Den danske filminstruktør Janus Metz har netop haft premiere på spionfilmen »All the Old Knives«, den foreløbige kulmination på instruktørens overraskende filmkarriere, der tæller både den kontroversielle dokumentarfilm »Armadillo« og den engagerede sportsfilm »Borg/McEnroe«.
I »All the Old Knives« har Janus Metz instrueret stjerner som Chris Pine, Thandiwe Newton, Laurence Fishburne og Jonathan Pryce i en historie om muldvarpe i CIA.
I dette interview fortæller han, hvordan han overvandt sin skuffelse over at være vraget til optagelse på den danske Filmskole, og hvorfor han i dag er glad for, at han blev tvunget til at uddanne sig selv som instruktør.
Du har haft en usædvanlig vej ind i filmbranchen, idet du er uddannet fra RUC, hvor du har læst internationale udviklingsstudier. Hvad afgjorde din løbebane?
»Mens jeg læste på RUC, tog jeg et praktikophold hos en medieorganisation i Johannesburg (i Sydafrika, red.), som lavede dramaserier om sundhedsproblematikker i townshipområderne. Her kom jeg i kontakt med den unge kunstscene i byen, samtidig med at jeg hver dag var i townshipområderne for at arbejde. Den voldelige kriminalitet var eksploderet efter apartheids fald, og jeg blev venner med den her gruppe af unge gutter, som levede af at vaske biler for de af deres barndomsvenner, som havde arbejde. De forsøgte at holde sig ude af kriminalitet på den måde, men det var svært, og hverdagen var et langt hustle for dem. Det var samtidig nogle virkelig karismatiske fyre, og jeg begyndte at lave en film om dem: »Township Boys« hed den. Det lykkedes mig at få en smule støtte fra Filmværkstedet på det danske filminstitut, så jeg havde udstyr til rådighed og lidt penge, og da jeg først kom i gang med at filme, føltes det, som om jeg havde fundet min rette hylde. Det var en kæmpe forløsning og en nærmest ekstatisk følelse for mig.«
Kan bedst lide de store tanker
Hvad har det betydet for din karriere og dit kunstneriske udtryk, at du ikke som mange andre filminstruktører er gået filmskolevejen?
»Jeg har arbejdet på en eufori af lyst, vilje og stædighed, hvor jeg har løbet ind i filmbranchens lukkede døre med al den kraft, jeg overhovedet havde. Jeg har aldrig haft filmskolens beskyttede rum til at udvikle mit filmsprog, men jeg har prøvet at lave min egen filmskole ved at se en masse film, deltage i masterclasses, arbejde som assistent for andre og suge til mig af alle de samtaler og erfaringer, jeg kunne få ved at arbejde med folk, som var mere erfarne end mig. I udgangspunktet tror jeg også, det betyder noget, at jeg er vokset op i et kunstnerhjem med en far, der er maler. Jeg har fået en intuitiv forståelse af det visuelle med mig fra barnsben og har også selv arbejdet en del med maleri. Det, føler jeg, ligger dybt i mit udtryk.«
I hvilken henseende har din akademiske baggrund været en hjælp?
»Jeg hører ofte fra andre, at jeg har en akademisk og researchbaseret tilgang til mine film. Man ved jo sjovt nok som instruktør ofte ikke så meget om, hvordan andre instruktører arbejder, men jeg får ofte mine ideer på et ret abstrakt plan for derefter at finde historien og karaktererne, der kan forløse ideen. Jeg fornemmer også, det ligger i den måde, jeg taler om mine film. Jeg kan bedst lide de store tanker. I »Thailand til Thy«-filmene undersøgte jeg sammen med antropologen Sine Plambech migration og globalisering, og i »Armadillo« var det måske noget så abstrakt som krigens væsen.«
Hvordan er det lykkedes dig konkret at tilegne dig de redskaber og sprog, som andre i branchen lærer på skolebænken?
»Jeg skrev speciale fra RUC om etnografiske dokumentarfilm. Der var ikke så mange i Danmark, der vidste noget om dette felt ud over produceren Jakob Høgel, som ledede det dokumentarselskab, som hed Cosmo Doc. Det var et hjemsted for mange af de bedste danske dokumentarister på det tidspunkt, og jeg var med til at skrive støtteansøgninger og læse manuskripter for dem. Jeg rullede kabler på optagelser og sad med i kantinen med fuld blus på lyttelapperne. Men vigtigst af alt var det nok, at jeg havde adgang til udstyr og kunne tage afsted for at lave film. Det var »learning by doing« for mig, og jeg gjorde det meste selv: Idéudviklede, skrev, filmede og klippede. Når jeg havde gang i nogle spændende projekter, fordi jeg for eksempel rejste gennem Sahara med en illegal migranttransport op til den algeriske grænse, var der en interesse for andre i at være med. Det var folk, der kunne håndværket, og som selv var filmkunstnere. Fotografer, klippere og lydfolk. Det lærte jeg af.«
Et nulpunkt
Hvilken psykologisk effekt tror du, at det har haft, at du har haft dine egen veje ind i branchen – har du eksempelvis følt, at du skulle præstere og bevise mere end andre?
»Først og fremmest har jeg skullet være ekstremt determineret og hele tiden fastholde troen på, at det kunne lade sig gøre for mig at lave film – også når der var størst modstand. Da jeg i en alder af 32 endelig søgte ind på filmskolen, kom jeg ikke ind, selvom jeg var med blandt de sidste ni, hvoraf seks skulle vælges. Det var et nulpunkt, men skuffelsen blev langsomt overtaget af en vilje til at gøre tingene på trods. På de fire år, hvor de andre gik i skole, lavede jeg »Thailand til Thy« I og II samt »Armadillo« og stod pludselig med en pris i Cannes. Så set i bakspejlet er jeg jo glad for, at jeg ikke kom ind. I dag har jeg et godt ståsted og arbejder ikke kun i Danmark. Faktisk arbejder jeg mest i USA og England. Men jeg følte i meget lang tid, at jeg stod udenfor filmbranchen og led under en forestilling om, at »rigtige« filminstruktører har gået på filmskolen.«
Din første spillefilm om opgøret mellem Björn Borg og John McEnroe skildrer personer der er så dedikerede til sejren, at prisen bliver meget høj. Den film virkede på mig, som om du har et førstehåndskendskab til det at præstere, eller er det en overfortolkning?
»'Borg/McEnroe' handler i høj grad om to personer, hvor angsten for nederlag er så altfortærende, at de må vinde, selvom de for hver sejr bliver mere og mere ensomme. Det er følelser, jeg selv kan genkende, og det er absolut en af grundene til, at jeg lavede filmen. Det gør ondt at lave en dårlig film. Man føler sig uforløst, fordi den ikke blev, som man havde håbet, og samtidig indebærer det også en grad af offentlig ydmygelse. Det er jo dig personligt, som publikum, kritikere og så videre forholder sig til. Jeg presser mig selv hårdt, for at det skal blive så godt som muligt, og nogle gange indebærer det også, at jeg må melde fra på en del sociale ting og rejse lange perioder uden at se min familie. Det tærer virkelig på alle.«
Fascineret af det ekstreme
Dine dokumentarfilm som »Armadillo« og »Township Boys« er optaget i ekstreme miljøer og under ikke helt ufarlige omstændigheder – hvad har tiltrukket dig til de steder?
»Jeg har altid været fascineret af ekstremiteterne, fordi de indrammer det liv, vi alle sammen til dagligt går og bakser med. Som yngre var jeg helt klart også draget af det eventyr, der lå i at være farlige steder. Det gav mig en stærk følelse af at være i live. Men det var jo også, fordi jeg var tiltrukket af store og vigtige historier: Fattigdom og global ulighed, migration, krig og så videre. Jeg ville bevidne tingene med mine egne øjne og lave film om dem. At lave »Armadillo« i Afghanistan var risikabelt og gjorde, at jeg gennemlevede nogle af de samme situationer, som soldaterne gennemlevede, og dermed følte jeg, at jeg kunne skildre dem. Det nærvær, som farligheden og storheden i historien gav, syntes jeg var en væsentlig del af drivkraften ved det – både for mig selv og for soldaterne, jeg filmede.«
Din ny spillefilm, »All the old knives«, repræsenterer en helt anden retning end dine tidligere film. Hvad indebærer det for dig som instruktør?
»Genremæssigt er det en spionfilm, men det er stadig en film, der ligesom mine andre projekter handler om mennesker, der er drevet af en længsel efter at finde en større form for mening eller udfrielse i deres liv. Det er det tema, jeg bliver ved med at vende tilbage til, hvad end det handler om mænd fra Thy, thailandske kvinder, soldater, tennisspillere eller spioner. Jeg får ofte at vide at mine film er meget forskellige, men for mig har de mange paralleller. De karakterer, jeg skildrer, står ofte over for en form for afgrund, hvor de risikerer fortabelse eller ligefrem døden. Det er en voldsom lidenskab i dem, en ild, og nok også en naivitet eller søgen, der driver dem derud. Det kan jeg jo genkende fra mig selv. Dernæst er filmen en større og mere kommercielt anlagt film, end jeg tidligere har lavet. Det er jo det store Hollywood-udtræk denne gang, så det bliver interessant at se, hvilke døre der åbner sig herefter.«
»All The Old Knives« har premiere i dag på Prime Video og i udvalgte biografer.
