Jakob Steen Olsen: »Danske skuespillere udvikler sig aldrig«

Foto: Søren Bidstrup

Man kan fjerne alt fra teatret, men bare man har en skuespiller - og et publikum - kan man lave teater. Det er også i høj grad skuespillerene, vi går i teatret for at opleve. Selvfølgelig for gennem  deres kunst - deres enestående evne til foran vores øjne at gennemleve alle menneskelivets sorger og glæder - at møde os selv. Eller møde andre: teatret er nemlig empatiens kunst. Men hvordan går skuespilleren egentlig og har det på de danske scener?. I takt med, at der simpelt hen ikke er råd til at lave så mange store forestillinger, der har mange medvirkende og derfor giver arbejde til flere. Hvor mange kan egentlig siges at få en nogenlunde kontinuert karriere i dansk teater?

»Danske skuespillere udvikler sig aldrig. En grov påstand, og naturligvis en horribel overdrivelse, men noget er der om det. Blandt andet fordi de ikke får mulighederne for det.«


Hvor mange kan vi egentlig påstå bliver brugt efter fortjeneste? Hvor mange får overhovedet lov til at udvikle sig, overraske, »rykke op i næste klasse«, som den forlængst afdøde teateranmelder Hans Brix engang skrev om Vera Gebuhr  - dengang teaterchefer og instruktører plejede og passede deres skuespillere, så de fik de rigtige roller på de rigtige tidspunkter, de rigtige muligheder for at vise nye sider af talentet, komme videre. Danske skuespillere udvikler sig aldrig. En grov påstand, og naturligvis en horribel overdrivelse, men noget er der om det. Blandt andet fordi de ikke får mulighederne for det.

Jeg er med på, at teater er mange ting. Det er også dagordensættende, aktuelle forestillinger til tiden, der sætter fingeren på ømme punkter. Men for mig - og det har det altid været - er der altså også en mulighed for at opleve skuespilleren, som i tidens teater ikke altid har nok at rive i. Derfor er det herligt at se, når de har det. Herunder de stjerner, der - ganske enkelt fordi de har det, der skal til og er dygtige på deres felt - er dem, vi gerne vil kigge på på den teaterscene, hvor talent og udstråling, evnen til at fortolke følelser og sende dem ufiltreret fra menneske til menneske, er udemokratisk fordelt. Dem, teatret ikke kan undvære, selvom teatret ikke altid vil være ved det.

Her i sæsonen har man kunnet glæde sig over den mageløse Stina Ekblad, der, alene  i kraft af stemme, krop og sind tager publikum frelst gennem Dantes helvede på Republique. Eller Søren Sætter-Lassen, Det Kongelige Teaters lille, store skuespiller, som på Gamle Scene blev det midtpunkt for »Amadeus«, den flotte forestilling har brug for. Der er mere at glæde sig til på den front i den forårssæon, der ligger foran os - hvis man ikke har oplevet Paprika Steen sætte tænderne i Tove Ditlevsens sjælekvaler, bør man sikre sig en billet på Folketeatret - alene for hendes skyld. Og kan man ikke godt tillade sig at glæde sig til at se, hvordan Tammi Øst tager livtag med Martha i nyklassikerne »Hvem er bange for Virginia Woolf?« - nu, hvor hun tilsyneladende er i stødet efter triumfen som Shakespeares nedrige skurk »Richard III« i efteråret? Men lad det være en opfordring til teatercheferne. Giv os skuespillerne tilbage. Vi vil føle noget. Og det er det, de hjælper os til.