Jeanette Ottesen lægger sig fladt ned: »Min undskyldning ramte helt ved siden af«

I et opslag på Instagram erkender Jeanette Ottesen nu, at hun ikke skulle have fortalt offentligheden, at svømmekollegaen Lotte Friis blev mobbet.

»Undskyld,« siger Jeanette Ottesen – igen – til svømmekollegaen Lotte Friis. Denne gang for at have viderebragt Lottes mobbehistorie i sin selvbiografi. Arkivfoto: Katrine Emilie Andersen/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Tidligere elitesvømmer Jeanette Ottesens nye selvbiografi »Fri« er endnu ikke i handlen, men den er på alles læber.

Nu siger hun undskyld.

Det sker, efter at kritikken er haglet ned over Ottesen, fordi hun i sin bog fortæller om den mobning, hendes mangeårige svømmekollega Lotte Friis var offer for, og undskylder, at hun ikke foretog sig noget for at få det stoppet, men i stedet var en medløber.

Undskyldningen i bogen er nemlig ikke blevet modtaget som en sådan, og i stedet bliver Jeanette Ottesen beskyldt for at mobbe videre og tilmed nu tjene penge på at viderebringe en andens mobbehistorie, som slet ikke er hendes historie at fortælle.

Lotte Friis har også selv kritiseret, at hendes navn og historie skal optræde i Ottesens selvbiografi på den måde, den gør.

»I dag føler jeg mig mere blottet og stillet til skue for hele Danmark, end jeg nogensinde har prøvet før,« indledte hun således et indlæg på Instagram mandag:

»Jeanette har ved sit behov for at fortælle det, hun opfatter som den fulde historie, sørget for, at mine fremtidige børn, kolleger og alle andre for evigt kan læse historien om 'mobbeofferet' Lotte. Det, synes jeg ikke, er ok.«

Den megen kritik af kapitlet, hvis indhold Jeanette Ottesen ellers har insisteret på var et forsøg på at være »bundærlig«, får hende nu til at trække i land og undskylde.

Igen.

»Jeg tager ansvar for, at min undskyldning i bogen ramte helt ved siden af, og at jeg igen har forurettet Lotte. Jeg forstår til fulde Lottes reaktion,« skriver Jeanette Ottesen således i sit nye opslag:

»Det var mit ønske at sætte fokus på mobning på en konstruktiv måde, men jeg er i stedet kommet til at reproducere og ansvarliggøre Lotte. Det var det sidste, jeg ville, men jeg kan godt se, at det desværre er, hvad jeg har gjort. Det er jeg ked af.«

Læs opslaget herunder: