Jane Sandberg: Hvorfor fylder kvinder stadig mest i velfærdsfagene?

Mon ikke vi stadig hænger fast i en historisk nedarvet opfattelse af, at manden skal være bread-winner, og kvinden påtage sig lidt mere af ansvaret for hjem og familie? Sådan spørger Berlingskes klummeskribent Jane Sandberg.

ARKIVFOTO: Jane Sandberg, direktør på Enigma-museet Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl

En af ugens bedre nyheder er, at flere unge er blevet optaget på videregående uddannelser. Særligt velfærdsuddannelser har udvidet deres optag, og vi kan som samfund glæde os til flere uddannede pædagoger, sygeplejersker og folkeskolelærere. Altsammen uddannelser, der i overvældende grad tiltrækker kvinder. Men hvorfor fylder kvinder stadig mest i velfærdsfagene?

Det spørgsmål, vi plejer at stille, er, hvorfor mænd ikke finder velfærdsuddannelserne lige så attraktive som kvinder? Og så plejer vi at finde svaret i en kulturelt betinget kønsopfattelse, som bl.a. foreskriver, at kvinder er bedre til at varetage omsorgsopgaver. Kvinder tager mere vare på fællesskabet og kan skabe sammenhængskraft! Måske smider vi også et argument ind om, at mænd i højere grad søger mere prestigegivende fag og måske også mere konkurrenceprægede miljøer.

Men man kunne jo også vende spørgsmålet om og i stedet spørge, hvorfor så mange kvinder finder netop velfærdsuddannelserne attraktive? Hvad er det, de oplever, at omsorgsfagene giver dem? 36 procent af alle danske kvinder arbejder på deltid. Det gør kun 15 procent af mændene. Ser man på fordelingen inden for sygeplejefaget, så viste en undersøgelse fra 2018, at mens halvdelen af kvindelige sygeplejersker arbejdede på deltid, så var det kun en fjerdedel af deres mandlige kollegaer, der havde nedsat arbejdstid.

Mon ikke vi stadig hænger fast i en historisk nedarvet opfattelse af, at manden skal være bread-winner, og kvinden påtage sig lidt mere af ansvaret for hjem og familie?

Nye roller til far og mor

Det er vel rimeligt at antage, at de fleste i dag ikke abonnerer på en opfattelse af, at mænd er dårligere til at gøre karriere i velfærdsområderne. Hvis vi er enige så langt, er det bydende nødvendigt, at vi arbejder målrettet på, at kønsfordelingen bliver mere ligelig. For ellers kommer vi til at opdrage de kommende generationer i en forestilling om, at de skal søge kvinder, når de skal trøstes, lære noget eller have plaster på. Men når iPad-en driller, eller når hylden skal hænges op i studenterhyblen, så er det en far, de skal have fat i.

Den slags kulturelt indlejret adfærd er ikke nem at ændre. Hvis vi skal lykkes, kræver det strukturelle indgreb. Først når noget ændres strukturelt, sætter det sig for alvor i kulturen. Vi så det for eksempel med rygeloven, hvor vi på ret kort tid faktisk ændrede vores kollektive blik på, hvor det er okay at ryge, fordi vi fik en strammere lovgivning på området, eller da sikkerhedsseler i biler blev lovpligtige.

Måske tiden er moden til, at vi tilgodeser mænd, når de søger velfærdsuddannelserne? Måske vi ligefrem en overgang skal indføre kvoter, som gør, at mandlige ansøgere tilgodeses? Og måske vi skal bruge samme model med omvendt fortegn, når det gælder de uddannelser, hvor der er meget få kvinder der søger?

Og måske vi især rundt omkring i vores private domæner skal blive mere opmærksomme på at vise vores børn, at vi fordeler opgaverne efter personlige færdigheder og ikke efter en bedaget kønsopfattelse.