Hvor er det danske frisind?

Det danske frisind er presset som aldrig før. Men hvad er det egentlig, frisindet? Begyndte det med den frie porno, eller er det et karaktertræk, der sidder dybere i os?

Det er ikke så længe siden, vi var kendt for vores frisind, for kollektiver og Christiania, for fri porno og frie tanker og frie, selvstændige børn og for troen på, at alle mennesker uanset deres seksualitet har ret til hinanden. Vi var frisindets hjemsted i en verden, der af den ene eller anden årsag baksede med at rumme samme tillid til det enkelte menneske.

Men nu er vi i verdens øjne, retfærdigt eller ej, nationen, der byder flygtninge velkommen ved at flå smykkerne af deres udmarvede lemmer, så snart de når grænsen. Den afdøde sangerinde Natasja har langtfra fået sit frisindede Danmark tilbage, og det er tydeligvis det samme, resten af verden efterlyser, når de måbende rydder forsider og sendeflader for at fortælle om, hvad der foregår i landet mod nord, som de satte så højt.

»Verden har netop højere forventninger til os end til andre på grund af vores frisind,« siger litteraturprofessor Hans Hertel, der har beskæftiget sig indgående med det moderne gennembrud, kulturradikalismen og forfatteren og arkitekten Poul Henningsen (PH), som alle er betydningsfulde elementer i dannelsen af det danske frisind.

Vi var blandt verdens hovedstæder for den improviserede, frit associerende jazz, vores design skar gennem støjen til ideens essens, filmene og bøgerne var insisterende frie, og vi ophøjede vores overbegavede landsbytosser som Jens Jørgen Thorsen, Simon Spies og Mogens Glistrup til (delvis) afholdte originaler, som vi altid har sat højere end kopier.

»Frisind er rummelighed, tolerance og humor og at affinde sig med, at andre tænker på en anden måde end man selv. Det er ikke en særlig almen dansk egenskab, men der er en frihedstradition, som siden Grundtvig og Georg Brandes har været stærk i Danmark,« siger Hans Hertel.

Jørgen Carlsen, der er idéhistoriker og forstander for Testrup Højskole, taler om, at Grundtvigs ord fra 1800-tallet om, at »kun den er fri, som lader næsten være fri med sig« er helt central for vores frisind. Vi er kun frie, hvis vores nabo er ligeså fri. Det er uvist, om forfatteren Knud Romer kender de ord, men han mener, at det danske frisind har haft en forholdsvis nem gang på jord, fordi vores næste minder forbløffende meget om os selv, og det ikke gør så meget, hvis vi er lidt uenige.

»Den mest danske figur i verden er Anders And, fordi han er så antiautoritær, som vi gerne vil se os selv. Men spørgsmålet er, om vi overhovedet er så antiautoritære eller det ikke snarere handler om, at vi er et meget lille samfund med en udpræget konsensuskultur, hvor alle kender hinanden. Vi er ikke fundamentalister, i stedet relativerer vi vores eget udsagn og kræver ikke, at andre skriver under på vores sandhed,« siger Knud Romer.

Forfatter, Knud Romer. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged.

»Vi har lov at være det menneske, vi er, uden at skamme os over det«

Selve tanken om det frie menneske er født ud af et Europa i kaos og fortvivlelse, fortæller lektor Kasper Risbjerg Eskildsen fra RUC, der er ekspert i Oplysningstidens Europa 1690-1800.

»Oplysningstidens opgør med religiøse autoriteter opstår på ruinerne af et Europa, der er hærget af religionskrigenes ufattelige blodsudgydelser. I stedet for at dræbe dem, man er lidt uenige med, må man definere sig selv, forstå verden på sin egen måde og lære at leve med hinandens forskellighed.« siger Kasper Risbjerg Eskildsen.

Han mener, at det er en tilsnigelse at tale om frisind som noget specielt dansk, derimod er det en del af en europæisk strømning, som blandt andre Holberg tog med til Danmark fra sine rejser i begyndelsen af 1700-tallet.

»Oplysningstiden var en europæisk bevægelse, som tager forskellige former forskellige steder i Europa. Hollænderne, som allerede tidligt har en tradition for, at man kan være fri der, får vi nok svært ved at konkurrere med. Holberg er en af de danskere, der rejser ud i Europa og tager oplysningsstrømningen med tilbage til Danmark. Men jeg tror, at vi indimellem overvurderer vores eget frisind.«

Forstander Jørgen Carlsen, er ikke helt enig. Han mener, at den afgørende forskel på den europæiske og danske oplysningstid er, at Oplysningstiden, ifølge ham, først for alvor når Danmark med forsinkelse, så den bliver blandet med Romantikken, der opstår omkring 1800.

»Oplysningstidens autonome menneske, der via sin fornuft handler frit, når så sent til Danmark, at det bliver modificeret af romantikkens anarki, passion og kreativitet. Det har skabt en bestemt dansk variant af frisind, som er meget radikal, hvilket man kan se ved at sammenligne med svensk og tysk kultur. »Mein Kampf« er lige blevet lovlig i Tyskland igen, den har aldrig været forbudt i Danmark. Både Grundtvigs og PHs holdning var, at friheden gælder »for Loke såvel som for Thor«. Selv om Loke i sidste ende forårsager ragnarok i den nordiske mytologi, skal han have sin frihed, for hvis du på forhånd forsøger at afværge, at der sker noget ondt, så har du kastreret dit eget liv. Hvis du forbyder bestemte meninger at komme til orde, så svarer det til, at du har kureret feberen ved at smide termometret væk.«

Jørgen Carlsen tror, som Knud Romer også er inde på, at det danske frisind er opstået ud af vores lighed: Vi er et meget lidt hierarkisk opbygget samfund med en særlig balance mellem lighed og forskelstænkning.

»Dronningen handler i Illum og ministrene cykler på arbejde. Det er en grundlæggende tillidskultur, der har immuniseret befolkningen mod det totalitære. Helt tilbage til slutningen af 1600-tallet er der et dansk ordsprog, der siger, at »En doktor og en bonde vide mere end en doktor alene«. Vi har en respekt for, at alle har noget, de kan gøre sig gældende med. Jeg tror, at den understrøm i det danske samfund er det, som senere fører til pornoens frigivelse og accept af homoægteskaber, for vi har lov at være det menneske, vi er, uden at skamme os over det,« siger Jørgen Carlsen.

Kampen for den seksuelle frigørelse

De første tanker om frisind finder man hos Holberg, Grundtvig og ikke mindst litteraturkritikeren Georg Brandes’ opgør i 1871 med en hensygnende og irrelevant dansk litteratur og en kvindeundertrykkende seksualmoral.

Det frisind, vi kender som det særligt danske, er især resultatet af kulturradikalismens to førstemænd: Georg Brandes og Poul Henningsen. Deres kamp for den frie tanke uden fordomme og falske autoriteter, kvindens ligestilling, aftabuisering af det seksuelle og opgøret med et autoritært skolesystem, fortæller Hans Hertel.

»PH blev jo især berømt for det seksuelle frisind, som sendte ham i polemik med den tids folkekirke. Han sagde i en kronik i 1955, at »den danske folkekirke står i større gæld til dronning Victoria end til Jesus« med henvisning til 50ernes snerpede seksualmoral. Den seksuelle frigørelse var meget vigtig for ham, og især på det punkt er hans tanker jo blevet alment accepteret,« siger Hans Hertel.

Men kampen mod skolesystemet var måske endnu mere dannende for det danske menneske.

»PH bekæmpede legemlig afstraffelse i skolesystemet. Han var midt i 1950erne i hård kamp med Danmarks Lærerforening, der ikke mente, at man kunne opretholde disciplinen i skolerne uden pryglestraf. Det, at vi fik en friere skole, har sat sit præg på alle, der er vokset op siden, og på den måde er de præget af frisindstanken,« siger Hans Hertel.

Hvad skal der nu blive af det danske frisind?

Rasmus Meisler / Spild af tid. Fold sammen
Læs mere

Men som man så ved seneste folketingsvalg, hvor Dansk Folkeparti farvede Udkantsdanmark gul, er konsensuslandet skåret midt over. Vores betingelser synes ikke længere så ens og vores næste ligner ikke længere os selv til forveksling.

Slet ikke, når vores næste også er flygtninge fra totalitært patriarkalske samfund, der nu kolliderer med vores tro på ytringsfrihed og ligestilling som en selvfølgelighed. Verdens virkelige problemer er kommet så nær, at flere advarer om, at selve vores samfundsmodel er ved at brase sammen.

»Flygtningene kommer fra diktaturer og dybt religiøse patriarkalske samfund, og når de rammer falder bort, får vi mennesker, der ikke kender til ansvaret ved at være et selvbærende individ. Vores frie selvudfoldelse bygger på en ekstrem regulering af vores drifter. Vi kan sagtens omgås letpåklædte kvinder, fordi vi har lært at fortolke signalerne. Det slør, som de har på udenpå, har vi på indeni, og det kræver en omfattende socialisering at kunne navigere i det,« siger Knud Romer.

Selv om vores frisind bliver presset af uenighed, ulighed og konkurrencestatens adfærdsregulerede offentlige rum, mener Knud Romer ikke, at det er i fare for at forsvinde.

»Vi er en af verdens mest sammentømrede nationer, og forestillingen om, at et lille mindretal skulle kunne nedbryde vores identitet, køber jeg ikke. Frisindet er hele tiden i en historisk forvandling, hvor samfundsordenen ændrer sig frem og tilbage. Lige nu er vi i en meget puritansk og borgerlig periode, som næsten minder om 50erne, hvor enhver ansats til et åbent forhold bliver set som partnerbrud. Men når nogle begynder at blive kvalt i intimsfæreklaustrofobi, kommer der en modreaktion.«