Ingen har fortjent at finde sin far død af druk på et gulv. Fire dage senere

Mediekommentar: I Farum Kommune skulle borgerne ikke mangle noget. Og stod det til borgmester Peter Brixtofte, var det vigtigste af alt, at byens fodboldhold kom i Champions League.

»Jeg kan bedre lide Peter Brixtofte nu, end jeg kunne, før jeg så dokumentaren. Måske er jeg farvet af fortiden, måske har producenterne været venlige ved hans eftermæle. Måske er det okay uanset.« skriver Aminata Amanda Corr i denne mediekommentar. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bax Lindhardt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det virker næsten komisk, at det faktisk er sket i virkeligheden. At det kunne lade sig gøre uden den helt store modstand.

Og det selvom historien ville blive dømt utroværdig og urealistisk, hvis den blev præsenteret i et skønlitterært værk. Det var nemlig grotesk, det der foregik.

Men det skete, og nu er der lavet en dokumentar om det: »Brixtofte – helt, skurk, far«.

Selv blev jeg født i Venstre-borgmesteren Peter Brixtoftes imperium. I 1991 kom jeg til verden og voksede op i Farums spektakulære omgivelser for børn.

Jeg har gået til svømning i Farum Svømmehal, tennis i Farum Tennisklub, spillet basketball i Farum Arena og fodbold i Farum Boldklub. Sidstnævnte på hold med Brixtoftes datter Vibeke.

Jeg har fået en skolecomputer af mærket Compaq udleveret fra Farum Kommune, siddet boldpige til fodboldkamp i Farum Park og fået udleveret billetter til stadion af mine folkeskolelærere.

»Brixtofte – helt, skurk, far« er helt bogstaveligt et billede på min barndom. Det er mine skolekammerater, der udtaler sig om at have fået skolecomputere, og mine lærere, der går rundt i skolegården.

De omdiskuterede lysmaster, der generede borgerne, kan ses fra mine bedsteforældres have, når FC Nordsjælland spiller på hjemmebane.

Faktisk var Peter Brixtofte manden, der viede mine forældre på Farum Rådhus. Han har med andre ord været en præsent figur i min bevidsthed, så langt tilbage jeg kan huske. Og det er med de briller, jeg har set den nye dokumentar om alle de mennesker, han var.

Helt

Går man en tur på Farum Bytorv og spørger en håndfuld mennesker, hvad de mener om Peter Brixtofte, ville det nok komme bag på mange, hvor stor en opbakning han stadig har.

»Det kan godt være, han lavede noget rod, men han var en fremragende borgmester for Farum i mange år,« lyder det typisk.

Og det kan muligvis undre, siden kommunen endte med en gæld af astronomiske dimensioner, og borgmesteren mildest talt mistede overblikket over, hvornår penge til forbrug skulle tages fra kommunekassen. Og hvor penge til kommunekassen skulle komme fra.

Peter Brixtofte blev 66 åf. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Guldbæk Arentsen.

Men det, mange farumborgere husker Peter Brixtofte for, er, at 1990erne i Farum var én stor gavebod. Det var præcis, som det fremgår i dokumentaren.

Alle skolebørn skulle have en computer i hjemmet, sponsoreret af kommunen. Og det skulle være en Compaq. Det med Compaq vender vi tilbage til.

Var der nogen, der ville have en ny, stor sportsarena? Værsgo. En charterferie til Lanzarote for alle borgere i kommunen over 67 år? Afsted med jer. Et fodboldhold i Champions League? Det finder vi bare ud af.

Du vidste måske ikke, at der var en skulpturpark i Farum, men det er der, og den har ikke været billig. Men nogen ville have den, og der blev sagt ja. Selvfølgelig. Og der var fri bar i fadøl til hele kommunen, da den blev indviet. Fordi hvorfor ikke.

Således efterlades man efter første afsnit med ét spørgsmål: Hvad i alverden havde I regnet med?

Skurk

Det ligner jo unægteligt, at en hel by har taget hovedet under armen, og ikke en eneste gang har studset over den tilsyneladende bundløse kommunekasse.

En by, som opfører sig som teenagere, der er alene hjemme, hvor mor og far er på skiferie og efterlod dankortet på køkkenbordet. Skal der være fest, så lad der være fest.

Men tro ikke, kære læser, at der er tale om tusindvis af mennesker, der oprigtigt troede, at alt var, som det skulle være.

Det var jo nemlig helt åbenlyst, at den var ravruskende gal på kommunen. Compaq, som havde givet os alle en skolecomputer, var jo tilfældigvis også sponsor for fodboldklubben.

Og alle, der oplevede gener fra lysmasterne i Farum Park, modtog vinflasker fra kommunen som plaster på såret. Så snakkede vi ikke mere om det.

Der var nemlig sket det, som ofte sker i programmet »Luksusfælden«. På et tidspunkt bliver problemet så stort, at man ikke længere kan overskue at forholde sig til det.

Og så bliver man bare ved med at svinge kortet og håbe på, at der et eller andet sted sidder nogle voksne, som har styr på det. Det gjorde der mildest talt ikke.

Der sad nemlig en mand ved roret, der med sin sale-and-leaseback – eller Farummodellen – frasolgte byens børnehaver og vuggestuer, rensningsanlægget, genbrugsstation og skolerne som en slags monstrøse kviklån.

En mand med megalomane tendenser og et hidsigt alkoholmisbrug.

Far

Det bedste og vigtigste af de tre afsnit af »Brixtofte – helt, skurk, far« er det sidste, hvor vi hører om Peter Brixtofte som far og som privatperson. Hvor hans døtre får ordet.

Vi får set Peter Brixtofte som et helstøbt menneske og andet end et symbol. Først på Farums storhedstid, siden på Farums totalt nedtur.

Desværre har folkene bag dokumentaren valgt at indspille nogle scener med skuespillere, der gengiver, hvad kilder fortæller om deres liv med Brixtofte. Et greb, der altid er et sats, og her fungerer det ikke.

»Der sidder jeg bare og tænker. Jeg har sådan en sød far. Det kan godt være, at han har et alkoholproblem, men han er så sød. Og han ligger helt alene på et hospital nu. Jeg bliver nødt til, at tage hen og se, hvordan han har det.« fortæller Signe Brixtofte i dokumentren »Brixtofte – helt, skurk, far«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Privatfoto.

Det tilføjer desværre et noget kunstigt element til et produkt, der ellers er ret ægte. Et fornemt billede på, at alle virkelighedens helte og skurke først og fremmest er mennesker.

Datteren Signe Brixtofte siger det allerbedst, da hun fortæller om hans indlæggelse ovenpå en længere periode med druk, hvor de ikke har haft kontakt:

»Der sidder jeg bare og tænker: Jeg har sådan en sød far. Det kan godt være, at han har et alkoholproblem, men han er så sød. Og han ligger helt alene på et hospital nu. Jeg bliver nødt til at tage hen og se, hvordan han har det«.

Menneske

»Kan du så godt lide rødvin?« spurgte folk prompte, når man i 2000'erne sagde, at man var fra Farum. Sagen var blevet billedet på byen, og Peter Brixtofte var ansigtet på sagen. En endimensionel karakter.

Jeg kan huske, dengang sagen begyndte at rulle. Min ældste fætter gik på årgang med en af døtrene, og en klassekammerat havde haft en avis med Peter Brixtofte på forsiden med i skole. »Upædagogisk« kan vist ikke helt dække den handling.

Og med det mener jeg ikke, at avisforsider skal formes efter de omtaltes børn. Avishistorien og forsiden var på sin plads. Men der var blevet dømt klapjagt på alt, der havde med Peter Brixtofte at gøre i Farum, og så kunne man jo ramme ham lidt ved at stikke et barn sådan en avis.

Personligt tror jeg på, at Peter Brixtofte havde gode intentioner og ambitioner om at gøre Farum Kommune til verdens bedste kommune. Og jeg synes godt, vi kan være denne dokumentar bekendt. Ikke at jeg har haft noget med den at gøre, men det er ordentligt, at det her er, hvad der står tilbage.

Jeg kan bedre lide Peter Brixtofte nu, end jeg kunne, før jeg så dokumentaren. Måske er jeg farvet af fortiden, måske har producenterne været venlige ved hans eftermæle. Måske er det okay uanset.

Og husk så på, at et menneske ikke kan gøre således alene. Tænk, hvor mange mennesker, der har ladet sig opvarte med god mad og vin i bytte for lidt goodwill eller tavshed. Og ikke mindst, hvor mange mennesker det er gået ud over.

Mod dokumentarens slutning græd jeg ustyrligt. Og jeg er stadig ikke helt sikker på hvorfor.

Måske var det ubehageligt at blive konfronteret med hans mange menneskelige mangler og personlige kampe. Med hans efterladtes sisyfosarbejde med hans alkoholproblem.

Måske var det, fordi det var Vibeke, der fandt ham. Altså Vibeke fra mit fodboldhold, som jeg ikke har talt med i årtier, og som jeg også bemærkede ikke optrådte i dokumentaren. Det vil jeg undlade at spekulere i.

Måske bare, fordi ingen har fortjent at finde sin far død af druk. Og ingen har fortjent at ligge livløs på et gulv i fire dage. Peter Brixtofte blev 66 år gammel. Akkurat et år for ung til en charterrejse i 1990erne.

Til gengæld kvalificerede FC Nordsjælland sig til Champions League i 2012, og hvor var det fedt at være barn i 1990ernes Farum.

»Brixtofte – helt, skurk, far« kan ses på drtv.