Hvordan håndterer vi sorgen?

55.000 danskere dør hvert år. Familie, venner og kolleger står tilbage med sorgen. Heldigvis er langt de fleste selv i stand til klare det, men vi giver os ikke tid til at komme os over tabet.

Sorg er en normaltilstand. Det er noget, vi jævnligt møder igennem livet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto: Colourbox.com
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Døden – og dermed sorgen – er ikke en undtagelsestilstand.

Den er en normaltilstand. Det er noget, vi jævnligt møder igennem livet. Enten direkte, når et familiemedlem, en kollega eller en ven dør, eller inddirekte, når nogle i vores omgangskreds mister en af deres nære.

Læs også:
8 råd til hvordan du tackler din sorg
Eva Jørgensen: »Når alt er slut, kan alt begynde...«

Omkring 55.000 danskere, langt de fleste ældre mennesker, dør hvert år. Omtrent lige så mange familier oplever altså at miste en nærtstående, og hertil kommer venner og kolleger, som også sørger over den afdøde. Tabet efterlader dem med en række stærke følelser som nedtrykthed, længsel og ensomhed. Venner og familie vil gerne støtte, men hvor gode er vi egentlig til at tackle sorgen?

»Langt de fleste kommer igennem disse seje sorgforløb uden særlig meget hjælp og uden komplikationer, men der er en lille gruppe, som får nogle komplicerede forløb, som tager lang tid, og hvor de fungerer dårligt i hverdagen,« siger cand.psych. Mai-Britt Guldin, der i ti år har arbejdet med døende og sorg og i øjeblikket er ved at skrive en Ph.D. om emnet på Århus Universitet.

Hun kalder sorg en grundfølelse, som er et kompleks af forskellige følelser, hvor de to dominerende er ensomhed og længsel efter den afdøde og det liv, der har været engang.

»Det er vigtigt at huske på, at sorg for langt de fleste mennesker er enormt stressende og pinefuld. Det gælder både for dem, som kan finde ud af at håndtere sorgen, og for dem, som har svært ved det. Sorgen indebærer to krævende udfordringer. Dels skal man håndtere alle disse følelser, som opstår omkring sorgen, dels skal man klare nogle helt praktiske udfordringer i hverdagen, f.eks. hvis man har mistet en ægtefælle,« siger Mai-Britt Guldin.

Også Ditte Winther, der er psykolog og adjunkt på Danmarks Pædagogiske Universitet under Århus Universitet, peger på balancen mellem sorgen og hverdagen som den store udfordring.

»Sorgen er fra starten en tosporet proces, hvor man skifter mellem at være i et tabsorienteret spor, hvor man er depressiv, ked af det, modløs og føler sig forladt af Gud, og et nyorienteret spor, hvor man opretholder en hverdag med at arbejde, hente børn og samtidig skal prøve at komme videre. Det betyder, at venner og familie ikke altid ved, hvordan den sørgende har det, fordi det kommer an på, hvilket spor man er i,« siger Ditte Winther.

Ifølge Mai-Britt Guldin er fleksibilitet den vigtigste forudsætning, når man skal håndtere sorgen. Den, som har mistet en nærtstående, skal kunne konfrontere sig med sorgen og de tunge følelser og samtidig kunne trække sig fra den, så hverdagen kan fungere.

»Man skal kunne formå at komme ud blandt andre mennesker, men det er lige så vigtigt at kunne dykke ned i de svære følelser og kunne give sig rum og tid til at beskæftige sig og arbejde med dem. Det er en kompliceret proces, som kræver en vis modenhed,« siger Mai-Britt Guldin.

Spørger man Mogens Lindhardt, dr.theol., præst og rektor på Pastoralseminariet i København, hvordan vi typisk reagerer, når vi mister en nærtstående, så svarer han uden tøven, at vi kigger indad.

»Man bliver vanvittig selvbevidst, fordi den afdøde bliver så tydelig. Et menneske, som man har levet mere eller mindre fredeligt sammen med, får pludselig afgørende betydning for ens liv. Samtidig bliver man bevidst om sig selv, fordi den anden kan skilles fra en,« siger Mogens Lindhardt og fortsætter: »Den argentinske digter Jorge Luis Borges har engang sagt: »Sorg og forelskelse ligner hinanden derved, at det er en situation, hvor et andet menneske kan få afgørende betydning for ens liv. Dermed hører ligheden heldigvis også op.« Men døden er noget definitivt. Et andet menneske er ikke længere en mulighed, man kan ikke tale med det, men vedkommende får pludselig afgørende betydning for ens liv,« siger Mogens Lindhardt.

Han mener, at vi generelt er gode til at klare sorgen efter dødsfald, men at vi har svært ved at acceptere, at det kan tage lang tid at overvinde den.

»Vi lever i en kultur, hvor vi er tilbøjelige til at underkende, hvor lang tid det tager, og derfor blive lidt forbavsede, når sorgen varer ved. Hvis f.eks. en ægtemand et år efter hustruens død pludselig igen udtrykker stor tristhed eller vrede mod hustruen for det, hun forhindrede ham i, så er det ikke særligt socialt acceptabelt, selv om det er en almindelig reaktion. I sådan et tilfælde vil omgivelserne synes, at nu har de hørt nok om tabet, og de vil undre sig over, at manden pludselig igen begynder at kredse om sin sorg, efter at der endelig var faldet ro på. Men sagen er, at vi kredser om de døde livet igennem. De dukker op på forskellige tidspunkter og steder i vores liv. Folk er gode til at tackle sorgen, men de er ikke gode til at acceptere, at det er en lang proces,« siger Mogens Lindhardt.

Ifølge Eva Ethelberg, der er psykolog og tidligere leder af Kræftrådgivningen hos Kræftens Bekæmpelse i København, og nu chefpsykolog hos SOS International, lever vi i en tid, hvor forventningen er, at vi er lykkelige. Det er ikke »smart« at hænge med hovedet.

»Tempoet, arbejdsbyrden og i det hele taget hastigheden mellem mennesker er ofte så opskruet, at den tålmodighed, der er nødvendig fra omgivelserne, forsvinder. Vi er ikke forberedt på, at døden stiller et modningskrav både til den sørgende selv og vedkommendes venner og familie. Man kan håbe for den, der mister, at der er nogle i omgangskredsen, der selv har prøvet det, ellers bliver det svært,« siger Eva Ethelberg.

For nogle menneskealdre siden var der flere ritualer og regler omkring sorgen end i dag. Enker og enkemænd gik klædt i sort, pårørende bar sørgebind, og så man en rustvogn på gaden, standsede man op og tog hatten af. I dag er der langt færre ritualer, og det gør det sværere for folk at håndtere sorgen. Hvad skal man f.eks. sige, hvis ens kollega har mistet et familiemedlem, og hvornår er det passende at deltage i en begravelse?

»Tidligere tiders ritualer virkede meget betryggende. I dag er vi på Herrens mark, fordi vi selv skal finde ud af, hvordan vi skal forholde os,« siger Eva Ethelberg.

Også Mai-Britt Guldin mener, at ritualer gør det lettere at håndtere sorgen.

»Ritualer er jo noget, vi kan læne os op ad. De giver os en ramme og nogle ord for vores sorg. Men måske er der nogle nye ritualer på vej. Vi kan se nye portaler på internettet, hvor folk kan henvende sig og være fælles om deres sorg,« siger Mai-Britt Guldin.

Eva Ethelberg  ser ikke tabet af ritualer som et udtryk for, at døden og sorgen er blevet tabu, men både de sørgende og deres omgangskreds har store problemer med at finde ud, hvordan de skal tackle situationen. Det er svært at vide, hvornår man skal være indlevende og give den sørgende tid til sin sorg, og hvornår man skal forsøge at opmuntre og trække den sørgende ud af sin sorg.

»Der er ikke nogen opskrift på, hvor lang tid sorgen skal tage, men det er vigtigt, at familie og venner forstår, at de har en dobbelt opgave. De skal både være støttende og forstående, men de skal også være utålmodige i den forstand, at den sørgende på et eller andet tidspunkt skal trækkes tilbage til livet,« siger Eva Ethelberg.
Mogens Lindhardt synes heller ikke, at døden er tabu. Generelt tager folk stille og roligt døden på sig. Vi ved jo ikke, hvad døden er, siger han

»Vi kender kun døden som andres fravær, og så kan vi forestille os den som en søvn eller en kamp. Men vi ved ikke noget om den. Døden dukker altid pludseligt op i vores bevidsthed og forsvinder så igen. Den er ikke til at integrere. Jeg tror, at de fleste tænker over deres egen død og oplever angst for at miste deres nærmeste. Hvis man siger, at nogle tænker på sex seks gange i timen, så vil jeg tro, at man tænker på døden på et eller andet tidspunkt i løbet af en dag,« siger Mogens Lindhardt.

Han synes, at vi generelt er gode til at tale med den sørgende om døden lige efter et dødsfald. Derimod har vi senere sværere ved at tage emnet op, selv om en sørgende ofte har behov for det.

»Vi kan godt lige efter et dødsfald finde ud af at sige, at det gør os ondt, og vi kan også finde ud af at sende blomster til begravelsen. Problemet kommer senere. Skal man tage spørgsmålet op igen og dermed bringe dødsfaldet op i den efterladtes bevidsthed, eller skal man lade vedkommende være? Det er meget sværere at tale om det, når verden efter et stykke tid begynder at ligne sig selv.«

Mai Britt-Guldin mener, at det er individuelt, hvor meget sørgende kan komme sig over deres sorg ved tale. Hun kalder det en myte, at alle kommer igennem sorgen ved tale om den.

»For nogle vil det hjælpe at tale med andre om det, men for andre vil selve bearbejdningen af sorgen være en indre ting. I vores kultur har vi jo haft det sådan, at vi skal tale meget om de svære ting. Det er jeg lidt forbeholden over for. Vi har brug for at få undersøgt, om det faktisk også hjælper folk. Der er meget, som tyder på, at man faktisk kan tale sig ind i traumer og svære følelser i stedet for at tale sig ud af dem.«

Har den udvikling, som de sørgende gennemgår, et resultat? At man glemmer eller husker den døde?

»Hvis man skal se på et overordnede mål med sådan en proces, så vil jeg sige, at det er, at taknemmeligheden over det, man har fået, i sidste ende bliver større end sorgen over at have mistet. Det forudsætter, at man er nået til den erkendelse, at man kan sige til sig selv: Det var ikke givet, at jeg fik den person og den kærlighed, men jeg fik det faktisk. Han var der dog.«