Ikke et ord om retsina

Indehaveren reddede lige netop aftenen på Deligreco på Frederiksberg fra at blive en græsk tragedie.

Den græske restaurant og deli på Gl. Kongevej trækker lige netop tre stjerner i hus. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Bech

Forleden uge modtog jeg en pressemeddelelse på vegne af Deligreco, en ny græsk restaurant og deli.

»Vi serverer moderne græsk – uden retsina og souvlaki, men med et stort udvalg af græsk kvalitetsvin,« lød budskabet sådan cirka, hvilket ugen efter fik mig til at lægge vejen forbi Gl. Kongevej. Moderne græsk kvalitetsmad er ikke ligefrem hverdagskost i København.

Allerede idet vi trådte ind af døren, stod det dog klart, at der ikke ligefrem var tale om en trestjernet michelinrestaurant: De blandede møbler i det lille lokale var godt skramlede, og vi kom til at sidde i det gustne lys fra varemontren med feta og oliven. Vi måtte bede om at blive flyttet og endte således i en dyb sofa.

Den danske tjener viste sig være ligeså blank, som hun var blond, og vidste absolut ikke noget om den mousserende vin, hun serverede, hverken hvad angår pris (75 kr.) eller indhold. Og der var heller ikke nogen hjælp at hente i vinkortet, for et sådant eksisterer ikke. Bagetiketten af vinen afslørede imidlertid, at der var tale om moschofilero druen, som altså her gav en relativt aromatisk, let sødmefuld boblevin i cremant klassen.

Ok servering

Der gik 30-40 minutter, før vi blev spurgt, om vi ville have vand, og da tjeneren endelig ankom med vandet, fik jeg min ledsagers boblevand, mens hun fik mit vand fra hanen. Den danske tjener vidste ikke noget om det spækkebræt med græsk charcuteri og ost, som vi bestilte som starter.

Husets anden tjener, en genert græsk kvinde (indehaverens kone, viste det sig) som tydeligvis hellere ville have været fri, måtte tilkaldes for at fortælle om varerne, som for kødets vedkommende talte en velkrydret salami i tyrkisk stil, en postkasserød spegepølse, som bortset fra fyldet af ost og valnød lignede vores lokale trestjernede, kogt skinke og en endelig en pastrami, som var et stykke fra at være den bedste af slagsen, jeg har smagt.

De tre oste på brættet talte en udmærket frisk, cremet ged, endnu en ged i en mere fast og lagret manchego-agtig udgave med peberkorn, og en udmærket feta på blandet gede- og fåremælk, serveret med en sjov sød oliven gele. På brættet var der også en creme af favabønner, der smagte præcis som danske gule ærter med velkrydrede, sprødstegte pitaflager til at dyppe med. Samlet set en ok servering, uden ligefrem at være ophidsende.

Jeg var knapt så glad for den næste anretning af ikke videre sjove store rejer, som det ikke lykkes mig få oplyst oprindelsen af. Jeg spurgte tjeneren flere gange, og til sidst kom hun tilbage og sagde, at rejerne var fra Danmark – jo, tak, i så fald må det være Inco bælt. Rejerne var serveret med blade af grønkål, wasabi-yoghurt og dadeltomater – et godt stykke fra at være en genial kombination i min mund.

I glasset havde vi nu den vel nok bedste og mest kendte græske hvidvin, Assyrtiko fra Santorino, en dejlig, slank, sprød og mineralsk vin, som er perfekt til skaldyr.

Godt værtskab kan ikke overvurderes

Med mine gentagende vinspørgsmål lykkes det endelig at lokke Deligrecos indehaver Theodore Tsigkas ud af sit skjul bag computeren bagerst i lokalet.

Med ham ændrede vores hidtil så håbløse aften totalt karakter: Nu fik vi endelig lov til at opleve den passion – og ikke mindst viden – som nødvendigvis må ligge bag Deligreco: det er svært at forestille sig en specialbutik med græsk vin drevet alene ud fra en gusten økonomisk bagtanke.

Retterne begyndte nu at strømme til bordet: Jeg var ret vild med et par små pita-trekanter toppet med fed yoghurt og revet bottarga (tørret multerogn). Og endnu engang favabønnecreme, denne gang med råmarinerede ansjoser og saltede kapersblade (som jeg ikke mindes at have smagt før).

Næste ret var resolut saltet torsk garneret med mere tomat og grønkål samt en herlig aioli-agtig traditionel græsk mayo rørt med masser af kartoffel og hvidløg. Så fulgte en rustik gang store Lima bønner i tomatsauce med godt krydret kalvepølse fra bjergene i det nordlige Grækenland.

Med hovedretten langtidsbagt lam med kartoffelmos, jordskokker og gulerod var vi igen tilbage til det tålelige, snarere end ophidsende. Og samtidig fik vi lov til at smage en stribe rødvine, bl.a. en xinomavro fra Thymiopoulos i Naosa, der smagte som en blommet udgave af nebbiolo, mens en agiorgitiko fra Nemea viste sig mere heftig, koncentreret og alkoholisk og dermed mindre min smag.

En enkelt dessert blev vi også lige nødt til at smage, æblemousse med karamelliseret æble og kanelkrydrede pita-chips viste sig at være udmærket at runde af på.

Herefter kunne vi endnu engang konkludere, at godt værtskab ikke kan overvurderes i restaurantsammenhæng: Da Deligrecos indehaver langt om længe trådte ind på scenen, reddede han det, som lignede en historisk katastrofal aften og trækker således lige netop tre stjerner i hus. Og så må man i øvrigt undre sig over, at et spisested sender meddelelser ud til pressen, før restauranten er klar til at modtage den, og f.eks. ikke engang har et vinkort.

Hvad: Deligreco. Hvor: Gl. Kongevej 170, Frederiksberg, tlf. 38 34 00 08. Hvor meget: Hovedretter fra 149 kr.