Det var det, der ikke måtte ske. Året var 1994, og Yasser Arafat trådte op på talerstolen i Grand Hotels festsal for at takke for den fredspris, han sammen med Shimon Peres og Yitzhak Rabin havde modtaget for sine »bestræbelser for at skabe fred i Mellemøsten.«

Og den palæstinensiske leder talte længe. For længe. I anledning af den historiske begivenhed havde køkkenet på Grand Hotel kreeret en fredsdue af is til desserten, men i kraft af den keffiyeh-tørklædeklædte talers snakketøj, begyndte vidunderet at smelte.

Og det kunne selv ikke århundredets største sikkerhedsopbud i den norske hovedstad forhindre. Trods en gastronomisk redningsaktion, var det med et hængende næb, at duen blev vist frem.

Måske et symbolsk forvarsel om, hvordan de gode intentioner i de kommende år ville blive forvaltet.

Historien hører til blandt dem, de ansatte på det, der er Oslos svar på Hotel d’Angleterre, elsker at fortælle. I mere end 100 år har modtagerne af verdens mest berømte fredspris indlogeret sig i den gamle bygning, der ligger midt på den norske hovedstads travleste butiksstrøg. Et faktum, der har givet hotellet et unikt historisk tilsnit. I dag skrives et nyt kapitel, når børnerettighedsforkæmperne Malala Yousafzai og Kailash Satyarthi klokken 19 træder ud på Nobel-suitens balkon for at lade sig hylde af det traditionelle fakkeloptog for fred.

Alligevel er ingenting »business as usual,« fastslår marketingdirektør Kari Hasselknippe, der har inviteret MS på en rundvisning i de gamle stuer og suiter, som hvert år er ramme om fejringen af årets fredsprismodtager. Intet må være overladt til tilfældighederne.

»Vi begynder forberedelserne straks efter, at modtageren er offentliggjort. Vi prøver altid at gøre noget unikt ud af hvert enkelt arrangement og søger at underbygge borddekorationer og menuen i forhold til, hvem det er, som vinder. Da Jimmy Carter modtog prisen i 2002, valgte blomsterdekoratøren for eksempel at bruge små jordnødder i udsmykningen, fordi Carter jo er kendt for sin peanutfarm,« fortæller Kari Hasselknippe, der understreger den knivsæg, hotellet hvert år bevæger sig på i forhold til at ikke at overspille symbolikken og i forhold til de traditioner, der knyttes til arrangementet.

Man fornemmer straks den historiske ramme, når man træder ind ad døren på Karl Johans Gate 31. Her synes alt at have en historie. Længe før den svenske dynamitopfinder Alfred Nobel fik ideen til en fredspris, sad nationaldramatikeren Henrik Ibsen dagligt ved sit stambord i Grand Café og diskuterede verdenssituationen med sine intellektuelle venner. Og trods sin kroniske pengenød, lykkedes det også »Skriget«-maleren Edvard Munch at aflægge visit, selvom han ikke altid kunne betale regningen.

Engang forsøgte han endda at slå en handel af og bytte sit maleri »Den syge pige« for 100 bøffer, men det afviste køkkenchefen. Grand Hotel må ærgre sig over beslutningen, for »Den syge pige« blev i 2007 solgt til en værdi af 246.500 pund eller cirka 2,5 millioner danske kroner. Ibsen, der ikke var videre begejstret for sin fattige kunstnerkollega, måtte til tider lægge ud.

Det var også i Banketsalen, at polarforskeren Roald Amundsen lod sig fejre for i 1911 at være det første menneske, der nåede frem til Sydpolen.

Hvert år i december er det nu internationale fredsaktivister, politikere og samfundsspidser, der lægger vejen forbi. I de store festsale, hvor fredsprismodtagerne og de øvrige knap 250 inviterede gæster spiser den årlige femretters middag, og hvor Kari Hasselknippe »fik set Michelle og Barack Obama tage en svingom,« er væggene prydet med gobeliner, mens der i loftet hænger store lysekroner af krystal importeret fra den venetianske ø Murano, der i mere end et årtusind har været verdensberømt for sin glaskunst. Naturligvis.

»Men hver gang, vi skal have krystallerne vasket, kræver det en hel uges arbejde,« fortæller Kari Hasselknippe.

Det er dog på etagen ovenover, at man for alvor mærker historiens vingesus. På værelse 201, Nobel-suiten. I det øjeblik, man åbner døren til det forjættede soverum, bliver man budt velkommen af en perlerække af fredsprisvindere, der alle hænger i glas og ramme på entreens orangegule væg. Men pladsen er trang, og ikke alle er så heldige som Willy Brandt og Desmond Tutu, der har fået lov til at hænge der siden hhv. 1971 og 1984.

»Det ender ofte med, at de »ældste« vindere bliver taget ned, men det er klart, at der da er nogen, vi gerne lader hænge lidt endnu,« griner Kari Hasselknippe og fortæller, at det er hoteldirektøren, der beslutter den slags. Til et interview med det statslige NRK i 2009 slog daværende hoteldirektør Svein-Petter Haslerud da også fast, at Aung San Suu Kyi for eksempel er en, »vi næppe bør tage ned.«

Værelsets stue er lidt større end et almindeligt standardværelse. Klassisk indrettet i en kombination af norske møbler og udenlandske input.

En blå sofa er suitens omdrejningspunkt og her, amerikanske CNN plejer at interviewe prismodtageren på vegne af millioner af TV-seere verden over. I den lille tilstødende »spisestue« sidder Nobelkomiteens kritiske smagsløg perioden op til 10. december og prøvesmager den femretters menu, »og det hænder, at vi må lave en ny prøvespisning, når de er kommet med forslag til justeringer,« fortæller Kari Hasselknippe og trækker gardinerne fra til suitens balkon, hvorfra hyldesten når sin kulmination.

To gange er det sket bag skudsikkert glas: Da Arafat og de israelske ledere vandt i 1994, og 15 år senere, da det blev Barack Obamas tur. Grand Hotel var parat til at tage det gamle glas op fra kælderen, men det var ikke sikkert nok for Secret Service. Et specialfremstillet eksemplar tog turen med præsidenten over Atlanten og måtte installeres, inden verdens mægtigste mand kunne træde ud og modtage hyldesten fra det, som, hotellet vurderer, var det hidtil største menneskeopbud på pladsen udenfor.

Man behøver dog ikke en invitation fra nobelkomiteens formand, Thorbjørn Jagland, for at kunne indlogere sig i det, man vist godt kan kalde Skandinaviens mest sagnomspundne soveværelse. Men for almindelige dødelige koster et ophold dog selv efter norske forhold, ja, en krig, hvis man skal være lidt ironisk. 8.500 norske kroner er standardprisen. Det afholder dog ikke værelset fra at være »ganske godt booket.«

Men Nobel-suiten er faktisk bare ét af 54 luksuøse værelser, der principielt kan være til prismodtagernes disposition, og det er yderst sjældent, at fredsprisvinderne rent faktisk overnatter i det berømte værelse. Gennem årene har vinderne boet i alt fra hjørne- og juniorsuiter til hotellets nærmest hysterisk luksuøse loftssuiter.

»Det afhænger rigtig meget af den enkelte gæsts præferencer og hvor stort et følge og en familie, de har med sig. Det er langtfra alle, der ønsker at bo i de største værelser,« fortæller Kari Hasselknippe. »Og så har vi heldigvis mulighed for, at hvis der er flere vindere, kan vi give dem lige store værelser, så der ikke bliver gjort forskel.«På de mest moderne af værelserne, de to suiter på toppen af hotellet, er der fra det ene direkte udsigt over til Kongeslottet for enden af Karl Johans Gate, så det er lige før, at man vil kunne se kong Harald eller dronning Sonja komme gående i morgenkåbe. På det andet kan man i stedet lægge sig i værelsets enorme dobbeltseng, »som vi hentede ind, da vi for nogle år siden havde Luciano Pavarotti boende. Så den er ekstra solid.«

Grand-suiternes specielle rammer og historie indgyder ærefrygt. Og giver fantasien råderum til at få frit løb. For hvordan føles det egentlig at være det menneske, som al virakken drejer sig om? Gik Arafat, Peres og Rabin mon i minibaren for at dulme nerverne over de store forventninger, der med prisen blev lagt på deres skuldre? Morede Al Gore sig over, at han næppe nogensinde var endt her, hvis han havde været så »uheldig« at vinde præsidentvalget over George W. Bush? Og kaldte Barack Obama det hele for én stor vittighed, da han krøb ind til Michelle?

Én ting er sikkert. Vi finder aldrig ud af det. Og selv hvis personalet kendte til et par sandheder om de enkelte prismodtageres gøren og laden, holder de det hæderligt for sig selv. Hotellets mest prominente gæster behandles med respekt. Det er derfor heller ikke muligt for MS at få lov til at blade i de fornemme gæstebøger.

Et par signaturer er dog for ærefulde til at skjule for offentligheden. I tesalonen har hotellet i hvert fald fået indrammet Barack Obamas »thank you for your hospitality« og Dalai Lamas tibetanske taksigelse. Selv et Nobel-hotel har vel lov at blære sig.