Isam B: »Rockstjerne og indvandrer - den er jo helt gal«

Forsangeren i bandet Outlandish Isam B forener sine marokkanske rødder med danske traditioner. Både i musikken og i opdragelsen af sønnen Isak, som skal kende sin nordafrikanske arv – og samtidig vide, at man kan være dansk på mange måder.

Isam Bachiri, bedre kendt som Isam B fra gruppen Outlandish. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Isam Bs fem-årige søn Isak har en dukke. Den er sort og hedder Lars Løkke.

For hvorfor skulle man ikke kunne hedde det, når man stammer fra Afrika? Der er mange måder at være dansk på – en tanke, som Outlandish-sangeren allerede nu vil plante hos sin søn.

»Jeg føler, at så forstår han, at der ikke er noget, der hedder, at man ikke kan se sådan ud og være dansker. Jeg har gjort meget ud af at forklare min søn diversiteten i verden. Jeg rejser jo en del, og han har været vant til at rejse. Det er bare noget med at være initiativrig og skabe nogle rutiner og nogle rammer, som ingen har set før.«

Så hver morgen sidder Isam B sammen med Isak og læser i Koranen. I stuen i lejligheden på Frederiksberg reciterer de versene fra det religiøse skrift, som sønnen allerede kan noget af udenad.

For år tilbage sad Isam Bs far som lille dreng i et andet land og gjorde det samme med sin far, som var den lokale imam i landsbyen i Marokko, hvor han voksede op.

Den daglige Koranlæsning er ikke bare et religiøst ritual. For Isam B er den et forsøg på at holde fast i de marokkanske rødder. En måde at føre arven fra sin bedstefar og far videre til sin søn – fra en landsby et sted i Nordafrika til en bydel i København. Og det er ikke nogen nem opgave.

»Det svære er at skabe nogle nye traditioner ud fra det, som jeg har fået med i bagagen. En arv, som stammer fra Nordafrika. At tage det med og ligesom fortolke det til en skandinavisk model. Altså, det er svært, fordi jeg tit føler, at jeg går på ubetrådt jord. Der er ikke en generation før mig, der har lagt et tydeligt fodspor i forhold til identitet – børneopdragelse, livsstil, religion, kultur, og hvor skal jeg begraves? i Brøndby eller et bjerg i det nordøstlige Marokko, hvor jeg har mine rødder?«

Det er op til ham at finde svarene, og han har nok at se til i forvejen. Som forsanger i musikgruppen Outlandish har han netop afsluttet en tour for at gå i gang med den næste. På fredag og lørdag skal Outlandish optræde sammen med DRs underholdningsorkester i Koncerthuset. Samtidig arbejder Isam B på sit soloalbum på engelsk, som udkommer til foråret – et album, som med hans egne ord er »terapeutisk« og kommer til at handle om store temaer som familie, Gud, kærlighed, død og arv.

Netop arven fra forældrene er 36-årige Isam B især opmærksom på nu, hvor han selv er blevet far. For hvad skal han give videre til sin søn?

»Det kan godt bekymre en, når man bliver 30. Så kan man godt tænke over det her med, hvad man kan gøre bedre for sin søn. Men der er ikke andet for end at hoppe ud i det. Tage tyren ved hornene og så føre an. For knægten sidder og kigger på mig. Og han gør, ligesom jeg gør. Men det er interessant, fordi man ligesom kommer til at præge den næste generation.«

Mødet mellem arven fra Marokko og det danske har altid fyldt i hans bevidsthed – og i hans karriere som musiker. På det anmelderroste soloalbum Institution sang han på dansk om 24-årsreglen samtidig med, at han fortolkede H.C. Andersen-klassikeren »I Danmark er jeg født«. På den måde har Isam B selv markeret sig som eksemplet på et vellykket møde mellem to forskellige kulturer.

Alligevel kan følelsen af at være anderledes godt ramme ham. Som regel i små situationer, hvor han er bevidst om, at han skal gøre en ekstra indsats for at være det gode eksempel.

»Jeg tilhører jo en minoritet og er vant til at skille mig ud i forvejen. Så går man og tænker over, at det er vigtigt at ændre synet på den minoritet. Det er alt fra sådan noget som at respektere love og regler, bruge skraldespanden og for Guds skyld at huske den der dims, der skiller dine varer fra de andre kunders, når du står i køen i Netto. Det tænker jeg over, fordi jeg tilhører en minoritet. Og så er jeg jo også rockstjerne... rockstjerne og indvandrer, den er jo helt gal,« siger han og griner.

Af forældrene er han også blevet gjort opmærksom på, at han skal opføre sig pænt og klare sig godt, så han ikke kommer til at bekræfte negative fordomme om indvandrere. Men lige den følelse ønsker Isam B ikke at give videre til sin søn.

»Jeg tror ikke, min søn vil opleve det. For jeg ville aldrig gøre ham opmærksom på, at han skal opføre sig ordentligt, fordi han er indvandrer. Jeg vil bare sige »nu står vi i kø, og når man står i kø, så står man stille og venter, til det bliver ens tur.« That’s it. Min søn ved jo godt, at han er dansk. Han er også marokkaner, men selvfølgelig ikke på samme måde som jeg. For jeg kommer fra et hjem, hvor der blev talt berbisk. Og i det hjem, vi bor i, bliver der altså talt dansk. Det er hårdt for mig at tale berbisk med min søn, men jeg synes, at det er synd at glemme det og slippe det.

Men jeg må også erkende og anerkende, at det danske er det mest naturlige for mig og min hustru,« siger Isam B, hvis kone også stammer fra Marokko. Ligesom sønnen og konen er Isam B selv ikke i tvivl om, at han er dansk og hører hjemme i Danmark. Derfor går det ham på, når der går »os og dem« i indvandrerdebatten.

»Lige pludselig er der nogen, der tager patent på det at være dansk. Danskere, det er dem, der drikker øl og spiser svin. Punktum. Det er ikke rigtigt. Men hver gang, de forskelle kommer op i medierne, og vi skal diskutere halalslagtning eller karikaturtegningerne volume 5, eller hvad det er, så sejler terminologien.

Folk bliver inddelt i nogle grupper, og tit er det danskerne på den ene side og muslimerne på den anden. Det har en enormt powerful og negativ effekt på fællesskabet.

Jeg oplever, at der er for meget vægt på udseendet. Vi sidder stadig lidt fast i det der med, at en dansker er sådan en blåøjet én med leverpostejsfarvet hår. Hvis du lukker dine øjne og tænker på en dansker, så er det det billede, der kommer frem. Hos de fleste. Det sejler for hr. og fru Jensen der. Og måske egentlig også for hr. og fru Hassan.«

Hvordan det?
»I Brøndby Strand, hvor jeg voksede op, der var dansker et skældsord. Selv om alle børnene havde rødbedefarvede pas. Jeg har tit hørt: »Du er jo ikke dansker, du er muslim.« Den holdning eksisterer absolut også. Men det er jo en modreaktion, som er affødt af følelsen af ikke at være velkommen i Danmark, fordi man fra autoriteternes side kommer til at dele os op, når vi diskuterer indvandring. Det skaber nogle onde ringe i vandet, som taler imod det at være fælles om noget.«

Isam Bs forældre flyttede fra Islands Brygge til Brøndby Strand, da Isam skulle begynde i 5. klasse. Ferierne blev tilbragt i moderlandet Marokko. Familien hoppede ind i en bil, krydsede Middelhavet og ankom til det nye kontinent. »Det var der noget eksotisk og noget eventyr over. Og så at få så meget kærlighed fra nogle mennesker, man ikke ser så tit, og når man så kører væk fra dem igen, så græder de, og min mor græder.

Det er enormt meget bagage, enormt meget arv, som ryger lidt nu. For så går bedstemor bort, og nye mennesker kommer ind i ens liv, nye problemer, nye udfordringer. Og så er det altså svært at samle den store familie. Det kan godt ærgre mig, måske især fordi jeg kommer fra den her marokkanske, muslimske kultur, hvor familie er enormt vigtig. Jeg synes ikke, familie er noget, man bare skal glemme.«

Isam B ville gerne tage til Marokko hvert år, men hvert andet år er mere realistisk. Alligevel er familien og rødderne med ham. For eksempel når sønnen Isak er i Zoologisk Have, og han er helt vild med at malke køerne, fordi han husker, hvordan Isam Bs tante malkede køerne på landet i Marokko. »Jeg vælger jo også at gøre det marokkanske til en del af hans identitet. For jeg tror, at jo mere man ved om sig selv og sin historie, jo stærkere står man,« siger Isam B.

Men der er stor forskel på det hjem, som Isam B selv voksede op i, og det hjem, han har skabt for sin søn. Isam B beskriver sit barndomshjem »som at være i Marokko«. Lejligheden var indrettet klassisk marokkansk med hånddekorerede møbler af træ. De marokkanske skikke prægede også børneopdragelsen.

»Det var klassisk marokkansk opdragelse, men samtidig med en fornemmelse for, at man sagtens kunne gå ud og overtage verden. Der var masser af kærlighed, men det var ikke sådan, at min far ville sige til mig, at han elskede mig. Eller min mor, for den sags skyld. Det var ikke sådan, kærligheden blev vist. Det var mere ved tilstedeværelsen. Vores forældre brugte meget tid på os og prøvede at gøre mulighederne bedre for os.«

Moderen var hjemmegående, mens faderen var kørelærer, underviste udlændinge i dansk og ved siden af var formand for Dansk Marokkansk Venskabsforening, hvor børnene gik til arabisk og var med til at fejre marokkanske nationaldage. Opdragelsen var striks, og børnene blev holdt godt beskæftiget.

»Jeg husker vores morgener gå med at sidde og læse kronikken i Politiken, og hvis det ikke var det, så var det arabisk-undervisning, ellers var det måske et andet sprog, fransk eller spansk – man ved ikke, hvad min far kunne finde på,« siger han med et smil.

Isam Bs nuværende hjem repræsenterer både Marokko og Danmark, familien har en fyldig sofa fra Ilva i stuen, mens en marokkansk lampe lyser Isaks værelse op. Forældrene læser både H.C. Andersen og arabiske bøger med deres søn. Og så er det heller ikke noget tilfælde, at Isak træder sine barnesko på Frederiksberg frem for Brøndby Strand.

»Brøndby Strand var meget delt op. Jeg plejer at sammenligne det med sådan en amerikansk fængselsfilm. Det er sådan meget raceopdelt. Man holder sig lidt til sine egne, hvor der er mest trygt. Her på Frederiksberg er man inde i byen, og der blender man ligesom mere ind,« siger Isam B, der i Brøndby kun havde én ven, som var etnisk dansk. Og han endte endda med at flytte.

Den oplevelse vil Isak ikke få, siger hans far. Ikke bare fordi drengen vokser op i byen, hvor kulturer mødes – men fordi han vokser op i en anden tid, hvor der i Isam Bs øjne er mere plads til forskellighed.

»Folk er mere på bølgelængde i dag. Vi kender til hinandens forskelligheder, og det er helt klart en fordel. Det kommer Isak også til at mærke. Det er jo en ny generation, og selvfølgelig har vi rykket os. Og vi vil rykke os endnu mere og smitte mere af på hinanden,« siger han. »Når vi udvikler os som samfund, får vi også mere tilfælles.«