Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Komikeren, sangskriveren og det tidligere folketingsmedlem Jacob Haugaard drak og tog stoffer i mange år.
Ifølge et portræt af ham på TV 2 var grunden til, at han flygtede ind i rusen, at han blev misbrugt af en slægtning, indtil han var 12 år gammel.
Kort efter, også som 12-årig, begyndte han at flygte ind i tågerne – første gang med æter, han fandt i haveskabet derhjemme.
En slægtning, som Jacob Haugaard besøgte alene som barn på Færøerne i tre måneder hver sommer, misbrugte ham seksuelt.
»Vi var deroppe i tre måneder uden mine forældre, så der havde han frit spil med mig. Så var jeg hans kæreste, kan man sige. Han voldtager mig ikke, men det er en form for petting hele tiden,« fortæller han til TV 2.
Følte sig svigtet, da det stoppede
Til Berlingske fortalte Jacob Haugaard i 2019, at han indtil for 29 år siden altid var fuld eller påvirket, og at han altid dømte mennesker på, om de havde tilstrækkeligt med rusmidler, han kunne indtage.
»Det er først og fremmest mig selv, jeg skal tilgive. Det sværeste ved at holde op med at drikke har været at tilgive mig selv, at jeg i så mange år manglede helt almindelig sund fornuft, men jeg har også skulle tilgive alle dem og det, jeg gav skylden for mit drikkeri: Vietnamkrigen, forurening, andre mennesker, en film i fjernsynet, en koncert, hvor ingen troppede op. Alle mulige billige tricks som undskyldning,« sagde Jacob Haugaard, som på det tidspunkt også følte, at han havde tilgivet sig selv.
Overgrebene, som også foregik hjemme i Danmark, fik afgørende betydning for resten af Haugaards liv, skriver TV 2. Da han blev 12 år gammel stoppede overgrebene, og det fik ham til at føle sig forvirret og svigtet, fordi han dengang egentlig godt kunne lide sin overgrebsmand, siger han til mediet.
Det er relativt normalt, efter børn er blevet groomet og misbrugt i mange år, at de kan ende med at savne overgrebspersonen, når overgrebene slutter, selvom overgrebene efterlader dybe, psykologiske traumer. Det siger Ane Lemche, der er psykolog i Red Barnet, til Berlingske.
»Det er ret udbredt. Det sker ikke for alle, men for en del. Grunden er, at selvom det er et meget usundt og skadeligt forhold for barnet, opstår der i nogle langvarige overgrebsforhold en relation mellem barnet og overgrebspersonen. Derfor kan tabet af den relation fylde barnet med sorg,« siger Ane Lemche.