»Hvor længe skal Tyskland være bordel for den danske brigade?« Ny bog fortæller om glemt krigskapitel

Det vil sikkert være en overraskelse for mange, men rent faktisk havde Danmark besættelsestropper i Tyskland fra 1947 til 1958. I en bog af Peter Hertel Rasmussen fortælles historien om Tysklandsbrigaden og spillet om Danmarks udenrigspolitik efter krigen.

En dansk vagtpost foran en af Tysklandsbrigadens kasserner. Ude på vejen venter tyske børn med madspande på at få lov til at komme ind og finde madrester. Fold sammen
Læs mere
Foto: Illustration fra bogen

Besættelsestiden fylder meget i vores fælles erindring, og der er et hukommelseshul for tiden efter krigen, hvor Danmark skulle finde sine ben i en ny politisk virkelighed, der hurtigt udviklede sig hen imod en kold krig. Danmark havde gennem 30erne ført en neutralitetspolitik, og spørgsmålet var, om den kunne opretholdes efter besættelsestiden, hvor valget stod mellem den vestlige verden og Sovjetunionen.

Vi blev langsomt trukket væk fra den tidligere neutralitetspolitik hen mod en vestligorienteret holdning, som viste sig med vores tilslutning til NATO i 1949. I tidsrummet mellem befrielsen i 1945 og 1949 foregik mange spekulationer mellem politikerne om, hvordan man skulle optræde på den internationale scene.

Som en brik i dette spil kom den danske Tysklandsbrigade til at spille en rolle. De fleste vil sikkert spørge, hvad det var for en brigade, og svaret findes i Peter Hertel Rasmussens bog »Den danske Tysklandsbrigade 1947-1958«.

Danmark havde i disse år godt 4.000 soldater udstationeret i Tyskland under britisk overkommando, og Danmark var dermed på vej til at vælge side på den internationale scene.

Den konservative politiker og udenrigsminister i befrielsesregeringen John Christmas Møller. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kurt Nielsen/Ritzau Scanpix.

Den konservative politiker John Christmas Møller, som havde spillet en politisk rolle i Storbritannien under besættelsestiden, havde lovet briterne, at Danmark gerne ville stille med en hærstyrke. John Christmas Møller blev udenrigsminister i befrielsesregeringen, og han ønskede at bidrage med en brigade – for derved at aflaste den trængte britiske økonomi, men også for at vise politisk velvilje over for Storbritannien. Møller lagde heller ikke skjul på, at han ønskede at opnå britisk støtte til Danmarks status som allieret nation.

Det viste sig, at det ikke var let at skabe politisk enighed om styrken. Peter Hertel Rasmussen vurderer, at hvis det ikke havde været for John Christmas Møller, så var styrken nok ikke blevet sendt af sted. John Christmas Møller fik befrielsesregeringen overbevist om afsendelsen af styrken, og den efterfølgende regering fastholdt dette tilsagn. En vis usikkerhed kom også ind, fordi en dansk brigade til besættelse af Tyskland ville vise, at den gamle neutralitetspolitik ikke længere eksisterede.

Den danske Tysklandsbrigade var udstationeret i Nordtyskland ved den hollandske grænse. Fold sammen
Læs mere
Foto: Illustration fra bogen.

I sidste ende – efter en del hændervriden, hvor kun de konservative fuldtonet stod bag udsendelsen – besluttede man i Folketinget at afsende brigaden. Forsvarsminister Harald Petersen fra Venstre mente, at soldaterne bedre kunne anvendes til at beskytte kongeriget.

Spørgsmålet er, hvad denne brigade egentlig skulle i Tyskland.

Skulle den »blot« sikre og bevogte Tyskland, eller skulle den indgå i Vestens forsvarsberedskab vendt mod Sovjetunionen? Det er historikerne uenige om, men Peter Hertel Rasmussen er af den opfattelse, at Danmark ikke havde godkendt at indgå i et sådant forsvarsberedskab.

Da brigaden først var dernede, fik den en række bevogtningsopgaver i Nordtyskland. Tyskland var stadig præget af krigens ødelæggelser og fattigdom, men ifølge bogen var befolkningens holdning til besættelsesstyrkerne rolig, fornuftig og servil – det ville jo også være mærkeligt andet lige efter nazitiden.

Der opstod problemer med danske soldater og tyske kvinder, idet forholdet blev betragtet som fraternisering, og der var i den danske befolkning en skarp afstandtagen fra den slags. Der blev indført et skarpt fraterniseringsforbud, men det var svært at forbyde danske soldater at frekventere tyske dansesteder og barer. Denne fraternisering vakte ikke mindst forargelse i forhenværende frihedskæmperkredse, og Information trykte i juli 1948 en artikel med overskriften »Hvor længe skal Tyskland være bordel for den danske brigade?«

Efterhånden blev styrken mindsket, og i 1949 var den nede på 1.000 mand. Det danske medlemskab af NATO i 1949 betød, at brigaden fik en rolle i forsvaret af Jylland. I alt blev der fra 1947 til 1958, da brigaden blev nedlagt, udstationeret 45.000 danske soldater, så der var ikke tale om en ubetydelig indsats.

Bogen peger fremad mod det militære samarbejde mellem Tyskland og Danmark fra 1962 i den enhedskommando, som blev oprettet i NATO-regi, da Den Kolde Krig var i fuld gang.

Peter Hertel Rasmussen bog er et grundigt faghistorisk værk, der viser de danske politikeres holdninger i en vanskelig tid, før vi blev medlem af NATO, og dér har bogen sin store værdi. En stor del af bogen handler om politiske og militære forhandlinger, men det lykkes ikke forfatteren at puste liv og drama i forløbet. Der er for mange forhandlinger og for få menneskedramaer til at gøre den læsevenlig.

Peter Hertel Rasmussen: »Den danske Tysklandsbrigade 1947-1958«

460 s., 398 kr., Syddansk Universitetsforlag