'Jeg er enormt rask i min hjerne'

Han har fået narkomaner til at male med heroin. Han har malet med sin egen sperm, lavet kødboller af sit eget fedt, hældt guldfisk i blendere og forgyldt sin egen lort. Der er få tabuer, kunstneren Marco Evaristti ikke har pillet ved. Selv siger han: »Jeg er nok for dybsindig«.

»Jeg venter altid til en lørdag med at ringe til mine brødre, fordi jeg ved, at de aldrig tager telefonen om lørdagen. De er jo ortodokse og må ikke tale i telefon om lørdagen. Så jeg lægger en besked til dem på telefonsvareren: »Tillykke med fødselsdagen. Ærgerligt, at du ikke tager telefonen.« Men jeg gør det helt bevidst«,siger multikunstneren Marco Evaristti. Foto: Claus Bjørn Larsen Fold sammen
Læs mere

Marco Evaristti tager telefonen i ca. 2.800 meters højde. Det er den 5. juni 2007. Kunstneren er på vej mod toppen af Mont Blanc i Alperne sammen med et hold bjergbestigere, sin kvindelige assistent og en fransk filmfotograf. Han vil male den øverste klat sne knaldrød med frugtfarve i protest mod forureningen af naturen, som den massive turisme i området medfører. Han siger, jeg bare skal komme ned til Frankrig, så kan vi snakke, når de er færdige. Men næppe er vores samtale slut, før diverse nyhedssites fortæller, at kunstneren er blevet arresteret. Han har bygget et toilet af sne på bjerget, malet det rødt og tisset i det. Det er at ødelægge et stykke unik natur, lyder sigtelsen. Senere på dagen blev han løsladt.

Turen til Alperne må blive en anden gang. I stedet stikker Marco Evaristti, tre uger senere, M/S et iskoldt glas rødvin i hånden på én og sætter sig ved bordet i sit showroom i Ny Adelgade i det indre København. På væggene hænger et udvalg af hans malerier og billeder af hans projekter. Et fotografi af den isflage i Grønland han i 2004 malede rød under titlen »The Ice Cube Project« på samme måde som alpe-toppen. Enkelte usolgte dele af bronzeafstøbninger af lemmer fra ofre for en selvmordsbomber i Mellemøsten, som engang var et helt værk. En blender med guldfisk i vand og fisk viser sig at være støbt. Et billede af ham selv i Kristus-positur med bukserne om anklerne og en arabisk kvinde knælende foran ham i færd med at give ham et blow-job. Her er et par eksemplarer af billedserien »Super Hero« malet i 2003 af narkomaner ovenpå hans egne blyantsstreger med en blanding af heroin, fløde og insektgift.

Et projekt, han lavede ved at stille en campingvogn op på Istedgade og tilbyde narkomanerne smøger, lidt tøj plus 1.500 kr, så de kunne købe deres egen narko, hvis de ville male på hans lærred med den usædvanlige »maling«.

Han tænder for sin bærbare og viser fotografens film og den, ifølge ham selv, første og endnu ikke officielle dokumentation af, at alpe-toppen faktisk blev sprayet rød. Det ved de franske myndigheder og borgmesteren i den franske by, Chamonix, bare ikke. Franskmændene tror stadig, at de fik ham stoppet. Men Evaristti fortsatte op til 4.200 meters højde og fuldførte sit forehavende. Disse linjer er det første, offentligheden får at vide om det, siger han. Hvilket egentlig irriterer den arkitektuddannede kunstner. For er der noget, han er vant til og håber på, så er det pressens interesse for og publikums forargelse over den kunst, han laver. Om det er slørhaler i blendere, blodtransfusion med en araber (han er selv jøde) eller overmaling af Asger Jorns og andre Cobra-kunstneres kostbare værker. På overfladen medieappellerende gimmicks. Fra kunstnerens hånd, værker, der skal få os til at tænke.

»Mit succeskriterium er, hvis din puls ændrer sig en lille smule af beundring eller, fordi du bliver frastødt og hvis jeg kan få dig til at tænke på noget bestemt, så er det en succes for mig.«

Marco Evaristti taler insisterende og engageret ikke uden en vis tiltalende overlegenhed. Han er åben og som en fisk i vandet foran båndoptageren.

»Det værste af det hele er, at jeg ved, at jeg er skide god til at påvirke folk. Ikke lige nu, for I er alt for retarderede i forhold til det, jeg laver lige nu. Det tager tid for jer at finde ud af, hvad jeg laver. Jeg mener det. Tag blender-projektet. I begyndelsen blev jeg kritiseret ad helvede til. Men lige så snart udenlandske kritikere begyndte at forholde sig til det som et moderne kunstværk først dér begynder de der incestagtige uddannede folk, dem, der knepper hinanden i røven hele tiden, at forholde sig til det. I dag er det et værk, som er med i moderne undervisningsbøger.«

Han taler om kritikerne, som var det om det våde sommervejr udenfor. Konstaterende med et stænk aggression.

»Kritikerne bliver så usikre, lige så snart noget kommer ud over den kendte ramme.«

Han peger på et af sine malerier på væggen bag ham. Det er malet med blod fra trafikofre i Bangkok. Ikke nogen ny idé, indrømmer han. Hans pointe er, at kunstkritikere ikke kan deres kunsthistorie. Marco Evaristti nævner, at Olafur Eliasson i 1994 hældte farve i en flod og gjorde det til et kunstværk. Anmelderne var begejstrede, men ingen nævnte, at en argentisk kunstner hældte blå farve i en flod allerede i 1964.

»Jeg har stor respekt for Olafur, men kritikerne refererede ikke til den, der egentlig har patent på den idé, fordi de ikke ved det, og det er det, der er incest. De lever i en firkant. Kritikerne i Danmark er analfabeter i forhold til kultur, for de læser kun om deres egen lille kunstverden her i Danmark.«

Kan man have patent på idéen til et kunstværk? Det fik Marco Evaristti svar på i 2005, da mandebladet FHM brugte slørhaler i blendere som illustration til en test af blendere. Kunstneren anklagede bladet for at ville profilere sig på hans idé oprindelig udstillet i 2000 på Museet Trapholt med strøm tilsat maskinerne, så publikum kunne gøre sig selv til bødler over fiskene. Evaristti tabte sagen, hvor advokaten for FHM bl.a. gjorde gældende, at studieværten Kim Schumacher allerede i 1985 på tv havde fisk i blendere som en del af sit show. Kunsteren blev dømt til at betale sagens omkostninger på 20.000 kr., og bladets advokat kunne konstatere, at ingen havde patent på at putte dyr i husholdningsmaskiner.

Marco Evaristtis talent for at bruge virkeligheden som både materiale og budskab i sin kunst, med stor hjælp fra medierne, er ikke ny. Bjørn Nørgaard slagtede til stor opstandelse i 1970 en hest og puttede den på syltetøjsglas, og Jørgen Nash halshuggede Den Lille Havfrue. For bare at nævne et par danske kunstnere. Kristian von Hornsleth gjorde det ved at tilbyde indbyggerne i en landsby i Uganda geder, hvis de alle ville tage hans navn. Dyr har også fascineret kunstnere som Christian Lemmerz, der i 1994 viste døde svin på Esbjerg Kunstmuseum. Et par år senere aflivede og udstoppede Michael Brammer hundehvalpe og udstillede dem i Nikolaj Kirke.

Marco Evaristti har altid haft hang til at afprøve grænser og teste sin omverdens opfattelse af, hvad der er rigtigt og sandt. Godt og ondt. Født i 1963 som del af en søskendeflok på fem voksede han op i et stærkt ortodokst jødisk hjem i Santiago i Chile. Faderen var italiener og moderen russer. Den unge Marco gav fingeren til kosher-maden og spiste hotdogs, drak sig tidligt fuld, røg pot og gjorde alt for at sprælle i det stramme jødiske net sammen med byens værste rødder. En dag, da han sad og første sig frem i skolen, bad lærerinden ham om at tie stille. Det gad Marco Evaristti ikke, hvorefter han fik en lussing.

»Jeg blev så hidsig, at jeg rejste mig op og slog igen. Det var jo pinligt for mig overfor de andre i klassen. Så for ikke at tabe ansigt slog jeg hende igen. For at være lidt smartere.«

Så var det ud af den strenge jødiske skole og ind i en almindelig en af slagsen. Han husker, hvordan hans første koncert med gruppen The Police og forsanger, Stings, ring i øret fik ham til resolut at få lavet fem ringe i det ene øre og otte i det andet med efterfølgende megaballe fra moderen. I en alder af 17 år tog han til Israel for at studere økonomi, som det blev forventet af forældrene. På den måde undgik han også at komme i militæret. Hvad forældrene ikke vidste, var, at pengene de sendte, brugte sønnike til rejser rundt i Mellemøsten og på at holde fester og hænge ud med vennerne. Han havde også løjet om, at han boede dyrt. I virkeligheden lejede han et billigt hummer.

Skuespilleren Allan Olsen stikker hovedet indenfor i showroomet, og går igen med et: »Farvel igen, Marco. Tak fordi, du ikke gad snakke med mig. Husk: Fortæl kun de gode historier og ikke det dér med at gå ud af skolen. Jeg gik selv ud af skolen...«

Marco Evaristti kom ad forskellige omveje til Danmark via en pige, han mødte i en kibbutz. De blev gift i 1986 og fik tre børn, til hans mors store ærgrelse, fordi hun stadig håbede på, at han ville arte sig og gifte sig jødisk.

Han kalder sin opvækst for »indoktrinering«, men de 13 år, der gik, fra han blev gift, til han i 1999 talte med sin mor igen, slår han hen, som var det et ubetydeligt afbræk i et venskab og ikke hans mor, han havde boykottet.

»Alt er jo relativt. Og jo, det har været hårdt. Men jeg har den attitude, at hvis du lægger ting i fryseren, så er de friske, når du tager dem ud igen.«

Den går ikke.

»Jo, jeg har bare frosset det ned for at undgå at tale om emnet og for ikke at blive forstyrret. Men hvis jeg absolut skal tale om det, så bliver jeg stadig meget påvirket, selv om mit forhold til min familie er meget »lavt«. Jeg prøver at tale om det så lidt som muligt. Husk på, nu er jeg en gammel mand. Jeg har min egen familie, og jeg har ikke tid til at beskæftige mig med mine søskende, som har en helt anden måde at tænke på.«

Det er dine rødder.

»Neej, jo det kan du måske godt sige. Men so what. Mine rødder er mine børn. Jeg er mere kold i røven. Jeg taler i telefon med min far én gang om året. Ikke med min mor og lidt med min søster. Mine brødre er ortodokse og bor i Jerusalem, og jeg taler ikke med dem overhovedet. De accepterer ikke mit liv.«

Og du accepterer ikke deres?

»Jo, jeg har aldrig udstødt nogen. Men jeg har denne her dårlige ting.«

Han får et skjælmsk blik i øjnene.

»Jeg venter altid til en lørdag med at ringe til mine brødre, fordi jeg ved, at de aldrig tager telefonen om lørdagen. De er jo ortodokse og må ikke tale i telefon om lørdagen. Så jeg lægger en besked til dem på telefonsvareren: »Tillykke med fødselsdagen. Ærgerligt, at du ikke tager telefonen.« Men jeg gør det helt bevidst.«

Hvorfor gør du sådan noget?

»Fordi jeg synes, det er noget bullshit at holde en dag fri, bare fordi Gud siger, du skal slappe af. Vi er jo et moderne samfund. Jeg accepterer kultur og religion, men jeg mener sagtens, at man kan tage en telefon, når ens bror ringer med en fødselsdagshilsen. Religion skal moderniseres. Jeg gør det måske for at modernisere dem et eller andet sted, ik.«

Det virker jo ikke.

»Jo, det skal nok komme en dag.«

I 1995 rejste Marco Evaristti til Thailand, hvor han mødte, hvad han selv kalder »en meget klog munk.« Han sagde noget afgørende for den omstridte kunstners senere liv, mener Evaristti selv.

»Han sagde noget meget smukt til mig: »Din rolle er at destabilisere samfundet.« Det lyder enormt plat, men når en munk siger det, lyder det ikke plat. Det, han egentlig sagde, var: Du skal være et forstyrrende element. Du skal være et røvhul. Du skal være problematisk. Du skal stille spørgsmål. Du skal bare lave ballade, forstået i gåseøjne.«

Året efter konverterede han til buddhismen.

Kan du forklare, hvordan du destabiliserer samfundet ved at male en alpetop rød?

»Jeg går ind og laver noget, der sandsynligvis er ulovligt, selv om farven er ugiftig og forsvinder uden at forurene. Det interessante er den debat, der opstår, når de kommer med deres moral og fortæller, at det må jeg ikke, og jeg så gør det alligevel. Jeg siger til dem: Hvis du gerne vil have mig til at rense det her sted, så skal du starte med at rense dit eget lort. Ubalance er, hvis du gør noget, der er forbudt.«

Guldfisk i blendere blev en diskussion med dyreværnsfolk og en retssag med et mandeblad om kopi af idéen. Var det det, du havde ventet, du skulle snakke om i den forbindelse?

»Jeg er ikke herre over pressen, eller hvad du vælger at snakke om i forbindelse med mine projekter. Indtil nu har ingen snakket om det isbjerg, jeg malede. Kun om, at det var æstetisk smukt. Ingen taler om det svineri den danske regering eller USA laver i hele Thule-området.«

Så er det måske fordi, du ikke er god nok til at lave ballade?

»Det ved jeg ikke. Det er op til dig, om du vil se et malet isbjerg som en politisk manifestation.«

Eller bare noget, der er pænt?

»Det viser, hvor overfladisk du er. Jeg prøver at få dig til at dybsindiggøre og gå dybere end overfladen, men du er stadig så overfladisk, at du ikke er i stand til at dykke bare en lille smule ned under overfladen. Jeg er ikke pædagog. Jeg kan ikke fortælle dig, hvad du skal foretage dig.«

Hvis du var forfatter, ville nogle sige, at du blæste på dine læsere?

»Det kan godt være. Jeg siger ikke, du er dum. Jeg siger bare, du er overfladisk. Jeg tror, du udmærket forstår, hvad jeg vil med mit arbejde, men du synes ikke, det er så fedt at snakke om ægte værdier. Du synes, det er mere fedt at tale om uægte værdier og overflade som journalist. Måske ikke dig. Jeg taler generelt om kritkere eller journalistik i Danmark.«

Jeg kommer til at sige, at jeg tror, at det kan være en fordel, at et budskab er klart, når det sendes ud.

»Nej, det kan du fandeme ikke med kunst. Så har du ikke fattet en pind af, hvad kunst er. Hvis du ser på Picassos forklaring af kunst: »Kunst er en virkelighed som udtrykkes gennem en løgn.« Er vi enige om det. Er vi? Jeg spørger dig?«

Han rejser sig og går hen til et af sine billeder på væggen, hvor en del af motivet er en kvinde, der ser sig i spejlet. Man ser hende fra ryggen.

»Er det en kvinde?«

Nej, det er et billede af en kvinde.

»Nemlig. Det er en løgn. Det er en repræsentation af virkeligheden. Det er det, Picasso siger om kunst. Jeg siger, at det er mere interessant at repræsentere virkeligheden med virkelighedens elementer. Det, jeg siger, er så: Det her er et kunstværk, som ikke er en repræsentation af virkeligheden. Det er bare virkelighed. Det er kunst for mig.«

Andy Warhol har også en gang sagt, at en kunstner er en, der laver noget, ingen har brug for?

»Ja, det siger han. Men Joseph Beuys siger det modsatte. At kunst er noget, som samfundet har brug for. At han som kunster har behov for at lave noget, der får samfundet til at tænke sig om. Det er mere interessant, end at Warhol siger, at kunst bare er showbusiness.«

Meget af det, du laver næsten er næsten PR i sig selv?

»Det har jeg tænkt meget over det sidste stykke tid. Jeg synes, det er fordi, vi er så skide incestagtige mennesker. Vi lukker os inde i vores egen lille firkant og accepterer ikke noget, der er for stort. Når noget bliver for storslået, så er det ikke rigtig fedt, vel.«

Hvad har du lavet, som er for stort?

»Tag til Mont Blanc og mal det rødt, for helvede. Det er kæmpestort.«

At lave frikadeller af sit eget fedt, er det stort?

»Det er kæmpestort. Når du fjerner dit eget fedt. Det er ikke noget, du bare gør. Det kræver psykisk balance.«

For dig?

»Nej, også for dig. Hvis du tænker dig om, så kræver det enorm psykisk balance at gøre noget, der påvirker dig selv som person og også bliver et kunstværk, som bliver misforstået.«

Hvordan kan det være stort for mig?

»Jeg kan ikke forklare det for dig. Hvis jeg drikker den dér flaske rødvin og bliver fuld, kan jeg så forklare dig, hvordan det er at være fuld uden, at du selv har prøvet det? Jeg kan ikke forklare dig, hvordan du vil have det med at gennemgå en operation, få suget dit eget fedt og så lave frikadeller af det. Det skal du selv opleve. Men hvis du analyserer det, så handler det om, at vi diskriminerer minoriteter, fordi de har en anden tro, og de er stærke i deres tro. Men vi respekterer ikke vores eget fundament for vores egen religion og kultur, for vi vil ikke acceptere, at Gud har skabt os, som vi er. Så du ændrer dig selv fysisk. Du får suget dit eget fedt og får lavet plastiske operationer, fordi du ikke synes, Gud har skabt dig, som du skal være. På den måde modsiger du dig selv, fordi du kritiserer andre for deres tro samtidig med, at du ikke vil stå ved det, du påstår, du tror på. Det er pointen med frikadellerne.«

Forstår du, hvis mennesker, der ikke er vant til at se på kunst, ikke fatter, hvad du vil sige med guldfiskene eller frikadellerne eller alpetoppene og måske synes, det bare bliver en spøjs event?

»Der er to typer tilskuere. Dem, der analyserer og dem, der ikke analyserer. Hvis du forventer, at kunst skal være flot, så har jeg måske opfyldt dit behov for kunst. Du ser skønhed i, hvad jeg laver. Fint nok. Er du den anden type, så går du dybt ind det, jeg laver og forsøger at få mere ud af det. Og det er helt sikkert, at jeg vil komme til at påvirke dig. Helt sikkert. Men jeg er ligeglad med, om du synes, det er flot. Form er ligegyldig. Kunst har ikke nogen funktion i dag som dekoration. Hvem har behov for at hænge et fotografi eller et maleri af en blomst eller et landskabsmaleri op i sin stue? Vi har nok af den slags, for helvede. Vi har behov for noget, der giver os noget mere end æstetik.«

Marco Evaristti nævner to mennesker og to situationer, der har været afgørende for hans liv som kunstner. Mødet med munken i Thailand og mødet med arkitekt, Henning Larsen, som han arbejdede for under sin uddannelse.

»Du skal ikke være arkitekt« sagde Henning Larsen til den unge kreative elev, da han tog afgang fra Kunstakademiets Arkitekskole. »Du skal være kunstner.« Marco Evarstti tog det til sig. Han havde som arkitektstuderende blandt meget andet tegnet forslag til Dostojevskijs kælder, kirkegårde beregnet for samtlige religioner, indrettet kister og et rum specielt udtænkt til billen i Kafkas absurde historie »Forvandlingen«.

»Hos Henning Larsen lærte man, at man skulle forstå ting, før man formede dem. Et vindue skal ikke være lige dér, fordi solen kan kommer ind. Der skal være en teoretisk reference til noget andet. Jeg kan huske, han sagde, at en trappe i et hus ikke nødvendigvis skal være noget, man kan gå op eller ned ad. En trappe kan godt hænge i luften eller støtte huset som en søjle. Det var enormt spændende.«

Han holder en kort pause.

»Henning har lært mig, at man skal dybsindiggøre hver streg, man laver.«

Netop det dybsindige er, efter Evaristtis egen overbevisning, også hans akilleshæl som kunstner i dag.

»Jeg er for humanistisk. Jeg er ikke overfladisk nok. Min svaghed er nok, at jeg er for dybsindig. Det tror jeg.«

Marco Evaristtis næste usædvanlige projekt bliver at designe tøj til fangerne på dødsgangene i USA. For tiden kalder han sig landskabsmaler, fordi han, ja, maler landsskaber og bymiljøer, hvilket har kunnet ses på hans faste udstillingssted, Galleri Wolfsen i Aalborg. Grænsen for hans kunst, hvis han har nogen, går blandt andet ved hans egen familie. Konen og hans tre børn får publikum aldrig at se støbt i latex eller malet på. Familien er for tæt på.

»Det vil være en slags psykoterapi, som mange kunstnere bruger i deres værker. Men jeg er enormt rask i min hjerne.«

Heller ikke hans usædvanlige forhold til forældrene og familien i Jerusalem vil blive portrætteret eller ophøjet til kunstobjekter. Han lægger hånden på hjertet.

»Prøv at høre. De har et godt liv. De har det fedt med ikke at se familiens sorte får. Det forstyrrende element. Så hvis de er lykkelige ved ikke at se mig, så er jeg også lykkelig. Det ville være så forfærdeligt, hvis de fik det dårligt over, at jeg gik ind i familien.«

En mor og en far vil altid være glade for børn, der kommer tilbage.

»De kan jo læse om mig i aviserne. Nej, jeg forstår dig godt. Jeg har haft den her samtale med min hustru i 20 år. Hun undrer sig ligesom dig. Prøv at høre her: En mor er altid en mor. Jeg taler med hende en gang om året, og hun er lige så streng som dengang, jeg var 16. Hvorfor opfører du dig ikke ordentligt? Hvorfor får du ikke et job som arkitekt? Hvorfor kan du ikke bare være almindelig og sød, og hvorfor skal du gå rundt og blande blod med en araber. Som jeg har sagt: Jeg har lagt det i fryseren. Den dag jeg ligger på mit dødsleje, tror jeg, jeg vil tænke meget dybt over min mor og min familie. Men så længe jeg ikke liiige er på vej... De har jo nydt mig, indtil jeg var 17 år. Hvorfor skal man have mere? Du vil have mere og mere og mere. Det er skide materialistisk.«

Vi snakker om mennesker, Marco!

»Det er det samme. Det er ligesom, når du har et forhold til en kvinde. Du fanger din kvinde, og så vil du have mere og mere. Hvorfor kan man ikke bare være glad ved det, man har, uden at forlange mere hele tiden. Hvorfor ikke være tilfreds med det, man har. Jeg er tilfreds med det, jeg har. Jeg er enormt tilfreds. Helt ærligt. Det gør mig ikke en skid, det dér...«

Kort før deadline får jeg en sms fra Marco Evaristti: »Borgmesteren i Chamonix har besluttet at installere offentlige toiletter. Hils og god nat.«