International klasse fra Malene Birger

Man kunne lægge meget betydning i, at Malene Birgers show var lagt lige efter DAY Birger et Mikkelsens, så publikum med DAY i frisk erindring kunne sammenligne hvad designeren, der for år tilbage gik fra firmaet men efterlod sit navn, kunne præstere alene.

Der er altid lidt mere af det hele til et Malene Birger Show. Selv om Tappehallerne i Hellerup Havn ligger midt i en mudret byggeplads, så er det en imponerende kulisse, og det hele stinker langt væk af at være velproduceret med en logistik der er helt i top.

Hvor andre har nogle få kendte drysset ud over arrangementet, kan Malene Birger fodre svin med dem i en hel sektion, der talte Alexander Kølpin, Jokeren og ikke mindst den ultimative A-liste-musthave: Prins Joachims udkårne Marie Cavallier! Det kan da kun betyde at en royal forlovelse er nært forestående, skulle vi mene.

 

Bag ved de siddende gæster sås mange repræsentanter fra især japansk og kinesisk presse, som tilsyneladende er vilde med den danske designer.

 

Hvor mange andre shows konkurrerer om at have det mest outrerede look med tynde, blege og  specielt udseende modeller, benytter Malene Birger sig af markedets mest solbrune og glamourøse af slagsen. 

Musikken var 1970'er funky og pigerne vuggede dovent af sted med små smil på læberne og lignede noget fra dengang det var tilladt at være lækker, og hvor man hverken behøvede at være underspillet eller grim for at være med på noderne. 

 

Det var bond-piger som taget ud af en new yorker-natklub og hvis sammenligningen med en af modens helt store stjerner, amerikaneren Marc Jacobs, var nærliggende.

 

Efter gennemgangen af den normale kollektion kom et kort ophold, og så kom Birgers Haute Couture-lignende linie, kaldet Salon, på podiet. I Malene Birger regi er det en del af pakken, men det er stadigvæk imponerende på dansk grund at se, hvordan der bliver gået til mode-makronerne.