Hvordan siger man farvel til det eneste, man er stolt af at have udrettet?

Hvordan føles det, når ens barn flytter hjemmefra? Maise Njors ældste datter flytter til Rom i dag, og det har sat gang i nogle tanker om at give slip, være en god nok forælder og ikke nå at blive voksen, før ens barn pludselig er det.

Jeg kom cyklende på Østerbrogade, højgravid og glad, og helt ærligt var det, fordi jeg så et par smukke, glimtende sandaler ud af øjenkrogen, at jeg ikke opdagede det vejarbejde, der var lige foran mig.

Cyklen røg ned i udgravningen, og jeg – jeg slog en fuld koldbøtte over styret og landede på benene med mine hænder beskyttende omkring min mave ... Og med tre fodgængeres måbende blikke. Siden er jeg faldet mange gange på cykel, og hver gang har jeg slået mig, så hvad var det, der gjorde, at jeg denne ene gang kunne udføre et cirkusnummer?

Det var selvfølgelig, fordi jeg skulle beskytte min ufødte datter. Vi havde ikke fået kønnet at vide, men jeg VIDSTE, at det blev en pige. På en måde kendte jeg hende, før hun blev født ... Og jeg vidste allerede, at jeg ville gøre alt i min magt for at passe på hende, så længe jeg kunne. Men om lidt er det ude af mine hænder.

Nu er hun 19 år og skal flytte hjemmefra. Der er ikke noget, jeg kan gøre for at forhindre det, og det skal jeg heller ikke. Det er livets gang. Men i dag er jeg lidt utryg ved livets gang ...

»Er det ikke rart, at jeg skal flytte til Rom i stedet for bare at flytte almindeligt hjemmefra?« spurgte hun forleden.

Og jeg svarede ja. Vi skal ikke slæbe hendes seng og kommode og nogle kasser med tøj ned i en 3 x 34 for at køre det til Vesterbro, mens jeg tuder ned i hendes samling af barndomsminder og kraven på en af hendes venner.

Vi skal sige farvel i lufthavnen, og der er mange andre, der græder i Kastrup, det er faktisk helt normalt, så jeg kan gemme mig i mængden af rødøjede, flæbende farvelsigere, indtil jeg kommer ud i bilen, hvor jeg rigtig kan give slip og sætte sælhundeagtige tude-lyde på fornemmelsen af, at min ældste datter nu for alvor er voksen og væk.

Jeg ved ikke, hvorfor andre får børn. Barnets far og jeg fik bare en dag et andet blik i øjnene, når vi kiggede på hinanden, og så holdt jeg op med at tage p-piller, og to måneder efter sad jeg lamslået på badeværelsegulvet og stirrede på en positiv graviditetstest.

Jeg var godt klar over, at mit liv for altid ville forandre sig, men ingen kan til fulde forklare en, hvilken kærlighed der på få sekunder eksploderer, så snart man ser det lille væsen. Og ingen kan med ord beskrive for en, hvilken smerte der mange år senere er forbundet med at skulle fortælle det lille væsen, at den kærlighed, hun blev skabt i, ikke var nok til at holde sammen på hendes mor og far.

I sommer var vi på Roskilde Festival sammen, og hun insisterede på at få taget et foto af sig selv med sin far og mor. Bagefter græd hun. Over hvor fint det var. Over at far og mor stod omkring hende. Sikkert også over alt muligt andet, som hun ikke har fortalt mig.

For hun fortæller mig ikke længere alt. Sådan er det at være forælder til en voksen. Jeg skal ikke vide alt, og jeg kan ikke forstå alt, og jeg kan ikke redde alt. Det kunne jeg egentlig heller ikke, da hun var mindre. Men nu har hun set igennem mig.

Vi ligner hinanden. På ydersiden. Men hun er allerede klogere, end jeg nogensinde har været. Hun var elevrådsformand i gymnasiet, jeg var medlem af fest-udvalget. Hun læser feministisk litteratur, jeg læser bagsiden af mælkekartonen hver morgen, selv om der aldrig står noget nyt.

Hun ser Deadline, jeg ser Modern Family. Hun vil ændre verden, jeg vil bare gerne være i fred. Hun spørger alle, hvordan de har det, jeg fortæller alle, hvordan jeg har det. Og hun bærer solen i sin mund. Når hun smiler, lyser hele min verden op.

Maise Njor. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

»Børn flytter, når alle er klar til det,« sagde min veninde, da hendes to rodehoved-sønner var flyttet med deres vildt store og stinkende gummisko, som altid lå i en bunke i gangen.

Jeg giver hende ikke ret. Jeg er ikke klar. Og jeg tager gerne stinkende gummisko med i købet. Og det rodede værelse og de søvnløse nætter, hvor jeg har ligget vågen og ventet på, at hun er cyklet hele vejen hjem fra fest gennem en mørk skov iført en lårkort sommerkjole.

Når jeg spørger, om det egentlig er en kjole eller mere en halsklud, belærer hun mig om, at klamme gamle mænds tanker ikke skal indskrænke unge pigers garderobe, og jeg giver hende i princippet ret. Mens jeg hader alle de klamme gamle mænd. Og på forhånd alle dem, der kommer til at gøre hende ked af det gennem livet.

Jeg har lyst til at stikke dem en Olfert og en dumme-flad, allerede inden de kommer for godt i gang. Det gælder også hele Italien.

»Da du blev født, havde du lige så meget hud i ansigtet, som du har nu, men dit kranie var mindre,« sagde jeg forleden for at bløde stemningen op. Så lyste hun rummet op med sit smil, og jeg følte mig god nok.

Når jeg tænker efter, så er hun og hendes to søstre egentlig det eneste, jeg er stolt af at have udrettet. At være mor er min hoved-identitet, og hvad skal jeg gøre, når de to næste har forladt reden? Hvem er man så?

På en måde føler jeg mig snydt, for jeg nåede ikke engang selv at blive voksen, og så er jeg pludselig sådan en, der har en datter, der flytter til Rom. Og jeg fik ikke leget nok med Barbier med hende, jeg fik ikke hørt nok på hendes små historier fra børnehaven, jeg fik ikke givet hende nok kys eller holdt hende nok i hendes små buttede hænder. Jeg fik ikke nok af hende.

»Da du blev født, var du kortere, end dine arme er nu,« sagde jeg med en form for anklage. Anklage over hvad? At hun er vokset? At hun er blevet voksen? At hun har passeret de 18 år og derfor helt selv kunne bestemme, at der skulle være en tatovering af en idiotisk delfin, Ziggy Stardust og Cirkeline på de arme? At hun har skamferet og også taget ejerskab over den krop, som jeg næsten egenhændigt har skabt, båret, født og ammet til ikke særlig meget under normal dansk højde?

Jeg, der engang i et anfald af forårseufori fik tatoveret et hjerte med vinger på det ene håndled, så folk konstant spørger, om jeg engang har været SAS-stewardesse? Man bliver som sine forældre, med mindre man gør sig virkelig umage. Så nu er det nu. Nu er det øjeblik, hvor jeg skal stole på, at vi som forældre har gjort et godt nok stykke arbejde, til at det ikke er for traumatisk.

Der har været få regler: Du må aldrig gå alene hjem fra fest i mørket, og du må aldrig lade dine veninder gå alene hjem. Du skal fortælle mig, hvis du virkelig er i knibe, eller hvis dine venner gør noget, som trænger til, at en voksen blander sig (som dengang jeg fik opsnappet, at en veninde fik mange nye drengevenner, fordi hun var gavmild med at give såkaldte »hånd-job«), du må gerne drille, men aldrig mobbe, du må kun tale med mad i munden, hvis du har noget vigtigt at sige, støvsug af og til fordi din mor ikke er en form for butler, og hvis du prutter under aftensmaden, så lad i det mindste som om, det kom som en overraskelse.

Jeg har nu i tre omgange siddet til forældremøder, hvor forældre kræver klare regler for de unge. De må ikke ryge og drikke, de skal tale ordentligt, de må ikke gå til fester uden voksne til stede – de må faktisk helst ikke gå nogen steder uden voksne.

Og jeg har siddet og tænkt, at det er alt for sent at opdrage sine børn, når de er 13-14 år. Og det er altid de mest emsige forældres børn, der ryger nede bag biblioteket, når jeg lufter hund om aftenen. Og de forældre, der har tilbudt at klæde sig ud som en busk for at kunne nærme sig teenageflokken, mens de drak Bacardi Breezers i Dyrehaven.

Jeg ved godt, at mine børn ikke er Guds bedste, men de er de bedste, jeg har, og jeg har valgt at stole på dem. Man kan alligevel ikke justere særlig meget på en på 19 år.

Jeg ved, at hun først kommer rigtig tilbage til mig, når hun har fået børn og dels har brug for pasning, dels har indset, hvad det vil sige at elske nogen så højt, som man elsker sit barn. Til den tid elsker hun sit barn højere, end hun elsker mig. Men det er også livets gang, og det er også helt i orden.

Hun vil komme ind ad døren og sprede sol med sit smil, og i hælene følger en lille klon af hende, som lyser min verden op på en helt ny måde, som jeg ikke har oplevet før. Ligesom jeg ikke vidste, før jeg fødte min datter, at livet bliver så fantastisk meget lysere, sjovere og rigere af at få børn.

Mine cirkusnumre kan ikke beskytte hende længere. Da jeg kom cyklende på Østerbrogade for tyve år siden, vidste jeg allerede, at jeg skulle passe på det barn, der voksede i min mave.

Om lidt er hun ude af mine hænder. Men jeg ville ønske, at hun gider lege med Barbier med mig en sidste gang ...