I Nuuk er berømt statue blevet overmalet med rød maling: »Han var ansvarlig«

På Grønlands nationaldag er statuen af Hans Egede blevet udsat for hærværk.

Hans Egede-statue i Nuuk. Fold sammen
Læs mere

I Grønlands største by, Nuuk, er statuen af den dansk-norske missionær Hans Egede blevet udsat for hærværk og overmalet med rød maling.

Hærværket blev opdaget tidligt søndag morgen – på Grønlands nationaldag – skriver blandt andet det grønlandske medie Sermitsiaq.

På soklen af statuen er blandt andet skrevet »Decolonize« (»Afkolonisér«, red.).

Den dansk-norske præst Hans Egede er kendt som »Grønlands apostel« og som manden, der begyndte kolonialiseringen af Grønland. Han rejste til Grønland i 1721 i håb om at omvende efterkommerere af vikingerne fra katolicisme til protestantisme. Dem fandt han aldrig, men i stedet arbejdede han frem til 1736 som de facto leder af handels- og koloniprojektet.

I 1725 skrev han ifølge Politiken Historie:

»Grønland skal have kolonier på de folkerigeste steder og et passende antal missionærer beskikkes, så de vilde kan holdes under tugt og disciplin.«

Politiet har endnu ingen mistænkte i hærværkssagen, men er i gang med at foretage afhøringer, skriver Sermitsiaq.

Hærværket har fundet sted, efter at aktivister verden over de seneste uger har angrebet og væltet statuer af personer, der i dag anses som racistiske og undertrykkende – ofte personer, som har taget del i eller fremmet slavehandel.

Det norske medie Vårt Land har været i kontakt med den grønlandske kunstner Aqqalu Berthelsen, som på Facebook skriver, at han taler på vegne af dem, der har stået bag overmalingen.

Han siger, at bagmændene opfordrer til, at grønlænderne stopper med at hylde kolonialister og »tager dét tilbage, som retmæssigt tilhører dem«.

Aqqalu Berthelsen hævder, at mange danskere og nordmænd har et forvrænget billede af Hans Egede.

»Mange ser på Hans Egede som en »redning« for mig og mit folk. Sandhededen er, at han var ansvarlig for kolonialiseringen af inuitfolket på Grønland.«

Det er ikke første gang, at Hans Egede-statuen bliver overmalet. Det skete også i 1977, 2012 og 2015.