Janus Nabil Bakrawi: Et modigt menneske

Som syv-årig blev han kidnappet af sin far. Da hans mor fire år senere forsøgte at gøre det samme, kæmpede han imod. Nu bruger Janus Nabil Bakrawi sine erfaringer som vært på TV2s »De bortførte børn«.

Foto: Foto: Linda Henriksen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Janus Nabil Bakrawi vågner op i en gammel 70er Mercedes. Der er bælgmørkt udenfor, og bilen er ved at parkere. Han ligger helt stille på bagsædet med sin lillebror. Udenfor summer luften af cikadernes sang. Det er det første, han husker.

Se billeder af Janus Nabil Bakrawi i galleriet til højre >>

Gennem bilens forrude ser han i lyset af forlygterne en lille hytte med en blå dør. Væggene er lavet af strå og hø. De to drenge på syv og fem år står ud af bilen og følger efter deres far, som banker på døren. En rynket og pukkelrygget dame lukker op. Hun har en turban på hovedet og er tatoveret i ansigtet.

»For en syv-årig dreng, som ikke har mødt sådan en kvinde før, ser det ret uhyggeligt og troldeagtigt ud. Det viser sig så, at det er min farmor,« siger Janus Nabil Bakrawi.

Som syv-årig troede han, at han sammen med sin lillebror skulle på weekendtur til Tyskland med deres far. De anede ikke, hvad der var ved at ske, og i stedet bortførte faren dem til Jordan.

I de næsten fire år, han tilbragte i Jordan, glemte Janus Nabil Bakrawi både dansk og polsk, som er hans moders sprog. Den eftertænksomme danske dreng, Janus, forsvandt, og ballademageren Nabil dukkede op. Kidnapningen og den turbulente opvækst, der fulgte i kølvandet, har påvirket ham lige siden.

Læs også:
Teolog Massoud Fouroozandeh: »Kærligheden er nøglen. Forsoningen er vejen«
Thomas Blachman: Det højrøvede menneske
Stine Bosse: »Det var ikke bare YES!, det bliver godt, det her«
Naser Khader: »Det var min største drøm, der gik i opfyldelse«

Erfaringerne fra sine egne oplevelser bruger han til at sætte fokus på de hundredvis af børn, som hvert år bliver kidnappet fra Danmark med programmerne, »De bortførte børn«, som bliver vist på TV2.

»Før bortførelsen levede jeg et ganske almindeligt dansk drengeliv. Jeg var lige startet i 2.b og tænkte ikke på hudfarve og kultur. Jeg vidste,  at jeg var halvt polak, fordi min mor kommer fra Polen. Og så var jeg dansk. Vi rejste tit til Polen, og jeg havde stor forbindelse til mine polske rødder. Derhjemme spiste vi polsk og dansk mad. I dag ved jeg, at min far handlede af frygt. Mine forældre var skilt, og han så os kun hver 14. dag. Han var bange for at miste os, og for, at vi ikke ville lære hans jordanske baggrund at kende. Derfor handlede han irrationelt,« siger Janus Bakrawi, som i dag er 37 år.

Før han blev skuespiller, var den 15-årige Janus Nabil Bakrawi overbevist om, at han skulle slutte sig til den sicialianske mafia. Han havde set »The Untouchables«, stjålet en række bøger om Cosa Nostra på Hovedbiblioteket og sparet 100 kroner op til en togbillet.

Men en sagsbehandler overbeviste ham om, at det var Robert De Niro og ikke Al Capone, han var fascineret af, og Janus Nabil Bakrawi blev uddannet skuespiller fem år senere.

For tiden øver han på teaterstykket »Tilbage til ørkenen« på Det Kongelige Teater, der har premiere til februar i Skuespilhuset. I de afdæmpede og rolige omgivelser ved Kvæsthusbroen tager han imod for at fortælle sin historie om bortførelsen til Jordan.

Da det tidligt om morgenen banker på den blå dør til lerhytten, bliver Janus Nabil Bakrawis farmor overrasket, ved synet af sin søn, Atef, der står i døråbningen med to små drenge. Hun har ikke set ham i 17 år, siden han forlod landsbyen.

»Min far havde ikke meldt vores ankomst. Men der gik ikke lang tid, før rygtet var spredt. Inden der var gået en time, stod der fyrre mennesker i lerhytten. De kyssede og krammede os allesammen. De havde mærkelige klæder på og talte et sprog, jeg ikke kendte. Jeg var en lille smule intimideret. Det var mystisk,« husker Janus Nabil Bakrawi, der sammen med sin lillebror klyngede sig til farens ben.

Senere kom der ro på, og drengene fik lov at sove.

Familien er glad for Atefs drenge, men efter et par uger i den jordanske landsby, bliver Janus utålmodig. Han savner sin mor, sine venner og skolen. Hans far siger, at de snart tager hjem, men tiden går.

»En dag slipper min tålmodighed op, og jeg siger igen til ham, at jeg vil hjem. Så kigger min far på mig og siger, at jeg kommer aldrig hjem til Danmark. Da det synker ind, at han mener det alvorligt, er det som om, at han bliver til to personer. Han er den far, jeg altid har haft tillid til og stoler på. Men så bliver han pludselig til en mand, jeg slet ikke kender, som jeg overhovedet ikke stoler på, og som gør mig bange,« siger Janus Nabil Bakrawi.

Syv år og magtesløs er han tvunget til at få det bedste ud af situationen, og han finder sammen med nogle af de andre drenge i landsbyen. De jagter dyr med slangebøsser og slås i gaderne. Efter fire måneder er han begyndt i skole og lever et liv, han aldrig havde drømt om. Hurtigt begynder han at ligne drengene i kvarteret. Uklippet. Halvsnavset.

»Jeg blev til Nabil, som var en lille dreng, der voksede ud af det her. Han kunne slås, skyde fugle og jage skorpioner og slanger ud af deres huller,« siger Janus Nabil Bakrawi, som hele tiden vekslede mellem sine to personligheder.

»Jeg var splittet mellem Janus og Nabil. Den lyse og mørke side. Selv om de i virkeligheden bare var to forskellige måder at overleve på,« siger Janus Nabil Bakrawi.

Læs også:
Abelone Koppel: At tilgive er at befri sig selv
Christel Wiinblad : »Jeg kan ikke længere bebrejde mig selv«
Tammi Øst: »De var ved at ødelægge mit liv«

I den periode glemmer han de danske og polske ord til fordel for de arabiske. I Danmark har hans mor kun lidt kontakt med faren, og hun besøger drengene to gange.

»Hun bragte Janus frem i mig, og Nabil kom lidt til siden. Hun friserede mig og gjorde mig ren igen. Rensede mine negle. Hun var meget kærlig, jeg nød altid hendes opmærksomhed, og jeg blev trist, når hun skulle hjem igen. Problemet var bare, at vi ikke kunne tale sammen længere,« siger Janus Nabil Bakrawi.

Da hans far en dag siger til ham, at de skal tilbage til Danmark, vil han ikke med. Der er gået tre et halvt år, og Janus Nabil Bakrawi har glemt alt om at være dansk.

»Det næste, jeg husker, er, at jeg står i Københavns Lufthavn. Min far putter mønter i en telefonboks. Så giver han mig røret og siger: »Snak med din mor, sig vi kommer nu«. Men det kunne jeg slet ikke finde ud af og smed bare røret. Jeg talte jo ikke dansk,« siger Janus Nabil Bakrawi.

Læs mere om det modige menneske på næste side

Igen har han ingen anelse om, hvad der skal til at ske med ham og hans lillebror. Hans far har fået frit lejde for bortførelsen af det danske politi. Men da drengene skal genforenes med deres mor, går alting galt endnu en gang. De to forældre aftaler at mødes i Nærum og ankommer i hver sin taxa.

Se billeder af Janus Nabil Bakrawi i galleriet til højre >>

Mens faren er ved at betale taxachaufføren i den ene taxa, sætter Janus Bakrawi og hans lillebror sig ind ved siden af deres mor på bagsædet af en anden taxa. Men før de ved af det, hviner dækkene, og bilen skyder frem. Senere finder Janus Nabil Bakrawi ud af, at hans mor ville bortføre dem til Polen.

»Men jeg har jo lært at slås og er blevet rimeligt selvstændig og modig på det tidspunkt, så jeg slår mig fri, hopper om på forsædet, trækker hårdt i håndbremsen og holder fast i den,« siger Janus Nabil Bakrawi, der var 11 år dengang.

»Bilen slingrer voldsomt, og da den har sænket farten nok, åbner jeg bildøren og hopper ud, mens den kører. Jeg var ligeglad, jeg skulle bare ud,« siger Janus Nabil Bakrawi.

Han slipper uskadt fra sit styrt, og få minutter senere dukker to politibiler op, tilkaldt af farens taxa. Politiet tager drengene med på politistationen, og finder senere samme aften plads til dem på et børnehjem, hvor drengene tilbringer de følgende to år.

Ligesom i Jordan er livet hårdt på børnehjemmet Hummeltofte, og det bliver begyndelsen på en utilpasset ungdom med smårapserier, graffitimaleri og rapmusik. Han kan ikke rigtigt finde ud af det i skolen, og selv om Janus Bakrawi aldrig springer ud som fuldblodskriminel, bliver det alligevel til et par villa-indbrud. Imens ser han mindre og mindre til sine forældre.

»Jeg var efterhånden så forvirret, at jeg bare havde brug for fred og ro. Jeg havde ingen interesse i at se mine forældre, for de mindede mig om det her rod og deres kamp om mig og min lillebror, men jeg ville bare have lov at leve mit liv. Derfor skubbede jeg dem væk,« siger Janus Nabil Bakrawi, som gav forældrene og Danmark skylden for alting.

Læs også:
Teolog Massoud Fouroozandeh: »Kærligheden er nøglen. Forsoningen er vejen«
Thomas Blachman: Det højrøvede menneske
Stine Bosse: »Det var ikke bare YES!, det bliver godt, det her«
Naser Khader: »Det var min største drøm, der gik i opfyldelse«

»Jeg havde ondt af mig selv, det hele var noget lort, og jeg var vred. Men vrede var på samme tid en drivkraft til at skabe et bedre liv. Da jeg blev ældre, fandt jeg ud af, at jeg skulle stoppe med at lide og begynde at tilgive,« siger Janus Nabil Bakrawi, der lagde gadelivet på hylden og begyndte at få gang i sin skuespillerkarriere.

Men det dårlige, halve forhold til forældrene blev ved med at hjemsøge ham.

»Til sidst kunne jeg mærke, at jeg var nødt til at tage det til mig og erkende, at det ikke er nogens skyld. Tage mig sammen og få det bedste ud af livet. Så jeg tilgav Danmark og fik en lang snak med mine forældre. Det tog nogle år, men jeg endte med at kunne tilgive dem,« siger han.

»Jeg tilgav mig selv, først og fremmest, for den måde, jeg havde behandlet mig selv på. Det var en meget stor ting for mig. Da det så var på plads, var jeg 33 år,« siger Janus Nabil Bakrawi.

Han har netop holdt jul hjemme hos sig selv for hele familien for første gang. Hans far kom ikke af religiøse årsager, men ellers kigger han tit forbi.

»Ethvert menneske skal forsone sig med sin fortid. Uanset, hvordan den ser ud og hvor smertefuld og grim, den er, skal man forsone sig med den. Det betyder ikke, at man skal gentage eller acceptere, at andre gør grimme ting. Men man skal forsone sig med den for at komme videre i sit liv,« siger Janus Nabil Bakrawi.

Med forsoningen kommer taknemmeligheden.

»Bortførelsen har ført meget med sig og formet mig til den, jeg er i dag – man skal ikke bortføre sine børn, du må ikke misforstå mig – men efter forsoningen med min fortid har den gjort mig til et modigt menneske. Det er nok det tætteste, jeg kan komme på at forklare det. Og jeg kan godt lide at være et modigt menneske.«

Læs også:
Abelone Koppel: At tilgive er at befri sig selv
Christel Wiinblad : »Jeg kan ikke længere bebrejde mig selv«
Tammi Øst: »De var ved at ødelægge mit liv«