»I starten tænkte jeg: Åh nej, for jeg hader salat. Men så fandt jeg ud af, at jeg stadig kan spise lasagne i store mængder«

Flere og flere lægger deres kost og livsstil om af hensyn til miljøet. Berlingske har talt med fire af dem.

Malou Westergaard fløj for sidste gang i 2012, og siden dengang har hun gradvist lagt sit liv om. Foto: Asbjørn Sand Fold sammen
Læs mere

Kødfri dage, cykelferier og grundig affaldssortering. Bæredygtighedsbølgen ruller i disse dage over Danmark, og meget tyder på, at det fylder mere og mere i flere danskeres bevidsthed. Vi genbruger flittigt, siden 2014 er 60 såkaldte loppe­supermarkeder åbnet rundt om i landet, og på Facebook er flere end 32.000 danskere blevet medlem af en gruppe, hvor de flittigt deler opskrifter og hjælper hinanden med at lave vegansk mad.

Det er langt fra kun i Danmark, at klimabevægelsen har slået rødder. I december 2015 kårede New York Times begrebet »klimatar« til at være et af årets bedste nye ord, der bruges om mad. Ifølge avisens definition er en klimatar en person, der via sin diæt og levevis forsøger at bekæmpe klimaforandringer.

For nylig viste en rapport fra Lunds Universitet, at de fire livsstils­ændringer med den største positive effekt på klimaet er at leve vegansk, droppe flyture, droppe bilen og få færre børn. Forskere anslår, at vi hver især skal udlede mindre end to ton CO2 årligt, hvis ikke jordens temperatur skal stige med mere end to grader.

Selv om der efterhånden er konsensus blandt forskere om, at det i fremtiden vil være nødvendigt at lægge vores livsstil markant om, hvis vi vil stoppe klimaforandringer, kan det stadig være svært at møde forståelse fra omgivelserne, når man tager valget:

»Det sværeste er faktisk andre mennesker. Selve det kostmæssige er ikke så svært, hvis bare man tager sig tiden til det. Det har faktisk været det nemmeste af det,« fortæller René Skall. Han er vegetar og er en af fire personer, Berlingske har talt med, der har lagt sin livsstil om af hensyn til klimaet.

Malou Westergaard, 25 år. Veganer. Bor i Malling udenfor Aarhus. Kunstner, men pt. på kontanthjælp.

Sidste gang, Malou Westergaard satte sig i et fly for at rejse på ferie, stod der 2012 i kalenderen. I løbet af de seneste mange år har hun nemlig gradvist lagt sit liv om, så hun i dag hverken flyver eller kører bil, og så har hun har ingen intention om at få børn. Det skyldes både klimamæssige overvejelser såvel som private årsager, siger hun:

»Jeg synes, at der er for mange mennesker i forhold til efterspørgslen på ressourcer. Derfor gør det nok ikke så meget, hvis jeg ikke får nogle. Det tror jeg ikke, at verden går under af.«

Malou Westergaards grønne omstilling af sit liv, har været længe undervejs.

»Det kom af, at der altid var så meget i medierne om klimaforandringer og krise, hvilket fik mig lidt op af stolen. Jeg har altid tænkt, at man skal gøre det bedste, som man kan. Det handlede simpelthen om at lave det mindste aftryk overhovedet muligt,« fortæller hun.

Med sin daværende kæreste købte hun et kolonihavehus, hvor de forsøgte at blive selvforsynende. En dag gik det dog op for Malou Westergaard, at hun blev nød til at gå et skridt videre:

»Jeg har aldrig været vegetar. En dag så jeg dokumentaren »Cowspiracy«, hvorefter det gik op for mig, at metangas er en del værre end CO2. Så stod jeg der og følte mig som en dum klimaaktivist, der havde misforstået det hele,« siger hun.

»Cowspiracy« er en omdiskuteret film fra 2014, der fik stor udbredelse gennem streaming­portalen Netflix, og som tegner et skræmmende billede af de konsekvenser, menneskehedens appetit for kød har for klimaet. Det var denne film, der fik Malou Westergaard til at sige farvel ikke alene til kød, men også til andre animalske produkter såsom mælk og ost.

»I starten tænkte jeg: »Åh nej, skal jeg så leve af salat?« For jeg hader salat. Men jeg fandt ret hurtigt ud af, at jeg stadig kan spise lasagne i store mængder, og så blev det hele meget nemmere lige pludselig,« fortæller Malou og fortsætter:

»Det sværeste har faktisk været andre folks accept. Mange har svært ved at forstå, at man ikke spiser kød, og når man så forklarer, at det er af hensyn til klimaet, så svarer folk ofte, at det jo ikke er her, de (klimaforandringer, red.) sker.«

Malou Westergaard føler ikke selv, at hendes livsstil har nogen konsekvens for hendes livskvalitet, og hun bliver ikke misundelig, hvis vennerne kommer solbrune hjem fra ferie i Thailand:

»Jeg kan vel også komme til Thailand, det tager mig bare lidt længere tid,« siger hun.

René Skall, 33 år. Vegetar. Bor i Klokkerholm i Nordjylland, og er uddannet veterinær-sygeplejerske.

Privatfoto Fold sammen
Læs mere

Det var aldrig planen, at René Skall skulle være vegetar. Han ville gerne leve mere klimavenligt, men var ikke helt klar til at droppe kødet. Derfor forsøgte han i 2015 at blive selvforsynende og begyndte blandt andet at opdrætte og slagte sine egne kaniner.

»Jeg havde den her utopiske tanke om, at jeg kunne fodre dem med ting fra haven og skoven. Det endte dog med, at jeg måtte købe en masse foder udefra, og så var jeg jo ikke bedre end de store producenter,« siger han.

Efter knap to år som kaninavler tog René Skall derfor beslutningen om helt at udfase kød som en fast del af sin kost. På sigt håber han på at kunne leve vegansk, men omstillingen tager tid, fortæller han:

»En af de største lektier, jeg har gjort mig, er, at man må tage det i etaper. Du kan ikke bare stoppe fra den ene dag til den anden, for så bliver livet for surt. Til gengæld er jeg et sted nu, hvor jeg på ingen måde har lyst til at spise kød,« fortæller René Skall. I en travl familiehverdag kan den grønne omstilling være en udfordring. Derfor følger René Skalls børn ikke samme diæt som deres forældre.

»Mine børn spiser kød. De vil gerne have pålæg på madpakken, og hvis de gerne vil have kyllingelår til aftensmad, så får de det. Det vil jeg ikke blande mig i, og der er også noget næringsmæssigt i forhold til børn,« fortæller han. Samtidig fortæller René Skall, at hans børn ikke skal føle sig uden for fællesskabet, hvis de f.eks. bliver budt på kød til arrangementer. Det at passe ind i fællesskabet er noget, som han selv tumler med. Det gælder både familie og venner, der ikke forstår hans diæt, men også blandt umiddelbart ligesindede:

»Langt hen af vejen føler jeg mig som en minoritet blandt veganere. Jeg har ikke de samme ekstreme holdninger omkring dyrevelfærd, som mange andre har. Jeg har valgt diæten hundrede procent af miljøhensyn,« siger han.

Camilla Stemann Jensen, 32 år. Flexitar. Bor på Østerbro og arbejder som selvstændig digital konsulent.

Foto: Thorbjørn Kø Fold sammen
Læs mere

Juleferien byder traditionen tro på en lind strøm af danske klassikere som andesteg, flæske­steg, medister og andre tunge sager. Mange danskere kender nok til at den op­pustede følelse, der følger, og flere har sikkert også både indgået og brudt nytårsforsæt om at spise sundere.

Camilla Stemann Jensen har dog holdt ved, siden hun i januar 2016 tog et valg om at lægge sit liv og sine madvaner om.

»Jeg kunne mærke, at mit forhold til kød langsomt havde ændret sig, så jeg ikke nød det på samme måde som tidligere. Da jeg efterfølgende så dokumentaren »Cowspiracy«, gav den mig det sidste skub til at tage beslutningen. Tit laver man jo bare kød, fordi det er det, man plejer.,« fortæller hun. I dag laver Camilla Stemann Jensen og hendes kæreste slet ikke kød længere, når de er hjemme. Til gengæld spiser hun stadig kød uden for hjemmet, når hun får det serveret.

»Det har gjort det nemmere for mig. Jeg tror, at mange har det svært med at komme og føle sig besværlige, fordi de ikke spiser bestemte ting. Hvis der opstår en situation, hvor du er nødt til at spise kød, så gør du det bare, uden at det føles som en falliterklæring,« siger hun og uddyber: »Mange reagerer voldsomt, når folk siger, at de er vegetarer eller veganere. Jeg tror, at de, der har svært ved at forstå det, bedre kan acceptere mit valg, når jeg også nogle gange spiser det samme som dem.«

Klimabevidstheden fylder meget for Camilla Stemann Jensen, der genbruger og ikke kører i bil. Én ting kan hun dog ikke give slip på: Flyrejser.

»Man kan blive helt skør, hvis man tænker for meget over det med klimaet. Nogle gange ville jeg ønske, at jeg ikke havde den viden, som jeg har nu. Der er så mange ting hele tiden, som man skal huske at tænke på,« siger hun.

Jacob Antvorskov, 41 år. Klimabevidst forbruger. Bor i Vallekilde og arbejder som afdelingsleder på en produktionsskole.

Foto: Emil Hougaard Fold sammen
Læs mere

Det hele startede med en udfordring til en familie­sammenkomst: Hvem kan få det mindste strømforbrug?

»Jeg elsker at sætte mig noget for og have et mål. I første omgang skiftede vi alle pærer i huset og gjorde generelt det, som man godt ved, at man burde. Spørgsmålet var så: Hvordan kommer vi videre derfra?« siger Jacob Antvor­skov.

Familien begyndte dernæst at modernisere deres hus med vedvarende energi, så de nu både får strøm, varmt vand og varm luft ved hjælp af solens stråler. Siden greb det om sig, og det der startede med energibesparelser, er i dag blevet en livsstil.

»Vi er ikke rabiate på nogen måde, vi gør bare alt det, som anbefalingerne siger. Det gør os måske til de irriterende velopdragne i klassen,« fortæller Jacob Antvorskov.

Projektet har sat familiens opfindsomhed på prøve. De har skåret ned på kødet, klunser deres affaldsposer, køber kun brugte ting og har en vandkande stående i bruseren, så det kolde vand ikke går til spilde. Senest er de begyndt at droppe flyet, når de skal holde ferie:

»Vi har lige været på sommerferie med tog til Warszawa og Kiev. Det er faktisk vildt fedt. Når man kører i et gammelt tog og spiser i restauranten, så føles det lidt ligesom at køre med Orient Ekspressen,« siger Jacob Antvorskov.

Ifølge Jacob Antvorskov har vi mennesker opdraget hinanden forkert i de seneste mange år. Derfor handler det for ham om at vise, at man ikke behøver gå på kompromis med det gode liv, bare fordi man lægger sit liv om.

»Den midtervej, vi har valgt, giver ingen konflikter. Jeg hørte om nogen, der forlod en juleaften fordi der var for meget kød. Det er jo latterligt. Så er man ikke integreret i samfundet. Jeg oplever faktisk mere, at folk er nysgerrige, når de kommer hjem til os,« fortæller han.