»Hvis vi siger »Kulturradikal«, hvad siger du så?«

08TILGreteliseHolm1-Greteli.jpg
Gretelise Holm1 Gretelise Holm, forfatter 11.09.2007 foto Sisse Jarner Billedet er til frit redaktionel benyttelse Fold sammen
Læs mere

Gretelise Holm

Journalist, forfatter og samfundsdebattør

»Jeg fik Poul Henningsen-prisen i 1980 og føler mig voldsomt stolt og beæret, når nogen kalder mig kulturradikal.

For mig er det at være kulturradikal nemlig ensbetydende med, at man er åben, fordomsfri, magtkritisk og humanistisk.

Og hvem ønsker sig at være det modsatte: Lukket, fordomsfuld, ukritisk og menneskefjendsk?

Jeg vil bestemt ikke påstå, at det altid lykkes mig at leve op til de kulturradikale idealer, men jeg gør da mit bedste. Og det er for mig helt uforståeligt, hvis den åbne, fordomsfri og humanistiske tilgang til mennesker og samfund nu skal nedvurderes.«

Georg Metz

Journalist og forfatter

»Klip alle PHs lamper ned og aflys den seksuelle frigørelse, riv Aakjær, Thøger Larsen og Otte Geldsted ud af Højskolesangbogen, fortryd anerkendelsen af psykiske lidelser som sygdom og forbyd kildekritikken i historieskrivningen; bandlys gudløsheden og slet det meste af litteraturen fra 1945 til i dag, tilintetgør alle danske jazzoptagelser og Liva Weel, mal uvist hvor mange billeder over og knus skulpturerne og møblerne.

Det er da en begyndelse, inden bålene tændes under de sagtmodige, der vedkender sig arven og forsøger at videreudvikle det mangeartede og i ofte selvmodsigende tankegods, der går under betegnelsen.«

Rune Selsing

Debattør

»Hvis kulturradikalisme skal have en meningsfuld betydning, er den identisk med Georg Brandes. Hans Hovedstrøminger i det 19. århundredes litteratur er i sin essens et materialistisk opgør med det borgerlige liv og den kristne moral. Kulturradikalismen er et ja til nydelse, teknologi og fremskridtet og nej til ansvar, forpligtelser og en dybere mening med tilværelsen. Det er en konform måde, man kan være venstreorienteret på uden at forsage hverken kapitalismen, den gode smag eller villaen i Klampenborg«.