»Jeg er allergisk over for folk, der ikke er generøse«

Anders Agger lugter af gnu for tiden, prøver at tøjle sin tidsoptimisme og husker på faster Elnas ord om at være nænsom.

Anders Agger fotograferet i Aarhus, oktober 2015. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvad arbejder du på lige nu?

»På mange ting, men her op til den ny sæson af »Indefra« har jeg siddet rigtig lang tid i et mørkt klipperum og lugtet af gnu. Samtidig med at vi stadig optager til programmerne og nærmest lægger asfalten, mens vi kører. Så det er en heftig tid. Dertil kommer, at vi efter lang tids arbejde fik adgang til Udlændingestyrelsen i sidste uge, helt derinde hvor juristerne sidder og afgør, om flygtninge skal have opholdstilladelse eller ej. Så smider man alt, hvad man har i hænderne, og rykker.«

Hvad vil du med »Indefra«?

»Forsøge at skaffe adgang til rum og miljøer, som normalt kan være svære at få adgang til. Vestas-direktøren, når han er allermest under pres udefra og måske fyringstruet. Eller Udlændingestyrelsen. Og så forsøger vi at give nyt liv til velkendte områder, f.eks. Jehovas Vidner, på en langsommere og mere empatisk måde. Vi har ikke nødvendigvis sympati med dem, vi portrætterer, men vi forsøger at forstå, hvilken situation de er i.«

Hvilket program i din karriere har du fået mest respons på?

»En serie om døden. »Sømanden og juristen« hed den, og den handlede om en sømand og en jurist og faktisk også en vognmand, der går mod døden på et hospice. Det er fem år siden, den blev vist, men jeg får stadig respons på de sociale medier. Da vi sendte udsendelsen, var sociale medier i sin vorden, men vi fik 2.000 mails fra folk og følelsen af, at vi ramte helt ned i folkedybet. Det var en fin kindhest til, om man godt må udfordre seerne på noget mere eksistentielt.«

Hvilket karaktertræk hos dig selv er du gladest for?

»Faktisk at jeg helt basalt er glad. Bob Dylan har engang sagt, at han vågner op hver morgen og ikke er den samme, som dengang han faldt i søvn – og det er ikke nødvendigvis til det bedre. Men jeg har en grundfarve i mig, der er ret glad. Der kan være ting, der ødelægger dagen, som den skrider frem, men jeg er aldrig sortseende som udgangspunkt. Og det er en stor hjælp. At man tror på – også i november – at det skal nok gå.«

Hvad vil du gerne lave om ved dig selv?

»Jeg tager nogle opgør med mig selv om min tidsoptimisme. Kan jeg køre fra Ringkøbing til Aarhus på 1 time og 10 minutter? Nej, det kan jeg ikke. Men det tror jeg nogle gange. Og nu vil jeg gøre noget ved det. Jeg har f.eks. sagt nej til et dykkercertifikatkursus i efteråret, for jeg kan se, at det kan jeg bare ikke nå. Det ville jeg ikke have gjort for et par år siden.«

Hvad har været dit livs længste minutter?

»Det mærkelige er, at jeg er 50 år – og det er både godt og skidt – men jeg har endnu den store knugende sorg til gode i mit liv. Jeg ved, den kommer lige om lidt, hvor jeg skal holde nogen i hånden, som ikke skal være her mere, eller jeg får det der telefonopkald, hvor man bliver helt lammet. Jeg ved jo godt, at det kommer. Jeg har kørt galt én gang, og jeg har også nødlandet med et fly, men jeg tror, de længste minutter ligger forude.«

Hvem er din største helt?

»Jeg er ikke så god til det der med at piedestalisere. Jeg kunne selvfølgelig sætte den kulturradikale automatpilot til og slynge Gandhi eller Nelson Mandela ud, men det vil jeg ikke. På det sportslige plan, som også er vigtigt for mig, kunne det være Fernando Redondo fra Argentina. Han frasagde sig sin løn i Milan af respekt for sit publikum, fordi han var skadet. Han nægtede at lade sig klippe, da den argentinske landstræner sagde, at han kun ville have korthårede spillere på sit hold. Jeg har fulgt ham længe, og han var en fuldstændig usædvanlig karakter i professionel fodbold.«

Hvad ser du som din største succes?

»Jeg er glad for, at jeg i disse dage sammen med mine tre børn og deres mor er ved at planlægge en rejse til Thailand. Jeg er glad for at mærke, at vi hænger sammen. Vi er ikke venner, vi hænger sammen. Og at mine børn i transformationen fra barndom til ungdom til voksenliv stadig gider tage på ferie med mig flere gange om året.«

Hvad har været din største fiasko?

»At rykke de samme børn gennem en skilsmisse. Det er der ikke så meget tvivl om.«

Hvad, synes du, er den mest utiltalende tendens i tiden?

»Den manglende generøsitet, synes jeg. Uanset om man har mange penge eller ej. Evnen til at give noget fra sig uden at skulle have noget igen bliver mere og mere klemt både menneskeligt og materielt. Jeg er allergisk over for folk, der ikke er generøse. Det handler ikke om penge, men om viljen til at dele noget med andre.«

Har du et motto?

»Jeg synes, det er svært at kondensere det hele ned til en sætning. Men jeg øver mig i at være ordentlig og generøs.«

Hvad er det bedste, en anden person har sagt til dig?

»Hmm… Jeg havde en ufattelig klog gammel faster Elna, der på et tidspunkt sagde til mig, at man skal huske at være nænsom. Det kommer til at lyde så altmodisch, men i hendes kontekst var det en livserfaring, der handlede om at være forstående over for, hvor folk er henne. At udvise nænsomhed både i kærlighed og i omgang med mennesker.«