men Kim Bodnia – som netop er blevet far for fjerde gang – har stadig lyst til at bevise, at han i virkeligheden er en meget sympatisk mand og en af Danmarks mest talentfulde skuespillere.

Foto: Linda Henriksen

Der er Leo, Harald, Frank, Jens, Claus og nu også Simon, som alle sammen er enten ustabile, voldelige, utilregnelige, racister, mordere, humørsyge, farlige eller psykopater. Og så er der manden, der spiller dem på film. Han hedder Kim Bodnia, og om ham er der historierne i aviserne om, hvordan han truer journalister, svarer igen, nægter at lade sig interviewe, sagsøger Ekstra Bladet, går psykisk ned efter filmoptagelser, stiller urimelige krav og er en kompromisløs og besværlig karakterskuespiller, der sætter grå hår i hovedet på instruktører, kolleger og journalister.

Det er dagen efter Store »Forbrydelsen«-dag i Danmark, hvor aviserne er fulde af og alle taler om: Afsløringen af flyttemanden Vagn som Nanna Birk Larsens morder og afslutningen på næsten to års tilbageholdt åndedrag søndag efter søndag. En serie, som var både comeback og tv-debut for Kim Bodia i rollen som statsadovokat. Her i vintersolen foran Nordisk Films studier i Valby med daggamle skægstubbe og en cigaret ligner han ikke en, der er hverken særlig farlig eller har fejret sig selv og sin succes hele natten. Han ligner mest det, han er. En mand på 42, som for en måned siden blev far for fjerde gang og har mere end rigeligt at se til med at få sin nattesøvn.

Og så skal han endnu en gang konfronteres med, at han engang blev uvenner med filminstruktøren Nicolas Winding Refn, kørte retssag mod Ekstra Bladet, i lang tid var ude i kulden i store dele af den danske filmbranche og gik for at være en prøvelse for journalister.

»Jeg ved godt, at jeg gik for ikke at være nem, men det passer ikke, at jeg var svær at være i nærheden af. Min første spillefilm var »Nattevagten«, det er den største succes i min karriere, vi havde et fantastisk samarbejde, og der var ikke noget besværligt i det. Jeg fik tilbud i hele verden, fik en søn, trak stikket ud og ville hellere bygge et hus. Så lavede jeg en film i Rusland, det var et godt stykke arbejde, og jeg var ikke besværlig. Så lavede vi »Pusher« med en ny og ung instruktør, som ikke havde lavet film før, så kunne jeg hjælpe ham med det. Det var ikke besværligt. Derefter lavede jeg børnefilm, bagefter »Bleeder«, hvor Nicolas Winding Refn og jeg blev uvenner, og så kom der en masse skriverier. Men jeg har altid haft lyst til at snakke om tingene. Det er bare jer unge journalister, der nu skriver mere om det, jeg snakker om. Dengang ville man godt have, at jeg var den tavse kriger, men det var mærkeligt, for jeg snakkede fanden et øre af,« siger Kim Bodnia.

Kim Bodnia debuterede i 1994 i »Nattevagten«. Han var 27 år, og filmen varslede begyndelsen til dansk films store nye bølge og står den dag i dag som en af de bedste genrefilm lavet herhjemme nogensinde. Så kom »Pusher« af den unge debutant Nicolas Winding Refn, og igen var det Bodnia, der bragede igennem med portrættet af den martrede pusher Leo. Men da opfølgeren til anmelder- og publikumssuccesen får premiere tre år senere, går det galt. På forsiden af Ekstra Bladet bliver Kim Bodnia hængt ud som psykiatrisk patient og selvmordskandidat, og avisen skriver, at arbejdet med Nicolas Winding Refns method acting-metoder har knækket skuespilleren i en sådan grad, at han har været sygemeldt i et halvt år, og filmselskabet har sagsøgt ham for kontraktbrud. Kim Bodnia bliver bandlyst i dele af teater- og filmmiljøet herhjemme, for der er ingen, der tør arbejde med den tilsyneladende psykisk ustabile skuespiller. Kun Lasse Spang Olsen gør det, og han laver i de næste fire år fire film med Bodnia, som i stedet tager til Norge og Sverige og spiller flere store roller.

Først i 2003 får Kim Bodnia oprejsning, da Ekstra Bladet dømmes til at betale skuespilleren 120.000 kroner for tabt arbejdsfortjeneste og injurier. Sagen skaber præcedens, og i retten kommer det frem, at det er et mediestunt skabt af filmens producent, Henrik Danstrup, PR-chefen Jon Stephensen (i dag direktør på Østre Gasværk Teater, red.) og filmens instruktør, Nicolas Winding Refn, som gør alt for at skabe mystik og få ekstra PR til filmen.

»Ekstra Bladet viste mig på forsiden med en pistol i munden, som om jeg var parat til at begå selvmord, og de skrev, at jeg var blevet sagsøgt for kontraktbrud, fordi jeg var for syg til at lave PR for filmen. Men det passede ikke. Jo, jeg var kommet til skade med min arm under optagelserne og havde en lægeerklæring. I den stod der godt nok kun, at jeg var syg, men alligevel gav producenten den til Ekstra Bladet, som så opfandt, at jeg var psykisk syg. Men jeg vandt retssagen, fordi de smækkede mig på forsiden. Det var skandaløst, og jeg fik den største erstatning, Ekstra Bladet nogensinde har betalt, fordi de måtte indrømme, at det er en injuriesag. Jeg var aldrig blevet spurgt, om det var rigtigt. Det sjove er jo, at en uge efter optagelserne til »Bleeder« går jeg i gang med at optage »I Kina spiser de hunde« med Lasse Spang Olsen, Dejan Cukic og Nikolaj Lie Kaas. Vi havde det skide sjovt og indspillede i to måneder. Men lad det nu ligge, for det er ikke så interessant at tale om i dag. For mig er det et overstået kapitel, men når du nu kommer og spørger, vil jeg da gerne forklare tingenes rette sammenhæng. Men det er sjovt, at jeg endnu en gang skal svare på, om ikke jeg er besværlig.«

Timingen kunne ikke være bedre, for i det samme kommer tv-komikerne Omar Marzouk og Mick Øgendahl ind i kantinen, hvor vi sidder og drikker kaffe. Øgendahl havde i 2006 Kim Bodnia med i sit show »Undskyld!«, og da han glad får øje på ham i kantinen og kommer over for at hilse på, kan Bodnia ikke dy sig.

»Bare lad båndoptageren være tændt, for Mick kan lige så godt være med til det her. Mick, der kører sådan et rygte om, at jeg er besværlig at arbejde sammen med, og vi har jo arbejdet sammen. Var jeg måske besværlig der?« spørger Bodnia.

»Nej, du var overhovedet ikke besværlig. Du var from som et lam,« svarer Øgendahl.

»Hold nu op, det var jeg da ikke,« svarer Bodnia beskedent.

»Jo, der var en scene, hvor han skulle drikke en halv liter Cocio, og vi måtte tage den om seks gange, Så han drak to liter og gik ud og brækkede sig og kom ind og drak en liter til. Så besværlig er han ikke, Nå, men hej hej hej,« siger Øgendahl og smutter igen.

»Der kan du selv se!« (griner)

Besværlig eller ej, så bruger Nicolas Winding Refn stadigvæk tid på at holde liv i historien om, at han med sin hårde arbejdsproces fik Bodnia til at bryde sammen under optagelserne. Dengang forsøgte Dansk Skuespillerforbund at boykotte Refns arbejde, bl.a. på grund af nogle scener i »Bleeder«, hvor Refns arbejdsproces fik Rikke Louise Andersson, Kims kæreste, til at bryde sammen. Men sagerne blev droppet. Senest har Refn så i »Den 11. time« på DR2 pustet nyt liv i myten i en række interviews med Mikael Bertelsen og Mads Brügger, hvilket Bodnia kun har en hovedrysten til overs for.

»Det er jo absurd, at han stadigvæk taler om det, og at det nu skal med i en bog. Vi blev uvenner over, at han skyldte mig en masse penge for både »Pusher« og »Bleeder«, og han og producenten blev dømt til at betale mig pengene. Derfor taler vi ikke sammen i dag. Men jeg havde ikke lyst til at være en cirkusklovn og sælge »Bleeder« på baggrund af mudderkast. Alligevel følte man, at jeg var skurken, som var gået ned psykisk, og når jeg gik til premierer, skulle jeg redegøre overfor teaterdirektørerne, at jeg ikke var psykisk ustabil. Det var forfærdeligt. Jeg havde ikke fortjent det, for jeg synes fandeme, at jeg har gjort meget for dansk film.«

Det trak også overskrifter, da en tilsyneladende krukket Kim Bodnia ikke ville tale med pressen, da optagelserne til sørøverfilmen »Jolly Roger« var i gang. Mens resten af holdet stillede op til interviews, gemte Bodnia sig ifølge Ekstra Bladet i sin trailer.

»Det stod i min kontrakt, at jeg ikke behøvede at tale med journalister, inden jeg skulle lave en følsom scene. På dage uden optagelser var det fint nok, og så stillede jeg gladeligt op. Men selvfølgelig skulle de gøre det den dag, hvor jeg havde en følsom scene, og det blev de sure over. Jeg pegede på min kontrakt, men næste dag stod der alligevel i avisen, at jeg var en krukke. Men det var jeg ikke. Jeg forstår jo godt, at en journalist bliver sur, når han kommer ud og tror, at han kan tale med mig og så får at vide, at jeg ikke vil. Jeg vil til enhver tid gerne stille op, men hver ting til sin tid. Og så må man jo finde ud af, om det er mig eller producenten, der er skurken. Når folk ikke vil betale, som der står i kontrakten, og man kræver sin ret, så synes jeg ikke, at det er besværligt. Der må være nogle regler at holde sig til.«

Efter nogen tid i Kim Bodnias selskab kan man godt forstå, hvorfor han kan blive opfattet som både besværlig og kompromisløs. Hans krop er rastløs som en fjeder, blikket er nådesløst, han griner larmende og taler højt. Der er en energi i hans person, der også er i hans spil. Om det så er Harald i »I Kina spiser de hunde« eller statsadvokaten i »Forbrydelsen«. Det sitrer, når han er på, og tingene er altid på kanten af det farlige, når han agerer. Derfor har han også spillet nogle af de mest ubehagelige karakterer i film og på teatret.

»Når jeg sidder her i en kantine med folk, der kommer og går og skal tale om fortiden og følsomme ting, så bliver jeg utryg og mister koncentrationen. Derfor kan jeg virke ufokuseret og rastløs. Men det er vigtigt at pointere, at jeg er meget langt fra de roller, jeg spiller. Da jeg var ung, havde jeg en anarkistisk periode, hvor jeg gik til ekstremerne og lod være med at dyrke sex og sådan noget for at forberede mig. Det er fordi, jeg er gammel sportsmand, og der gjorde man sådan noget. Det er ikke fordi, at jeg er sådan en kunstner, der gør det for kunstens skyld. Jeg gør det, fordi jeg ved, hvad der gør mig i stand til at spille følelserne. Siden er jeg blevet bedre til at have et liv ved siden af og kan godt have lidt sex og alligevel spille godt i morgen (griner). Jeg behøver ikke at være sur hele tiden, bare fordi jeg skal være sur i en scene. Men det betyder ikke, at jeg har været besværlig. Jeg har altid været en god kammerat, både over for medspillere og instruktører. Jeg har altid leveret varen og spillet røven ud af bukserne. Jeg er måske blevet slebet af på den måde, at jeg kan slappe mere af, men jeg elsker stadigvæk at gå ud og undersøge verden, som den er, og leve sammen med nogle gangstere, som jeg gjorde, da vi lavede »Pusher«. Jeg har været med til at skabe mange film på grund af den, jeg er. I »Bleeder« er jeg pissegod, mand. Anmelderne var vilde og kaldte mig Danmarks Robert de Niro, så jeg forstår ikke, hvad problemet er, for jeg leverede sgu varen.«

I Anders Morgenthalers ny film »Ekko« spiller Bodnia politimanden Simon, som kidnapper sin søn for at undgå at miste forældremyndigheden over ham. Som i en ægte Bodnia-rolle har også Simon dæmoner og en dramatisk fortid, men han er først og fremmest en kærlig og omsorgsfuld far for sønnen Louie, og filmens højdepunkt er da også de meget realistiske scener mellem Kim Bodnia og den seks-årige skuespiller, Villads Milthers Fritsche. På vanlig Bodnia-maner startede forberedelserne en måned inden, for at far-søn forholdet skulle blive så troværdigt som muligt.

»Jeg har selv tre drenge, så jeg ved noget om, hvor tæt et forhold, man kan have til sin søn. Alt der har med følelser at gøre handler om tillid til dem, man er sammen med, så Villads og jeg begyndte lang tid i forvejen at behandle hinanden som far og søn. Vi tog på ture herhjemme og i udlandet og lærte hinanden at kende. Jeg fortalte ham om, hvordan jeg kan lide at arbejde ved at bruge mine egne tanker, og jeg lærte ham, at det var vores hemmelighed som to kammerater. Det er det samspil, man kan mærke på lærredet, men ikke kan forklare, fordi det ikke står i teksten.«

Selv om Villads er en ung skuespiller, forstod han hvordan Kim Bodnia selv arbejdede og forberedte sig til at spille skuespil. I de to måneder, optagelserne varede, boede de sammen på Møn, og imens fungerede Bodnia som coach for sin unge kollega.

»Jeg forklarede ham, at vi alle har tanker om at miste vores familie, men at det er tanker, man har lov til at have. Det er ubehageligt at tænke, at ens mor dør, men det er ikke ulovligt. At være skuespiller betyder bare, at man skal hive fat i de ubehagelige tanker og bruge de følelser til at kunne spille ked af det foran kameraet. Der var scener, hvor jeg viste ham, hvordan jeg græd foran kameraet, og så blev han selvfølgelig ked af det, for det er ikke rart for en dreng at se en god ven græde. Så gjorde han det selv og var helt oppe at køre af stolthed. Det er vores hemmelighed, hvad han tænkte på, men når han gik hjem om aftenen, blev han jo rigtigt ked af det. Når vi havde haft sådan en hård optagedag, fik han lov til at sove hos mig, vi kørte på tur eller lavede mad sammen og fik talt sammen om følelserne, vi havde været igennem.«

I starten af sin karriere tog Bodnia fri i lang tid efter at have spillet en krævende rolle for at lade op igen og blive parat til at spille nye følelser.

»Det tog hårdt på mig at lave teaterstykker som »American Psycho« og »Caligula.« Jeg blev bange for de følelser, jeg fandt i Kejser Caligula, og som jeg skulle forstå og overføre til mig selv. Min mor fik et chok, da hun så mig, for hun kunne slet ikke genkende mig. Der sker jo en transformation, der er lige som i sport. Jeg elsker eksplosionerne fra længdespring og 100 meter-løb, og min familie kunne heller ikke genkende mig, når jeg kom over målstregen og vandt. Hele mit udseende og kropssprog forandrede sig. Men jeg har faktisk ikke særligt meget temperament, og derfor er det tankevækkende, at jeg endnu en gang skal fortælle, at jeg faktisk er blid som et lam.«

Under optagelserne til »Bleeder« mødte Kim skuespilleren Rikke Louise Andersson, som spillede hans kæreste i filmen og som også havde en rolle i »Nattevagten« som luderen Joyce (og vandt både en Bodil og Robert for Bedste kvindelige birolle, red.). I dag bor de sammen i Nordsjælland med de to fælles sønner, Charlie på fire og Miles på to, den nyfødte datter Nomi og Louis på 13, som Bodnia har fra sit tidligere forhold til kollegaen Lotte Andersen. Og der er gang i den i huset i skoven med skuespil-forældre, fire børn og en stor familie med jødisk baggrund.

»Vi bor i skoven, men tingene står aldrig stille, og vi har det sjovt. Vi har en fantastisk hverdag, som er levende og meget kompromisløs. Det betyder, at jeg har nogle drenge, som godt kan lide at diskutere og finder gode argumenter hele tiden. Så jeg går på kompromis hele tiden, og jeg kan lide det. Vi er en kæmpe familie, jeg har to storesøstre og har været meget forkælet. Mine forældre havde et sted, hvor de tog sig af den jødiske ungdom, der kom fra hele verden, så jeg lærte tidligt at tage mig af mennesker alle steder fra. Jøder er jo forskellige og kommer mange steder fra. Dengang vi lavede »Pusher«, endte det med, at jeg vllle redde alle pusherne, og jeg blev og snakkede med dem hele natten og spurgte, om de ikke havde fået kærlighed, og det havde de ikke, og så måtte jeg jo give dem noget. Alle sagde, at jeg var method acting-skuespiller, men det var sgu kun fordi, jeg ikke ville være i stand til at spille en karakter og ikke en karikatur.«

Som ung var Bodnia en talentfuld atlet med stort potentiale i 100-meter løb og længdespring. Han blev sponsoreret og blev spået en stor karriere. Men da han fandt ud af, at han næppe ville kunne leve af det og nok heller aldrig blev verdensmester, droppede han tanken.

»Jeg kom i gymnasiet og begyndte at drikke lidt øl, og det måtte man jo overhovedet ikke, ligesom man heller ikke måtte dyrke sex, men det kunne jeg heller ikke helt leve op til.« (griner)

På Espergærde Amtsgymnasium begyndte han sammen med vennen Henrik Fiig at skrive satiriske tekster om politik og miljø, som han fremførte sammen med en gruppe musikere og en meget ung Maria Montell som korpige.

»Det blev en kæmpe succes, og hvis jeg ikke havde ændret stil, kunne jeg godt være blevet en ny Søren Pilmark, som virkelig mestrer både karakterskuespillet og det humoristiske. Desværre fik jeg for meget af det direkte møde med publikum, for de var altid lige så stive, som vi var på scenen. Mine klassekammerater har sagt, at det lå i kortene, at jeg ville blive skuespiller, fordi jeg altid var klassens klovn. På lejrskole lavede jeg parodier på de andres forældre, det var lidt tarveligt nogle gange, men hold kæft hvor var det sjovt.«

Efter gymnasiet begyndte han at læse hos skuespilleren Søren Weiss, fordi hans mor havde læst, at han fik mange elever ind på Teaterskolen. Men Kim Bodnia var mere til improvisationsteater. I andet forsøg kom han som 21-årig ind på Statens Teaterskole.

»Er du sindssyg, jeg var god til at spille Shakespeare og klassisk teater, men jeg var mere til Keith Johnstones metoder, som var sådan noget med at improvisere og lære, hvordan man kan bruge dyrs kropssprog og bevægelsesmønstre i sit skuespil. Dyr har et andet reaktionsmønster, og de er spændende at studere, fordi deres reaktioner er så uforudsigelige og intuitive. Jeg har set rigtig mange dyrefilm og bruger det rigtig meget. Som statsadvokat i »Forbrydelsen« benyttede jeg det fysisk i mit kropssprog, så jeg ikke behøvede at spille farlig. I stedet lå det bare i min krops bevægelser.«

Kaffeautomathjørnet i Nordisk Films kantine står også i »Forbrydelsens« tegn denne morgen. Var Vagn virkelig morderen, og hvor meget vidste Bodnia på forhånd? vil folk vide, mens de trækker deres automat-latte og sludrer med skuespilleren. Han skal også lige have sig en smøg og når at tænde den, inden han er kommet udenfor. Han tager sig i det.

»Man er jo nærmest revolutionær, når man gør den slags i dag. I gamle dage havde jeg nok bare tændt den indenfor og været ligeglad. Det er måske derfor, at alle i filmbranchen synes, jeg er blevet voksen, fordi jeg nu gør mindre og mindre af den slags,« griner han.

Han er 42, men har flere gange sagt, at han regner med at toppe som skuespiller som 50-årig.

»Jeg bliver bedre og bedre. Jeg var meget glad for det, jeg lavede i »Forbrydelsen«, og jeg tror på, at livserfaring gør en bedre. »Nattevagten« er jo helt fantastisk. Hold da op! Den var et skud fra hoften, men den var meget helstøbt og en klassisk thriller, hvor alt var perfekt lavet. Selv om både »I Kina spiser de hunde«, »Bleeder« og »Pusher« var gode film og ramte tiden og deres publikum, så er de ikke helstøbte på samme måde. De er eksperimenterende og havde til hensigt at undersøge filmmediet. Men jeg tror på, at jeg igen kommer til at være med i en helstøbt film, hvor det hele går op i en højere enhed. Selv om der har været afstikkere og sidespor, og min karriere har gået i spøjse retninger til tider, så har jeg altid troet på, at jeg ville komme tilbage,« siger Kim Bodnia og ligner en, der i den grad er veltilfreds med at være, hvor han er i sit liv lige nu.

»Problemet er, at man aldrig kan blive stjerne nok. Selv hvis man er med i et eller andet stort amerikansk, vil der altid være noget større. Siden »Nattevagten« og »Pusher« er jeg blevet genkendt i udlandet, og det kan være meget overvældende. Film har et stærkt udtryk og de film, jeg har lavet, har åbenbart prentet sig ind i folks bevidsthed? Der er steder i hele verden, hvor det er »Heeey Franke«, når jeg dukker op. Det er helt vildt. Jeg er jo ikke sådan en smuk idol-type, og at jeg engang blev kåret til den mest sexede mand er jo en kæmpe fejl, for jeg er bare god til mit arbejde og til at vise smerten og følelserne.«