Jagten på dansk grafittikunst

En tidsrejse først 20 år – og lidt senere millioner af år tilbage i tiden ventede, da AOK startede bilen og kørte en tur med Andreas Johnsen, ophavsmand til idéen om bevarelse af graffitiværker i vores hovedstad. Ud at se på to steder med en ganske særlig plads i vægmalernes København.

Et enkelt sted på den 170 meter lange væg er Evolution mærket af tidens tand. En ordentlig bid er skallet af, men hvis det lykkes at få Evolution bevaret og beskyttet med lak, er Andreas Johnsen sikker på, at ophavsmanden, Ulrik Schiødt, gerne vil bruge et par dage på at reparere skaderne først. Foto: Kristian Sæderup Fold sammen
Læs mere

Kan I se, hvordan bogstaverne er tredimensionelle?« Andreas Johnsen går igang med en længere forklaring af fænomenet, imens han fører hånden nænsomt henover den skallede, fugtramte væg. Han taler som stod han på Louvre og forklarede en horde af turister om Mona Lisas særlige smil.

Og for dokumentarfilminstruktøren Andreas Johnsen er graffiti da også langt mere end blot en overmalet mur som Assistens Kirkegården og i tusindvis af tags på husmure og elskabe over hele byen. Det er en æstetisk udtryksform, som den nu 33-årige entusiast har dyrket og dokumenteret fotografisk, siden han var 13 år gammel. Allerede et år senere solgte han en serie af sine billeder til Det Kongelige Bibliotek, og i dag har han over 10.000 fotografier af graffiti.

»Jeg er sådan set ligeglad, om man kalder det kunst eller ej. Men det spejler utrolig meget sin samtid. Graffiti har jo indflydelse på alt fra reklamer til samtidskunst,« siger Andreas Johnsen, når han argumenter for den ofte udskældte kulturs placering i samfundet.

Vi har netop sat os i bilen på vej mod Charlottenlund Fort for at finde et ganske særligt værk i den danske graffitihistorie. Men Andreas Johnsen, som denne dag agerer guide, er i tvivl, om værket har modstået vind, vejr, afrensningspatruljer og nye generationer af graffitimalere. Graffitien vi leder efter er nemlig lavet helt tilbage i 1987 af maleren Bates, og det er et par år siden, Andreas Johnsen sidst har været forbi.

»Vi skal på jagt. Og når man skal på jagt, ved man jo ikke, om man får skudt et dyr. Men rygtet siger, at det stadig er der. Jeg vil vise dig det, fordi jeg tror, der er en mulighed for, at det vil leve op til kriterierne for fredning,« siger han spændt.

Det var Andreas Johnsen, der fik idéen til at bevare særlige graffitiværker. Han har opstillet en række kriterier, som ethvert værk skal leve op til, hvis det i hans optik skal bevares for eftertiden.

»Det handler meget om det æstetiske, men der er også andre elementer, der spiller ind. Har det en værdi for andre end graffitimalere? For at det skal have bevaringsværdi for vores samfund, så synes jeg, at man skal se det fra den almindelige borgers synspunkt. Det skal ikke kun være spændende for et vist miljø eller en bestemt ungdomsgruppe. Det skal have en vis betydning for de beboere, der er i lokalområdet rundt om et maleri. Hvor de har værdsat det gennem den tid, det har eksisteret.«

Den 33-årige instruktør har nu langtfra et endimensionelt syn på udtryksformen.

»Graffiti har tit været lagt for had fra mange sider, og det forstår jeg godt. Udover det kan være enormt flot og farvestrålende rent udsmykningsmæssigt, så er det også en form for kodesprog, som er umulig at forstå, hvis du ikke bruger energi på at sætte dig ind i det eller har nogen til at forklare dig om det.«

Andreas Johnsen har rejst verden rundt på jagt efter graffiti i forbindelse med arbejdet på hans dokumentarfilm Inside Outside. Entusiasmen er dog stadig smittende, da han kravler gennem græsset op af skråningen på Charlottenlund Fort. Han kan næsten ikke vente med at se, om værket stadig er der. På en mur ud mod vandet på toppen af fortet. Det handler ikke om, at køreturen måske har været forgæves. Der er langt større ting i spil her.

Men værket er ingenlunde forsvundet. Tiden har sat sit tydelige præg, farverne er blegede og fra bunden af muren har fugten begyndt sin langsomme, men sikre fordøjelse af værket. Men Andreas Johnsen smiler, og hans øjne lyser op.

»Det er så blæret, ik? Jeg blev glad, lige da jeg så det derhenne fra,« siger han og peger hen mod skråningen, som vi få sekunder tidligere har forceret. Hans ellers rolige og langsomme stemme vinder fart i takt med begejstringen.

»Det har en historisk værdi, for allerede i 1987 var det her stilskabende. Og hvis han gik ud og malede det i dag, ville det stadigvæk være smukt. Farvesammensætningen, 3-D effekten. Det er jo fantastisk, al den tid og energi han har brugt på at forskønne og udsmykke vores by.«

Men på toppen af Charlottenlund Fort må Andreas Johnsen alligevel konstatere, at det 20 år gamle graffitiværk er for medtaget til, at han vil tage det med på sin liste med forslag til fredning.

»Det er meget slidt. Jeg synes selvfølgelig også, at det er flot, som det står med alle de krakeleringer og vandskaderne på væggen. Det bliver en del af det. Og det gør det levende. Men det er nu for afskallet til at bevare.«

Efter 20 minutter i selskab med det måske ældste endnu eksisterende graffiti i København er Andreas Johnsen den sidste, der tager turen ned af skråningen igen. Det ser ud til, at han lige skal trække nydelsen i langdrag, betragte værket lidt længere. For måske er det sidste gang han ser det. Tager endnu et billede til samlingen, vender sig og går.

Værket på toppen af Charlottenlund Fort slap altså ikke igennem Andreas Johnsens yderst slanke nåleøje. Men hvilke graffitiværker lever så op til kriterierne?

»Jah, det eneste maleri, som jeg har fundet indtil nu, det er Evolution. Og jeg ved godt, det måske er lidt skrapt, og at jeg måske burde løsne lidt på de her kriterier,« siger Andreas Johnsen og ler let og underspillet. »Men Evolution lever 100 procent op til alle de krav, jeg stiller, for det har en enorm respekt inden for graffitimiljøet. Samtidig med at alle, som kommer udefra miljøet forstår det og værdsætter det. Kunstnerisk og teknisk er det sublimt udført. Det er et monumentalt værk i kraft af, at det også er så stort.«

Det andet stop på vores udflugt er derfor ganske naturligt Evolution, der er gemt godt væk i en afkrog af byen. Kvarteret er Sydhavn, og et blegt, køligt morgenlys fremmaner en tindrende klar ramme. HC Ørstedsværket både syder og ryger i baggrunden og giver kullisen sit industrielle præg.

I taxaen har Andreas Johnsen på vejen fortalt anekdoter fra den mangfoldige graffitiverden. Da banelegemet ved Hovedbanegården glider forbi, peger han på en elkasse, der er overmalet med graffiti.

»Hvad synes du?«

Svaret får lov at drukne i den næste historie, for Andreas Johnsen kender alt til den københavnske graffiti. Det, der for det utrænede øje blot er et rod af farver og former, er for dokumentaristen en signatur, der er ligeså let at afkode og forstå, som et navn stavet med meterhøje, tydelige blokbogstaver ville være for det førnævnte utrænede øje.

Hele to sæt togskinner løber foran den enorme mur, som Evolution er malet på. Et par opklodsede lastbilcontainere skæmmer det fulde udsyn. Uanset er det praktisk taget umuligt at overskue hele værket, der med sine 170 meter udgør en forunderlig rejse igennem universets historie. Andreas Johnsen går langs skinnerne og fortæller. Han er glad for, at københavnerne i større og større omfang lægger vejen forbi værket, der med sin placering ellers sagtens kunne gemme sig for enhvers bevidsthed et langt levet liv.

»Folk bliver overraskede over Evolutions storhed. De tager sig virkelig tid til at kigge og fortæller så om det til venner og bekendte bagefter,« siger han.

Et fredet graffitiværk skal have en værdi for andre end blot folk i miljøet. Det nævner Andreas Johnsen flere gange. Men hvem skal fremtidens måske bevarede værker egentlig komme til glæde?

»Mange af de graffitimalere, der var med, da det startede i 80erne er nu ved at få deres egne børn, og den generation er ved at vokse op. Så kunne man tage ud at kigge på nogle graffitimalerier fra dengang far var barn. Det kunne da være spændende at tage sit barn med på sådan en udflugt istedet for at tage på museum. Eller ligesom at tage på museum,« retter Andreas Johnsen.