I dag lancerer populær dansk filmfestival sin egen streamingtjeneste. Her er syv anbefalinger fra holdet bag

Den populære filmfestival CPH:DOX lancerer nu sin egen streamingtjeneste.

»Mange af festivalens bedste film er gennem de sidste 20 år kun blevet vist 2-3 gange for aldrig siden at vende tilbage til dansk jord. Nogle af de smalle titler kan være svære at opstøve, endda at søge sig frem til, men på PARA:DOX får de nu et hjem,« siger Niklas Engstrøm, kunstnerisk leder af CPH:DOX. Billedet er fra filmen »Fra det vilde hav«. Fold sammen
Læs mere
Foto: ParaDOX
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX måtte finde på noget usædvanligt, da coronanedlukning gjorde det umuligt at afholde festivalen på vanlig vis.

Derfor gjorde man festivalprogrammet tilgængeligt online, så man kunne se filmene hjemme i stuen. Det blev en succes, og succesen er blevet gentaget i både 2021 og 2022 sideløbende med den fysiske festival.

Nu går folkene bag skridtet videre og lancerer en streamingtjeneste, som er tilgængelig hele tiden og ikke kun i de uger, hvor festivalen foregår.

Streamingtjenesten hedder PARA:DOX, og den er blevet til med støtte fra Novo Nordisk Fonden og Det Danske Filminstitut.

På streamingtjenesten vil man kun kunne finde dokumentarfilm, men til gengæld dokumentarfilm af høj kvalitet, lover folkene bag.

PARA:DOX har intet fast abonnement, det koster i stedet mellem 19-49 kroner at leje hver film. Podcasts, artikler, talks med videre er gratis og frit tilgængelige for alle.

De blev dels inspireret af succesen med CPH:DOX på nettet og dels af oplevelsen af, at tidens mange, gode dokumentarfilm var spredt rundt på en masse forskellige streamingtjenester.

»Det syntes vi var ærgerligt, så nu har vi samlet de bedste dokumentarfilm ét sted. Der er ikke nogen anden streamingtjeneste, som dyrker dokumentarer på samme måde som os,« siger Sune Blicher, der er kommunikationschef i CPH:DOX, til Berlingske.

En god dokumentarfilm fører ofte til, at man bagefter søger efter mere viden om filmens emne: Hvad skete der bagefter? Hvor mange plader har Kandis egentlig solgt?

Med den nye streamingtjeneste vil man ikke behøve at lede så længe. Platformen indeholder nemlig også et såkaldt vidensunivers.

Her kan man med afsæt i filmene søge ny viden og flere perspektiver i podcasts, talks, interviews og artikler.

Om programmet skriver CPH:DOX:

Der er film om alt fra det ydre rum til den menneskelige hjerne – og om svampe,
S/M og de sociale mediers psykologi. Fra store instruktører som Werner Herzog, Jennifer
Baichwal, Michael Glawogger og Ulrich Seidl til yngre talenter som Cannes-vinderen Payal Kapadia, Sundance-vinderen Theo Anthony og danske Frigge Fri og Cecilie Debell.

»Mange af festivalens bedste film er gennem de sidste 20 år kun blevet vist 2-3 gange for aldrig siden at vende tilbage til dansk jord. Nogle af de smalle titler kan være svære at opstøve, endda at søge sig frem til, men på PARA:DOX får de nu et hjem,« siger Niklas Engstrøm, kunstnerisk leder af CPH:DOX, i pressemeddelelsen.

PARA:DOX har også særlig fokus på videnskabsformidling, og den bliver med støtten fra Novo Nordisk Fonden »Danmarks første streamingtjeneste med videns- og videnskabsformidling som et helt centralt element.«

Berlingske har bedt CPH:DOX programredaktionen om at komme med en kurateret liste med anbefalinger til film på tjenesten. Du kan se listen herunder.

Seks anbefalinger til film, du kan se fra i dag på PARA:DOX – og én, der kommer i næste uge

»Fashion Babylon«

»Hvornår er man ‘indenfor’ i modeverdenen? Tre professionelle modeller og modemennesker på fuldtid lukker os ind i deres liv, drømme og kriser med brutal ærlighed og befriende (selv) ironi i en insider-rapport fra en verden, hvor anerkendelse og berømmelse er lige så flygtig som sæsonernes trends.Michelle Elie, Casey Spooner og RuPaul’s Drag Race-vinder Violet Chachki er alle tre inde i kernen af det forførende, babyloniske kaos af illusioner og selvbedrag, som modeverdenen også er. Men at man har en Front Row-invitation til Jean-Paul Gaultiers afskedsshow i lommen betyder ikke nødvendigvis, at man kan betale huslejen dagen efter.Instruktør Gianluca Matarrese har selv arbejdet i modebranchen i årevis, og hans film er et kritisk, kulørt og kærligt portræt fra et Babylon i forandring.« Fold sammen
Læs mere
Foto: PARADOX.

»Regretters«

»I midten af scenen sidder Mikael og Orlando. Begge mænd, der nu er langt over 60 år, har et fælles bånd - de var mænd, der blev kvinder og besluttede sig for at forandre sig tilbage. I denne rå og ærlige tête-à-tête udforsker Mikael og Orlando deres fortid og udveksler krigshistorier om deres individuelle rejse gennem kønsskifte og tilbage igen. Mikael, der besluttede sig for at blive kvinde senere i livet, blev straks ramt af en bølge af fortrydelse efter operationen og længes nu efter at føle sig »hel« igen. Den flamboyante Orlando, som er et af Sveriges første tilfælde af kønsskifte, vælger ikke længere at leve som kvinde, men er tilfreds med den flydende karakter af sit noget udefinerede nuværende køn.« Fold sammen
Læs mere
Foto: PARA:DOX.

»Taming the garden«

»En mystisk rigmand har bestilt nogle nye træer til sin have. Problemet er bare, at de er 15 etager høje, 100 år gamle og skal transporteres fra fjerne landsbyer til hans palads. Således starter georgiske Salome Jashis festivalhit, som med surrealistiske motiver, absurdistisk humor og en udsøgt cinematisk æstetik skildrer det excentriske projekt, der gør både René Magritte og Herzogs 'Fitzcarraldo' kunsten efter, og som en gruppe arbejdere bakser med at realisere. Hjernen bag det hele (den tidligere premierminister, Bidzina Ivanisjvili) forbliver ude af syne som en skjult, surreel kraft i Jashis næsten dialogløse film, der løfter privilegiedebatten til et svimlende nyt niveau af hybris.« Fold sammen
Læs mere
Foto: ParaDOX.

»My Rembrandt«

»Politiske slagsmål og personlige intriger er dramatisk stof i et humoristisk indblik i auktionsverdenen, hvor en ægte Rembrandt er hård valuta. Rembrandts malerier har på ingen måde mistet deres appel i løbet af de 350 år siden hans død. I denne begavede og humoristiske dokumentar kommer vi på en eksklusiv rundtur gennem museer og auktionshaller for at møde de samlere, der har viet liv og formue til den hollandske mester. Fra en aristokratisk skotte over Rothschild-familien, til direktøren for Louvre og den aspirerende kunsthandler Jan Six, som mener at eje et hidtil ukendt Rembrandt-maleri. Et kulørt persongalleri og et fascinerende indblik i en lukket verden, hvor værkets forførende aura stadig er genstand for politiske slagsmål og personlige intriger.« Fold sammen
Læs mere
Foto: ParaDOX.

»A House made of Splinters«

»I et stort faldefærdigt hus tæt på frontlinjen i den østlige krigsarrede del af Ukraine driver en gruppe ukrainske kvinder et børnehjem. Her kan børn, hvis hjem er blevet smadret af fattigdom, vold og alkohol, bo i sikkerhed i op til ni måneder, indtil der er blevet taget stilling til, om de skal hjem igen, i plejefamilie eller flyttes til et andet børnehjem. Men når et barn tjekker ud af børnehjemmet tjekker der altid et nyt ind, der savner sine forældre – som den grænsesøgende Kolia, der både ryger smøger i smug, stjæler og tegner tatoveringer på sine arme, men også passer sine mindre søskende og synker grædende sammen i sin berusede mors arme i Simon Lereng Wilmonts prisvindende film.« Fold sammen
Læs mere
Foto: PARADOX.

»Flugt«

»Den Oscar-nominerede og prisvindende danske animations-dokumentar om barnet Amins flugt fra Afghanistan til Danmark i 1980erne er et rørende indblik i et liv på flugt. Fokus for historien er den 36-årige Amin, der ankom til Danmark som et uledsaget flygtningebarn for over 20 år siden. Filmens instruktør Jonas Poher Rasmussen mødte Amin tilbage i 90erne, da han netop var ankommet til den lille vestsjællandske by, hvor Jonas også er vokset op. I løbet af en række interviews fortæller Amin for første gang sandheden om sin farefulde flugt fra Afghanistan til Danmark. Han fortæller om sin lykkelige barndom i 80ernes Kabul, der blev erstattet af et liv på flugt, efter at den nådesløse borgerkrig forvandlede byen til en krigszone og splittede hans familie.« Fold sammen
Læs mere
Foto: PARADOX.

»I am Gen Z«
Denne film kan først ses i næste uge.

Generation Z kom til verden samtidig med Apples opfindelse, og er vokset op i en konstant accelererende, digital virkelighed. Vi møder dem på hjemmebane, nemlig på YouTube, TikTok og Instagram, i en dybdegående og vidtrækkende film, der giver ordet til både de unge og til et udvalg af eksperter og branche-insiders i den helt tunge ende. Hvordan påvirker sociale medier samfundet og vores selvopfattelse og mentale sundhed? Store spørgsmål, som rent faktisk bliver besvaret – også af de unge – fra alle vinkler i en demokratisk film, der vil få én til at tage ens egne vaner op til revision. Hvis man selv er Gen X’er eller (gisp!) Boomer får man i alle tilfælde slebet sin viden om den fagre nye verden i en film til tiden.« Fold sammen
Læs mere
Foto: PARA:DOX.