Jane Sandberg: Det er mig ubegribeligt, hvorfor andre partier ikke for længst har kopieret Dansk Folkepartis model

Det lykkedes i den grad Dansk Folkeparti at få både taletid og profil ved netop at bevæge sig ind i kulturfeltet. Hvem husker ikke Alex Ahrendsens forslag om, at der kun skulle undervises på dansk på danske uddannelsesinstitutioner? Eller hans håndkantslag mod samtidskunsten, hans foragt for armslængdeprincippet og internationalisering af kulturen?

»Kulturen er kommet i den politiske skammekrog og behandles stedmoderligt af alle partier på tinge. Bortset fra Dansk Folkeparti, som med vanlig fornemmelse for vox populi har identificeret kulturen som platform for en højlydt og effektiv formidling af partiets værdipolitik,« skriver Jane Sandberg, direktør på Enigma-museet i København. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl

Mens de fleste af os stadig slog julemave, var direktøren for Dansk Erhverv og tidligere kulturminister Brian Mikkelsen taget på arbejde. I et interview i nærværende avis anråbte han landets politikere og efterlyste en politik for kulturen. »Ingen kæmper for et kulturliv, der kan samle os som nation. Slet ikke politikerne,« ytrede Mikkelsen.

Og hvor har han dog ret. Kulturen er kommet i den politiske skammekrog og behandles stedmoderligt af alle partier på tinge. Bortset fra Dansk Folkeparti, som med vanlig fornemmelse for vox populi har identificeret kulturen som platform for en højlydt og effektiv formidling af partiets værdipolitik. Senest med et stort anlagt interview med Pia Kjærsgaard, hvor hun – igen – angriber dem, hun kalder »kultureliten«.

»Jeg oplever det som arrogant og grænsende til decideret dumt, når så mange politikere forsømmer at træde ind i kulturens arena.«


Det er mig ubegribeligt, hvorfor andre partier ikke for længst har copypasted Dansk Folkepartis model. For det lykkes jo i den grad Dansk Folkeparti at få både taletid og profil ved netop at bevæge sig ind i kulturfeltet. Hvem husker ikke Alex Ahrendtsens forslag om, at der kun skulle undervises på dansk på danske uddannelsesinstitutioner? Eller hans håndkantslag mod samtidskunsten, hans foragt for armslængdeprincippet og internationalisering af kulturen?

Et eller andet skurrer. Danskerne er kulturforbrugende som aldrig før. Folk strømmer til koncerter, museer, festivaler og sportsbegivenheder. Kulturen som stofområde i medierne er vel det felt, som får mest spalteplads ud over nyheder. Egentlig nemt at forstå, for der er sgu da ingen, der ikke gider have mulighed for at lade sig berige – hvad enten det er gennem musik, billedkunst, teater, sport eller foreningsliv.

Kulturelle aktiviteter er sociale aktiviteter. Kultur er noget, vi oplever sammen med andre. Det betyder faktisk, at det er gennem kulturoplevelser, at samtaler opstår. Også samtaler, hvor vi ikke nødvendigvis er enige. Hvis politikere vil have danskerne til at diskutere politik, så ville kulturfeltet være et rigtig godt sted at sætte ind. For vi er præprogrammerede til dialog, når vi forbruger kultur. Og måske er vi også lidt mere åbne og reflekterende, fordi vi som regel træder ind i kulturens verden med åbent sind og lyst til at blive provokeret, få ny viden og diskutere med andre. Et bedre forum for debat om samfund og politik er svært at få øje på.

Jane Sandberg, direktør på Enigma-museet Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl.
  Jeg oplever det som arrogant og grænsende til decideret dumt, når så mange politikere forsømmer at træde ind i kulturens arena. Det er nemlig udtryk for en underkendelse af danskernes lyst til at tale om og skabe fremtiden. Og det handler altså ikke om elite kontra almindelige danskere. Det handler heller ikke om by kontra land eller Danmark mod Europa. Det handler om vores alle sammens håb og drømme for fremtiden.

Jeg tror, at vi fortsat ønsker os en virkelighed, hvor vi udfordres gennem kunsten og kulturen. Ikke fordi vi underkender vigtigheden af betalingsbalance, udenrigs- eller sundhedspolitik. Men fordi vi – også – tørster efter at tale om indholdet og være med til at præge det.

Jane Sandberg vil fremover skrive klummer for Berlingske hver 14. dag.